Den voksne… smider egernet i dåsen med mos og gløder

Børnene er ankommet i busser og togvogne til Lejren, som har umiskendelige ligheder med en kz-lejr. Men er et sted, hvor børn gøres klar til voksenlivet.

Ved børnenes ankomst fratages de deres personlig ejendele og individuelle særpræg. Fangevogterne er voksne med cirkusuniformer og røde klovnenæser på. Men der er intet at grine af. Tværtimod virker de komiske næser som en kontrast til grusomhederne, der finder sted.

I starten formår børnene at forblive individer, som Hamid, der siger: ”op i røven” og griner. Han har boet på asylcenter og kender lidt til rumlen og det, der er værre. Men også han ender med at glemme, hvem han er. Det er meningen med lejren.

Rundt om lejren er der pigtråd med strøm i. Når man kaster sig mod hegnet, dør man. Ligesom den lange pige. Hun skulle spille violin for de voksne, mens hun var dullet op. Og en ”lækkersulten” tilskuer passer hende op. Således hyldes individet og kreativiteten først, og slås derefter ned.

Først da børnene er begyndt at fortære sig selv for ikke at vække opsigt, er de klar til at blive hentet ud på den anden side. Her modtages de med et grotesk” tillykke med eksamen”, og de står som ensrettede, afrettede voksne.

Men 3-16 har gemt sig inde i lejren og kommer først ud bagefter. Da han ser de andre, er de blot skygger af sig selv. Men en af dem hvisker hans navn. Det hjælper ham med at huske. Det er forår og nye muligheder for 3-16, John. Men et andet sted ankommer børn i busser og togvogne.

Lejren er umulig at rumme ved én gennemlæsning. Både tekst og illustrationer fortæller hver for sig den samme historie, men sat sammen er de en ren eksplosion af indtryk. Teksten er knivskarp og fuld af stemninger. Illustrationerne ekspressive og poetiske.

Lejren kan være en allegori for vores måde at ensrette det særprægede og det kreative på? Dorte Karrebæk og Oscar K har i de senere år taget fat på flere tabuer. På det bibliotek jeg arbejder, har de ikke mange udlån. Måske fordi vi ikke bryder os om at se på det, der er uudholdeligt. Tør du?

Oscar K: Lejren. Illustreret af Dorte Karrebæk, Høst & søn, 2011, 80 sider.

Dødssynderne sat i spil som snørklede insekter

Dødssynderne – den ultimativt hævede pegefinger – får en tur gennem dem med Dorte Karrebæks helt særlige pen her, og det er både deprimerende og fascinerende.

Den sorte bog er en blanding af metabog, novellesamling, fabler, moralstykke, billedbog og sikkert også andet – og det er en blanding, der giver en helt særlig læseoplevelse. Det starter med en dreng og hans hund – og en mand, der taber en bog, førend han synes at forsvinde hen over trætoppene i fuldt firspring. Hunden samler bogen op, og den viser sig at være… den bog, vi sidder med i hænderne. Det er en notesbog, som fortæller, hvordan ejeren har fremavlet syv forskellige arter af insekter, hver af dem baseret på en af de syv dødssynder. Ligeledes er der et kort til stedet, hvor dette er foregået, og dreng og hund drager nu af sted for at betragte de små væsener selv.

Superbianere, avaritianere, luxirianere, invidianere, iraeanere, gulanere og acidianere, hedder de – og de præsenteres nu i hvert deres korte optrin. Hver dødssynd ender med… nåja, døden og det syndende insekt sat til udstilling med drengens nåle.

Det kan godt lyde, som om det er skrevet i pap, men det ganske modsatte er såmænd tilfældet. Den lidt besynderlige struktur, den åbne slutning, de skiftevist finurlige og skræmmende tegning – det er altsammen med til at skabe en læseoplevelse ud over det sædvanlige. Jeg har personligt aldrig rigtig brudt mig om Dorte Karrebæks streg (og her taler vi rent smag, for det er tydeligt, at hun har styr på det fortælletekniske), men alligevel kommer Den sorte bog under huden på en sådan måde, at det er svært at forestille sig den se ud på nogen som helst anden måde. Det er et tydeligt tegn på, at tegninger og indhold smelter sammen på noget nær perfekt vis.

De små historier rummer strejf af humor, men nu er det alvorlige sager, det handler om, så den samlede oplevelse er ret dyster. Det er en billedbog, men en, der i ret stor grad henvender sig til voksne – man kan i al fald som voksen læser løfte et utal af forskellige meninger, billeder, pointer op af den. Det er også en af de bøger, som det for mig er svært at forudse, hvordan børn vil reagere på, men jeg tror umiddelbart, at den vil fremkalde stærke reaktioner; nogle vil elske den, nogle vil hade den, nogle vil sikkert være skræmt af den og så videre. Under alle omstændigheder er det en lille bog med store dybder og nok en historie, som bør læses sammen med en voksen. Jeg tror, den kan føre til spændende, men måske også svære samtaler.

Har man ikke et barn som undskyldning for at læse Den sorte bog, vil jeg sige, at man heller ikke har en undskyldning for at lade være. Det er et smukt værk, og trods det spinkle udseende kan det blive ved med at rumstere længe efter endt læsning.

Dorte Karrebæk: Den sorte bog. Alma, 2007

Skæv, sjov og sørgelig historie om at vokse op med en nøgen mor og en far der engang var frihedskæmper

Før Dorte Karrebæk var en voksen illustrator, der levede af at skabe levende, sjove og nogen gange vidunderlige mærkelige bøger var hun barn. Det var dengang der lige havde været en ond verdenskrig, hvor mange mennesker døde. Bagefter slog krigen en skygge over de mennesker der var tilbage. Man talte om atombomber og andre rædsler som havde været og som måske kom igen.
Derfor var Dortes far beredt på det værste, han havde nemlig været frihedskæmper, og  nu lærte bl.a sine børn at håndtere et gevær. Det var ikke at kimse af. I skolen var der også en lærer som huskede at fortælle eleverne om krigens farlighed. Han understregede det ved at selv tæske løs på ungerne når han blev ond i sulet.

Derhjemme havde Dorte en ret speciel mor der løb splitterravende nøgen og halvdøv rundt og som fødte en lillebror i en snæver vending hjemme i sengen. Morens søster var påklædt og helt mageløs og med klokker om anklerne. Dortes egen søster var lumsk, man ser det tydeligt på billederne – lumsk men fuld af fantasi.
Dorte bliver konfimeret i grønne sko, laver et rockband og prøver at kysse en dreng så hun bliver nødt til at skylle munden bagefter. Man kan ikke være barn hele livet.

Dorte Karrebæks barndomserindringer er levende og spræller rundt imellem hinanden. Sådan er det tit med det man husker, ikke? Det fletter sig ind i hinanden og giver forskellig mening alt efter hvordan man sætter det sammen. En masse brikker giver en hel barndom, og det viser Karrebæk på fornem vis fordi hun fortæller mest med hjertet. Der er både lune og alvor i hendes skæve streg. Teksten er letlæst men rumler også med sine egne billeder.

I tilfælde af krig er endnu en skøn erindringsfortælling fra Dansklærerforeningens forlagsserie Min historie. Man behøver ikke være historisk interesseret for at blive fanget af andre menneskers hukommelse. Hvis du ikke allerede har fundet disse små perler fortalt af danske forfattere og illustratorer så skynd dig! De er også gode at læse højt – også for voksne!

Dorte Karrebæk: I tilfælde af krig. Dansklærerforeningen, 2009. – 46 sider : ill. i farver. – (Min historie)

Oscar K. har gjort det igen. Skrevet en bog som slet ikke giver mening – eller gør den? Underholdende er det i hvertfald.
Henning er et geni. Men så spørger Fatima ham om hvor højt himmelbjerget er. Og så går det galt – for hun spørger midt i en dansktime!
Henning har rødt hår, fregner og pæne tænder. Fatima går i burka og er sej til dansk. Og hun har regnet ud hvorfor Henning er et geni.
Det er noget med de forskellig-farvede gummistøvler og strikhuen.
Måske er der flere Henning´er?

“De hed alle sammen Henning undtagen Henning. Han hed Henning. Henning havde en hund. Den hed også Henning”

Der er altså også noget mærkeligt ved Fatima. Spionhunden Henning bliver sat på sagen, og han opdager noget med Fatimas storetå – eller skal man sige storetæer. Er der også flere Fatima´er?
Hennings bedste ven hedder William. Ham er der kun en af. Han er neger og farveblind.

“Han kunne godt lide at gå i skole. Især musik og kristendom. Det havde de haft en masse af der, hvor han kom fra. Og trommer og rytmer og sådan. Herning Friskole”

Oskar K. skriver med humor. Man kan slet ikke lade være med at grine. For først fatter man det hele. Så fatter man ingenting. Og til sidst fatter man det alligevel. Måske. Jeg er vild med det.
Dorte Karrebæks tegninger er lige så finurlige som teksten.

Hurtige Henning historier / Oscar K. (tekst) ; & Dorte Karrebæk (illustrationer). – 1. udgave, 1. oplag. – Kbh. : Høst & Søn, 2008. – 100 sider : ill. i farver. – Pris: kr. 249,00

Ingen bryder sig om at tænke på det. Men børn kan også dø. Så er det godt, de har deres egen bedemand, Hr. Jørgensen.
Hr. Jørgensen er en stilfærdig, lidt trist, men vældig rar mand. Han laver fine kister til de døde børn. Så gør han dem i stand, og kører dem til begravelsen i sin nypudsede ligbil. Imens han gør sit triste arbejde, synger han for dem. For at gøre deres sidste timer lidt lysere.
Hr. Jørgensen vil helst ikke forstyrres. Kun af Frk. Ene, der har fine briller og dansefødder.
En dag kommer politiet med en lille død dreng, der i virkeligheden er en pige. Hun er fundet død. Ingen kender hende. Måske er hun hjemløs og forældreløs. Men derfor skal hun alligevel begraves. Så bedemanden henter sin fineste kiste.
Der er flere hjemløse børn. Men de er heldigvis ikke døde. Og så er der Funkis, den hjemløse hund.

Oskar K. har skrevet en en hjertevarm historie, der griber læseren. Med få ord, siger han en masse. Bogen er god at højtlæsning og til at snakke med børn om død og begravelse.

Dorte Karrebæks illustrationer er fulde af liv. Hun afslutter bogen med enkle tegninger. For nogen gange kan der bare ikke sættes ord på slutningen.

Hør bogen læst op på Oskar K.s hjemmeside

Oscar K.: Børnenes bedemand  ; illustreret af Dorte Karrebæk. – 1. udgave, 1. oplag. – [Kbh.] : Gyldendal, 2008. – Ca. 60 sider : ill. i farver
Pris: kr. 299,00

Emmely er en vild pige og lidt af en prøvelse for forældrene. Heller ikke i skolen går det så godt. Emmely får ofte at vide, at det må hun ikke, og til sidst får hun tilnavnet Emmely M – M for “må ikke”.
Da Emmely fylder 10 år giver forældrene hende en fin gammel porcelænsdukke. Det er ikke en hun har ønsket sig eller er interesseret i. Dukken ender hurtigt i skabet på hendes værelse. Emmely keder sig og er træt af, at hun altid gør tingene forkert. Om aftenen bliver dukken pludselig levende og kommer ud af skabet. Den tilbyder at hjælpe Emmely M, så hun ikke får så mange skæld ud. Det indebærer, at de to bytter roller. Emmely M trækker i sin nye kjole, som er magen til dukkens. Hun får besked på ikke at sige noget, kun blinke med øjnene, “klik-klak”, lige som dukken.
Emmely M spørger flere gange dukken, hvorfor den vil hjælpe hende, men hun når altid at falde i søvn inden hun hører svaret. Forældrene hopper på deres spil og er glade for at deres datter er blevet en artige pige.
I starten synes Emmely M at det er sjovt. Det bliver hun nu ikke ved med, det viser sig nemlig at dukken har snydt hende godt og grundigt. Måske lykkes det Emmely M at bryde “fortryllelsen”…

Historien om Emmely M, der er skrevet af Dorte Karrebæk er lidt af en gyser, raffineret og overraskende. Tænk at blive omskabt til en dukke og efterladt i et skab, mens dukken overtager ens plads i familien – bare fordi man er en pige med gang i! Denne lille fortælling får mig til at tænke på Michael Endes: Hellelil – om en pige, der gerne vil have forældrene til at makke ret og via en fe til sin rædsel får tryllet forældrene mindre og mindre.

Otto Dickmeiss´ illustrationer falder fint i tråd med handlingen i Emmely M. Det er lidt groteske farvelagte tegninger, hvor personerne har små kroppe og store hoveder. Emmely M og dukkens gradvise identitetsskift er rammende gen- givet, det er specielt øjnene, der røber forskellen.

Bogen er en af bøgerne i Dansklærerforeningens ny serie: Billedroman, der henvender sig til de 9 – 12 årige. Historien skal nok fange sine læsere, og den kan også bruges til højtlæsning for de 7-9 årige.

Dorte Karrebæk: Emmely M, illustreret af Otto Dickmeiss. Dansklærerforeningen, 2005. Forside: Otto Dickmeiss