Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Ahmet Zappa: Fabelagtige von Frygtløs’ monster fortælling

Emner: , , , , , • Se alle anmeldelser af: Ahmet ZappaUdskriv anmeldelsen • 26. maj, 2008

Advarsel! Disse frygtindgydende monsterfortællinger må kun læses af de allermest von Frygtløse mennesker

Sådan står der uden på bogen med den meget lange titel. Det er måske falsk varebetegnelse, for så uhyggelig er bogen heller ikke. Og jeg er ellers nem at skræmme.

Jeg-fortælleren, Fiona, er datter af den store Monsterjæger Von Frygtløs. Det opdager hun og den irriterende lillebror Filip (findes der andre slags?), en mørk og stormfuld aften, hvor pejsen pludselig bliver til en dør. Den dør fører ind til en lang mørk gang. I enden af den gang er der en blodrød stendør med en meddelelse hugget ind lige over det rustne dørgreb. “HVIS MODET IKKE ER STORT, SÅ SKYND DIG BLOT TILBAGE, FOR DEN VIDEN, DU HER FINDER, MÅ DU VON FRGTLØS MED DIG I GRAVEN TAGE”
Nu er Filip og Fiona jo ikke von Frygtløse for ingenting, og de åbner selvfølgelig døren.
Von Frygtløs familien har i generationer jagtet og massakreret monstre. Men nu vil monstrene have hævn. Faren bliver bortført af ondskabens konge.
Nu må Fiona og FIlip rejse til den farlige Fyforenfisenborg for at redde ham. Deres eneste våben er en levende bog, fyldt med hemmeligheder om alle monsterslægtens blodtørstige bæster. Snart er de selv i fare.

1)Vi trak vejret. (Godt.)
2) Låsen på vores bur var smadret. (Virkelig godt.)
3) Snerkelen var vågnet af sin lur. (Knap så godt.)

Bogen slutter på en måde, så man godt kan tro en fortsættelse er på vej.

Fabelagtige von Frygtløs´monsterfortælling er spændende og vældig underholdende. Ikke mindst med hjælp fra de mange brunlige fotos og “krusedulle-tegninger”.
Jeg-fortælleren har en tør humor, der sætter stemningen godt. Den er dyster, men ikke deprimerende dyster.
De mange monstre har tungebrækkende navne som snerkelskamfosaurussen og Monstranomikon, så det er en lidt svær bog at læse op.
Men den egner sig godt til at læse under dynen med en lommelygte i et sommerhus, imens regnen trommer på ruden.

Ahmet Zappa: Fabelagtige von Frygtløs’ monster fortælling ; på dansk ved Francois-Eric Grodin ; monsterdesign og illustrationer af Ahmet Zappa ; fotografiske illustrationer og skulpturer af Clay Sparks ; fotografier af hovedpersonerne af Brian Bowen-Smith : Sesam, 2008. – 221 sider : ill. (nogle i farver) – Pris: kr. 299,00

Forfatteren Ahmet Zappa er søn af musikeren Frank Zappa. Foruden at skrive laver han også film, musik og TV.

Tjek bogens myspace side her

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (Bliv den første til at stemme)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.