Den barske virkelighed

Tænk sig at være så sulten, at man må finde mad i skraldespande.
Det er præcis så sulten, Djon er. Djon bor sammen med sin mor i et blikskur. Men for det meste er han på gaden. Her gælder det bare om at overleve og helst undgå Ricky og hans bande. De vil altid have ham til at stjæle for dem. Djon vil helst ikke. Det er bare svært at sige nej, når Ricky lokker med pizza.

En dag går det galt. Djon bliver fanget på fersk gerning. Mor bliver vred og sender ham over på øen til morfar. Djon savner byen og er glad, da morfar sender ham hjem igen. Han gider ikke høre mere på Djon.
Djons mor drikker for meget grog. Så bliver hun fuld og ked af det. Djon savner sin far. Men ham må han ikke se. Gid han havde en rig far i Amerika. Så kunne man spise pizza hver dag og aldrig gå sulten i seng.

Djon drømmer om et bedre liv – men bliver det til andet end en drøm?

Pizza og en far i Amerika er en del af Forums letlæsningsserie Zoom Ind Fakta. Bogen er nem at læse men bestemt ikke kedelig. Bodil Bredsdorff fortæller om Djons liv uden moralske pegefingre. Djon stjæler, fordi han er nødt til det. Sulten driver ham.

Historien giver et realistisk bud på, hvordan livet er for en gadedreng i Kap Verde. Og det er ret spændende læsning.

Bag i bogen er en faglig del. Her kan man læse om slaver, fattige folk og om gadebørn på de barske øer ud for Afrikas kyst.

Normalt er jeg ikke vild med skønlitterære bøger, som bruger fotografier i stedet for illustrationer. Ofte synes jeg, at det får historien til at minde for meget om en skolebog. Men i denne bog generer det mig ikke. Gugga Zakariasdottirs fotos passer godt til teksten.

Dette er en bog man både kan læse fordi man har lyst, eller fordi man vil lære noget. Eller måske begge dele på en gang?!

Bodli Bredsdorff har skrevet mange bøger for børn og unge. Blandt andet Børnene i Kragevig, Hvad kan der ske når man drikker cabanga og Særlingen.

Bodil Bredsdorff: Pizza og en far i Amerika. Fotos af Gugga Zakariasdottir. Forlaget Forum 2010. – 128 sider

Bogen indeholder tolv korte historier fortalt i ord og farverige billeder. De er alle blevet til i et dansk-nepalesisk samarbejde. Har en nepaleser tegnet er det en dansk forfatter og omvendt. Nogle af historierne er startet med illustrationerne. Andre har fået ord først – siden billeder.

Alle tolv historier handler om lys. Lys på cyklen. Lys i livet. Lys i gaderne. Lys i hjertet. Lys på himlen.

Jeg kan især godt lide den lille historie om englen, der skal finde ud af, hvad der er vigtigst for menneskerne. Men også historien om musen, der ikke kan lave lektier i mørke er fin. Og den om drengen, der hver morgen tænder lyset i den underjordiske by.

Antologien bærer præg af samarbejdet mellem nepalesiske og danske kunstnere. Det er et godt mix af kulturer. Der er tydelig forskel på danske og nepalesiske illustrationer og tekster.

De små historier er velegnet til højtlæsning. Men de er også fine til at læse i de yngre klasser for her er meget at snakke om.

Teksterne er b.la. leveret af Morten Dürr, Bodil Bredsdorff og Nana Gyldenkærne. Otto Dickmeiss, Erik Petri, Mette Marcussen er nogle af dem, der har bidraget med lækre illustrationer.

Lys. Tolv historier fra Nepal og Danmark. Dansk Forfatterforening, 2010. -71 sider.

Om dengang hvor børn da ikke tog skade af en på sinkadusen.

Erling er kommet på den boglige linie i skolen, hvilket får ham til at føle sig dum og umulig. Læreren Konradsen gør, hvad han kan for at fastholde Erling i den opfattelse, og ydmyger ham alt det, han orker. Han nyder også at dele ud af lussinger – de fleste får Erling.
Derhjemme skal Erling knokle på gården. Hvis han stiller spørgsmål eller falder i staver, får han en på lampen. Hænderne sidder virkelig løst på de voksne, og Erlings hoved snurrer og summer, og man forstår godt, at han indimellem har svært ved at tænke klart.
Konradsen kalder Erling en særling, men bl.a. kammeratskabet i klassen får Erling til at stå fast og sige fra.
At være særlig kan faktisk være det, der gør, at man kommer hel ud af barndommen.

Bodil Bredsdorrf har haft vinduet åbent ind til 1950′erne med romanerne Pigerne i Villa Sorrento, Min slagsbror, Drengen fra Elmegården og Pigen med den gule hund. Særlingen ligger pænt og uhyre velskrevet i samme tidsperiode og miljø. Historierne er letlæste, korte og tætte, men bugner af liv og tanker.
Solidariteten er hos børnene, uden det bliver søgt eller unuanceret. Det hele er levende og vedkommende. Både når man er med i kostalden, i skolestuen eller derhjemme ved hakkebøfferne.
Historiske fortællinger er vigtige og altid spændende, synes jeg, fordi de holder et spejl op. Børnesynet i 50′erne var meget anderledes og skabte andre mennesker. Det er tankevækkende uden at være moraliserende.
Jeg ville ønske, at Bredsdorffs fortællinger var længere. Lige som man sidder godt til rette og får det hele serveret, lukker hun døren tilbage på klem. Jeg tror, hun gør det med vilje, og det virker. Mere! Fortæl mere, Bredsdorff!

Bodil Bredsdorff: Særlingen. Høst & Søn, 2009. – 104 sider. Forside: Lars Gabel. Pris ved udgivelse: 199,95 kr.

“Børnene i Kragevig” burde være obligatorisk læsning for alle.

Børnene i Kragevig er en samlet udgave af bøgerne Krageunge, Eidi, Tink og Alek.
Historien starter med Krageungen. Hun lever i et lille hus ved Vigen sammen med sin mormor. Da mormoren dør, er Krageunge helt alene i verden. Ensomheden er for stor, og Krageunge pakker en byldt og forlader det lille hus.
På sin rejse møder hun den lille dreng Dåp. Moren er død, og faren er ulykkelig. For ulykkelig til at tage sig af knægten. Så Krageunge tager ham med sig. Uden egentlig mål begiver de sig af sted. Skæbnen leder dem til Foula og Eidi. Sammen vandrer de videre. Det er koldt og hårdt, men heldigvis findes der rare mænd som Rossan.
Nu er Krageunge ikke længere alene i verden, og hun fører sin nye familie med hjem. Hjem til Kragevig.

Uden Krageunge ville der heller ikke være en Eidi, Tink eller Alek. Hvert barn fortæller deres egen historie om, hvordan de klarer det barske liv i Kragevig. Alle søger efter mere og andet for til sidst at finde det hele lige der, hvor det hele startede.
Bodil Bredsdorff skriver enkelt og varmt. Fra starten bliver man grebet af stemningen. Man kan se ensomme Krageunge gå og samle muslinger, viljestærke Eidi ved væven, drengene Tink og Alek for sig. De bliver levende og vedkommende.
Børnene i Kragevig er en bog, man aldrig glemmer, og som kan læses mange gange.

Bodil Bredsdorff fil i 1995 Kulturministeriets børnebogspris for Børnene i Kragevig
Hun har skrevet flere bøger for børn og unge. Blandt andet: Hvad der kan ske når man drikker Cabanga, Misafirs engel og Min slagsbror

Surf ind på forfatterens hjemmeside bodilbredsdorff.dk og læs om, hvordan hun fik ideen til Børnene i Kragevig.

Bodil Bredsdorff: Børnene i Kragevig. Høst & Søn, 2002. 444 sider

Stedet er en lille landsby ved en stor sø i Mozambique. Elias er 11 år og bor sammen med sin mor og søskende. Faderen hører man aldrig om. Elias og hans kammerat Manuel går i skole, men Elias synes nærmest det er spild af tid. Når læreren, hr. Amissi er fuld, hvad han ofte er,  begynder han forfra på det børnene i forvejen har lært.

Elias står for en del af det daglige arbejde i familien, hjælper med at passe sine yngre søskende og jage aberne væk fra majsmarken. Elias og Manuel går nogle gange ned til søen, hvor de fisker fra klipperne. På den måde kan de nogle gange bidrage til maden, som ellers mest består af majsgrød og grøntsager.
Elias er også i gang med at lave mursten af ler. Han sover i en gammel hytte uden tag og glæder sig til, de får råd til at bygge nyt hus. I landsbyen er man ved at forberede fest for alle de tiårige drenge og piger. En af forberedelserne hertil er brygningen af cabanga, den lokale øl. Onkel Alberto synes Elias skal smage med det resultat, at han bliver fuld og dermed går glip af en del af festen.

Mændene og de store drenge fisker i søen, og en nat sniger Elias sig ud af hytten og tager med onkel Alberto ud at fiske. Manuel har drillet ham med, at han skal have hans ur, det eneste Elias rigtigt ejer, hvis han ikke snart tager med på natfiskeri. Heldigvis er udbyttet godt, og Elias får to store bundter fisk med hjem. Nogle af dem sælger han endda med pæn fortjeneste – og det bedste af alt: han beholder sit ur.

Hvad der kan ske når man drikker cabanga giver en fin og sanselig skildring af livet i en lille afrikansk landsby. Et værdigt liv men også et liv uden den vestlige verdens overflod. Der er mad nok til alle, men kød er ikke noget man får hver dag. Der er hverdage med arbejde, som også børnene indgår naturligt i, og der også tid til at feste og have det sjovt.

Bodil Bredsdorffs beskrivelser giver sammen med de fine farvefotografier af Gugga Zakariasdottir et fint indtryk af livet i den lille landby i Mocambique. Måske ikke det tema danske børn kaster sig over, men det er fint at der kommer gode bøger af denne slags. Bogen kan helt sikkert give anledning til gode snakke om livet i andre lande og forskelle på den rige og den fattige del af verden=globalisering for børn. Velegnet både til højtlæsning fra ca. 8 år og som inspiration til temaarbejde om Afrika.

Bodil Bredsdorff: Hvad der kan ske når man drikker cabanga.  Fotografier af Gugga Zakariasdottir. – 1. udgave, 1. oplag. – Kbh. : Høst, 2007. – 87 sider : ill. i farver
Pris: kr. 199,00 

Gugga Zakariasdottir (f. 1948) er arkitekt og fotograf. Hun har boet seks år i Mocambique. “Hvad der kan ske når man drikke cabanga” er hendes første bog.

Læs mere om Bodil Bredsdorff på børnelitteratur.dk 

Stille erindringsglimtroman fortalt af en beskyttende engel om en drengs barndom, der rummer fortællinger med saft og sanselighed

Misafirs engel er en lille, stilfærdig og alligevel farverig roman, som først og fremmest tilbyder læseroplevelser fulde af stemninger og nuancer fra en anden kultur.
Romanen udspiller sig geografisk et sted, hvor der er tørt og varmt, hvor man bor i klippehuler om sommeren, og hvor drenge bliver omskåret nede hos landsbyens smed. Drengen Misafir er ingen undtagelse, og igennem hans skytsengel hører vi om drengens barndom i et fjernt og sanseligt land. Skytsengelen fortæller anekdoter i små stemningsfulde glimt. Det er som at bladre igennem et ukendt fotoalbum med billeder, der alle rummer hver deres historie eller forklaring. Alle billederne i denne roman er små kulturelle stemningsbilleder, der tilsammen meget fint fortæller om en anden slags barndom som fundament for et menneske og vilkårene for en tilværelse fuld af bestemte betingelser, men også nuancer.

Misafir, som ikke lader sig styre af fornuft, er ikke nem at være skytsengel for – han er en lille kæk og modig dreng, som gentagende gange kaster sig ud i halsbrækkende manøvrer. Men han kommer altid hel ud på den anden side (undtaget da han bliver omskåret) – takket være lidt held og lidt skytsengel. Misafirs barndom er i høj grad præget af farfaren, som han er meget knyttet til. Farfaren er fuld af forståelse og kærlighed for sit barnebarn – og gode historier. Som læser fornemmer man, hvordan farfarens fortællinger er med til at forme Misafir og give ham erfaring som menneske. Det er slet ikke en dum pointe.

Jeg synes ikke, at Misafirs engel er en roman, man bør tage megen stilling til. Man bør læse og nyde romanen for det, den rummer af sanselighed og universel visdom.<

Bodil Bredsdorff: Misafirs engel. Høst, 2004
Forside: BrandtDesign

Bodil Bredsdorff er også kendt og elsket for hendes vidunderlige serie om Børnene i Kragevig, for hvilken hun i 1995 modtog Kulturministeriets børnebogspris.

Se Bodil Bredsdorffs hjemmeside her