Bogen indeholder tolv korte historier fortalt i ord og farverige billeder. De er alle blevet til i et dansk-nepalesisk samarbejde. Har en nepaleser tegnet er det en dansk forfatter og omvendt. Nogle af historierne er startet med illustrationerne. Andre har fået ord først – siden billeder.

Alle tolv historier handler om lys. Lys på cyklen. Lys i livet. Lys i gaderne. Lys i hjertet. Lys på himlen.

Jeg kan især godt lide den lille historie om englen, der skal finde ud af, hvad der er vigtigst for menneskerne. Men også historien om musen, der ikke kan lave lektier i mørke er fin. Og den om drengen, der hver morgen tænder lyset i den underjordiske by.

Antologien bærer præg af samarbejdet mellem nepalesiske og danske kunstnere. Det er et godt mix af kulturer. Der er tydelig forskel på danske og nepalesiske illustrationer og tekster.

De små historier er velegnet til højtlæsning. Men de er også fine til at læse i de yngre klasser for her er meget at snakke om.

Teksterne er b.la. leveret af Morten Dürr, Bodil Bredsdorff og Nana Gyldenkærne. Otto Dickmeiss, Erik Petri, Mette Marcussen er nogle af dem, der har bidraget med lækre illustrationer.

Lys. Tolv historier fra Nepal og Danmark. Dansk Forfatterforening, 2010. -71 sider.

Let dansk fantasy

I tidernes morgen skabte de to gudebrødre Ces og Kil’Dao Spiralen – det er et planetsystem bestående af 14 kloder, som hver rummer deres helt egne folk og væsener. Snart viste det sig dog, at de to guder havde hver deres tilgang til det med levende væsener, og hvad de skulle kunne. Som almindelig dødelig kunne man nok være fristet til at sige, at de her delte sig op i ”godt” og ”ondt” – efter en mægtig kamp kunne Spiralen dog fortsætte med at eksistere uden deres indblanding, og dens mangfoldighed af levende væsener kunne blande sig og vælge, som de ønskede.

Det betød naturligvis også, at nogle ville vælge ondskaben.

Kloderne i Spiralen bindes sammen af porte, som kun kan betjenes af folk, der fødes med de rigtige ar i hænderne og dermed de kræfter, som skal til at for betjene dem. I første bind, ”Spiralportens vogter”, møder vi Kwami, som stræber efter at være en del af dette selskab – hun har ikke selv arrene, men drømmer alligevel om at blive portvogter; og satser alt for at blive det. Det kaster hende ind i et spind af dystre planer lagt af en mand, der drømmer om at beherske hele Spiralen.
Den mand (hvis navn ikke skal afsløres her, hvis ikke man har læst første bind i serien) og Kwami går igen gennem hele serien – han som skurken, der igen og igen forsøger med skumle planer at finde en vej til at blive enehersker, hun mere som en bifigur, der binder serien sammen.

Grundlæggende er serien om Spiralen nemlig en klassisk fortælling om en række forskellige helte, som hver beviser deres værd, førend de kastes ud i den hele store prøvelse, hvor slaget står om hele verden. Så hver bog omhandler en ny (eller flere) helte, som så alle må kæmpe side om side i det sidste bind, ”Ånderne fra tidernes begyndelse”. Så de enkelte bind i serien kan læses rimeligt uafhængigt af hinanden, men det sidste kræver dog sammenhængen.

Serien om Spiralen er ikke letlæst som sådan, men den er dog ret lettilgængelig. Den er med andre ord for de nye læsere, dem der stræber efter at lægge de officielt letlæste bøger bag sig og kaste sig over en ”rigtig” roman – her leverer Bidstrup i volumen, mens sproget og historien er enkle at gå til. Der er tale om en lettere naiv hyggefantasy, hvor man aldrig rigtig er i tvivl om udfaldet, samtidig med at man får serveret nogle af genrens typiske elementer – godt og ondt, pathos og de små, undselige helte, der svinger sig op til de store kampe om verdens skæbne.

Spiralen vil med andre ord ikke ramme hærdede fantasy-læsere, men den kan måske være med til at hjælpe nogle nye ind i fantasy-folden.

Lise Bidstrup: Spiralen 1-5. Facet, 2010

Emil og Silas finder en gammel japansk mønt, som viser sig at indeholde skjulte kræfter. Nu må Silas og Emil fuldføre en farlig mission. Men selv om de på magisk vis er er blevet mestre i kampkunst, er det ikke let.

Da Emil og Silas’ mor slæber dem med på Nationalmuseet midt i sommerferien, er de mildest taget ikke glade. Men under besøget finder de et magisk mon. Det viser sig, at de nu er udvalgte til en farlig opgave, og snart kæmper de mod stærke og brutale fjender. Det er heldigt, at monen har givet dem et indgående kendskab til kampkunst i farlige situationer.

Shinobi er en facinerende blanding af dagligdags realisme og fantasy-elementer. De to ting forenes på fornem vis, så man ingen problemer har med at købe historien. Det er sjovt at følge Emil og Silas rundt i et velkendt København, og man fanges af de talrige spændingsfyldte kampscener. Historien går over stok og sten. Der er action for alle pengene, men en action, der beskrives så stemningsfuld, at man uden problemer ser den for sig. Det betyder ganske vist, at personerne bliver lidt tyndt beskrevet, men bestem ikke så tyndt, at man mister interessen for dem og deres mission.

Shinobi er en læs-let serie, og Lise Bidstrup har gjort et rigtigt godt stykke arbejde. De mange japanske udtryk virker meget fremmedartet og svære. Men ved at lade to ganske almindelige danske drenge opleve eventyret får Bidstrup mulighed for at forklare dem på en naturlig måde. Dermed kommer det aldrig til at virke påtaget eller langsommeligt. Det giver indtryk af en forfatter, som nok tager hensyn til den usikre læser. Men som samtidig tager både sin fortælling og sin læser alvorligt. Her stilles krav til læserens opmærksomhed, men aldrig på bekostning af støtten til læseren.

Kapitler og afsnit er forholdsvis korte, og skriften er en anelse større end i almindelige bøger, og bogens høje tempo og spændingskurve understøttes på smuk vis af Christian Guldagers tegninger. De spiller legende op til historien og understreger stemninger og handling. I modsætning til mange læs-let bøger er bilederne mere end bare blikfang og mulighed for at lave luft i tekstmængden. De er med til at bærer historien fremefter og giver endnu mere kraft til Bidstrups fantastiske kampscener. Det giver len fin støtte i læsningen og mulighed for rigtigt at lade sig indfange af fortællingen.

Det høje handlingstempo og fokuset på kamp vil nok især tiltrække drenge, men piger med sans for action kan bestem også være med. Personlig glæder jeg mig til de næste bind i serien. Jeg tror nemlig, der er noget lusk med i spillet, og jeg har en fornemmelse af, at drengene bestemt ikke ved alt om deres mission. Jeg kan ikke vente med at finde ud af, om jeg har ret!!!

Lise Bidstrup: Shinobi 1-3: Det hemmelige mon – Abeklanen – Ryuzu vandfaldet. 69, 73 & 75 sider. Facet, 2009. Forsider: Christian Guldager.

Letlæst lille fantasy-serie fra Lise Bidstrup

Silje er en lidt usympatisk og selvfed skoleelev, der en dag finder ud af, hvad der er for enden af regnbuen. En kiste, men ikke lige fuld af guld og diamanter. Men en alf. Levende og lille. Det ser harmløst ud men er det langt fra.

Alfen bliver startskuddet til det magiske eventyr, som Silje nu kastes ud i. I starten drives hun af grådighed og tanken om at vise alle dem derhjemme noget helt særligt, men efterhånden som Silje fanges ind af omstændighederne, der imidlertid truer med at holde hende fanget i en anden verden for evigt, bliver hun nødt til at samarbejde med andre.

Hun møder drengen Gustav, og sammen sendes de af sted på en ikke helt udramatisk mission til farlige egne for at fange deres egne løsslupne dæmoner.

Regnbuefolket er en elementært spændende og letlæst fantasyserie, der er klassisk opbygget ligesom de gamle folkeeventyr med en hjem-ud-hjem konstruktion. Her er trolde, en god dronning, en skurkagtig konge og modige børn. Fortællingen bliver aldrig rigtig uhyggelig, ligesom den for den lidt mere garvede læser er ret forudsigelig. Historien er letlæst og henvender sig primært for børn i alderen 9-10 år, der er klar til at prøve kræfter og blive underholdt med lidt tykkere bøger end almindelig letlæst.

Lise Bidstrup: Regnbuefolket 1-4. Forsider af Patrick Leis. Facet, 2008.

Elverfyrstens søn er andet bind i Lise Bidstrups fantasy-serie Spiralen.

Spiralen er det univers, fortællingerne foregår i – eller rettere den samling på 14 planeter, der bindes sammen af portaler. Da bogen begynder, at folk netop kommet sig over Bahjins forsøg på at blive hersker over hele Spiralen – lykkelige over at vide, at han er forvist til tomrummet mellem dimensionerne. Men så heldige er de desværre ikke – et lykketræf gør, at Bahjin og hans hjælper Littugo kan vende tilbage til den virkelige verden, hvor de gør et nyt anslag mod freden.

Imens er Nelad, søn af elverfyrsten Lazro, træt af sit lod i livet – han føler sig fanget i rollen som royal og er ikke enig i de planer, faderen har for ham. Han vil ud og lære sit folk at kende, men Lazro lader ham vide, at den fyrstelige uddannelse står for døren. Da Nelad forlader paladset for at opleve den virkelige verden i ganske kort tid, går alting galt for ham, og han ender på et større eventyr. Han kommer i kontakt med Ældsterådets bedste jæger, Duppo, som er sendt på noget, der umiddelbart virker som en rutineopgave, men som snart udvikler sig til at være af yderste vigtighed for hele Spiralen.

Samtidig, i Jatzi-junglen, kæmper skovelverne mod en invasion af varulve – det er elvernes opgave at beskytte Magiens Kilde, men de er ved at bukke under for de utrættelige angribere. Og fjenden har endnu ikke spillet sit sidste es.

Lise Bidstrup benytter sig af et ganske typisk fantasy-univers – med den lidt finurlige opbygning i planeter (som forresten også indgår fint grafisk i bogen). Det tillader hende at skære nogle genveje – elverne er elvere, som vi kender dem, menneskene er mere komplicerede, og ondskab er ondskab. Derfor behøver vi ikke den store introduktion, og forfatteren kan i stedet servere, hvad man kan kalde en god omgang tjubang-fantasy. Vi har den unge elver, der bliver voksen gennem historien, og omkring ham er der plads til både melodrama og action – der er indædt kamp for overlevelse og store slag i skovens dyb, dramatiske dødsfald og magi.

Spiralen er ganske let at gå til – ikke letlæst som sådan, men let at læse. Den burde nok være en lækkerbisken for de unge læsere, der er kommet skridtet videre end læseredigerede bøger – måske lidt af en udfordring, men også så umiddelbart tiltalende, at den burde gribe dem.

Lise Bidstrup: Elverfyrsten søn (Spiralen ; 2) . Forlaget Facet, 2006. Omslag: Patrick Leis.

Sandrosen starter med en hidsig krydsklipning: en ung mand ser sine forældre blive slået ihjel, i år 1678 finder en kvinde fire navne ved hjælp af en magisk rose, to mænd gennemsøger internettet, og en mand følger efter drengen Thøger, på mission for en mystisk skikkelse kendt som Profeten. Dernæst sænkes farten en lille smule, men den falder nu aldrig til under hastighedsgrænsen – der er drøn på hele vejen.

Thøger har boet alene sammen med sin mor hele sit liv – og han har tit set hende græde hjerteskærende, mens hun sad med indholdet af en gammel tinæske. En smule nysgerrighed og fingerfærdighed, og han har også fundet ud af, hvad indholdet af æsken er – og pludselig er han på sporet af den far, han aldrig har kendt. Og han ved, hvad han vil – han drager af sted for at hævne alle de tårer, som faderen har forvoldt moderen.

Uforvarende kommer Thøger til at sætte mange ting i gang, som får konsekvenser for hele kloden. Hans efterforskning af den mystiske sandrose, som han fandt mellem moderens ting, har fået rettet dystre menneskers opmærksomhed mod ham, og han bliver forfulgt, fra han forlader sit hjem. Han begiver sig resolut mod New York og forsøget på at hævne, men må snart indse, at moderen har løjet for ham – i stor stil. Jagten på sandheden bliver hæsblæsende og bringer ham over en god del af verden, i selskab med et kattedyr, der præsenterer sig som hans skytsånd.

Bidstrup har selv præsenteret Sandrosen som hendes forsøg på at skrive magisk realisme. Jeg ved ikke, om jeg er helt enig i genrebetegnelsen, men den medvirker da til at adskille bogen fra de fantasy-udgivelser, den ellers kunne blive sammenlignet med; for nok er noget af den grundlæggende struktur den samme (dreng, der opdager, at han har en Skæbne, og drager ud for at lære den at kende), men Bidstrup har glædeligt skruet meget ned for de magiske elementer. Sandrosen og skytsånden Sacca er magiske, men de overtager på intet tidspunkt fortællingen, og der er ingen viften med tryllestav til at redde Thøger ud af de situationer, han havner i. Faktisk er vi nok snarere ovre i samme territorium som Anthony Horowitz – lidt magisk baggrund og så ellers masser af action.

Det betyder også, at Bidstrup har skrevet en meget anderledes bog end Uhyret i Cachi, som jeg læste sidst – her er det nok mest drengene, som vil lade sig underholde, mens det går over stok og sten, til tider ganske filmisk.

Lise Bidstrup: Sandrosen. Facet, 2007. Cover: Patrick Leis

Der er lagt op til gys og spænding – men man må dog indrømme, at Bidstrup er hurtig til at afmontere mystikken omkring El Gordo. Man er ikke længe i tvivl om, hvad der egentlig foregår bag kulisserne, og forfatteren har derfor skiftet spor, så “Uhyret fra Cachi” snart bliver en spændingsroman med et fint håndteret, romantisk spor – det bliver hverken for kunstigt eller for klistret. Alt i alt er der tale om en velskrevet, let læst lille bog, som dog snyder lidt på omslaget. Der er ikke så meget monster, som man måske vil forvente, men dog en god portion spænding og en hovedperson, der burde gøre den til et hit hos pigerne.

Lise Bidstrup: Uhyret fra Cachi. Forlaget Facet, 2007. Omslag: Patrick Leis

Serien om Shozin Sølvhår anmeldes her under et. De enkelte bind hedder: “Legenden fra Gomun”, “Hjertes prøve”, “Kampen på Kevlibjerget” og “Fotuíns fald”

Da Dogan opdager, at han er den sagnomspundne helt, som skal befri landet Gomun bliver han fortvivlet.
Han er kun en dreng og føler sig slet ikke klar til at udføre storslåede gerninger. Da han modvilligt har påtaget sig sin skæbne opdager han at Rauz har mange tjenere. Han skal ikke alene bestå mytens farlige prøver og kæmpe tappert – han må også forvente forræderi fra de mest uventede sider.

Shozin Sølvhår er en både spændende og fængslende fantasy fortælling. Den lever flot op til genrens konventioner og bruger gammelkendte ideer på sjove nye måder. Her er alt hvad fantasyfans forventer og Dogan er på en gang nærværende og troværdig som den både bange dreng og den store helt.

Bøgerne om Shozin er letlæste og Lise Bidstrup har formået at skabe et troværdigt univers til hungrende fantasylæsere.
Desværre har serien også nogle problemer, som forhindre den i at opnå samme popularitet som f.eks. Drageherren. Det er rigtig synd for historien er bestemt læseværdig.

Det største problem er at afsnit ikke markeres med dobbelt linieafstand. Denne mangelfulde markering får siderne til at virke utroligt teksttung. Noget som afskrækker mange læsehandicappede. Her hjælper det ikke at kapitlerne kun er på 3.-4. sider, for det er stadigt 3.-4. sider med mange bogstaver.

Det næste problem er manglen på illustrationer. For- og bagside har meget smukke og fascinerende billeder, men desværre finder ingen af dem vej ind i selve bogen.
Det er en stor skam for illustrationer ville mindske indtrykket af tung tekst og bøgerne ville have været langt mere læsevenlige, hvis læseren havde nogle billeder at støtte sig til.

Som bibliotekar har jeg desværre alt for ofte oplevet at de læsere, som har slugt Drageherren, fravælger serien om Shozin Sølvhår pga. de overnævnte ting. Det er superærgerligt, for kunne man lide Drageherren vil denne lille perle af en historie bestemt falde i god jord.

Jeg vil derfor anbefale serien til den lidt stærkere læser, der er lige på vippen til at vælge ”den almindelige bog”. Lise Bidstrup er alt for god til at stå ulæst på hylden.

Lise Bidstrup: Legenden fra Gomun, Hjertes prøve, Kampen på Kevlibjerget og Fotuíns fald, bind 1-4 i serien Shozin Sølvhår. Facet, 2006. Forsider: Patrick Leis