Storladen afslutning på trilogien.

Regnbuestøv er afslutningen på trilogien Morganas kilder, hvor Helle Ryding har opbygget en unik dansk fantasy-verden. Der er mange løse ender, som der skal bindes knuder på, og dette tredje bind er da også svulmet noget op i forhold til de to første. Fra 351 og 312 sider er omfanget denne gang oppe på 483 sider. Det er meget og desværre også lidt for meget, synes jeg.

Da vi starter, er Elycia faldet i kløerne på sin arvefjende, Scarpia – og han har uigennemskuelige, men også tydeligvis dystre planer for hende. Men Elycia ved, at hun er nødt til at blive hos ham for at få en profeti til at gå i opfyldelse, samtidig med at en anden profeti skræmmer hende fra at være i nærheden af ham. Hun kan nemlig meget vel være forudbestemt til at være den, der skal slå ham ihjel og holde Morganas skæbne i sine hænder.

I løbet af bogen kommer Elycia vidt omkring, og det foregår gerne i høj hastighed – der er en del mere handling her, end der har været i de foregående bind. Ikke blot fysisk bevæger hun sig, men det virker også, som om hun svinger mellem nogle følelsesmæssige yderpunkter, mellem mørke og lyse kilder, mellem godt og ondt, mellem fortid og fremtid.

Elycia stilles overfor mange og store valg, og hendes instinkter trækker hende i flere retninger – på den ene side har hun lyst til at lange ud i vrede og giver efter for det vilddyr, der lever i hendes indre, på den anden side er hun bevidst om den tunge skæbne, som hviler over hende. Denne spænding i hovedpersonen er endnu en gang med til at give Helle Rydings historie noget god tyngde – ligesom det igen lykkes hende at ramme den gode stemning af mytologisk baggrund og magi. Det ender med et stort dramatisk opgør og masser af gamle hemmeligheder, der afsløres.

Desværre bliver historien denne gang for overfyldt for min smag – det virker, som om der er for mange ting, der skal igennem, og som læser kan det godt komme til at virke lidt pligtskyldigt at følge Elycias vej fra den ene farlige situation til den næste – bedre bliver det ikke, når i al fald én af afsløringerne er meget tydelig for læseren, men hovedpersonen bryder sit hoved med den. Det virker, som om historien skulle have været skåret noget til for at genvinde den mere rolige tilgang, som de forrige bind excellerede i. Regnbuestøvet bliver simpelthen for tung i travet.

På trods af de mangler, tredje bind har, er det dog svært ikke at anbefale serien Morganas kilder, for den fremstår stadig som fascinerende, velfortalt og frem for alt anderledes fra det meste anden fantasy. Den maler sin verden med store, fejende strøg og får et unikt billede ud af det.

Helle Ryding: Regnbuestøv (Morganas kilder ; 3). Borgen, 2008, 482 sider. Forside: Per Jørgensen.

Tilbage til Morgana.

De fire vinde er fortsættelsen til Den sorte ravns forbandelse og andet bind i Helle Rydings trilogi Morganas kilder.

Elisa, der nu mest går under navnet Elycia, er kommet til Morgana. Hun har slået følgeskab med athora-drengen Virtus, og forholdet mellem de to er mildest talt fyrigt, skiftevist godt samarbejde og voldsomme skænderier – man kunne fristes til at gætte på, hvilken vej vinden blæser, men det er dog ikke noget, Elycia har hverken tid eller mulighed for at tænke over. Hun er på flugt fra Scarpia, også kendt som Den Sorte Ravn, der efterstræber hende med alle sine kræfter – og samtidig er hendes læremester, Illiander, blev ramt af den grumme baron Gorwes planer og henligger i en dødlignende tilstand.

Det er kun Elycia, der tror på, at han kan reddes, og dette bind fokuserer på hendes hæsblæsende forsøg på at finde en kur. Det bliver en rejse, der bringer hende vidt omkring og bringer hende ind og ud af Scarpias rækkevidde – hans forbandelse svæver konstant over hende og venter blot på at overvælde hende. Og på vejen lærer hun mere, end hun måske ønskede at vide om, hvad han har af dystre planer.

Det er i mine øjne yderst sjældent, at det midterste bind i en trilogi helt lever op til det indledende – alt for ofte bliver det en historie, der ikke kan afsluttes, og som hovedsageligt skal bruges til at sætte ting i værk til det tredje og afgørende bind. De fire vinde undgår faktisk til dels de faldgruber, blandt andet fordi historien her dog har en klart mål, nemlig Illianders helbredelse; men jeg kan ikke komme udenom fornemmelsen af, at historien simpelthen er for løst komponeret – det fungerede i Den sorte ravns forbandelse, men i dette bind er der mere action, og så bliver der lidt for meget tilfældighed over det. Elycia havner tilfældigvis det helt rigtige sted for at overhøre Scarpias planer og lignende.

Men det, som Ryding gjorde så godt, gør hun igen her helt uovertruffent: stemningen.

Morganas kilder bygger på danske folkesagn, og stemningen herfra er på glimrende vis oversat til den længere romanform. Det er ikke fantasy, hvor der render et par personer rundt og har magiske evner, eller hvor der er en skarp opdeling mellem vores verden og den magiske verden. Magien er fundamentet her, og det binder begge verdener sammen. De fire vinde understreger, at Ryding har begået en fantasyverden, der ikke blot er noget så specielt (og forbavsende velfungerende) som helt igennem dansk, men også unik. Historien er i denne omgang blevet mere gængs (flugten fra det ene sted til det andet), hvor første bind bandt stemning og historie mere sammen, men det gør det på ingen måde til en dårlig bog – det skal blive spændende at se, om Ryding kan binde det hele sammen til en tilfredsstillende slutning (og hun har meget at leve op til for ikke at skuffe sine læsere) i tredje og sidste bind.

Helle Ryding: De fire vinde (Morganas kilder ; 2). Forside: Per Jørgensen. Borgen, 312 sider.

Dansk fantasy – på sin helt egen måde.

Den sorte ravn er første bind i Helle Rydings trilogi Morganas kilder; og der er nok nogle, som vil sukke, når de tænker på endnu en fantasy-fortælling i tre bind. Det suk vil dog hurtigt blive kvalt, hvis man tillader sig at gå i gang – for Helle Ryding har begået noget helt særegent, en gennemført dansk roman, som det er en fryd at læse lige fra første side.

Plottet er for så vidt klassisk:

Elisa bliver som spæd efterladt af sin mor, fordi denne er blevet ramt af en forbandelse, som hun vil beskytte sit barn imod. Derefter vokser Elisa op i lykkelig uvidenhed om de kræfter, der er hendes dåbsgave, og de mørke væsener, som til stadighed søger efter hende. Men i hendes tolvte år begynder skæbnetunge skyer at samle sig omkring hende.

Det lyder genkendeligt, men kun på overfladen, for Ryding pakker fermt historien ind i en stemningsfuld dyne af folkesagn og dystre, mytologiske undertoner. Det meste af det fantasy, vi ser for tiden, fokuserer på mennesker i en verden, hvor magi fungerer – men Ryding fremstiller en verden, hvor magien helt grundlæggende er vævet ind i verden. Uden at forfalde til det storladne og melodramatiske får det én til at tænke på Tolkien, hvis verden også byggede på et fundament af mytologi, der fungerede ikke blot som historier, men som sandfærdig historie. På samme måde virker det her, som om folkeeventyrene og vores verden langsomt flyder sammen – det er et svært projekt, men det lykkes med stor succes og får bogen til at flyde over med atmosfære.

Det er første gang i meget lang tid, at jeg i den grad har nydt at se en forfatter langsomt afsløre en verden.

Det hele foregår i et Danmark, hvor tiderne flyder sammen – genkendeligt, men alligevel ikke til at placere. Elisa vokser op på herregården Svaneborg, og man tænker først ”gamle dage”, men til tider smutter Ryding moderne ting og begreber ind i historien, næsten som en eftertanke. Det holder læseren lidt ude af balance og meget opmærksom på, hvad der foregår i historien. Og historien fortæller Ryding roligt og en vægtning, der med lethed holder den fri af klicheerne – ting, som andre bøger ville bruge masser af sider på, kommer hun hurtigt omkring med en eventyragtig luftighed, som holder historien let, samtidig med at det bidrager til den underliggende følelse af, at sagnverdenen er en virkelig del af Elisas verden. Det gør Den sorte ravns forbandelse til en helt unik læseoplevelse, en sammensmeltning af moderne fantasy og eventyr, der fungerer forbløffende godt. Hvis Ryding kan opretholde den samme kvalitet gennem hele serien, vil jeg være fristet til at kalde Morganas kilder for et hovedværk inden for dansk fantasy.

Helle Ryding: Den sorte ravns forbandelse (Morganas kilder ; 1). Forside: Per Jørgensen. Borgen, 2005, 351 sider.

Elisa blev som spæd efterladt i en kurv foran herregården Svaneborg. Grev Ulrich tager straks det forældreløse barn til sig, som om hun var hans egen, så alt starter trygt og godt for Elisa. Og dog. Der er noget ved Elisa, som gør, at hun ikke er som andre børn. Hendes hår vokser f.eks. ualmindeligt hurtigt, og så er hun meget videbegærlig og lærenem ud over det sædvanlige. Da Elisa er 12 år dukker et mystisk brev op.
Brevet fortæller om en forbandelse, og samtidigt træder den ucharmerende og gustne mand Gorwe ind på scenen. Der er alarmerende mange ugler i mosen, og Elisas tilværelse er snart helt vendt på hovedet. Hendes fremtid ændrer sig efterhånden, som hun finder ud af, at alt ikke er, som hun troede, ligesom hendes fortid nu får en stor betydning for både hende og Svaneborg.

Den sorte ravns forbandelse er begyndelsen på trilogien Morganas kilder.
Historien om Elisa og hendes jagt på svaret om hendes fortid og fremtid er sat sammen på mageløs vis af stumper fra dansk overtro og eventyrgenren, hvilket tilsammen giver en unik fortælling, der kan karakteriseres som nordisk fantasy. Det vrimler med ellefolk, elvere, alfer, nisser og talende katte, og kombineret med stærke personkarakteristikker giver det en farverig og meget spændende historie. Universet er troværdigt, ligesom personer og væsener fremstår levende for læseren. Det er ikke svært at regne ud, hvem der er skurke og helte, men selve handlingen er frisk og fuld af masser af nuancer og muligheder for masser af eventyr i de følgende to bind.

Forfatteren Helle Rydings Trilogi vil især interesserer læsere der også holder meget af solide danske fantasyforfattere som Karen Skovmand og Josefine Ottesen.

Helle Ryding har en hjemmeside, der blandt andet indeholder et godt forum hvor der er mulighed for at både tale med forfatteren selv og andre læsere

Helle Ryding: Den sorte ravns forbandelse (Morganas kilder ; 1). Omslag af Per Jørgensen. Borgen, 2005. 351 sider.