Fortællingen.dk

Interview med Susanne Vebel af Zenia Johnsen for fortællingen.dk, maj 2006

Oversætterne er et noget skjult folkefærd i boguniverset. Det er sjældent, at mediernes øjne hviler på dem, undtagen i tilfælde som udgivelsen af Harry Potter, hvor det bl.a. har drejet sig om oversættelsens hastighed snarere end nogle meritter i sig selv. Ikke desto mindre er oversætterne uundværlige for, at vi som læsere kan komme i forbindelse med udenlandsk kvalitetslitteratur på vores eget sprog – ikke blot skal de viderebringe historien, men også sørge for, at den bibeholder forfatterens originale stemme. Det handler ikke blot om at gengive ordene, men om at gendigte dem.
En god oversætter er ikke bare god til f.eks. engelsk, tysk eller svensk; en god oversætter behersker til fulde det sprog, romanen oversættes til. Det er ikke uden grund, at oversættere ofte har deres egen litterære karriere.

Oversætteren Susanne Vebel i Erik Hjorth Nielsens streg

Hvordan blev du oversætter?
Jeg blev i forbindelse med min nebengesjæft som konsulent og freelance redaktør for forskellige forlag ganske enkelt bedt om det i sin tid, da jeg stadig var fungerende bibliotekar. Det gik åbenbart meget godt, så uden at jeg havde specielle kvalifikationer (bortset fra at jeg altid har dyrket det DANSKE sprog lidenskabeligt) fortsatte tilbudene, det eskalerede og har i mange, mange år fyldt lige så meget af min tid som arbejdet som forlægger.

Hvorfor blev du oversætter af børnebøger?
Jeg oversætter faktisk også temmelig mange voksenbøger … Men ellers er det jo børnelitteraturen, der interesserer mig på alle planer. Hvis jeg skal være lidt ondskabsfuld er det også, fordi jeg bliver sur over, når enkelte forlag tager børnelitteraturen mindre alvorligt og derfor ’lige’ lader deres egne redaktører (uden forudsætninger) oversætte. Det skal sgu gøres ordentligt! Jeg er lige ved at sige ISÆR for børn.

Hvor lang tid tager det at oversætte en bog?
Det spørgsmål kan ikke besvares, det afhænger ikke alene af sprogtone, struktur og sætningsopbygning, men også af hvor godt man kender den kultur, der oversættes fra, om f.eks. humoren, tabuerne, den historiske opfattelse mm. kan sammenlignes med dansk, om man har det pågældende sprogs idiomer og slang præsent, om man er hjemme i sæder og skikke osv. osv. Det kan også være endog meget tidskrævende – og utrolig interessant – med alle de ting, man er nødt til at sætte sig ind i af faktuel art: Hvordan var jernbanedriften ved Kiruna omkring 1900? Hvad er den store forskel på en pistol og en revolver? Hvordan foregår en begravelse i det nordlige Skotland? Hvad hedder alle de forskellige ballettrin? Hvordan virkede en nordamerikansk sukkermølle i forrige århundrede? Etc. Etc.
Desuden er det jo afgørende, at man kan sætte sig ind i stemning, tankegang og ’budskab’ i bogen / hos forfatteren.
Men det, der tager længst tid i forhold til ordmængde, er så afgjort billedbøger med meget lidt tekst. Dér skal man ramme så superpræcist, fordi der kun bruges måske fire ord på at forklare det samme, som i en roman fylder et par kapitler.

Hvordan er din fremgangsmåde?
Jeg læser bogen igennem nogle gange og studerer eventuelle illustrationer meget nøje, indtil jeg er ’inde i’ den verden, bogen skildrer. Så skriver jeg og skriver om og skriver om …. Romaner kræver et par gange, mens billedbøger kan kræve op til en snes omgange. Man (jeg i hvert fald) retter jo også fortløbende de enkelte ord og sætninger, indtil det (så vidt muligt) helt rigtige udtryk kommer frem. Bøger for mindre børn, hvor teksten er beregnet til oplæsning, læser jeg desuden højt, nogle gange på båndoptager, så jeg kan høre, hvordan ordene falder i munden.

Hvad er det sværeste, du har oversat?
Til hver en tid noget af det sidste, jeg har oversat … Nej, alvorlig talt, det er ikke til at sige. Lige nu er det en genfortælling af enkelte af historierne fra ’1001 nat’, der var på tysk og noget så pæn og nuttet og i øvrigt helt uden erotik – altså voldsomt adapteret. I samråd med forlagsredaktøren har jeg nu puttet lidt mere eventyrstemning og en antydning af baggrunden for kong Sjahriars kvindeopfattelse ind (Udkommer på Sesam, efterår 2006) . Det bør man faktisk ikke – man skal være tro mod forlægget – men nogle gange …

Bestemmer du selv, hvad du oversætter?
Ja afgjort. Ellers ville det sikkert blive en dårlig oversættelse. De forskellige forlag har i øvrigt en ret klar fornemmelse for, hvad der er ’Susanne-ting’, så de beder mig ikke om at oversætte noget, jeg ikke er særlig god til. F.eks. science-fiction eller letlæsningsbøger.

Har du et yndlingssprog at oversætte?
Næh. Men jeg synes ofte, det er morsomt at oversætte svensk, norsk og nynorsk – fordi det er så SVÆRT! Der er så mange fælder og tilsyneladende ens ord (og i øvrigt kun elendige norske ordbøger), at man skal være yderst påpasselig. Mit gru-eksempel er Kjærstads trilogi om Jonas Wergeland. Dér er oversætteren dumpet i næsten alle de faldgruber, man kan. Det er ulempen ved selv at oversætte – man bedømmer automatisk andres værk og får ofte ødelagt sin umiddelbare oplevelse af teksten.
Og så skal det lige siges, at jeg også selv engang har lavet en SUPER-BRØLER i en svensk roman (I Mats Wahl: ’Tyv er ikke det værste!’ Carlsen, 1998 – men jeg siger ikke, hvad det er for en brøler!)! Ingen andre har nogensinde opdaget det, men jeg græmmes stadig.

Hvem skulle være oversat, men er det ikke?
Det kan jeg ikke sige! Skulle der være nogen, ville jeg jo nok udgive dem på mit eget forlag, så det ville være dumt at give konkurrenterne gode ideer. Omvendt synes jeg for eksempel ikke, at Iben Sandemoses bog om sin farfar ’Ugler i Sandermosen’ (ja, det SKAL staves sådan!) burde være oversat. Den fungerer kun på norsk (Iben Sandemose: ’Ugler i Sandermosen’ J.W.Cappelens Forlag, Oslo, 1999).

Har du en yndlingsforfatter – at oversætte eller læse?
Masser at læse naturligvis. Angående oversættelser nyder jeg for tiden meget at fordanske Erlend Loe, vi er fint på linie med ond humor, og det gælder både hans voksen- og børnebøger. Men til næste år vil jeg sikkert svare noget andet. Ellers er det af en eller anden grund meget ’følsomme’ og filosofiske bøger, jeg får tilbudt – og holder meget af at oversætte.

Hvordan ser du din rolle i forhold til forfatteren – formidler af tekstens mening eller usynlig hånd?
Den usynlige hånd eksisterer ikke i litterære oversættelser, der vil altid være en fortolkning af indhold, sprog og tone til stede. Men der er netop altid en TONE, og den skal man holde sig så tæt op ad som overhovedet muligt. Der findes mange udlægninger af en oversætters rolle, efter min mening er udsagnet ’glas kaster skygge’ den bedste – læseren skal præsenteres for det, forfatteren har skrevet, men over teksten ligger altid en gennemsigtig hinde, en struktur skabt af oversætteren.
Rent praktisk er det absolut det bedste, hvis forfatteren lever og vil indgå i diskussion med oversætteren. Det er langt de fleste forfattere endog meget villige til (og man kan få mange nye bekendtskaber og venner ad denne vej), og på den måde undgår man både at overfortolke og at springe for let hen over eventuelle ledetråde, allusioner, skjulte referencer og lignende.
Der er vist intet menneske, der læser en tekst mere indgående end netop oversætteren. Derfor kan man af og til fange modsigelser eller ulogiske handlingsforløb, som forfatteren selv har stirret sig blind på – og som redaktøren ikke har været opmærksom nok på. Den slags skal naturligvis altid drøftes med forfatter og/eller forlag. Men man skal aldrig, aldrig forsøge at skrive et ’bedre’ sprog end forfatteren eller begynde at ’forklare’ tingene. Dels er det jo utroligt arrogant, dels har der jo nok været en mening med, at forfatteren har skrevet på netop denne måde.

Hvad er i dine øjne forskellen mellem børne- og voksenlitteratur?
I forbindelse med oversættelser ser jeg så afgjort ingen forskel! ALLE mennesker skal have kvalitet, også på det litterære felt, og heller ikke en oversætter skal begynde at tale ned til brugerne, blot fordi de er børn.
Man kan, når man skriver (dette er altså forfatteren, ikke oversætteren) tage hensyn til, at mennesker i en vis alder har færre erfaringer og mindre faktuel viden end mennesker på et andet alderstrin, men følelser, oplevelser, overraskelser, sorg, glæde osv. er for alle. Der er altså ingen emner, der ikke kan behandles. Dette betyder også, at der (også) i en oversat tekst gerne må være ord, der ikke med det samme er fuldt forståelige, men som vækker nysgerrigheden, uroen, videbegærligheden og SMAGEN af nye ord. En af mine billedbogsoversættelser slutter for eksempel således: ’Deroppefra kunne de skue ud over det uendelige hav, hvor barkasser dansede og chalupper glitrede’ (Nele Moost: ’Hvor chalupperne glitrer’ Thorup, 2003)– ikke ligefrem ’barnesprog’, men den, der læser/hører bogen, vil umiddelbart forstå, hvorfor det må være sådan.

Om Susanne Vebel:

Susanne Vebel er født i 1948, uddannet som bibliotekar i 1970 og stod for sin første oversættelse i 1975. Hun debuterede som faglitterær forfatter i 1978 og udgav sin første skønlitterære bog i 1981.
Susanne Vebels liste over oversatte værker rummer mere end 400 titler og dækker over sprogene tysk, engelsk, hollandsk, fransk, italiensk, norsk og svensk. Derudover sørger hun selv for at introducere danskerne for særlige værker på sit eget forlag, Alma.

Priser:
1983: forlaget Fremads kulturpris som forfatter
1988: IBBYs hædersdiplom som oversætter
1993: Klods Hans-prisen for sit børnelitterære arbejde som både forfatter, forlægger og oversætter.
2000: Kjeld Elfelts Mindelegat som oversætter (første og eneste gang prisen er gået til en oversætter af børnelitteratur)