Fortællingen.dk

Læn dig tilbage og hold godt fast med denne tempofyldte og konstant spændende sidste del i Bartimæus trilogien hvor intriger og sammensværgelser folder sig ud på alle mulige og umulige måder.

Der er gået tre år siden Golemen var løs og hærgede omkring sig i andet bind i Bartimæus trilogien. Den endegyldige katastrofe blev afværget og Nathan alias John Mandrake har nærmet sig sine mål; han er en betydningsfuld del af det britiske trolddomsstyre og arbejder som regeringens informationsminister. I den forbindelse kommer man, uden sammenligning i øvrigt, vilkårligt til at tænke på den irakiske informationsminister der under Golfkrigen udsendte den ene latterlige bulletin efter det andet for at opretholde illusionen om at regeringen havde styr på hvor krigen var på vej hen. Nathan er ikke helt så grinagtig men hans nyhedsbreve om krigen mod oprørerne i Nordamerika er ikke helt sandfærdige. Hans job er at varetage troldmandsvældets interesser; et troldmandsvælde som jo ikke er demokratisk valgt og som undertrykker lægfolket, altså de almindelige borgere, der ikke selv forstår at benytte den magi de er underlagt. De forskellig former for tjenende ånder som djævlinge, djinnier og andre skabninger trækkes fra det ene plan til det andet for at udføre mere eller mindre behagelige opgaver for troldmændene.

Bartimæus, den ældgamle Djinni, med rødder i bl.a. det gamle Ægypten er ved at være ret tyndslidt Nathan påkalder ham tit og ofte. Fuld af sin vanlige sarkasme men også med en snert af en slags sentimentalitet tænker Bartimæus tilbage på The good Old Days som de udfoldede sig i Alexandria for et par tusind år siden. En gamle fjende fra dengang er endnu engang dukket op og synes at være involveret i noget der er større og mægtigere end selv troldmandsvældet.

Pigen Kitty som engang var en aktiv del af modbevægelsen mod troldmændene har fået sig en ny identitet. Alle, inklusiv Nathan tror at hun er død og med så gode kort på hånden forsøger hun at udleve en plan der kræver at hun relativt hurtigt får lært sig magi til lidt mere end husbehov og finder Bartimæus og får ham overtalt til et samarbejde der kan vende op og ned på alt.

Men også andre har planer. Planer som er så gennemført originale at hverken troldmændene, Kitty, Bartimæus eller læseren har mulighed for at regne dem ud før de står midt i begivenhedernes centrum.

Lad det være sagt med det samme; jeg synes at Bartimæustrilogien er blandt det bedste fantasy der er oversat i flere år. Serien er en ægte page-turner og rummer i sin essens en originalitet som efterhånden ses sjældent inden for genren. Trilogien er velskrevet og beskrivelser af personer og særligt miljø er i en sjælden filmisk særklasse. Historien lever igennem flere personer på en gang hvilket fungerer perfekt. Den friskfyragtige Bartimæus kunne have udviklet sig til et irriterende og lidt plat indslag men hans humor har tværtimod vokset sig sjovere og leverer nogle komiske scener som krydrer handlingen der strengt taget er ret dyster. Sidste del i trilogien sætter et kraftfuldt punktum for serien. Universet, forfatterens troldspejl af London er så gennemført og udbygget at man som læser fuldstændig godtager de betingelser forfatteren har opstillet. Jeg synes at sidste bind i serien afrunder flot ved at være det bedste bind i serien og som lader sin læser sidde blæst tilbage hungrende efter mere.

Da forfatteren Jonathan Stroud fik antaget sit manuskript til det værk der nu foreligger som Bartimæus trilogien var indholdet slet ikke på plads. Stroud solgte en ide om en trilogi og nu har han så leveret varen som viser sig at være en helstøbt fantasyfortælling i samme kvalitetsklasse som f.eks. Pulmans trilogi Det Gyldne kompas.

Jonathan Stroud: Ptolemæus porten (Bartimæus-trilogien: 3). Oversat af Kim Langer. Sesam, 2005. Forside: ikke oplyst. Originaltitel: Ptolemy’s Gate