Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Garth Nix: Sabriel

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Garth Nix, redigeresUdskriv anmeldelsen • 11. juni, 2005

Garth Nix: SabrielDe døde begynder at vende tilbage til livet og truer både Ancelstierre og Det Gamle Rige. Snart jages Sabriel af væsener, hvis eneste ønske er at ødelægge alt levende.

Sabriel er en ung pige, som lever på en kostskole i Ancelstierre, et land i en tidlig industrilisering ikke ulig vor egen: med små fly, skydevåben og så videre. Men både Sabriel og Ancelstierre er langt fra almindelige, for ned igennem landet løber Muren, der viser grænsen til Det Gamle Rige; hvor magien lurer lige under overfladen, og mægtige kræfter udtænker skumle planer.

Det er planer, der kommer til at dreje sig om Sabriel, for hun er datter af Abhorsen, hvis pligt det er at holde de døde, hvor de hører til: i Døden. Og da noget krydser grænsen mellem de to lande og finder frem til Sabriel, går det snart op for hende, at hendes far er død, og hans ansvar er givet videre til hende. En ældgammel fjende er brudt fri af Døden og ønsker at ødelægge selve den Pagt, der holder sammen på Der Gamle Rige, noget der vil have ødelæggende konsekvenser for alle.

Det er starten på en hæsblæsende jagt – med både magi og teknologi, men mest spændende i grænseområdet, hvor teknologien svigter, og magien er så tæt, at kun Abhorsens magi holder de tusindvis af døde i jorden. Og nu, da Abhorsen er død, svigter hans magi.

Med sig bringer Sabriel et væsen, der nogle gange er meget katte-agtigt og andre gange er noget helt anderledes og skræmmende. Og snart også en ung mand, som har forbindelse til fjendens plan, men enten ikke kan eller vil huske den forbindelse. Det bliver en odysse kendetegnet ved store overraskelser – det går op for hende, at hendes far ikke hed, men var Abhorsen, og at det nu er hendes titel. Og meget lidt forbliver, som hun troede, at det var.

Sabriel starter med mindelser om Harry Potter (men er altså skrevet før Rowlings værk): Sabriel mister sin mor, og på trods af sine magiske kræfter havner hun på en kostskole i den ”almindelige” verden (Ancelstierre). Der ender enhver lighed dog også.

Nix bruger kun kort tid på indledningen og sætter snart farten op – Sabriel drager ud for at opdage, hvad der er sket med hendes far, og hvad det er for en fare, der truer. Her er der ikke plads til teenage-angst eller klynken over ens lod i livet, for hun bliver simpelthen drevet frem af kræfter, som hun ikke forstår. Det levner måske ikke ret megen tid til at trække vejret, men det er spændende. Og så adskiller bogen sig fra det meste fantasy med hele to interessante verdener. Og så en flair for at komme med grusomme detaljer.

Sabriel er angiveligt rettet mod yngre læsere, hvilket dog kun lader sig spore i et ikke helt vellykket romantisk plot. Derudover er den yderst velskrevet og burde tiltale fantasy-læsere af alle aldre. Og endnu bedre: på bogens sidste sider afsløres det, at forlaget Rosenkilde har efterfølgeren, Lirael, under forberedelse. Det er afgjort en bog, der kommer hjem til læsning, når den udkommer.

Garth Nix: Sabriel (Abhorsen-trilogien; 1) Oversat af Bitten Posselt Langhede. Rosenkilde, 2004
Forside: ?

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (1 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.