Lars-Henrik Olsen: Skarnsunge: Fortælling om en barndom i 30ernes København
Emner: dansk, fra 9 år, god til højtlæsning, historisk, socialrealisme • Se alle anmeldelser af: Ikke kategoriseret • • 2. maj, 2006En barsk men også underholdende historie om at være barn i en fattig familie i et Danmark der eksisterede for ikke SÅ længe siden.
I romanen Skarnsunge skaber Lars-Henrik Olsen, igennem interviews, et gribende portræt af den vakse Leif Petersens (født 1929) liv i 30ernes København og dermed også et Danmark der er utroligt forskelligt fra det vi kender i dag.
Leif er fattig på en måde man slet ikke forstår. Tyveri er for ham ikke en drengestreg eller tegn på dårlig opdragelse, det er simpelthen nødvendigt hvis familien skal overleve. Lars-Henrik Olsen beskriver ganske usentimentalt en barndom fuld af sult, kulde og tørre tæsk. De ydmygelser den stakkels dreng måtte gennemgå i skolen får mig til at skære tænder, men Leif Petersen har ikke ondt af sig selv. Sådan var det bare, de fleste lærer var nogle sataner og man måtte bare stå imod. På trods af modgang er Leif aldrig kuet. Med løftet hoved skubber han vanskelighederne fra sig og kæmper for at skaffe mad. Selv med de talrige beskrivelser af tyverier er man aldrig i tvivl om Leifs moral. Den er ganske i orden, man stjæler af nød og tager KUN det man skal bruge og kun fra folk som kan undvære det.
Lars-Henrik Olsen lader Leif Petersen fortælle historien, det er hans stemme og hans beskrivelser af et Danmark der ikke er præget af velfærd. Romanen slår et tykt søm gennem myten om at de fattige stod sammen, og at man virkelig hjalp hinanden i gamle dage. Leif fortæller, at det selvfølgelig var muligt at låne en kop mel, men mere skulle man ikke regne med. Folk havde nok at gøre med at forsørge sig selv. Desuden kan man i bogen læse at drengebander absolut ikke er et nyt fænomen. Ud fra Leifs beskrivelser af slagsmål med trækøller og jernrør lader de ikke nutidens bander meget tilbage. Myten om at man kun sloges en mod en og altid stoppede når den anden lå ned aflives også. Faktisk virker Danmark meget mere sikkert og trygt efter at havde læst denne bog!
Skarnsunge kan anbefales som en gribende historie fra virkelighedens verden og den kan også bruges til at give et lille indblik og perspektiver på tiden før det velfærdssamfund vi kender i dag.
Lars-Henrik Olsen: Skarnsunge: Fortælling om en barndom i 30ernes København. Mallings, 1987.