Anders Johansen: Lasses lange sommer
Emner: dansk, del af serie, fra 5 år, god til højtlæsning, historisk, socialrealisme • Se alle anmeldelser af: Anders Johansen • • 20. maj, 2007Stemningsfuld højtlæsningshistorie, både for de helt små og de lidt større.
Lasse på 7 år er sammen med sin far og mor på sommerferie ved Vesterhavet. Med er også hans store søskende Verner og Vipsen og familiens hund, Miki.
Familien bor i en ferielejlighed på en gård. Det er den rare bondemand, Hans, der tager imod dem. Han viser Lasse kattekillinger og fortæller om egnen og livet der.
Dagene går med at bade og dase, fange krabber og gå på opdagelse. Lasse er den lille og bliver nogle gange drillet og holdt udenfor, når Verner og Vipsen har gang i noget de voksne ikke må vide. Den ene gang sladrer han og bliver udsat for de stores ydmygende hævn. Andre gange må han konstatere, at det er godt at have de store søskende i baghånden.
Den ene uge kommer faderens kollega og hans familie og bor i den anden lejlighed. De har to børn, hvoraf Birgitte er på Lasses alder. Hun har haft børne- lammelse og sidder i kørestol. Hun har lyst hår og blå øjne, og Lasse bliver ret betaget af hende.
Det er under familien Haahrs ophold at de kommer ud for en af feriens mere dramatiske oplevelser: en rotur, hvor det blæser kraftigt op, hvor børnene må øse for livet mens hr. Haahr kæmper for at nå land. Det giver en kurre på tråden mellem de to familier.
En anden dag er Hans´vædder løs og efter børnene. Heldigvis får Lasse den lokket væk fra Birgitte, der ikke selv kan flygte.
Selv om han indimellem har kedet sig lidt, har det også været en lang sommer fuld af indtryk, filosoferer Lasse liggende i græsset på en af de sidste feriedage, inden han skal hjem og starte i 1. klasse.
Lasses lange sommer er en god fortælling om en sommerferie ved Vesterhavet.
Så vidt jeg kan regne ud foregår historien i 1950´erne – og det er i virkeligheden den voksne Lasse, der fortæller barnebarnet om sin barndom.
Man kan se – og lugte steder og begivenheder for sig: fra Vesterhavet til det gammeldags das. Også Lasse, hans tanker og oplevelser er skildret med fin indlevelse.
Den første bog om Lasse hedder Lasses store verden og udkom i 2003. Bøgerne kan sagtens læses uafhængigt af hinanden og giver et godt billede af , hvordan livet så ud i en børnefamilie i 50´erne De er begge velegnet til højtlæsning fra ca. 5 år – gerne af en bedsteforælder, der kan supplere med egne oplevelser.
Anders Johansen: Lasses lange sommer. Modtryk, 2007. Forside: Mette-Kirstine Bak.