Henning Mortensen: Fandens til helbred
Emner: dansk, del af serie, fra 14 år, Humor/satire, socialrealisme, teenageliv • Se alle anmeldelser af: Henning Mortensen • • 16. juli, 2005En sjov og underholdende historie om den lidt alvorlige teenager Ingvald Humbert Olesen, der under forældrenes ferieophold i Spanien holder en fest, der på mange måder får betydning for ham
Ingvald Humbert Olesen hedder vor fortæller, som går i 9. klasse. Han er enebarn, forældrene er ret velhavende efter at de arvede en masse penge. Moderen lider af narkolepsi, d.v.s. at hun pludselig falder i søvn, bedst som hun sidder og snakker, søvnen varer fra få sekunder til nogle minutter.
Forældrene har købt hus i Spanien og tager ofte derned. Ingvald bliver som regel hjemme for at passe huset og den højtelskede hund Dolly. Han har et godt forhold til forældrene, og de stoler omvendt på ham og står i tæt telefonisk kontakt til ham, når de er ude at rejse. Ingvalds bedste ven er klassekammeraten Lasse, som beskylder ham – ikke helt uden grund – for at være hypokonder. Forkælet er han nok også, men penge og ting betyder ikke så meget for ham. Og han tænker for meget, mener Lasse også. Ingvald klarer sig godt i skolen. Han hverken ryger eller drikker eller er begyndt at gå på diskotek eller være sammen med piger, som han i en parentes bemærket er lidt nervøs for.
Han har dog et særdeles godt øje til Lasses søster, som ligner Janet Jackson – og som også hedder Janet men dog med efternavnet Møller. Lasse lokker ham til at holde fest, nu hvor forældrene er i Spanien. De inviterer dem fra klassen – og Janet.
Der er ingen mangel på mad og drikkevarer fra forældrenes velassorterede kælder. Af de fra klassen, der møder op, kan nævnes: Lillly med de skæve grønne øjne, Den høje Cornelia, den filosofiske og stjerneinteresserede Ahmed og lille Bent Helmer, der elsker at fortælle vittigheder. Festen går godt, indtil Janet dukker op – med kæresten Trygve, som ikke gør sig heldigt bemærket.
Da Ingvald vågner næste morgen, har han voldsomme tømmermænd. “Der står en rambuk inde i hjernen”, konstaterer han, men han kommer dog til hægterne og fortsætter festen sammen med de tilbageværende kammerater. De tager ud at bowle, men da de efterhånden igen er småfulde og pjattede, bliver de smidt ud. Derefter fortsætter de over til Cornelia. Da de andre er gået, sætter Cornelia sætter sig for at udfordre Ingvald. “Én gang i livet skal man vise sig selv og verden, at man har et stort mod og en stærk selvbevidsthed”, siger hun. Ingvald er mest et stort Nej, men han går alligevel med på hendes noget dristige udfordring.
Det giver ham et skub væk fra det, man kan kalde hans hypokondriske tilbøjeligheder, og bringer ham tættere på både Ahmed, Lilly og Cornelia. Selv Janet dukker op en dag, da hun hører om hans store bedrift.
Henning Mortensens lille roman om Ingvald og de andre er virkelig en herlig historie. Stilen er vel næsten lagt med navnet Ingvald Humbert Olesen, som får en til at tænke på en anden forfatter, der skriver for børn og unge, nemlig Bjarne Reuter. Tænk bare på Buster Oregon Mortensen fra de tre bøger om Buster, som også er sjove og underholdende, omend de henvender sig til et lidt yngre publikum.
Fandens til helbred er skrevet i jeg-form og er som sagt fuld af humor og underfundighed, jeg sad og kluklo for mig selv, da jeg læste den. Dermed ikke sagt, at der ikke er alvor med i historien. Henning Mortensen skriver med vid og indsigt om den 15-16-årige dreng og hans forhold til forældre og venner, og om hvordan udefra kommende begivenheder og mødet med andre mennesker er med til at udvikle vores ”helt”. Man kan se de enkelte personer og ikke mindst de komiske situationer for sig.
Der er kommet en fortsættelse: Historien om Finn Allan. Fandens til helbred II.
Henning Mortensen: Fandens til helbred. Dansklærerforeningen, 2001
Forside: ?
I don’t really understand danish, but my best.friend is danish and she read this book, and yeah she told me that it was great, so next day i found it on Enlish, and it was actually a great book, i love it..!