Rask Nielsen slutter sine zombier af med et brag

Enhver, der kender en smule til horror, ved, at man aldrig skal sige ting som “Vi er da stadig i live”. Det kan kun betyde, at grimme ting venter forude. Og meget sigende er det indgangsreplikken i tredie og sidste bind af Jacob Rask Nielsens zombie-saga. Og så er de næste par sider ellers dedikeret til en hæsblæsende biljagt med bølger af zombier, store automatvåben og masser af flyvende hjernemasse. Der er dårligt en billedrude, som ikke inkluderer mindst én lydeffekt.

3. bind i “Exodus” byder med andre ord på mere af det gode. Bernt, Hassan og Viola forsøger at kæmpe sig gennem den zombie-inficerede by for at slippe ud i friheden. Det sker med masser af tjuhej og en god bunke lettere fjogede one-liners, og det er som sædvanlig grumt underholdende.

Denne gang skal Rask Nielsen så også have bundet alle sine løse ender sammen, og det lykkes – til dels.

For det første skal vi have forklaret, hvordan hele situationen opstod, og der trækkes en ret stor kanin op af hatten – en dæmon på størrelse med et hus. Dertil smides et par ekstra elementer ind, så vi udover dæmon-invasion også får serveret en god omgang superhelte-action. Det er ganske fornøjeligt og illustreret med den vanlige tunge lige i munden, men som historie kan jeg ikke lade være med at føle mig lidt snydt. Der skulle en kanin ud af hatten for at få det hele til at hænge sammen, men den er lidt for stor til min smag og passer ikke rigtig ind i historien hidtil. Men når det er sagt – når jeg først er kommet over den hurdle – så kommer det faktisk til at fungere ret godt.

Det lykkes nemlig at binde det hele sammen til en slutning – med lige dele åben, lykkelig og storladen klistret på. Uden at det bliver den sædvanlige zombieslutning. Det er lidt af en bedrift, og i det hele taget undskylder man gerne de ujævnheder, der måtte være, for serien har haft charme og personlighed lige siden starten – det kan godt være, at den ikke er køn, men det er svært ikke at holde af den. Farten på handlingen og de lynhurtige replikker gør, at de enkelte bind i serien er hurtigt læste, så selv om man snupper alle tre i rap, er det stadig som at se en ret kort film (men til gengæld en dybt underholdende en af slagsen), og det gør det værd at nævne, at en samlet udgave af serien er under udarbejdelse. Jeg tror, det er den rette måde at læse serien på.

Jeg er måske ikke helt enig i alle de valg, Jacob Rask Nielsen har truffet i Exodus bind 3, men jeg blev til gengæld underholdt hele vejen, og mere kan man dårligt bede om. Personligt håber jeg, at han lader historien slutte, hvor den gør – men til gengæld så jeg gerne flere historier om de herrer professorer Igorov, det lettere finurlige par, der står bag hele miseren.

Jacob Rask Nielsen: Exodus, bind 3. Forlaget Tjubang, 2010

Flere zombier og større brag.

I første bind af Exodus introducerede Jacob Rask Nielsen sine hovedpersoner: den lettere nørdede, men også charmerende Hassan, den gravide Viola og den rå og brutale Bernt. Han lagde en god bund for en flirt mellem Hassan og Viola. Og så efterlod han ellers vore helte midt i byen, mens de levende og kannibalistiske døde gik amok overalt omkring dem.

Det er her, bind 2 starter. Og så bliver der ellers skruet op for varmen.

Det siget nok meget om Rask Nielsens zombie-epos, at det sker med to missiler navngivet Holger Danske og Karen Blixen. For han har sigtet ind på den lille niche, hvor man finder skæringspunktet mellem dansk lune med rappe replikker, amerikansk superaction med store, stiliserede eksplosioner og klassisk horror, hvor nu også noget dæmonlignende begynder at stikke sit grimme ansigt frem i handlingen.

Hassan har set en del zombie-film, så han ved, at de skal ud af byen. Desuden har han spillet en del live-rollespil, så han ved også, hvordan man bruger en økse. Omend hans kompetencer mest er til gummisværd, så får han snart mulighed for at undersøge, om de lader sig overføre til det virkelige liv. Vore venner får militær assistance – BS Christiansen på steroider – og forsøger at flygte fra byen, hvilket naturligvis er svært, når der er zombier overalt. Og endnu sværere, når verdens undergang ikke ligefrem er en situation, der bringer det bedste frem i folk.

Det lyder alt sammen meget blodigt, og det er del vel for så vidt også. Der dør i al fald en del, både zombier og mennesker. Men splattet er godt pakket ind i både streg og historie. For Rask Nielsens figurer har en vis lighed med Playmobil-mænd, og når de bliver skudt i stykker, sker det alt sammen i dramatiske, men også fastfrosne sort/hvide tableauer, der tager skrækken af det hele. Hvilket er helt okay, for Exodus er først og fremmest morsomt. Voldsomt morsom. Af typen, der kan få én til at forstyrre andre læsende med ens undertrykte udbrud.

”Exodus, bind 2” er en tegneserie, man stryger igennem – blandt andet fordi Rask Nielsen har så stort overskud, at han ikke hælder for meget på historien. Han tager sig tid til at fortælle det, der skal fortælles, og smider også gerne nogle finurligheder ind (helikopter-scenen bliver en klassiker). Det er en udsøgt fornøjelse. Faktisk er min eneste indvending nok en lille antydning af nervøsitet for, hvordan det skal gå med sidste bind – for Rask Nielsen skal have et ganske stort es i ærmen, hvis det skal lykkes ham at afslutte historien på ordentlig vis så hurtigt, Umiddelbart så jeg den gerne bredt ud over adskillige bind.

Jacob Rask Nielsen fortæller om værket på FantastiskeForfattere.dk

Jacob Rask Nielsen: Exodus, bind 2. Tjubang, 2009.

Så er der lækkerier for zombie-fans.

Zombier er en pudsig størrelse. Oprindelig var de forbundet med voodoo og var en hurtig måde at skaffe ulønnet arbejdskraft på. Så begik Romero sin filmtrilogi, og pludselig optrådte de gerne i horder, som regel over hele kloden af ukendte årsager. Med en voldsom trang til varm menneskehjerne. Romero kombinerede vold og satire/samfundskritik (og flere andre ting, naturligvis) på en måde, så det er blevet tilbagevendende elementer, når nye kræfter har givet sig i kast med de levende døde.

Nu har Jacob Rask Nielsen kastet sig over opgaven med første bind i en trilogi af zombie-tegneserier: Exodus. Titlen vækker billeder af store menneskemasser, der bevæger sig fra det ene sted til det andet, måtte de så være levende eller døde – men selv om der er en del løben og skrigen i dette bind, er der altså også meget andet, især et meget stort blink i øjet.

Exodus begynder med et par professorbrødre, der – midt mellem pingviner og en skummel helikopterpilot – drager ned i et hul i indlandsisen. Det næste, man ved af, er, at de døde på et større hospital genopstår og begynder at drage hærgende gennem byen.

Herefter fokuserer historien på hotelportieren Hassan, den gravide gæst Viola og den hærdebrede, knivsvingende kok Bernt, som havner midt i begivenhedernes centrum. De er med andre ord pludselig omringet af zombier og må kæmpe sig gennem flokke af stavrende (og springende) lig, der kommer vrimlende.

Rask Nielsen har tidligere udgivet en række mildest talt sprudlende børnebøger, så en blodig horrortegneserie lå måske ikke lige for. Hans tegninger er letgenkendelige og vil måske først bringe mindelser om mere letfordøjelige humortegneserier – men på forunderlig vis giver de historien lige præcis den kant af grotesk humor og underfundighed, som efter endt læsning får en til at tromme i bordet efter næste bind i serien. Der er masser af blod, men massakrerne er smukt stiliserede, og hjerneskallerne flyver som designerskåle.

Det, der dog især gør sig bemærket i Exodus, er, hvor stramt Rask Nielsen fortæller historien. Der er kun få billeder på hver side, og der bruges ikke overflødig plads (bortset måske fra på nogle actionscener, men det er ligesom standarden i en zombie-fortælling) – alligevel får han plads til personlighed, humor, action, gys, romantik og i det hele taget en blændende underholdende historie. Der er lagt i kakkelovnen til næste bind, som ikke kan udkomme snart nok.

Skulle man endelig finde noget at kritisere, måtte det nok være det kedelige omslag (som bibliotekar er det en tegneserie, der er svær at sælge) og så den font, der er brugt i taleboblerne. Den er alt for stiv og computeragtig – forhåbentlig er den væk, når brødrene Igorov vender tilbage.

Man kan finde adskillige smagsprøver på forlagets hjemmeside.

Jacob Rask Nielsen: Exodus, bind 1. Forlaget Tjubang, 2009

Ølivet er alt andet end hyggeligt med de levende døde!

I 1991 skrev Dennis Jürgensen Kadavermarch, som indtager en særstilling i dansk litteratur som den første danske zombie-roman. Den foregår i en verden (stærkt inspireret af Romeros zombie-film), hvor de døde er begyndt at vende tilbage til livet med en udpræget smag for menneskekød. Jürgensen tilsatte dog et decideret science fiction-element, idet grunden til (gen)opstandelsen er en livsforlængende medicin, LIFESUPPLY.

I 2006 kom så Kadaverjagt, som er om ikke en fortsættelse, så da i al fald i samme univers. Der er tale om en kortroman, der udspiller sig på øen Anholt over syv dage. Det er en god og gedigen historie med en portion splat tilsat.

Vi følger den tidligere sømand Lorens, der starter sin søndag med, at en død mand forsøger at slå ham ihjel. Praktisk erfaring viser ham snart, at sådanne trusler kan afværges, hvis man tilføjer angriberen tilstrækkelig skade mod hovedet. Men desværre viser den levende døde sig ikke at være en enlig svale – Anholt er overrendt med zombier. Sammen med de øvrige overlevende må Lorens starte den udfordring, det er, at genskabe en form for system på øen og udrydde de trusler, der måtte strande der. Altimens verden går under omkring dem.

Kadaverjagt er en velskrevet og spændende lille sag, som egentlig lige så godt kunne have været udgivet i Jürgensens ”Black horror”-serie; indgangen er den samme: forfatteren tager en velkendt horror-formular (i dette tilfælde de overlevende kamp med de levende døde og hinanden) og genfortæller den med sine egne små drejninger. Så vi kender plottet (og kan for så vidt også nok forudsige, hvilken type slutning der venter), men Jürgensen kan sit stof så godt, at det ikke gør noget – Lorens har sin helt egen særegne stemme, der kører gennem fortællingen, og man trækkes ubesværet gennem teksten.

Mit eneste problem med bogen er faktisk sf-elementet, LIFESUPPLY, som virker lidt akavet og irriterende. Resten af bogen er holdt i en strengt realistisk tone, at det skurrer, når personerne begynder at snakke om futuriske storbyer andetsteds på kontinentet. Det er naturligvis en arv fra Kadavermarch, og den holdes da også på et minimum. Kadaverjagt kan sagtens stå på egne ben og kan anbefales, hvis man trænger til en hurtig omgang stemningsfuld undergangsdrama. Jürgensen leverer endnu en gang varen.

Man kan læse starten af Kadaverjagt på Tellerup.dk

Dennis Jürgensen: Kadaverjagt. Forside: Christian Guldager. Tellerup, 2006, 125 sider.