Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

6 gode grunde til ikke at sove i mørke

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Camilla Lindberg, Camilla Wandahl, Jonas Jesus Christiansen, Tina SmedegaardUdskriv anmeldelsen • 13. februar, 2010

Hurtige, små gys.

HUF er udgiveren til denne lille horror-antologi – det står for Håbefulde Unge Forfattere, en forening af yngre mennesker, der støtter op om hinandens kamp med skrivegerningen. Antologien er blevet til på baggrund af en novellekonkurrence i foreningen, hvor der blev udvalgt seks historier af fire forfattere, som så her er blevet samlet.

Forfatterne hedder Camilla Lindberg, Tinna Smedegaard, Jonas Jesus Christiansen og Camilla Wandahl – hvor sidstnævnte er ved at være nået dertil, at hun dårligt kan kaldes håbefuld længere, idet hun har udgivet 3 bøger førhen. De leverer (naturligvis) meget forskellige bidrag – det hele indledt af Kenneth Bøgh Andersen.

Camilla Lindberg har skrevet Skoleskelettet og Vingeslag – den første omhandler et af de plastic-skeletter, der nok findes i alle skolers biologi-lokaler, og som ikke nødvendigvis har gode tanker om de levende, mens den anden omhandler hovedpersonens møder med en dyster krage og dens betydning for hans liv. Fælles for de to er, at de er ganske gode stemningstykker – den første er tydeligt filmisk, mens den anden mere roligt opbygger en atmosfære – men også desværre lidt mangler en dybereliggende pointe med historien. Især den første synes at blive skræk for skrækkens skyld, mens den sidste bedre fungerer som en sammenhængende fortælling.

Tina Smedegaard leverer Genvej gennem parken og Porcelænsdukken, hvor Genvej… desværre er for gennemskuelig (det er en klassisk historie, som er let at genkende fra starten, hvis man har læst en smule horror førhen). Porcelænsdukken bruger en velkendt horrorfigur, den uudgrundelige dukke med mystiske kræfter, og her rammer Smedegaard en god stemning, men kunne i mine øjne godt have sat farten lidt ned i slutningen.

Camilla Wandahl er lidt stakkato i Pink neglelak, hvilket jeg tror er et forsøg på at skrive letlæst. Det gør historien lidt hakkende i det, men til gengæld får hun fremmanet en rigtig god fornemmelse af rædsel, som man næsten forstår, men ikke helt kan forklare.

Samlingens store overraskelse var for mig Jonas Jesus Christiansen med Havets skræk, hvor en dreng skal passes af den gamle mand Joest i hans hytte nær havet. Man kunne godt mistænke Christiansen for at have læst Lovecraft, for han går efter nogle af de sammen elementer – det mørke hav, der rummer umulige hemmeligheder, sandheden der svæver lige uden for rækkevidde, det uforståelige, alt sammen koblet med en ganske god beskrivelse af det miljø, historien udspiller sig i.

Alt i alt er 6 gode grunde til ikke at sove i mørke en god lille antologi for de yngre horrorfans – der er et godt udvalg af forskellige tilgange til genre, og jeg synes egentlig, at samtlige noveller rummer en eller anden form for kant; der er både hurtige bastante gys og de mere langsomt opbyggede. Samlingen er ret letlæst, og så er der et eller anden befriende i, at det er unge mennesker, der skriver om unge mennesker – horror kan kun blive ved med at fungere, hvis den følger med tiden og sine læsere, og det er HUF med til at gøre med denne udgivelse. Der er potentiale at holde øje med her.

Foreningen har lavet en hjemmeside, hvor man kan læse lidt mere om bogen.

6 grunde til ikke at sove i mørket. Forside: Søren Klok. HUF, 2010.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (4 stemmer)
Loading...

Skriv en kommentar

Hvis du vil have dit eget billede på, skal du have en konto hos Gravatar.com
Skriv din mening, men tal lige ordentligt! Der er ingen, der gider høre på en masse l***. :)