- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Alyson Noël: Blå måne

Romantisk fortsættelse i serien om udødelig kærlighed og forviklinger

Ever er endelig forenet med den guddommeligt smukke Damen. De sidste 400 år har Damen forsøgt at fuldende deres udødelige kærlighed men der kommer hele tiden noget eller nogen på tværs. Men nu skulle den være hjemme. Ever er lykkelig. Hun er udødelig. Det er Damen også. Det eneste det kræver af dem er at de hver dag skal drikke en rød bitter væske. Det er næsten for godt til at være sandt – og det er det også. Netop som deres kærlighed svulmer saftigt bliver Damen syg og helt utilnærmelig.
Ever bliver skubbet ud i kulden. Også af sine to bedste venner der pludseligt begynder at opføre sig helt anderledes end de plejer.
Det er ensomt og Ever bliver igen skolens freak. Stacia, hendes onde ånd, up loader f.eks. en film på Youtube hvor Ever vælter patetisk rundt inde i et stativ fuld af bh’er. Alle griner af hende og Damen kaster tilsyneladende sin kærlighed på Stacia.
Kan det blive værre? Selvfølgelig kan det det!
Noget er helt galt fat og måske det har noget med den lækre men ret irriterende nye elev Roman at gøre.
Ever må hanke op i sig selv. Alle kneb gælder og måske har hun muligheden for ligefrem at ændre på sin skæbne. Måske kan hun ændre selve historiens gang?

Anden del i serien De udødelige samler skæbnetrådene op fra første bind.
Historien er saftig og fuld af både action og humor.
For at blive rigtig grebet og væltet bagover bør man bestemt være romantisk anlagt. Blå måne er nemlig en tøsedrøm af en historie, der rummer mange af de samme elementer fra den gængse ungdomsroman men her kraftigt krydret af flere forskellige parapsykologiske emner, mystik og kærlighed. Reinkarnation var sexet i 90erne men er her på banen igen. Det kildrer fantasien og giver den paranormale romance lidt flere lag. Det emmer af skæbne!

Der er planlagt 6 bind i serien og der er stof nok at hente allerede i den intrige der er blevet ridset op blot i de 2 første bind i serien.
I Blå måne får vi mere at vide om Damens 600 årige fortid. Tænk at have en kæreste med 600 års livserfaringer. Man ville aldrig løbe tør for samtaleemner!
Strengt taget vil jeg hellere høre mere om Damens spændende fortid, end at være inde i hovedet på Ever når hendes hormoner og hjerte dunker smerteligt under hendes spæde ungpigebryst. Det er lidt trivielt.

Alyson Noël: Blå måne (De udødelige; 2) Oversat af John Lysmand. Alvilda.-352 sider