Alberte Winding: Albertes pigebog – gode råd om venner, forældre, forelskelser og sex
Emner: dansk, faglitteratur, følelser, for piger, fra 12 år, kærlighed, pubertet, sexualitet • Se alle anmeldelser af: Alberte Winding • • 28. november, 2010Håndbogen for alle piger, tøser, teenagere (og deres mødre!)
Her er bogen, jeg selv gerne ville have haft i hånden, da jeg var yngre og havde spørgsmål af alle slags. Det er en meget brugbar guide for piger, som er på vej mod at blive kvinde. Bogen er inddelt i 4 temaer: dit liv, dine forelskelser, din krop og din seksualitet. Den kommer vidt omkring, og du kan læse alt om at date, score, kysse, sex, kroppen og om forholdet til forældre. Derudover er der gode fif om indretning af værelset, madopskrifter og tips af forskellige slags.
Alberte Winding er kendt som sanger, sangskriver og skuespiller. I bogen her øser hun af sin egen erfaring som pige, kvinde og nu som mor til store teenagebørn. Hun er ærlig og ikke bange for at fortælle om egne følelser og fejltrin. Hun fortæller varmt om forholdet til sin far (Thomas Winding), savnet af sin mor, sin barndom, kærester, børn og veninder.
”Jeg er skøn nogle dage, andre dage er jeg grim, og af og til er jeg virkelig klog og vittig. Men det meste af tiden er jeg bare mig selv og indadvendt. Jeg er slet ikke sådan en, en mand går og ønsker sig. Hvordan kan jeg så score, hvis jeg skal være mig selv?”
Modsat mange andre bøger om følelser og sexualitet taler Alberte med og ikke til sin læser og henvender sig både til hjerne og hjerte. Jeg kan godt lide, at hun opfordrer til at tale med forældre om store som små problemer. Forældre har faktisk en reel interesse i at hjælpe deres unge mest muligt. Hun henviser til chat-sider, telefonrådgivning og links til foreninger mv. hvor der mulighed for råd og vejledning.
De mange fotos, som blandt andet er taget af Alberte selv, og bogens collage- og dagbogsstil med pyntebånd og souvenir giver en dejligt feminint touch på en fakta-bog.
Mange piger vil nyde læsningen af Albertes pigebog, og udover muligheden for at få svar på tanker og spørgsmål er det også en rigtig god læseoplevelse med et indblik i livets mange nuancer. Det er en skøn gavebog til en god veninde eller en dejlig datter.
Go girl!
Alberte Winding: Albertes pigebog: gode råd om venner, forældre, forelskelser og sex. Gyldendal, 2010, 151 sider.