En klassiker, der stadig i høj grad er levende

Robert Ingpen har et stort ansvar på sine skuldre i disse år – han får lov til at illustrere rigtig mange genudgivelser af klassiske børnebøger: f.eks. Peter Pan, Junglebogen, Tom Sawyers eventyr og Skatteøen. Heldigvis er han opgaven voksen og leverer illustrationer, der lever op til værkernes klassikerstatus. Nu er turen kommet til Kenneth Grahames historier om Tudse, Muldvarp, Mosegris (som altså hed Rotte, da jeg var knægt) og alle de andre, og endnu en gang er der tale om en pragtudgivelse.

Vinden i piletræerne er 100 år gammel og er med rette blevet til en klassiker – en af disse bøger, der bliver hos os gennem hele livet; og som fortjener med jævne mellemrum at blive genfortalt eller genformidlet til folk, der endnu ikke har oplevet den, hvad enten det så sker gennem en filmatisering eller en flot ny bogudgave som i dette tilfælde. Det interessante ved klassikere er, at de meget ofte huskes for deres mere tilforladelige sider, de overlever turen fra barn til voksen omringet af et positivt skær, selv om intet nok påvirke os så meget ved blot at være nuttet. Personligt husker jeg mest Kenneth Grahames fortællinger som meget britiske og uskadelige med en god del humor.

Noget af det første, man opdager, er dog, at der er masser af kant her.

Ikke bare fordi Muldvarp bander med saft og kraft, men også fordi historier rækker langt ud over nuttede historier om dyr med tøj på, og personerne er andet end papfigurer med pels. Grahame får os både til at grine, gyse og græde. Alle kan huske Tudse, dette lille, eogistiske, fartforelskede amfibie, der gang på gang trækker sine venner med i problemer, når han kaster sig over en ny fiks ide – men gensynet afslører, hvor meget de andre personer faktisk også fylder i historierne. Og hvilken fornøjelse det er at gøre deres bekendtskab igen (min personlige favorit er Muldvarp).

Illustrationerne er, som de bør være i den situation, smukke og fyldt med stemninger og detaljer. De understøtter en samling historier, der i 100 år har givet utallige gode læseoplevelser, og som nok uden problemer vil klare 100 år til. Her er til mange gode aftener med enten højt- eller selvlæsning.

Kenneth Grahame: Vinden i piletræerne. Illustreret af Robert Ingpen. Oversat af Birgitte Brix. Sesam, 2009, 224 sider

I det daglige kan det fra tid til anden være svært at acceptere vi ikke er perfekte. Men når man læser “Vinden i piletræerne“, så bliver man noget mildere stemt. Her er det uperfekte ingen hæmsko. Det er tvært imod et stort plus på charmesiden med problematiske personlighedstræk, så længe hjertet sidder på det rette sted. Det er livsbekræftende, gennem en god historie, at blive mindet om, at man godt kan blive elsket og værdsat på trods af manglende ufejlbarlighed.

“Vinden i piletræerne” findes efterhånden i utallige bogudgaver, tegneserier, tegnefilm, cd-rommer mm. Så de fleste kender nok de elskelige figurer, ellers kan jeg kun varmt anbefale at gøre bekendtskabet.

Det hele sættes i gang af Muldvarpen, der en dag, efter timers hård arbejde, får pip og beslutter sig for, at forårsrengøring er af det onde. Han forlader sit underjordiske bo, finder floden og Rotte. Han får en sejltur, en ven og en bofælle. Således belært om, at det kan føre meget godt med sig at vove pelsen, kommer Muldvarpen til at dele mange oplevelser med Rotte.

En dag forvilder Muldvarp sig ind i den uhyggelige Vildskov. Han farer vild og Rotte må ind og redde ham. Men redningsaktionen mislykkes. De indhentes af natten og en snestorm, og reddes kun, fordi de er så heldige, bogstaveligt talt, at falde over Grævlings dørmåtte. De kommer ind i endnu et varm og gæstfrit hjem og får endnu en ven, med hvem de blandt andet kan dele glæden over et godt og langstrakt måltid mad.

Grævling er en god, omsorgsfuld og betænksom ven at have. Han er ikke bange for at tage fat hvor det gør ondt. Det er bl.a. ham, der tager initiativ til at få sat en stopper for Tudses livsfarlige automobilmani. Resultatet er dog langt fra som ønsket, men det kan man vist kun laste Tudse for.

Tudse er et (langt) kapitel for sig. En velhavende levemand, der forstår kunsten at leve sine passioner ud. Han taler varmt for sin sag og kan skaffe de fleste et problem eller to på halsen – men også oplevelser. Han har dyre vaner og han kommer på flere måder til at betale dyrt, men kedeligt er det ikke.

Fortællingerne om “Vinden i piletræerne” er varme og stemningsmættede. De er af en anden tid, men de holder i den grad. Ud over de skønne personer finder man også en ro og en omhu som varmer så godt. Børn bliver ualmindeligt forargede over Tudses mangel på hensynsfuld opførsel, og det er jo godt. Thi man jo må formode, at det for 100 år siden lå forfatteren på sinde, at få børn til at tænke sig om – sådan gjorde man vist dengang. Men, som voksen her i starten af det 21. århundrede, er det ikke let for alvor at blive vred på Tudse. Han er så vidunderlig 3½ års – agtig og ikke til at stå for. Spitzenklasse.

Kenneth Grahame: Vinden i piletræerne. Oversat af Karin Bodenhoff. Gyldendal, 2005. Forside: EH Shepard. Originaltitel: The Wind in the Willows