Fortællingen.dk

Gribende dyster science fiction

Jesper Wung-Sung har skrevet meget bredt – i den ene ende af spektret har han f.eks. begået Ægte brøker om skoleskyderier, mens han i bøgerne om Fugleskræmslet (etteren og toeren) har skrevet letbenet teenagehorror. I Kopierne starter han med vægt på underholdning, men drejer så pludselig af og fører læseren ad helt anderledes grumme stier.

Vi starter i pinagtigt genkendelig ungdoms-science fiction: Jonas er en helt almindelig dreng, men en dag, da han kommer hjem, opfører forældrene sig yderst mærkeligt, og to sære mænd klædt i gråt kommer for at afhente ham. Men han stikker af og opdager snart, som titlen afslører, at han er en kopi: én, som forældrene har fået, mens de har ventet på, at deres ægte barn skulle komme hjem. Nu er det sket, og Jonas skal deaktiveres. Det er en klassisk indledning: det samfund, som vor hovedperson er vokset op i, viser sig at være råddent, særligt over for unge mennesker, og han må nu bekæmpe det.

Men nej. Snart viser Wung-Sung, at han har helt andre og sværere gennemskuelige planer for sin hovedperson, og det kommer ikke til at gå ad den forudsigelige vej. I stedet slår Jonas sig sammen med to andre kopier, og de flygter ud i skoven. Og bliver ved med at flygte. Her er ikke noget heltemodigt oprør mod de voksnes verden eller tætte spændingssekvenser. I stedet er der det næsten mytiske mål for deres rejse, som synes at svinde længere bort, jo længere de rejser, og der er håbet, som bliver mindre og mindre, mens man som læser ser til med en klump i halsen. Det er både fascinerende og deprimerende, og det er lige præcis så underspillet, at det bobler i ens hjerne. Der er så meget, der ikke bliver sagt, så mange muligheder lige uden for historien.

Alligevel er jeg lidt i to sind omkring Kopierne. Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, hvad jeg egentlig mener.

På den ene side er der en stor del af bogen, hvor ordet “mesterværk” lister rundt i hovedet – når Kopierne hæver sig langt over sit ydmyge udseende og enkle start og låser sig fast mellem læserens fingre. Det er, når Wung-Sung udstiller, hvordan det er at være udstødt af samfundet, og hvordan de tre drenge krampagtigt holder fast ved de mindste ting, mens verden synes at gå under omkring dem. Det hele fortælles af Jonas selv, og det er gjort helt emiment og med et godt øje for hans stemme. Historien stoppes ikke af dyb filosofi, men holdes kørende af hans blik, der fanger revnerne i virkeligheden, mens de vandrer.

Og så er der de irriterende fejl, der trækker helhedsbilledet ned – starten, der ganske enkelt ikke virker helstøbt, som om Wung-Sung bare vil frem til det, han er god til. Og slutningen, hvor vægten af alt det, der er sket, skinner så flot igennem teksten, men det bare er et trick, der bruges for længe, så bogen kommer ud af balance. Det er ting, jeg muligvis ville overse i et andet værk, men som sættes i kontrast her af, hvor god Kopierne er, når den virkelig fungerer.

Men så rammer mine tanker de fine små tråde, som forfatteren lader løbe gennem teksten til at binde det hele sammen, og det trækker mig tilbage til den utilslørede begejstring.

Måske er det en god ting, når en bog på den måde kan efterlade en forvirret angående ens holdning til den. Måske er fejlene bare med til at understrege resten. Under alle omstændigheder er det en bog, jeg vil anbefale folk at læse – enten for den gode oplevelse eller for at danne jeres egen mening.

Jesper Wung-Sung: Kopierne. Forside: Mads Themberg. Høst & Søn, 2010, 165 sider.