Endnu engang er det lykkedes forfatteren Paul Stewart og tegneren Chris Riddell at skrue en hurtig men alligevel underholdende røverhistorie sammen. Der er action, fra første linie læses, til sidste side vendes.

Fribytteren – eller helten, om man vil – lever som en art freelance ridder, som rejser rundt i middelalderen England. Der er slunkne tider, hvad angår ridderturneringer, og vor helt mangler penge til at forsørge sig selv og sin ædle, dog halte, ganger Jeppe.

Således, drevet mere af sult end af eventyrlyst, bliver fribytteren kastet ud i en farlig opgave, der bl.a. involverer at slås med onde pulverhekse og at stjæle en magisk kongekrone for en mistænkelig og mere end ualmindelig skummel personage, som lokker med kongens mønt. Det går over stok og sten, og vor helt må holde tungen lige i munden, og særligt de mindste læsere får masser af gedigen eventyraction, blodig underholdning krydret med splat og subtil ridderpral.

Selve historiens plot er egentlig ikke overraskende, og strengt taget kunne man godt have læst noget meget tilsvarende før. Tegningerne er ikke helt, som de plejer. Man kan stadig genkende Riddells streg, men illustrationerne er ikke så fine og detaljerede som f.eks. i ”Historier fra Kanten” Jeg har en fornemmelse af, at forfatter og illustrator smeder, medens jernet er varmt, og skynder sig at producere en masse inden for genren. Det skal være dem vel undt. Det er godt håndværk, men jeg vil meget hellere læse mere om universet, som vi kender fra ”Historier fra Kanten”

Der er udkommet 3 bind i serien om Fribytteren. De henvender sig i sær til drenge. Serien er forholdsvis letlæst og handlingen syder af ridder-action hvilket gør at den er meget anbefalelsesværdig for dem der ikke helt har indset hvor fantastisk det er at læse. Forsiden gør sit til at invitere indenfor i et ridderunivers med sværd, strabasser og sydende ondskab…

Paul Stewart: Fribytteren og dødningehoved-søen (Fribytteren: 1), illustreret af Chris Riddell. Oversat af Kim Langer. Sesam, 2004. Forside: Chris Riddell. Originaltitel: Free lance and the Lake of Skulls

Vi er tilbage i det hensygnende Sanctaphrax, hvor den Allerøverste Nåde, Vox, sidder næsten som fange i Statuernes Palads, mens der omkring lægges skumle planer for at overtage magten. Hans egen tid går med at tænke dystre tanker og ofre tilfangetagne bibliotekarer til de grumme stendæmoner.

Bibliotekarstanden henholdsvis gemmer sig i kloakkerne og patruljerer himlen i deres små, flyvende fartøjer. Det er netop det, Rook gør, da han på mystisk vis skydes ned – og lander i den dødsensfarlige Ruinby. Det bliver startskuddet til en hektisk periode, hvor han både må kæmpe for sit liv og arbejde som hjernevasket slave.

Som sædvanligvis kommer fortællingen hurtigt op i fart, og der bliver ikke lempet på speederen, før mållinien er nået. Rook farer fra det ene halsbrækkende stunt til det næste, fra den ene faretruende situation til den næste. Der spares hverken på blod, sved eller tårer, så om end Kanten-serien ikke er for de mindste, burde også dette bind vække begejstring hos drengene – og også de fædre, som enten må læse det højt eller finder lejlighed til at læse bogen for sig selv. Der er som sædvanlig en god balance mellem de to niveauer i historien og illustrationerne, så ”Vox” burde kunne læses af de fleste.

Der er selvfølgelig masser af velkendte elementer i romanen – nu er universet jo ligesom fastlagt, og der er en vis tryghed i genkendelsens glæde; men Sanctaphrax’ nye situation holder historien frisk, så man ikke blot bliver udsat for det samme igen og igen, hvilket ellers ville være en tydelig risiko i en serie, som her er på sjette bind. Med andre ord: Kanten-serien vedbliver med at være god underholdning. Linierne er klart optrukne, og den får muligvis ikke én til at spekulere over livets dybere mening – men det er svært at lægge den fra sig, når først man er kommet i gang.

Af uvisse grunde kom jeg til at læse dette bind før ”Den sidste luftpirat”, som er den rigtige rækkefølge. Det er dog ikke nogen hindring, når man blot er bekendt med Kanten. Der henvises til enkelte hændelser fra den tidligere bog, men dens betydning for handlingen er minimal. Men jeg ser frem til at læse den – det skal være interessant at se forspillet til det store opgør, som finder sted i ”Vox”. Og så håber jeg på, at skrukkerne spiller samme drabelige rolle som i denne roman, hvor de i fald hæver sig over tidligere tiders mere passive indflydelse på historien.

Paul Stewart: Vox (En historie fra Kanten), illustrationer af Chris Riddel. Oversat af Klavs Brøndum. Carlsen, 2004. Forside: Chris Riddell. 

”Glamhuggerens forbandelse” er fjerde del i serien om Kanten. Den er også tydeligvis overgangen til en ny type bøger – de første tre bind var alle bundet sammen af en fælles hovedperson, Kvisth, hvis udvikling man fulgte, og som jo nok havde udspillet sin rolle. Så denne gang er der ingen af de kendte personager med, og handlingen foregår lang tid før de tidligere bøger i serien – om end den ene af hovedpersonerne bærer en mere end overfladisk lighed med Kvisth: en ung luftpirat ved navn Quint, der vil gøre alt for at bevise sit værd.

Her må han dog dele romanens fokus med Maris, datter af Sanctaprax’ Allerøverste Nåde, Linius. De to mødes, da Linius overtaler luftpiraten Vindsjakalen til at efterlade sin søn, Quint, i Sanctaphrax. Den unge luftpirat falder ikke straks til i de nye omgivelser, han ville langt hellere være i faderens luftskib og opleve eventyr – i Sanctaphrax er alting forvirrende; han bliver sendt på hemmelige opgaver for Linius, bl.a. til byens kæmpestore og forsømte bibliotek, hvor han næsten mister livet. Og så er der Maris, som angiveligt hader ham (om end det er yderst tydeligt for læseren, at der er andet og mere på spil mellem de to).

Men nu er der jo tale om en historie fra Kanten, så naturligvis lurer der fjender overalt. Der kæmpes om magten over den svævende by, og nogle fraktioner vil gå meget langt. Og en mystisk person redder Quints liv. Imens bliver Linius, som burde vise sig som en ægte leder i de svære tider, ud på natlige udflugter, hvis formål han ikke fortæller nogen om, og han begynder at blive mere og mere sær. Snart går det op for Quint og Maris, at der foregår noget i Mellemhimlen, den mystiske labyrint inde i den svævesten, som Sanctahrax er bygget på. Og det er op til dem at redde ikke blot Sanctaphrax’ Allerøverste Nåde, men måske også selve byen.

Som sædvanlig har Stewart sans for spænding og melodrama, og Riddells tegninger holder deres vante standard som eminente atmosfæreelementer. Folk, der har fulgt serien, får, hvad de forventer – nogle gange måske endda lidt for meget. For selv om hovedpersonen er udskiftet, er der lidt fornemmelse af, at forfatteren bruger de samme tricks igen – den unge luftpirat, den ukendte hjælper, sammensværgelsen. Men som sædvanlig rådes der naturligvis bod på det med den fabelagtige baggrund, som historien udspiller sig på – alle bøgerne foregår i det samme univers, men Stewart og Riddell forstår at ændre det konstant, at tilføje eller fjerne efter forgodtbefindende, men stadig gøre det sammenhængende.

Personligt nød jeg ”Glamhuggerens forbandelse” – som roman er den yderst underholdende, selv om den som del af en serie måske kører lidt i tomgang. Ikke desto mindre kan man også se, at Stewart er begyndt at vige bort fra de formler, han fastlagde i Kvisth-bøgerne, og det er en god ting. Indtil videre er der udkommet to bind til i serien, og jeg ser frem til at opdage, i hvilken retning de vil gå.

Paul Stewart : Glamhuggerens forbandelse (En historie fra kanten), illustreret af Chris Riddell. Oversat af Klavs Brøndum. Carlsen, 2003. Forside: Chris Riddell. Originaltitel: The Curse of the Gloamglozer

Midnat over Sanctaphrax er tredje bind med historier fra Kanten – denne gang tages der direkte udgangspunkt i forrige bind, Himmelstormeren, og handlingen fortsætter umiddelbart efter denne.

Kvisths far er forsvundet – under åben himmel, dette ukendte dyb, som befinder sig hinsides Kanten, og hvor ingen rejser hen. Her hersker Moderstormen, og det er ikke noget, som man ønsker at udsætte sit flyvende skib for. Ikke desto mindre er det her, vor helt – nu kaptajn over sit eget skib – er tvunget til at søge, hjulpet af sin nye besætning og skaffefuglen. Det bliver en søgen, som vil få konsekvenser, både umiddelbare og langsigtede for ham selv og hele Kanten.

En af dem, som berøres, er Hector, en yngstelærling i den svævende by Sanctaphrax, hvor de lærde dag og nat studerer vejret. Da Kvisths skib lider en krank skæbne ved sit møde med Moderstormen, bliver Hector pludselig forældreløs og må kæmpe for at holde sig i nærheden af sit elskede bibliotek, selv om han retteligen burde forvises til Nedreby. Men da Kvisth vender tilbage til byen, slår han følge med ham – sammen drager de ud for at finde kaptajnens besætning og finde ud af, hvad det var for en frygtelig lærdom, som blev indprentet i hans hjerne ved Moderstormen, men som nu er slettet fra hans hukommelse. Det er en viden, som kan betyde liv og død for hele Kanten. For her er vejret ikke blot et spørgsmål om lynnedslag eller pollental – sansestorme raser ind over landet, og Moderstormen truer med at vende tilbage til Kanten.

Det bliver en rejse, som er mildest talt eventyrlig – og det er netop, hvad man kan forvente af Kanten-bøgerne. Stewarts fantasi lader sig ikke fornægte, og hans samarbejde med illustratoren Riddell er som sædvanlig ikke til at sætte en finger på. De to lader til at tænke i samme baner – og have samme fokus på sceneriet og de væsener, der befolker det, hvad enten vi er i Nedreby, Dysterskoven eller Stenhaven. Og med en tydelig forkærlighed for det monstrøse, som f.eks. skrukkernes mobile slavemarked, vætteornerne (der skaber bogens hektiske flugtscene) og wigwig’erne (mine personlige favoritter blandt Kantens brogede monstre). Nok mest af hensyn til de yngre læsere holdes der dog en fin balancegang med de mere nuttede personer, såsom banderbjørnen.

Selve romanens opbygning er ved at være standard for Kanten-bøgerne: Kvisth sendes ud i det ukendte, og en ukendt personage hjælper ham på vej. Heldigvis har forfatteren så i denne bog valgt i stedet at lade helten træde mere i karakter. Væk er de konstante fejltagelser og frygtsomheden; nu er Kvisth selv kaptajn, og han træffer de beslutninger, der skal træffes. Det er en forfriskende fornyelse.

Som det måske fremstår, er der mest tale om en drengebog – som sædvanlig spares der ikke på action og dødsfald (om end Stewart afholder sig fra forrige bogs nedslagtning). Jeg kunne forstille mig, at der her var en ganske eminent højtlæsningsbog – action og underholdning for både barn og voksen. Og for de af os, som ikke har børn, men stadig holder af en god fortælling, er Midnat over Sanctaphrax måske nok hurtigt læst, men stadig en nydelse.

Paul Stewart & Chris Riddell:  (En historie fra Kanten; 3) Oversat af Klavs Brøndum. Carlsen, 2002
Forside: Chris Riddell

Selv om Hvad Dysterskoven gemte hovedsageligt var en introduktion til den besynderlige verden kendt som Kanten, er det dog smart at have læst den før Himmelstormeren, idet det er en del af de samme personer, der går igen.

Den unge Kvisth har nu levet i nogle år som luftpirat på sin faders skib – men indtil videre er deres slægtskab en hemmelighed mellem Himmelulven og Kvisth. Det er et hårdt liv, men alt, hvad Kvisth har drømt om. Han er endda ved selv at lære, hvordan man styrer Himmelstormeren – faderens skib, som flyver ved hjælp af en af Kantens svævende sten.

Desværre lurer problemerne i horisonten. Da de mister en værdifuld last, er det pludselig Kvisths skyld, at de står til at miste Himmelstormeren. Men en mulig redning kommer i en ny opgave – en opgave, som hele den svævende by Sanctaphrax’ fremtid afhænger af, men som er så farlig, at ingen er vendt levende tilbage i mange år. De skal finde det sagnomspundne tordenrav, som er så tungt, at det tynger byen ned, så den ikke forsvinder op i den blå himmel – de skal på tordenridt.

Første bog foregik hovedsageligt i Dysterskoven. Denne gang møder læseren den mørkere og endnu mere dystre Tusmørkeskoven, hvor træerne forsøger at få den vandrende til at blive – for evigt. Og på den anden side liggende det dødbringende område kendt som Svumpen, hvor Screed Tåklipper blot venter på et øjebliks uopmærksomhed. Kort sagt: der skete grumme ting i Hvad Dysterskoven gemte, men i denne omgang holder Stewart sig ikke tilbage, så det er ikke for sarte sjæle. Mandskabet på Himmelstormeren må kæmpe sig igennem Tusmørkeskovens farer, og det er langt fra alle, der slipper levende ud på den anden side.

Bissen er med andre ord skruet på. Det er stadig gældende, at Stewart fantasi sprudler, og Riddells illustrationer underbygger den perfekt, men denne gang er det også kombineret med en historie – og én, der ikke er bange for at tage nogle ubehagelige vendinger (for der er ting, som er værre end at dø). Dertil krydret med små bihistorier, som ligesom får de løse ender med. Det gør Himmelstormeren til en god bog, men også betydeligt anderledes end sin forgænger. Nogle (især forældre) vil måske finde den lidt for hård kost, men selv finder jeg det forfriskende – det er en klassisk fortælling, og vi tvivler på intet tidspunkt på den lykkelige slutning, men derfor behøver vejen ikke være let dertil.

Eneste anke kunne være Kvisth, vor hovedperson, som forbliver irriterende naiv gennem hele bogen. Det vil jeg se som en udviklingsmulighed til kommende bind og ikke tøve med at anbefale dette til både voksne og unge (især drenge) læsere.

Paul Stewart & Chris Riddell: Himmelstormeren. (En historie fra Kanten; 2) Oversat af Klavs Brøndum. Carlsen, 2001
Forside: Chris Riddell

Velkommen til Dysterskoven, et dunkelt og mystisk sted befolket af utallige racer og besynderlige væsener. Dysterskoven er blot et blandt mange forunderlige steder i Kanten, men det er her, Stewart og Riddell første gang introducerer os til deres skabninger – igennem den unge Kvisth.

Kvisth bor hos skovtroldene, men allerede inden han selv finder ud af det, har en af Riddells illustrationer fortalt os, at han ikke selv er en. For det første er han alt for høj, han har ingen tryne, og så ligner han mest af alt et menneske. Der er naturligvis allerede nu lagt op til en klassisk fantasy-fortælling: den unge mand, der drager ud for at finde sin skæbne imod alle odds. Det er en fortælling, vi har hørt mange gange før, men det er nu heller ikke så meget plottet, der er afgørende (der er nemlig ikke meget plot før halvvejs gennem bogen) – det er handlingen, og handlingen er hektisk.

Da luftpiraterne, som sejler himlen tynd i deres flyvende skibe, får øjnene åbne for den unge ikke-skovtrold, bliver Kvisths familie bange på hans vegne og sender ham ud af byen for at gemme sig. Kvisth gør naturligvis det, som ingen skovtrolde ved deres fulde fem kunne finde på, og forlader stien. Snart befinder han sig dybt i Dysterskoven, håbløst faret vild i en verden, der kan slå den uforsigtige ihjel på tusindvis af måder. Og så bringes han ellers i den ene mere faretruende situation efter den anden – altid velvidende at der er én ting, som er værre end alt andet, værre end blodegen, mokkerne, Grossmutter, wig-wiggerne, stinkpadderne og alt det andet, som Dysterskoven kan byde på, og det er Glamhuggeren.

Glamhuggeren og den sære skaffefugl, som hjælper Kvisth og fortæller ham om hans skæbne på den anden side af skoven, danner den røde tråd i romanen. Derudover handler Hvad Dysterskoven gemte mest om den unge helts evne til at havne i den ene bizarre situation efter den anden. Og så naturligvis selve Kanten og alle den skabninger, som nok er romanens egentlige omdrejningspunkt – man ved, at Kvisth nok skal klare sig, så det spændende er at se, hvad eller hvem han støder på næste gang.

Og så er der Chris Riddells illustrationer, uden hvilke Hvad Dysterskoven gemte  ikke ville være nær den bog, den blev. Stewart og Riddell har tydeligvis arbejdet godt sammen, så tekst og tegninger fungerer perfekt i sammenspil. Det tillader forfatteren at skyde visse genveje, hvilket gør bogen ganske letlæst, samtidig med at Riddells illustrationer er en fryd for øjet og giver den ældre og måske mere krævende læser det ekstra lag, som gør den til en eminent læseoplevelse.

Er man den ekstra krævende, kan man trøste sig med, at Hvad Dysterskoven gemte tydeligvis er en introduktion til Kanten og dens indbyggere. Jeg er allerede i gang med næste bind i serien, hvor forfatteren kan fylde mere historie i godteposen.

Paul Stewart & Chris Riddell: Hvad Dysterskoven gemte. (En historie fra Kanten; 1) Oversat af Klavs Brøndum. Carlsen, 2000
Forside: Chris Riddell. Originaltitel: Beyond the Deepwoods