Fortællingen.dk

En knugende fortælling om et samfund i opløsning.

Jeg synes ikke, at god science fiction til unge er noget, vi ligefrem drukner i på dansk. Men ”Pelly D’s dagbog”, som udkom tidligere i år, er det på alle måder: god science fiction og en god ungdomsroman. Den har en kant, som megen anden sf mangler, og en velbeskrevet ung hovedperson (eller faktisk to). Og så har den en konstant fornemmelse af truende undergang og en knugende fornemmelse i læserens mave.

”Pelly D’s dagbog” starter med bygningsarbejderen Toni V – han er del af et nedrivningshold, der har til opgave at rydde store områder af Stad Fem efter en krig. På byens Plaza graver han en vanddunk op, som hverken er tom eller indeholder vand – i stedet rummer den en godt indpakket dagbog med bønnen ”Grav – grav overalt”. Allerede der anslår Adlington en foruroligende tone, og det bliver kun værre hen ad vejen. Imod Reglerne tager Toni V dagbogen med tilbage og begynder at læse den.

Det er den sorgløse teenager Pelly D, der fortæller om sit liv i en helt anden tid før krigen. Hun er teenager og en af dem, der sidder øverst i hierarkiet, dem som alle andre ser op til. Men det er noget, som langsomt og uomgængeligt ændrer sig igennem historien. Pelly D er en af de piger, der kommer gennem tilværelsen som en sten, der slår smut – hun ser ikke længere end fester og drenge; men selv hun kan til sidst ikke overse, at verden omkring hende ændrer sig. Storebroderen stikker af hjemmefra, samfundets generelle støj filtrerer langsomt ind til hende. Der er uroligheder og eksplosioner i natten – det er ikke krig, men ”maskinel aggression” (en pæn omskrivelse, som selv George Bush kunne lære noget af, og blot ét eksempel på de mange små hip, som forfatteren fyrer af).

Der er tydeligvis referencer til Nazityskland i ”Pelly D’s dagbog” – samfundet, der langsomt ændrer sig med fokus på en gruppe af syndebukke, hvordan venner og familie vender sig imod hinanden, og dagbogsformen får da også naturligvis én til at tænke på Anne Frank. Men det sande mesterstykke er i mine øjne, at det lykkes at gøre Pelly D og Toni Vs verden så velkendt og samtidig så fremmedartet. Stad Fem er tydeligvis ikke her og nu, men det er kun langsomt, at det går op for læseren, hvor langt væk hjemmefra vi er – både i tid og rum; første detalje: Pelly og Toni har gæller. Sådan fortsætter det – forfatteren lister store og små detaljer ind i teksten uden at stoppe op for at fortælle læseren det ligeud. Og Pelly er en vellykket hovedperson, teenager i enhver forstand af ordet: livsbekræftende og ufatteligt irriterende.

”Pelly D’s dagbog” fangede mig ind fra starten og gav ikke slip før sidste side. Den har en eminent fortalt historie, den har stemning, og den har kant. Kort sagt en af de mest overraskende læseoplevelser, jeg har haft længe.

L. J. Adlington: Pelly D’s dagbog. Oversat af Thomas Munkholt efter The Diary of Pelly D. Phabel, 2008. Forside: Marie Kløvedal