Rask Nielsen slutter sine zombier af med et brag

Enhver, der kender en smule til horror, ved, at man aldrig skal sige ting som “Vi er da stadig i live”. Det kan kun betyde, at grimme ting venter forude. Og meget sigende er det indgangsreplikken i tredie og sidste bind af Jacob Rask Nielsens zombie-saga. Og så er de næste par sider ellers dedikeret til en hæsblæsende biljagt med bølger af zombier, store automatvåben og masser af flyvende hjernemasse. Der er dårligt en billedrude, som ikke inkluderer mindst én lydeffekt.

3. bind i “Exodus” byder med andre ord på mere af det gode. Bernt, Hassan og Viola forsøger at kæmpe sig gennem den zombie-inficerede by for at slippe ud i friheden. Det sker med masser af tjuhej og en god bunke lettere fjogede one-liners, og det er som sædvanlig grumt underholdende.

Denne gang skal Rask Nielsen så også have bundet alle sine løse ender sammen, og det lykkes – til dels.

For det første skal vi have forklaret, hvordan hele situationen opstod, og der trækkes en ret stor kanin op af hatten – en dæmon på størrelse med et hus. Dertil smides et par ekstra elementer ind, så vi udover dæmon-invasion også får serveret en god omgang superhelte-action. Det er ganske fornøjeligt og illustreret med den vanlige tunge lige i munden, men som historie kan jeg ikke lade være med at føle mig lidt snydt. Der skulle en kanin ud af hatten for at få det hele til at hænge sammen, men den er lidt for stor til min smag og passer ikke rigtig ind i historien hidtil. Men når det er sagt – når jeg først er kommet over den hurdle – så kommer det faktisk til at fungere ret godt.

Det lykkes nemlig at binde det hele sammen til en slutning – med lige dele åben, lykkelig og storladen klistret på. Uden at det bliver den sædvanlige zombieslutning. Det er lidt af en bedrift, og i det hele taget undskylder man gerne de ujævnheder, der måtte være, for serien har haft charme og personlighed lige siden starten – det kan godt være, at den ikke er køn, men det er svært ikke at holde af den. Farten på handlingen og de lynhurtige replikker gør, at de enkelte bind i serien er hurtigt læste, så selv om man snupper alle tre i rap, er det stadig som at se en ret kort film (men til gengæld en dybt underholdende en af slagsen), og det gør det værd at nævne, at en samlet udgave af serien er under udarbejdelse. Jeg tror, det er den rette måde at læse serien på.

Jeg er måske ikke helt enig i alle de valg, Jacob Rask Nielsen har truffet i Exodus bind 3, men jeg blev til gengæld underholdt hele vejen, og mere kan man dårligt bede om. Personligt håber jeg, at han lader historien slutte, hvor den gør – men til gengæld så jeg gerne flere historier om de herrer professorer Igorov, det lettere finurlige par, der står bag hele miseren.

Jacob Rask Nielsen: Exodus, bind 3. Forlaget Tjubang, 2010

Flere zombier og større brag.

I første bind af Exodus introducerede Jacob Rask Nielsen sine hovedpersoner: den lettere nørdede, men også charmerende Hassan, den gravide Viola og den rå og brutale Bernt. Han lagde en god bund for en flirt mellem Hassan og Viola. Og så efterlod han ellers vore helte midt i byen, mens de levende og kannibalistiske døde gik amok overalt omkring dem.

Det er her, bind 2 starter. Og så bliver der ellers skruet op for varmen.

Det siget nok meget om Rask Nielsens zombie-epos, at det sker med to missiler navngivet Holger Danske og Karen Blixen. For han har sigtet ind på den lille niche, hvor man finder skæringspunktet mellem dansk lune med rappe replikker, amerikansk superaction med store, stiliserede eksplosioner og klassisk horror, hvor nu også noget dæmonlignende begynder at stikke sit grimme ansigt frem i handlingen.

Hassan har set en del zombie-film, så han ved, at de skal ud af byen. Desuden har han spillet en del live-rollespil, så han ved også, hvordan man bruger en økse. Omend hans kompetencer mest er til gummisværd, så får han snart mulighed for at undersøge, om de lader sig overføre til det virkelige liv. Vore venner får militær assistance – BS Christiansen på steroider – og forsøger at flygte fra byen, hvilket naturligvis er svært, når der er zombier overalt. Og endnu sværere, når verdens undergang ikke ligefrem er en situation, der bringer det bedste frem i folk.

Det lyder alt sammen meget blodigt, og det er del vel for så vidt også. Der dør i al fald en del, både zombier og mennesker. Men splattet er godt pakket ind i både streg og historie. For Rask Nielsens figurer har en vis lighed med Playmobil-mænd, og når de bliver skudt i stykker, sker det alt sammen i dramatiske, men også fastfrosne sort/hvide tableauer, der tager skrækken af det hele. Hvilket er helt okay, for Exodus er først og fremmest morsomt. Voldsomt morsom. Af typen, der kan få én til at forstyrre andre læsende med ens undertrykte udbrud.

”Exodus, bind 2” er en tegneserie, man stryger igennem – blandt andet fordi Rask Nielsen har så stort overskud, at han ikke hælder for meget på historien. Han tager sig tid til at fortælle det, der skal fortælles, og smider også gerne nogle finurligheder ind (helikopter-scenen bliver en klassiker). Det er en udsøgt fornøjelse. Faktisk er min eneste indvending nok en lille antydning af nervøsitet for, hvordan det skal gå med sidste bind – for Rask Nielsen skal have et ganske stort es i ærmen, hvis det skal lykkes ham at afslutte historien på ordentlig vis så hurtigt, Umiddelbart så jeg den gerne bredt ud over adskillige bind.

Jacob Rask Nielsen fortæller om værket på FantastiskeForfattere.dk

Jacob Rask Nielsen: Exodus, bind 2. Tjubang, 2009.

Denne gang er turen kommet til en gal videnskabsmand – professoren fra titlen – og hans robot-kreationer, hvis formål (naturligvis) er at hjælpe ham med hans storladne plan om at overtage intet mindre end verdensherredømmet.
I bogen gennemgår professoren i versform tyve af sine robotter – f.eks. Knutler, der ”er tovlig god / til at sige som en and / Han er bygget ud af ost / og en gammel skraldespand.” eller ”Robotten Blörp har lilla sko, / ja, det er nemt at se. / Når han er helt alene hjemme / går han rundt med ble”.

Det er – som man ser – rigtigt veloplagt og med nok sjove og seje indfald til, at man er mere end fanget bogen igennem – man skal hele tiden lige se, hvad den næste robot kan, og hvordan den ser ud. Og man bliver hele tiden belønnet at nye, sjove påfund på ethvert nyt opslag.

Naturligvis er der en krølle på professorens plan, som afsløres til sidst – det er ikke verdens mest originale slutning (jeg så den sidst i et af versene i Strids Mustafas kiosk), men det skader på ingen måde helhedsindtrykket, og mit hærdede testpublikum var lodret ligeglade, selv om de kender begge bøger ud og ind.

Det er ikke helt nemt at begå en bog i versform, men Jacob Rask Nielsen er sluppet rigtigt pænt fra det – der er et par steder, hvor versefødderne halter lidt i det små, men det er ikke noget, som en bare rimelig oplæser ikke kan klare.

Professor Finkelsteins fantastiske robotter er at i alt en særdeles charmerende bog, og alle, der jævnligt bruger udtrykket ”Årh, sejt!” vil elske den. Og os er der mange af.

Se mere på http://finkelsteinsrobotter.blogspot.com/

Jacob Rask Nielsen: Professor Finkelsteins fantastiske robotter. Tjubang, 2009.

Så er der lækkerier for zombie-fans.

Zombier er en pudsig størrelse. Oprindelig var de forbundet med voodoo og var en hurtig måde at skaffe ulønnet arbejdskraft på. Så begik Romero sin filmtrilogi, og pludselig optrådte de gerne i horder, som regel over hele kloden af ukendte årsager. Med en voldsom trang til varm menneskehjerne. Romero kombinerede vold og satire/samfundskritik (og flere andre ting, naturligvis) på en måde, så det er blevet tilbagevendende elementer, når nye kræfter har givet sig i kast med de levende døde.

Nu har Jacob Rask Nielsen kastet sig over opgaven med første bind i en trilogi af zombie-tegneserier: Exodus. Titlen vækker billeder af store menneskemasser, der bevæger sig fra det ene sted til det andet, måtte de så være levende eller døde – men selv om der er en del løben og skrigen i dette bind, er der altså også meget andet, især et meget stort blink i øjet.

Exodus begynder med et par professorbrødre, der – midt mellem pingviner og en skummel helikopterpilot – drager ned i et hul i indlandsisen. Det næste, man ved af, er, at de døde på et større hospital genopstår og begynder at drage hærgende gennem byen.

Herefter fokuserer historien på hotelportieren Hassan, den gravide gæst Viola og den hærdebrede, knivsvingende kok Bernt, som havner midt i begivenhedernes centrum. De er med andre ord pludselig omringet af zombier og må kæmpe sig gennem flokke af stavrende (og springende) lig, der kommer vrimlende.

Rask Nielsen har tidligere udgivet en række mildest talt sprudlende børnebøger, så en blodig horrortegneserie lå måske ikke lige for. Hans tegninger er letgenkendelige og vil måske først bringe mindelser om mere letfordøjelige humortegneserier – men på forunderlig vis giver de historien lige præcis den kant af grotesk humor og underfundighed, som efter endt læsning får en til at tromme i bordet efter næste bind i serien. Der er masser af blod, men massakrerne er smukt stiliserede, og hjerneskallerne flyver som designerskåle.

Det, der dog især gør sig bemærket i Exodus, er, hvor stramt Rask Nielsen fortæller historien. Der er kun få billeder på hver side, og der bruges ikke overflødig plads (bortset måske fra på nogle actionscener, men det er ligesom standarden i en zombie-fortælling) – alligevel får han plads til personlighed, humor, action, gys, romantik og i det hele taget en blændende underholdende historie. Der er lagt i kakkelovnen til næste bind, som ikke kan udkomme snart nok.

Skulle man endelig finde noget at kritisere, måtte det nok være det kedelige omslag (som bibliotekar er det en tegneserie, der er svær at sælge) og så den font, der er brugt i taleboblerne. Den er alt for stiv og computeragtig – forhåbentlig er den væk, når brødrene Igorov vender tilbage.

Man kan finde adskillige smagsprøver på forlagets hjemmeside.

Jacob Rask Nielsen: Exodus, bind 1. Forlaget Tjubang, 2009

Familien Firling ved, at livet er et eventyr.

Jacob Rask Nielsen er tidligere præsenteret her på Fortællingen.dk med et par af hans sprudlende titler – hvilket naturligvis har været inspiration til at gribe fat i Familien Firling og rejsen til Zambukistan, en lidt tidligere titel.

Rask Nielsen udgiver normalt selv sine bøger, og det er med god grund, at forlaget hedder Tjubang, for om noget er der gang i den i hans værker. Familien Firling… er dog udkommet på Forlaget Forlæns og er en af de bøger, hvor man er glad for, at der ikke er lydspor til, for der er larm og ballade hele vejen igennem. Helt ærligt kunne jeg ikke lade være med at tænke på Gunnar Willes bøger, som jeg selv voksede op med – der er noget af den samme livskraft at finde her.

Familien Firling er en pudsig flok, en farverig udgave af familien Addams (om end bogen her er i sort/hvid). Moderen Flora er kunstner, far Frantz en ikke særlig succesfuld opfinder (ophavsmand til græskarjakken blandt andet), sønnen Frede er en ekstrem bogorm, og datteren Fiona lever livet 120% og med 400 kilometer i timer. De passer med andre ord ikke ligefrem ind på den stille villavej, hvor de bor. Så det er faktisk til naboernes store lettelse, at de sætter hjul på huset og drager af sted på eventyr.

Turen går til Zambukistan for at besøge faster Fester. Men da de når frem, er hun forsvundet, og sære kæmpespor leder ind i den værste del af junglen. Det bliver til et hæsblæsende eventyr med drabelige aber og gale videnskabsmænd og masser af morskab.

Jacob Rask Nielsen skriver lige ud ad landevejen og med fart på, men det er i mindst lige så høj grad tegningerne, der løfter historien. Han har en letgenkendelig stil, der gerne får en til at trække på smilebåndet, og familien Firlings eventyr ville ikke være de samme uden illustrationerne. Her leverer han en hurtigt læst og grumme underholdende tjubang-historie, der burde kunne løfte humøret hos selv den kedeligste læser. Det er Gunnar Willes kulørte verden som set gennem ”Alex på eventyr”-bøgerne af Knud Holten.

”Engang trampede en elefant på Cowboy Joe. Så trampede Cowboy Joe så hårdt på elefanten, at jorden hoppede ind i næste uge.
Så blev man nødt til at opfinde skudår.”

Alle børn ved, hvad en rigtig cowboy er – en sej karl, som har skyder, hat og lasso og kan klare alt.

Det er der naturligvis en masse voksne, der synes, at de vil ødelægge med såkaldte ”fakta” – seksløbere er upræcise og har en stor risiko for at eksplodere i hånden på dig, det er ikke så romantisk at sove under stjernerne, og i det hele taget er der ikke rigtigt noget at komme efter.

Heldigvis har vi også Jacob Rask Nielsen, som har forstået, hvad det der med cowboys egentligt handler om, og som tilmed kender den sejeste af dem alle, Cowboy Joe.
Han har endda lavet en bog om Cowboy Joe, så vi alle sammen kan lære noget om, hvordan man er en rigtig sej cowboy – 21 grunde får vi i alt.
F.eks. slår Cowboy Joe verdens vildeste prutter, som kan lave bjerge om til prut-lugtende ørken, han kan skyde med næsen, OG han har ikke en seksløber, men både en tolv-løber, så han kan skyde mange kugler af på en gang, og en et-løber med én stor patron, til når han skal ramme rigtigt mange mennesker på en gang.

Alle grundene er seje, skøre og sjove og ledsaget af Jacob Rask Nielsens sprudlende tegninger – denne gang i farver! Der er fuld fart på igennem hele bogen, og vi kommer hele registeret igennem – lige fra de seje skydere og grimme prutter over whisky-blod og invaderende rum-hære til verdens grimmeste bandeord, som kun kan siges, mens man slår en kæmpebøvs.
Sproget er flydende og livligt, ideerne gnistrer veloplagt, og illustrationerne er lige i øjet. En oplagt bog at læse højt, hvis man altså kan lave nogle overbevisende skyde-, bøvse- og pruttelyde. Ellers kan man overlade den del til sine børn, der så passende kan øve sig på at blive lige så seje som Cowboy Joe.

Ligesom Forlaget Tjubangs tidligere udgivelser, er Cowboy Joe udgivet og trykt via print-on-demand.

Jacob Rask Nielsen: Cowboy Joe – verdens sejeste cowboy. Forlaget Tjubang, 2008. 52 sider i farver. Pris: 199,-

Den pensionerede – og ikke særligt gode – tryllekunstner Carlo Garn bor i et hus sammen med den lille mumie, som han er blevet venner med for lang tid siden. Deres hus ligger på en gammel kirkegård, så en dag er der – naturligvis – mærkelige grønne flammer omkring køleskabet. De viser sig at komme fra et spøgelse, der først snupper mumiens ene arm og dernæst Carlo Garns elskede Harry Houdini-bukser.
De to venner må dog hurtigt indse, at de ikke selv magter at skaffe de stjålne ting tilbage, og tilkalder deres venner Eddie Spaghetti, Dennis Tennis og piraten Hubert Hugtand (kendt fra Hubert Hugtand og rumuhyret). Det kommer først og fremmest til at gå hårdt ud over Carlo og mumiens hus – genfærdsgift, fluxus/vortex-generatorer og sørøverslagsmål er hård kost for sådan et hus – mens det ikke går så godt med at fange spøgelset.

Carlo Garn og spøgelset er karakteriseret ved en fortælleglæde og -stil, som jeg ikke har set magen til siden Gunnar Willes nu klassiske bøger om Skrumpen og Magiske Mads. Jacobs meget personlige tegninger og fantastiske ideer næsten hopper ud af bogen og man glæder sig til at bladre, så man kan se hvad der nu sker af vilde ting. Tegningerne er tydeligt meget inspirerede af tegneseriemediet i deres sprog, ligesom man også kan se påvirkninger fra 30′ernes tegnefilm, men de ender med at blive noget, der er Jacob Rask Nielsens helt egen stil, og det er ikke altid man kan sige det.

Forlaget Tjubang er Jacob Rask Nielsens eget forlag, som fungerer efter print-on-demand-løsningen, og allerede næste måned (om alt går efter planen) har vi næste bog fra hans hånd, nemlig historien om den sejeste cowboy i verden, Cowboy Joe. Jeg glæder mig.

Forlaget Tjubang: tjubang.blogspot.com/

Jacob Rask Nielsen: Carlo Garn og spøgelset. Forlaget Tjubang, 2008. 52 sider. Pris: 99,-