Fortællingen.dk

Interview af Janus Andersen for fortællingen.dk, oktober 2007

Dansk forfatter Anders VE Eriksen født 1972. Debuterede i 2007 med den historiske fantasyroman Lucifers fængsel. Han er Cand. Scient i datalogi og arbejder som selvstændig IT-konsulent.

Hvordan føles det at få sin første bog sendt på markedet?
Glad, skrækkeligt. Jeg sidder meget med følelsen, af at rigtig mange gerne må købe den, og ingen må læse den. Folk er begyndt at hilse pænt på mig, i de lokale supermarkeder, hvilket gør mig en anelse genert. Dog holder jeg mig ved, at jeg er 100% klar over, hvad bogen indeholder, og hvor meget arbejde, der er gået i at skabe en tekst, der skal lede videre og gå i dybden med nogen af de største bedrag, der er foregået i historien. Og så bare, at kommer der ikke mere ud af det, så har jeg gennemført det. Bogen er udgivet.

Mange forfattere kan fortælle om mange års arbejde, hvor de har skrevet både romaner og noveller, før de er blevet udgivet. Hvordan har det været med det – er det første forsøg, eller ligger der en masse i skrivebordsskuffen?
Skønlitterært er det min første tekst, der er blevet udgivet. Jeg har en række forskellige historier i skuffen og på tegnebrættet. Jeg har bare aldrig forsøgt at for dem udgivet. Jeg har lang erfaring i at skrive strategiske rapporter inden for ledelse, der meget handler om at kende læseren godt samt virksomheden, læseren arbejder i. Det handler om at fange læseren og virksomheden præcis i deres nuværende situation, og bevæge dem begge i retning af det, man foreslår af strategiske tiltag, så det bliver en naturlig del af virksomhedens og læserens historie. Dermed opstår et salg. Skønlitterært er jeg komplet nybegynder.

Kan du fortælle lidt om processen med Phabel – du er jo en del af deres talentudvikling. Hvordan kom du i kontakt med dem, og hvordan har de påvirket bogens tilblivelse?
Det startede med, at en kammerat, museumsinspektør på Trelleborg, fortalte mig, at han gerne ville skrive om nogle af de historier, der var foregået omkring museet. Jeg havde selv Ravn rumlende i baghovedet, så jeg foreslog at tage kontakt med vores gamle gymnasielærer i drama og høre, om hun kunne hjælpe os lidt med det der forfatterhåndværk. Det var så Lene (Kaaberbøl, red.). Hun bad os sende nogle tekster ind, og jeg blev bedt om at skrive en bog. Det gjorde jeg, og den blev forkastet. Samtidig begyndte Phabel at tale om en decideret talentudvikling. Min forkastede bog indeholdt alligevel nogle styrker, som de var interesseret i at arbejde videre med, så på det tidspunkt havde Phabel fundet nogle flere talenter, og så kom talentudviklingen op at stå. Jeg vil sige, at talenterne og talentudviklingen startede hinanden.

Processen var forskellig for hver forfatter. Vi har haft stor frihed til at skrive, som vi ville. Vi fik feedback fra Phabel omkring hvordan vi bedst styrkede vores historier. For mit vedkommende betød det, at jeg skrev hele historien igennem. Fik feedback. Skrev historien igennem. Fik feedback. Skrev historien igennem. Ca. 7 gange, til der ikke var flere rettelser. Phabel lod mig i stor udstrækning arbejde med teksten selv. Derfor kan jeg også med sikkerhed sige, at det er min historie, der er kommet ud.

Også ang. talentudvikling – færdighederne kan selvfølgelig udvikles og finpudses. Men hvad er det talent, der skal være til stede, for at man kan skrive en bog – hvad skal man som unge, stræbende forfatter være i besiddelse af, hvis man skal få noget ud af at give sig i kast med at skrive?
Godt spørgsmål, og mit svar skal også kun tages for at være min mening alene. Der er Phabel nok den egentlige kandidat til at svare. Jeg ved dog, at de i denne omgang har søgt forfattere, der havde kant.

Der er utrolig mange lag i en tekst. Kristelig Dagblad skriver i en artikel at skrive skønlitteratur svarer i kompleksitet til at være koncertpianist. Jeg er enig. Jeg vil mene, at man skal have en fornemmelse for tekst, som en danser skal have rytme. Man kan godt se, om et menneske kan danse, og man kan også læse, om et menneske kan skrive. Derudover skal man have mindst een styrke, der går ind i et af lagene i en historie. Det kan være opbygning, hvor jeg stadig lærer. Dialog, hvor Lovecraft var elendig. Stemning, hvor Alex brillerer. Karakterfornemmelse, historie. Det bliver ved. Et eller andet sted, skal man være stærk. Eller eventuelt være bred, så man kan lidt af hvert over det hele.

Lucifers fængsel gennemgik en lang række omskrivninger – hvad er den vigtigste udvikling, der er sket fra den første udgave til den, der blev udgivet?
Mest af alt har det været fjernelse af unødvendigheder i den massive mængde af informationer, der har lagt grund til bogen. Jeg kan ikke komme med en decideret liste af vigtigste elementer, for det har været bredt. Jeg har som den eneste af dem i talentudviklingen aldrig skrevet skønlitterært før. Aldrig arbejdet med historier. Derfor har rettelserne været indenfor alle områder: Dramatiske, plotmæssige, dialoger osv osv. Dog har karakterudviklingen af faktisk alle karaktererne fået lov at stå uberørte. Det må altså være min styrke?

Ang. samarbejdet med forlag og redaktør – som ny i faget, er det svært at holde fast i sin egen vision? Jeg kan forvente mig, at forlaget f.eks. har nogle forventninger til markedet, som de gerne vil have passet historien ind i, ligesom der selvfølgelig er noget fagligt input.
Phabel har ikke haft markedsrelaterede forventninger, de gerne ville have ind i min bog. De har hele tiden lagt stor vægt på, at jeg skulle skrive min historie. Så nej. Phabel har nærmest ydet en service i at tage min historie, og arbejde med den, til den var klar til udgivelse.

I Lucifers fængsel har du valgt en kvindelig hovedperson, den unge pige Ravn, som er ret begrænset i sin viden om verden. Kan du fortælle lidt om det det valg, og hvordan det har påvirket fortællingen.
Valget af pigen Ravn var klar fra starten, da det er en 13 år gammel rollespilskarakter, der bare aldrig gav slip. Hun er begrænset i sin viden om verden på grund af den barndom, hun har haft. Det har gjort hende meget svær at arbejde med, fordi hun i starten var utrolig forsagt. Hun nægtede at fortælle mig noget som helst om, hvordan verden omkring hende påvirkede hende (genert måske). Efterhånden blev hun mere villig til at fortælle mig, hvad hun følte, og hun er langt mere samarbejdsvillig i 2eren, hvor hun så sandelig også er ved at udvikle et temperament, mod og personlighed. Jeg har valgt at være tro mod hende, og lade historien passe til hendes udvikling. Det har ikke haft noget med marked, dramatik eller målgruppe at gøre.

Du har valgt en historisk baggrund for romanen – er det et bevidst forsøg på at holde afstand til den typiske fantasy-verden? Og hvor meget research har du lagt i det?
Det historiske valg er ikke et forsøg på at holde afstand til typisk fantasy, Det er fordi, der i middelalderen ligger en mytologi, der faktisk er utrolig spændende og meget mere kompleks og vidtforgrenet ud i alle dele af vores samfund helt op til nutiden. Hvorfor så ikke tage den og gøre den levende og bruge den som et fantasy element. Der er lagt meget research i historien. Der har selvfølgelig været begivenhederne omkring Cordoba og Zaragoza, men det var det mindste arbejde. Den største research har været i religiøse tekster og historiske afhandlinger om dem, og de har været en anelse svære at skaffe. Historien om Ravn skal også ses i det forhold, at kristen religionshistorie blev skrevet kraftigt om i år 400 efter Kristi, hvor den katolske kirkes oprindelse blev totalt revideret, og år 700 efter Kristi, hvor det nye testamente blev samlet, og rigtig mange andre tekster blev brændt sammen med deres forfattere. Der er mange elementer i Ravns historie fra nogle af de ganske få tekster, der har overlevet og de bliver sammenholdt med de senere reviderede udgaver.

Du er i gang med den videre historie om Ravn – kan du løfte lidt af sløret?
Vi vil komme til at vide meget mere om englekrigen, hvor der kommer mere aktive spillere på banen, der er langt mere interesserede i at fortælle en alternativ historie. Ravn bliver mere og mere menneske, og så skal vi til Rom for at møde den “rigtige” Simon Peter, og man vil finde ud af, at i forhold til 1’eren, så er intet, hvad det giver sig ud for at være.

Til sidst et spørgsmål om inspiration: hvad læste du selv som barn, hvad læser du nu, og hvad har inspireret Lucifers fængsel?
Tolkien, CS lewis, Anne Mcaffry, Stephen King, Clive Barker + alt hvad der ellers stod på mine forældres reoler af mere almindelig litteratur.

Lucifers Fængsel er inspireret af en rollespilskarakter, hun er summen af mange års rollespilserfaring. En meget svær karakter at spille. Cordoba er valgt, da det var et muslimsk kulturcentrum i stor kontrast til, hvordan vi helt alvorligt omtaler muslimer i dagens Danmark. Derudover Lynn Picknett & Clive Prince’s Tempelherrernes Indsigt (skrevet med livet som indsats, hvis de selv skal sige det) om end lidt kluntet i sin formidling; en udmærket inspiration, og de har en lækker referenceliste, som jeg har brugt flittigt, og det har ledt mig videre og videre i nye tekster, der har bygget ovenpå den viden, jeg havde om Europas og den katolske kirkes påvirkning af vores lande, historie, krige, fred osv osv. Mytologien i Lucifers Fængsel er en sum, et stemningsbillede af de mindre religioner, der enten er sammenlagt med kristendommen eller udslettet af den og så naturligvis kristendommen selv. Nogle af dem nævnes også i bogen, af Uzul, men jeg kan også nævne f.eks. dødehavsrullerne.