En åndelig mavepuster

Der findes rigtig mange forskellige slags huse. Både huse i den helt traditionelle forstand og huse af en mere symbolsk art. Der findes huse med syltede hjerter i kældrene og huse, der brænder op, antændt af den mindste gnist fra en pibe. Huse med piger uden øjne og huse med boksere, nogle gange 2 i 1. Huse med død og dansk grammatik og huse, der bare er til at forlade.

Men uanset hvor forskellige disse huse er og hvor mystiske deres beboere end måtte forekomme har de den ting til fælles, at Peter Mouritzen skriver om dem. 7 forskellige fortællinger.

Huset med de syltede hjerter er en utrolig unik bog, der skiller sig ud fra den sædvanlige børnebog på så mange punkter.

Noget af det første, man lægger mærke til, er de spøjse, korte sætninger, der tvinger en til at sætte tempoet kraftigt ned, så man får tid til at stoppe op og fundere over, hvad i alverden det er, man sidder og læser.

For skal bogen beskrives med et enkelt ord er ”mærkelig” nok et af de mest rammende. Mouritzen lader de underligste ting finde sted, men som en naturlig del af det skæve univers hans personer ukritisk vandrer rundt i. Der bliver sjældent stillet spørgsmål til, hvorvidt noget er virkeligt eller realistisk, og når der endelig gør, besvares det med noget, der er lige så underligt.

Det gør det på en gang utroligt forvirrende og utroligt fascinerende at læse ”Huset med de syltede hjerter”.

Jeg har haft svært ved at finde ud af, om jeg kan lide den lidt syrede måde at skrive på, men det kommer helt af sig selv når man sidder og funderer over meningen med historierne længe efter man fysisk har lagt dem fra sig. Man kan ikke lade være med at huske dem, at vende nogle af sætningerne i hovedet igen og at lege med ordene og vendingerne på samme måde som Mouritzen har gjort det igennem det meste af historien.

Det, der især er så underligt ved historierne, er den måde hvorpå forfatteren blander en barnlig synsvinkel med en voksen fortæller, eller i hvert fald lader sin hovedperson få en voksen persons refleksioner. Der er tale om seriøse temaer og konflikter i historierne, og dette er også en af grundene til at jeg i virkeligheden ikke synes, at dette her er en børnebog.

Dels er den faktiske handling, der foregår i bogen ofte ret alvorlig, og dels skal man lige grave lidt mere i teksten for at forstå hvad den egentlig handler om. At forstå teksten kræver at man har lært at læse mellem linjerne, og det tror jeg først man kan når man er oppe omkring de 13 år, måske endda mere.

Dermed ikke sagt at yngre ikke må læse den (alder handler jo her i princippet mere om hvor gammel man føler sig frem for, hvad der står på ens dåbsattest), og det kan da også sagtens være, at man får noget ud af at læse den, selvom man ikke helt forstår hvorfor. Jeg har selv fået en åndelig mavepuster af en af Mouritzens andre tekster, uden at kunne sige præcis hvorfor, så det er helt op til en selv om man tør give sig i kast med den eller ej. Jeg kan i hvert fald love at man ikke slipper den af tankerne lige med det første.

Peter Mouritzen: Huset med de syltede hjerter – Historier med huse, Illustrator: Søren Jessen, Forlaget Høst, 2010 – 62 sider

Ea siger: ”Den handler om en dreng, som drømmer, og den er lidt skør og sjov”.

Undertitlen er Historien om Josef og hans brødre, og det er 8. bind i serien Bibelstærk.

Jeg er ikke bibelstærk, og historien er lidt svær at følge for en 6-årig, der ikke helt kan gennemskue drømmetydning. Men budskabet om at kunne tilgive var det, min datter forstod bedst. Og at det var smart at gemme korn til de magre år.

Illustrationerne er sjove og fantasifulde, og der blev talt køer til den store guldmedalje – der er nemlig køer på 2 sider, inden historien begynder, og også på de 2 sidste. Køerne er jo dem, faraoen drømmer om – først kommer der 7 fede køer op af floden, og så kommer der 7 magre, der æder de fede . Faraoen har brug for sin slave Josef til at kunne tyde drømmene og til at fortælle, at der efter 7 års god høst i Egypten vil komme 7 magre år, og at Faraoen skal gemme korn til de dårlige år. Det er Josefs brødre, der har solgt ham som slave, fordi han drømte dumme drømme – men til sidst må de erkende, at hans drømme ikke var så dumme alligevel.

En fin billedbog, der fanger mig mest på illustrationerne!

Peter Mouritzen: Drengen der drømte dumme drømme. Illustrationer Rasmus Bregnhøi.  Alfa, 2009, 32 sider

En velkendt ide får helt nye vinkler i en dyster fortælling.

Den onde bugtalerdukke er ved at være en godt kendt figur i horrorgenren – både på film og i skrift. På dansk har vi f.eks. mødt den i R. L. Stines bøger og endda tidligere i Peter Mouritzens forfatterskab, nemlig novellen Tommy Dummy i antologien Horror.dk. Den novelle optræder så som en del af Dukkedrengen – men forventer man blot at få serveret en genkendelig lille historie med lidt bøh, bliver man overrasket, for Mouritzen har skrevet en let, men også snedigt kompleks historie, der godt nok rummer bugtalerdukker, men også så meget andet.

En dag rammes drengen John af puberteten – ikke at han begynder at få hår mærkelige steder og andre velkendte fænomener; i stedet knækker hans stemme over, og han begynder at tale latin. Det bliver naturligvis først lidt foruroligende, når man ved, at John aldrig har lært latin – det har derimod hans far, som lige præcis arbejder med bugtalerdukker og derudover er grunden til, at John og hans mor er stukket af, fra USA til lille Danmark. Og mens vor hovedperson kæmper for at falde til i et nyt land, kan han mærke påvirkningen, på tværs af det store vand, fra faderen og hans dukker.

Dukkedrengen var noget af en overraskelse, må jeg indrømme. Det er en ganske tynd bog, letlæst og med stor skrift, men indholdet er langt større, end den ydmyge indpakning forleder en til at tro. Det føles som at lytte til eksperimenterende musik – det kan virke lidt skærende til at starte med, forkert i forhold til det, man er vant til eller forventer, men inden længe finder man rytmen, og så bliver man revet med. Mourtizen fortæller i et enkelt sprog og korte kapitler, men han springer mellem stemmerne og lader dukkerne fortælle deres historier, smider et digt ind i strømmen, skriver et essay, og på forunderligste vis bliver man ført helt til slutningen, ganske ør i hovedet. Det er en af de bøger, der føles svagt som en tryllekunst, hvor man bagefter har lidt svært ved at gennemskue, hvordan forfatteren førte én fra den start til den slutning, men det er svært ikke at lade sig forføre.

Dukkedrengen er udgivet af Dansklærerforeningens forlag i serien Frit for fantasi. Som én, der er vokset op med en sund modvilje mod bøger, der blev udleveret i skolen, er det rart at se, at børn i dag kan få udleveret værker, der fortæller en god historie, samtidig med at de næsten indbyder til at blive analyseret. Dukkedrengen placerer sig et sted mellem overnaturlig horror og socialrealisme, der næsten tvinger læseren til at tage stilling. Det er ikke gys, hvor der bliver råbt bøh, men i stedet en sært foruroligende fortælling om ondskab. Og så har forfatteren et øje for de små, skarpe pointer (især i en bog om onde bugtalere, om ikke dukker):

”Det er vel det puberteten handler om: At finde sin egen stemme.”

Peter Mourtizen: Dukkedrengen. Omslag: Ida Balslev-Olesen. Dansklærerforeningens forlag, 2009, 77 sider.

Hæsblæsende historie om, hvad der sker, når man laver ballade.

Sherif Bill-Børge Slå-på-Snotten i Balladeby har travlt, for han skal holde styr på Lille Vilde Will, som har de største skydere i byen. Og så kan byens dyr ikke opføre sig ordentligt: Æslet skryder og sættes i fængsel, men det larmede kun, fordi katten satte kløerne i den. Så sættes katten i fængsel, men den blev jagtet af hunden – og sådan fortsætter historien, indtil alle dyrene er sat i fængsel. Der er ikke plads til flere i kachotten, så sheriffen sender bud efter fredsdommer, Salamon Skarptand. Han mener, at byen har brug for en helt, som alle kan se op til, og hvem andre end Lille Vilde Will passer netop til dén rolle.

Lille Vilde Will er en lille sjov historie om Balladeby og alle dens indbyggere. Den er bygget op som en kædereaktion af hændelser, som nok skal gå klart ind ved de børn, der så heldige at få den læst højt. Og så er der både én, der bestemmer, én, der er retfærdig, og en helt – alt sammen noget, som aldersgruppen sagtens kan kende fra deres eget liv.

Tegningerne er lavet af Jenz Koudahl, og de er ligeså vilde som Lille Vilde Will. Illustrationerne er delvist collage med fotos af pistoler og baggrunde fra det “rigtige” vilde vest – og så er alle personerne tegnet i en humoristisk streg, som er med til at fremhæve historien. Der er masser af tænder og bid i de tegninger.

Læs Fortællingen.dks interview med Peter Mouritzen her.

Peter Mouritzen og Jenz Koudahl: Lille Vilde Bill – den sidste bandit i Balladeby. Forlaget Alfa. 2009. 32 sider.

Natten genlyder af gys og grin

Et monster, der driver en hel landsby til vanvid… det lyder som en gyser, og den tentakelbesvungne forside leder også tankerne derhen. Men det, som Peter Mouritzen har begået med Blækspruttemanden er snarere et lille stykke yderst underholdende absurd teater.

Historien fortælles af Alf, som er det direkte modstykke til Haltefanden – Alf er så velopdragen, at han siger ”undskyld” som en nervøs vane, ligesom andre folk måske kløer sig i håret. Måske er det, fordi hans forældre er lærere. Men han står til at få sig en overraskelse, da forældrene drager på kursus (for at kunne håndtere de lømler, der fremover vil komme i skolerne) – han bliver nemlig sendt til tante Henny (som enten er en heks eller blot lidt skør).

Tante Henny bor i en landsby, hvor alt er vendt på hovedet. Alle folk er væmmelige ved hinanden, og de børn, han møder der, drager ham hurtigt ind i en hverdag præget af gale streger. Her hjælper alverdens høflighed ham ikke, for den bliver kun modtaget med fjendtlighed og mistænksomhed. Tanten arbejder hektisk på en trylledrik, som skal forvandle resten af byens indbyggere til skildpadder (hun har dog ikke det store held), og Alf drages igennem det ene groteske optrin efter det andet.

Byen har en hemmelighed, og den hemmelighed har naturligvis med titlens monster at gøre.

Selvfølgelig er der gys i Blækspruttemanden – jeg tror slet ikke, at Mouritzen kan lade være – men først og fremmest er der sort humor. Sammenstillingen af Alfs stive facon og landsbybeboernes aggressive tilgang er klassisk komik, og deres anslag mod hinanden er både kreative og sjove. Det hele er skrevet med Mouritzens helt specielle form for magisk realisme – for selvfølgelig køber man øgleæg og rådne tomater (og meget andet godt) hos købmanden, og den manglende ingrediens bringes ud af en dværg (for ham bruger man, når det drejer sig om små ting).

Lige Haltefanden er Blækspruttemanden illustreret af Roald Als – og igen viser forfatter og illustrator, at grænsen mellem gys og grin er lille. Her har de dog hovedsageligt placeret sig på humorens side og illustrerer tydeligt, at også den genre mestrer de. Blækspruttemanden er for læsere med sans for verdens dystre sider og en god portion humoristisk sans.

Peter Mouritzen: Blækspruttemanden. Forside & illustrationer: Roald Als. Apostrof, 1985, 74 sider.

Der skulle være så hyggeligt på landet, men nætterne er fyldt med monstre.

Jeg læste ”Haltefanden”, da jeg var knægt, og selv om jeg ikke huskede et ord af handlingen her mange år efter, havde den alligevel gjort et indtryk, for titlen og forsiden har påvirket mig lige siden. Velvidende, at man ikke skal ophøje ens barndoms bøger til klassikere alene på mindet om dem, og fordi jeg gerne ville se, hvad det var, der rørte mig så dybt ved den, besluttede jeg mig for at genlæse den lille bog.

Haltefanden er en bog om monstre – om hovedpersonen, præstens søn, kaldet Haltefanden, som næsten med det samme indrømmer, at han er ond; om Anton, som ikke er bange for ham, men altid er efter ham; om Fru Mejer, som stjæler blomster fra kirkegården om natten (og hvad Haltefanden gør ved hende); og sidst men ikke mindst om moster Anna, som slet ikke er en moster, men et ægte monster, som Haltefanden og Ida har samlet af knogler, som Idas far har gravet, og som Haltefanden har døbt.

Men moster Anna er ikke et skelet, der bliver, hvor det burde være. Pludselig er hun væk, og så begynder der at ske ubehagelige ting over hele byen. En le forsvinder, en hund dør, og kun Haltefanden og Ida ved, hvad der kan stå bag det.

Haltefanden fortælles i en blanding af næsten staccato stykker og mere hurtigt flydende tekst, når tingene begynder at spidse til. Det giver oplevelsen af, at man som læser falder til ro, ja næsten tvinges ned i fart, indtil alting pludselig begynder at gå galt omkring en, og man stormer igennem teksten igen.

Fungerer Haltefanden så efter alle disse år? Det er en ganske anderledes roman, end jeg egentlig havde forestillet mig, men også forstået på den måde, at den overrasker. Men den har helt sikkert en gennemslagskraft, som gør, at gyserglade børn vil nyde den i dag. Mouritzen rammer et dystert sted mellem det realistiske lillebysamfund og så den magiske, sorte verden, hvis eksistens ingen børn tvivler på – hvor det at døbe et skelet er en sikker måde at skabe problemer for sig selv. Og så er der samspillet med Roald Als’ tegninger… det beviser, at grænsen mellem humor og horror til tider kan være meget lille. For mens Als oftest ses som humoristisk illustrator, så virker hans tegninger – med deres store plamager af sort og helt særegne tekstur – som den perfekte underlægningsmusik til Mouritzens langsomt opbyggede rædsel. Ja, Haltefanden holder efter alle disse år – og mange år endnu.

Peter Mouritzen: Haltefanden. Forside & illustrationer: Roald Als. Apostrof, 1984, 78 sider.

Til tider får vi kommentarer på anmeldelser her på siden, der klager over, at folk er blevet tvunget til at læse den omtalte bog i skolen. Jeg husker selv, at det var den værste måde at læse en bog på – historier skal helst opleves, fordi man har lyst til det. Nu er der så en ny antologi på gaden, der håber på at tilfredse både den gode læseoplevelse og skolelærere, der skulle ønske at få det til at løbe koldt ned ad ryggen på deres elever.

Titlen er Horror.dk, og den præsenterer 12 danske forfattere med hver deres horrornovelle.

Nogle er navne, som de fleste nok vil nikke genkendende til – Dennis Jürgensen, Kenneth Bøgh Andersen og Bjarne Dalsgaard Svendsen som eksempler; andre er nyere navne – såsom Teddy Vork, Michael Kamp og Carina Evytt. Men fælles for dem alle sammen er, at kvaliteten er i top. Sværhedsgraden er derimod meget forskellig, så der er dækket op til både unge og voksne læsere.

De fleste af historierne foregår i velkendte, danske omgivelser, og noget af det mest interessante er næsten af se, hvordan det lykkes de forskellige fortællere at gøre så trygge omgivelser til noget så truende – som Teddy Vork, der sender sin rengøringsdame ind i et tomt sommerhus, Dennis Jürgensen, der lader sine hovedpersoner tage den mørke vej hjem fra festen, og Bjarne Dalsgaard Svendsen tager noget med hjem fra krigen i Irak, Hanna Lützen tager et stemningsfuld spring tilbage i tiden og så videre. Det er generelt opfindsomt og vellykket.

Horror.dk er et ambitiøst projekt – at skabe en ny, dansk horror-antologi, der kan tage over efter de snart meget gamle værker, der findes på dansk. Det er lykkedes redaktøren Clasen at samle et bredt udsnit af tilgange til genren – og hvad vigtigere er: en række gode historier.

Der er findes præsentationer af de forskellige forfattere og andet bonusmateriale på Horror.dk

Horror.dk, redigeret af Mathias Clasen. Tellerup, 2008. Forside: Bent Holm.

Peter Mouritzen kan noget med det skumle, det skyggefulde, det usynlige, og det beviser han endnu en gang med ”Skyggeringe”. Det er en lille samling med fire noveller, en kort tekst om ellekongen og St. St. Blichers gendigtning af Goethes digte ”Ellekongen”. Til fælles har de historiernes magt, hvordan fortællingerne styrer personernes liv, og gerne lige mod afgrunden.

Første novelle i bogen hedder ”Ellekongens søn”, men er egentlig blot ”Det usynlige”, som tidligere har været udgivet som et selvstændigt værk (og anmeldt her). Eneste forskel er, at Hekseringe udgives i et lidt større format, hvilket er både godt og skidt – i mine øjne kommer bogen til at virke lidt for slatten og billig, men på den anden side får man Mads Thembergs eminent dystre illustrationer i et format, hvor de bedre kan nydes (flere af dem ville jeg gerne have som plakater på min væg). Novellen er stadig lige god og kan anbefales.

Ligeså resten af bogen. ”Den røde ugle” er kort og stærk, men mytiske undertoner. ”De morderiske noveller” fortæller, hvad der sker, når en forfatter rager uklar med sit værk, og ”Ellekongens døtre” med al uønskelig tydelighed, hvilken magt historier har.

Peter Mouritzen skriver gys, der ikke bare går ud på at springe frem bag døren og skrige BØH! Han skriver dystert og stemningsfuld, og det lykkes ham med stor snilde at binde fortid og nutid sammen, så det risler koldt ned ad ryggen.

Peter Mouritzen: Hekseringe. Illustreret af Mads Themberg. Høst & Søn, 2008.

Nat med Naja består af 11 korte noveller – noveller noir for unge, som det hedder i forlagets presseomtale.
I de tre første novellermøder vi 3 piger fra henholdsvis Jylland, København og Fyn. Pigerne skal prøvefilmes, drømmen hedder Hollywood, men det er sexfilm det i virkeligheden handler om.
Jack i “Den sidste idiot” sidder i fængsel og drømmer om at læse jura og tjene store penge, når han kommer ud. “Jack havde altid været uheldig”, hedder det. “Hans uheld begyndte med hans mor. At netop hun skulle blive hans mor.” Der er ingen tvivl om, at Jack fortsat vil være uheldig. Arv og miljø fornægter sig ikke.
“Hvor er Dorothy?” er efter min opfattelse samlingens bedst novelle. Ditte logger sig hver aften ind i et chat room, hvor hun optræder som en pigedukke ved navn Dolly. “En almindelig pigedukke med lyst hår. Og et glad smil, naturligvis; der var jo ingén grund til at vælge den sure maske, når man skulle i byen, så kunne man da lige så godt blive hjemme!”.
Her møder hun den spændende og sjove dukke Dorothy, som hun bliver veninde med – men pludselig en aften bryder Dorothy kontakten med flg. besked: “Det er slut. Jeg er enlig mor. Jeg har tre børn. Jeg har slået dem ihjel. Nu ta´r jeg mit eget liv. Lev vel.” – og Ditte bliver så bekymret, at hun in real life kontakter politiet.
Også novellen “Love is spam” har noget med cyberspace at gøre: fyren Nolle forelsker
sig i en pige han stødt på via en spammail, en pige han aldrig har set.
Titelnovellen “Nat med Naja” handler om pigen, der drikker sig mod til sin debut som prostitueret.
De to sidste noveller er knap så dystre. I “Gid du brækker benene!” klarer pigen Vilja trods stor usikkerhed sin debut på de skrå brædder.
I “Den hvide porsche” er Boogie på coke og på vild biltur på vej mod Wonderland. Det kunne være gået rigtigt galt, men ridtet ender med en rygende bil efterladt på en rasteplads og Boogie i live. Han er nået til den erkendelse, at man må tage chancen. Tommelen op, det er den eneste leveregel, der gælder, konstaterer han.

Novellerne i Nat med Naja fylder kun fra 2 til 7 sider. Korte sætninger gør dem letlæselige,men samtidig er de barske og kryber lidt under huden på én. De er vedkommende men kræver tid til eftertanke. Historierne foregår på livets skyggeside, og ensomhed og mindreværdsfølelse er karakteristisk for de fleste af de unge hovedpersoner.
Peter Mouritzen har virkelig fornemmelse for hvad der rører sig i unge.

Peter Mouritzen: Nat med Naja (noveller), Høst & Søn, 2007
Forside: Mikkel Damsgaard Petersen

Peter Mouritzen skriver grumme historier. Søren Jessen skaber grumme billeder. At sætte de to til at samarbejde om en bog må ligge ligefor, og det har Høst & Søn så gjort med den lille novellesamling ”Danser med djævle”.

På bogens 47 sider får vi tre noveller og et digt – det lyder måske umiddelbart som en sær konstruktion (for hvem smider et digt i en samling gysernoveller), men det fungerer, novellerne som rene gysere og digtet som dyster, grum humor.

”Dukkerne fra Guatemala” er den første og længste historie og er faktisk to noveller – en grusom julefortælling, som anbringes midt i hovedhistorien om drengen Bent, som altid bekymrer sig. Det kan titlens dukker naturligvis hjælpe ham med – med forfærdelige konsekvenser. Der er tydelige mindelser om ”Abehånden”, men Mouritzen gør den uden problemer til sin egen.

”Drengen der gik over gevind” og ”De syngende snemænd” lyder måske sjove, når man kigger på titlerne, men de er begge onde, små perler – især den sidste drejer Mouritzen helt eminent. Han forstår at lade historierne udspille sig næsten drømmeagtigt, og der bliver ikke lagt fingrene imellem – ingen påklistret happy ending eller skurrende morale. Selv det afsluttende digt, som med rette har lagt navn til samlingen, er godt og fortæller med mørk tone om, hvordan det er at blive tvunget i danseskolen og i Bibliotekets mørke drømme om, hvad man ønsker at gøre.

Mouritzen skriver, så man skutter sig, og Jessen tegninger sætter en blodrød prik over i’et. ”Danser med djævle” er måske kort og hurtig, men til gengæld er den ond.

Peter Mouritzen: Danser med Djævle. Illustrationer af Søren Jessen. Høst & Søn, 2007. Forside: Søren Jessen.