Lidt uhyggelig. Meget spændende.

Lulu sover dårligt om natten. En lille pige med blod løbende fra tindingen vækker hende ved midnatstide og skræmmer hende fra vid og sans. Men hun er der ikke. Ikke rigtigt. Det må være et mareridt. Eller hvad?
Lulu er så træt, så træt…
Mads på skolen siger hun er død. Pigen. Han kan se hende. Det er for mærkeligt. Hvordan kan han se en død pige? Og hvorfor er den døde pige fulgt med Lulu i skole?
Kan man regne med, hvad han siger? Han bliver jo kaldt for Psyko-Mads. Folk siger, han har været indlagt på den lukkede flere gange. Han er nok ikke rigtig klog.
Men Lulu har brug for hjælp, og han er den eneste, der tror på hende. Hun har ikke andet valg end at tro på ham og følge med ham ind i den parapsykologiske verden, der giver Lulu kuldegysninger. Snart begynder Lulu at tvivle på sin egne mentale sundhed.

Han læner sig ind over mig og iagttager grundigt, hvad der for mig forekommer at være den tomme luft.
“Hun bløder lidt fra venstre tinding.”
“Andet?”
Han trækker på skuldrene.
“Jeg har ikke lyst til det her, Lulu. Kan vi ikke godt stoppe?”
Jeg nikker. Drikker lidt te, mens jeg gyser.
Der står to pilleglas på hans skrivebord. Jeg peger på dem.
“Er du syg?”
Han trækker bare på skuldrene.
“Det er der nogle der mener.”

Cykose er spændende fra første side af. En page-turner.
Jeg blev med det samme fanget ind i historien, med døde små piger og en bange teenagepige. Birgitte Lorentzen formår at fastholde den intense stemning hele bogen igennem og fortæller, så jeg tror på hele historien. Selvfølgelig er der en død pige. Selvfølgelig kan Mads tale med de døde.
Og jeg kan godt forstå Lulu er bange. Jeg blev også lidt bange engang imellem. Lidt…

Birgitte Lorentzen: Cykose. Gyldendal, 2010. -244 sider. Kr. 229,95

7 gange dyster skræk

Bent Hallers nye samling af syv gysernoveller har fået en forside af Mads Themberg, der umiddelbart er lidt kedelig at se på. Den signalerer gammeldags socialrealistisk ungdomsbog, indtil man kigger lidt nærmere og opdager, at bagagebærerens indhold er et afrevet menneskehovede. På samme måde er det med meget af indholdet i bogen – det fænger måske ikke umiddelbart, men det har godt af at stå og boble i ens tanker.

Bent Haller har skrevet i over 30 år og forsøgt sig udi et hav af forskellige genrer – lige fra det nuttede til det ubehagelige. Denne gang står der horror på menuen, og han leverer 7 historier, der hænger sammen på kryds og tværs.

Den blå pige, hedder den første historie; den følger pigen Juliane, hvis forældre insisterer på at trække hende fra kunstmuseum til kunstmuseum. De spår hende en stor fremtid indenfor kunsten, selv om hun finder det kedeligt og egentlig hellere vil være damefrisør – men snart opdager hun, at der er uanede dybder i kunsten. Øjenkontakt med en malet dreng suger hende bogstaveligt ind i billedet. Som novelle betragtet er den en pudseløjerlig størrelse – der er en del indslag, som ingen videre betydning har for historien og dybere logik overhovedet, og der er ikke rigtig nogen slutning på det hele.

Det, der nemlig snart viser sig, når man læser 7 skrækkelige historier, er, at den ikke skal læses som en novellesamling, men som et litterært spindelvæv, hvor de enkelte historier bliver bundet sammen i sære konstellationer. Den egentlige slutning på de enkelte historie kan sagtens optræde et helt andet sted i bogen – ja faktisk før historien starter. Det gør 7 forfærdelige historier til en noget fragmenteret læseoplevelse (noget, Haller også slog an i Grænsebørn), hvilket naturligvis sætter sit præg. Som voksen læser kan jeg godt værdsætte stileksperimentet, men samtidig fjerner det altså også noget af den umiddelbare oplevelse og fornemmelsen af en dybere pointe. Det får mig til at tro, at den måske ikke vil ramme så bredt, men samtidig at den vil ramme præcist hos de læsere, der lukker den indenfor. Den kan meget vel blive en af de bøger, der vil blive ved med at rumstere i folks sind i lang tid efter endt læsning.

Historierne bindes sammen af en række elementer, fra det hverdagsagtige til det mytiske – frøer dukker op, hvor de ikke burde, og forsidens afrevne hovede spøger i baggrunden; angiveligt er det blevet spyttet ud af Midgårdsormen. Hvor de enkelte historier svinger noget i kvalitet, så fungerer det samlede billede ganske godt. Den sidste historie forsøger at samle alle ender – og giver en lyst til at genlæse for at være helt sikker på, hvordan det hele hang sammen.

Bent Haller: 7 skrækkelige historier. Forside: Mads Themberg. Høst & Søn, 2010, 115 sider.

Et spøgelse under sengen er bedre end ti på taget…

Arthur Grå er et uheldigt og overset spøgelse, som hverken er uhyggelig nok til at være en skriger, drillesyg nok til at være en poltergejst eller melankolsk nok til at være en tristhedstrubadur. Stakkels Arthur kan slet ikke finde ud af, hvad han er og har i hundredvis af år forsøgt at passe ind i nogen af de kendte spøgelseskategorier uden held.

11-årige Tom har samme følelse af at være forkert. Han er begyndt på en ny skole og har svært ved at falde til. Han bliver drillet, får SPASSER-sedler på ryggen og trænger i den grad til en ven.

Da Tom og Arthur en dag i et og samme sekund udtaler ordene: ”Livet er uretfærdigt!”, får det store konsekvenser for dem begge to. Spøgelsesverdenen og den virkelige verden tørner sammen, for spøgelser er i stand til at høre følelser – jo dybere og mere intense følelserne er, jo højere skærer det i deres ører. (Derfor undgår spøgelser almindeligvis også sportsdage, familiefester og eksaminer, fordi det runger i deres ører i ugevis bagefter). Toms opgivende suk sætter Arthurs ører under så hårdt pres, at han beslutter sig for at følge lyden og blive verdens bedste usynlige ven for Tom.

Men er det nu også et job for spøgelser?

Den usynlige ven er en helt fantastisk herlig og magisk historie, som giver et unikt og vidunderligt indblik i spøgelsernes verden. En verden, der spræller af alt lige fra grædende tristhedstrubadurer og larmende skrigere til fnisende og drillesyge poltergejster. Måske troede du ligesom mig, at spøgelser er afdøde menneskers ånder, men der tager du fejl. Spøgelser har faktisk altid været til, men da menneskene opfandt videnskaben og pludselig skulle forklare alt, begyndte de at lade som om, at spøgelser ikke fandtes, og snart blev menneskene så gode til det, at de ganske enkelt ikke kunne se dem længere.

Så glæd dig til at blive opdateret om, hvad spøgelser egentlig render rundt og laver og find blandt andet ud af, hvorfor den første del af poltergejstuddannelsen kaldes vasketøjsrazzia, ja næste gang du mangler en strømpe i skuffen, så har du helt sikkert haft besøg af en poltergejst.

Udover at være en humoristisk og finurlig guide til spøgelsernes farverige verden, behandler bogen svære emner som mobning og følelsen af ikke at høre til på en troværdig og vedkommende måde. Det lidt usandsynlige venskab mellem Arthur og Tom er skildret både realistisk og oprigtigt – og der serveres ingen lette løsninger på deres problemer, hvilket gør bogen mere kompatibel med den virkelighed, som læseren befinder sig i.

Jeg kan ikke anbefale bogen nok. Læs den og nyd at være i Arthur Grå og de andre spøgelsers selskab.

Louise Arnold: Den usynlige ven. Sesam, 2007. – 265 sider

En sitrende uhyggelig historie.

Det lover bagsiden af denne bog. Så for en sikkerheds skyld læste jeg den ved højlys dag. Jeg har lidt sarte nerver.

Det er efterår, og Karl skal være nogle uger hos morfar i Krapsørev. Om sommeren er det en dejlig lille ferieby, hvor børn spiser is, turisterne hygger på stranden, og solen altid skinner. Men da Karl kommer denne gang, kan han med det samme mærke, at det ikke er, som det plejer.
Folk opfører sig anderledes, hundene vil ikke klappes, og ingen spiser is og griner. Det er, som om hele byen bare venter. Men hvad venter de på?
Karl prøver på at finde ud af, hvad der foregår. Og gennem byens spøgelseshistorier kommer han nærmere sandheden.
Morfar opfører sig også anderledes. Han virker nervøs og bange. Og da han på mystisk vis forsvinder i tågen, begiver Karl og Sara sig ud for at finde ham. Ud i tågen, hvor døde sømands sjæle holder til…

“Sømændene var ligblege af rædsel. De havde set tåge før – men aldrig tåge som den her. Det var tågen fra alle historierne, sagnene, som forfædrene havde advaret om. Tågen, der vandrede over havene på jagt efter skibe den kunne opsluge.
Ingen vovede at at udtale ordene, men alle vidste, at det var sandt. Tågen var ude efter dem, den ville for evigt slukke deres livsgnist og vugge dem i sin kolde, klamme form.”

Bagsiden holder, hvad den lover. Spøgelsesskibet Vallona er sitrende uhyggelig. Historien er godt skruet sammen. Jeg kan især godt lide de mange spøgelseshistorier, der er flettet ind i handlingen. De er skrevet på gråt papir – god detalje.
Det hele er meget levende fortalt. Man kan mærke tågen og dufte saltvandet. Derfor tror jeg også på historien hele vejen igennem. Godt, jeg læste i dagslys.

Spøgelsesskibet Vallona, skrevet af Lene Ollmark & Mats Wänblad. Oversat fra svensk af Tina Schmidt. Gyldendal 2009. 136 sider. Kr. 179,95

Spændende historisk roman om tidsrejser og mysterier

Jonathan er på ferie hos sin farfar, som bor i en stor lejlighed midt på Gammeltorv i København. Han elsker at være der, da hans forældre er blevet skilt, og alt er blevet så underligt derhjemme, efter hans mor er flyttet væk, og han bor alene med sin far.
Den første nat, han er der, vågner Jonathan ved lyden af gråd og opdager vandpytter på gulvene i lejligheden. Dagen efter opsøger de bedstefarens overbo, som er passioneret samler af historiske ting, for at høre, om han måske har en vandskade, siden der er vand på gulvet hos dem, men han har ingen vandskade, og mysteriet vokser.

Den næste nat oplever Jonathan det samme, men denne gang ser han spøgelset af en ung kvinde, som græder. Han råber på sin bedstefar, men da bedstefaren dukker op, er spøgelset forsvundet, og selvom han trækker en madras ind og sover ved siden af Jonathan resten af natten, får Jonathan ikke meget søvn den nat. Da de bagefter snakker om oplevelsen, viser det sig, at bedstefaren også har set spøgelseskvinden før, og de sætter sig nu for sammen at finde ud af, hvem hun er, og hvorfor hun dukker op i bedstefarens lejlighed.

Da spøgelseskvinden næste nat dukker op i Jonathans værelse, følger han og bedstefaren efter hende, og hun leder dem ned til springvandet på midten af Gammeltorv og ned under springvandet, hvor de finder et hemmeligt rum med en mystisk dør. Spøgelseskvinden giver dem nogle gamle stykker kridt, og med kridtet kan de skrive forskellige årstal på døren, åbne den, og derefter befinde sig i netop det årstal.

Nu går den vilde jagt gennem historiske tider, hvor Jonathan og hans bedstefar forsøger at finde ud af, hvem spøgelseskvinden er, og hvad der er hendes hemmelighed. Undervejs ser de flere kendte historiske personer og finder flere ting, som Jonathan gerne vil have med hjem som souvenirs – men som bedstefaren siger, det er meget vigtigt, de ikke rører ved noget, for så kan de risikere at forrykke noget i fremtiden. Efterhånden som de baner sig vej igennem historien, går det dog op for dem begge, at der er én, der følger efter dem. Hvem er det mon, og hvad vil vedkommende? Og finder de mon ud af, hvem spøgelseskvinden er, og hvad der er sket hende, som får hende til at græde?

Caritas’ hemmelighed er en fantastisk spændingsbog for de læsere, der lige er gået fra de svære letlæsningsbøger og gerne vil finde noget, der ikke er alt for svært, men stadig fænger.
Den har spænding, mystik og tidsrejser – og er et sikkert hit til både piger og drenge. Udover spændingen i selve historien: Hvem er spøgelseskvinden, og finder Jonathan og hans bedstefar ud af det på deres fantastiske rejser gennem tiden – får vi som læsere også et virkelig godt indblik i hverdagens København i forskellige tidsperioder. Udover de interessante kendte historiske personer, vi møder, får vi også et rigtig godt indblik i, hvordan hverdagen foregik, hvilket tøj folk gik i, og hvordan de talte.
Forfatteren skriver selv bagest i bogen, at noget er fiktion, men at der også er sande elementer i bogen. Netop denne blanding af fiktion og fakta gør bogen til noget særligt, og gør det også til en bog, der er meget velegnet til såvel skolebrug som fritidslæsning.

Thomas Oldrup: Caritas’ hemmelighed. Omslag: Palle Schmidt /  Rasmus Funder. Phabel, 2009, 139 sider

Ottoline tager på en kostskole, der ville løbe cirkler omkring Harry Potter.

Ottoline var hovedpersonen i Ottoline og den gule kat – eller rettere: hun delte pladsen med sit pudsige sidekick Hr. Markvard, en behåret lille fyr, som hendes forældre engang fandt i en mose i Norge. Lige siden har de to været uadskillelige, hvilket er godt, eftersom Ottolines forældre som oftest er ude at rejse (de optræder i bøgerne via deres postkort fra alverdens mærkeligste afkroge, såsom Elgpyntnings-festivalen i Nome). Men i dette andet pind bliver hr. Markvard skubbet lidt af pinden.

Ottoline møder nemlig Cecilie Fonsbæk-Laursen III, som ikke blot forstår at fortælle historier, men også sipper sin te på ganske beundringsværdig vis. De to piger går tur i parken, fodrer fuglene (med hr. Markvards fuglefrø) og så videre – og da Ottoline opdager, at Cecilie skal tilbage til sin kostskole, må hun pinedød med. Besked til forældrene med brevduer, hjælp fra bjørnen i skabet til at pakke, og så er det ellers afsted.

Alice B. Smiths Skole for de Anderledes Begavede viser sig snart at være et suverænt sted. Og eleverne er også noget helt for sig selv: den usynlige mands søn, en vidunderdreng (med egen robot), sultanaen af Pahang og søstrene Ellehammer (som har talent for blomsterbinding i luften).

Ottoline-bøgerne lever i højt grad af påfund og visuelt fyrværkeri. En historie er der naturligvis (kostskolen er hjemsøgt, og vor heltinde er jo ikke typen, der lader et godt mysterium gå sin næse forbi, omend det dog er hr. Markvard, der gør det meste af arbejde på sin egen stoiske facon), men den har dog en tendens til at holde sig i baggrunden, så Riddells tegninger kan sprede sig ud over siderne med et væld af detaljer og finurligheder. Det har den pudsige bivirkning, at den er ganske krævende, selv om den er letlæst, fordi historien fortælles ikke blot fra A til Z – den væver sig imellem tekst og billeder og til tider mellem andre små historier.

Har man læst Riddells Ottoline og den gule kat, ved man, hvad der venter i Ottoline på kostskole - og har man læst de af Paul Stewarts bøger, han har illustreret, vil man sandsynligvis heller ikke snyde sig selv for oplevelsen. Riddell designer historier – med streger, opfindsomhed og masser af humor og varme. Ottoline er en særlig pige, og bøgerne om hende er ganske specielle – de vil komme til at stille krav til forældrene, der skal fortælle de historier, de rummer, men det burde blive til alles store udbytte. Og jeg tror rent faktisk, at de vil blive blandt de bøger, man husker som voksen mange år senere. Selv som voksen kan jeg se magien i Ottolines eventyr.

Chris Riddell: Ottoline på kostskole (Ottoline ; 2). Oversat af Asbjørn Skytte. Carlsen, 2008, 170 sider.

Den pensionerede – og ikke særligt gode – tryllekunstner Carlo Garn bor i et hus sammen med den lille mumie, som han er blevet venner med for lang tid siden. Deres hus ligger på en gammel kirkegård, så en dag er der – naturligvis – mærkelige grønne flammer omkring køleskabet. De viser sig at komme fra et spøgelse, der først snupper mumiens ene arm og dernæst Carlo Garns elskede Harry Houdini-bukser.
De to venner må dog hurtigt indse, at de ikke selv magter at skaffe de stjålne ting tilbage, og tilkalder deres venner Eddie Spaghetti, Dennis Tennis og piraten Hubert Hugtand (kendt fra Hubert Hugtand og rumuhyret). Det kommer først og fremmest til at gå hårdt ud over Carlo og mumiens hus – genfærdsgift, fluxus/vortex-generatorer og sørøverslagsmål er hård kost for sådan et hus – mens det ikke går så godt med at fange spøgelset.

Carlo Garn og spøgelset er karakteriseret ved en fortælleglæde og -stil, som jeg ikke har set magen til siden Gunnar Willes nu klassiske bøger om Skrumpen og Magiske Mads. Jacobs meget personlige tegninger og fantastiske ideer næsten hopper ud af bogen og man glæder sig til at bladre, så man kan se hvad der nu sker af vilde ting. Tegningerne er tydeligt meget inspirerede af tegneseriemediet i deres sprog, ligesom man også kan se påvirkninger fra 30′ernes tegnefilm, men de ender med at blive noget, der er Jacob Rask Nielsens helt egen stil, og det er ikke altid man kan sige det.

Forlaget Tjubang er Jacob Rask Nielsens eget forlag, som fungerer efter print-on-demand-løsningen, og allerede næste måned (om alt går efter planen) har vi næste bog fra hans hånd, nemlig historien om den sejeste cowboy i verden, Cowboy Joe. Jeg glæder mig.

Forlaget Tjubang: tjubang.blogspot.com/

Jacob Rask Nielsen: Carlo Garn og spøgelset. Forlaget Tjubang, 2008. 52 sider. Pris: 99,-

Forlaget Forum har genudsendt Kenneth Bøgh Andersen lille samling af letlæste gysernoveller i serien Ræserlæser – med Per Jørgensens stemningsfulde illustrationer.

Der er tale om fire skræknoveller af den klassiske slags, hvor man ikke skal forvente en lykkelig slutning, og hvor skumle ting venter bag hver en krog. Hovedpersonerne er alle unge mennesker, der kommer grueligt galt af sted.

”En krone for et ønske” er en historie om bøller og en ønskebrønd skjult i parken og ønsker, der går i opfyldelse. ”Død af skræk” handler om to drenge, der kappes om, hvem der tør blive længst i et hjemsøgt hus – og hemmeligheden om, hvad huset rummer. ”Uhyrer” handler om Ida og hendes irriterende lillebror Mads, som hele tiden vågner skrigende om natten, fordi han tror, der er et monster under sengen. Og titelnovellen handler om, hvad der sker, når man mobber den forkerte – måske får man ubehageligt besøg midt om natten, men hævnen stopper ikke der.

Kenneth Bøgh Andersens noveller er skrevet, så de er lette at læse – korte og holdt i enkelt sprog, med enkelte ord del, men det forhindrer dem ikke i at have kant. De er måske tænkt til uvante læsere, men har man lyst til en hurtig historie med bid i, er der ikke noget, der burde afholde én fra at læse ”Evig hævn”. Den skal nok give gåsehud hos mange.

Kenneth Bøgh Andersen: Evig hævn og andre gys. Forum, 2008, i serien Ræserlæser. Forside: Per Jørgensen

Jack er ikke nogten heldig dreng. Efter hans fars død er han begyndt at tro, at han kan kommunikere med døde, og samtidig er han begyndt at få voldsomme astma-anfald, der truer ham på livet. Han mors, Sara, frygter for ham, og hun beslutter sig for at få helt væk fra hans vante omgivelser. Hun køber derfor et gammelt hus, og de flytter fra byen.Men huset har mere end en historie. Da de to ankommer til deres nye hjem, bliver de betragtet af fire par øjne fra et af vinduer – øjne, der tilhører børn, som længe har været døde. De er glade ved tanken om at få noget liv i huset igen, men frygter også, at det betyder, at noget andet i huset vågner.

Første nat i det nye hus vågner Jack ved, at en kvinde svæver over hans seng: spøgelsesmoderen. Da han er kommet sig over den første forskrækkelse, går det op for ham, at han kan tale med hende. Og hun præsenterer ham for en historie fuld af savn og smerte – og et ubændigt behov for igen at elske. Men selv om hun umiddelbart virker tilforladelig, aner Jack, at der foregår noget andet under overfladen – hvorfor gemmer spøgelsesbørnene sig i kælderen, og hvad er det for syner, han er begyndt at have?

Cliff McNish har ramt plet med emnet for sin “spøgelsesgyser”, som den kaldes på coveret. Forholdet mellem Jack og spøgelsesmoderen udvikler sig og tilføjer moder/søn-forholdet en foruroligende dimension, der burde ramme målgruppen uden problemer. Historien foregår måske i uvante omgivelser, men temaerne er velvalgte og kraftfulde, og han forstår både at opstille nogle skræmmende situationer og sætte sine personer under pres. Samtidig har han udviklet en særegen fysik til sine spøgelser, der er fuldstændig afhængige af de små vinde, der blæser gennem huset – det er godt fundet på og giver desuden noget ekstra spænding til nogle af bogens jagtscener gennem det gamle hus.

Det eneste problem, jeg umiddelbart kan se i Åndeløs - og det er nok afhængig af læseren, om dette er et problem eller ønskværdigt – er, at det virker, som McNish holder igen. Der kunne være tale om en helt eminent gyser, for der er helt klart gods i bogen, men flere gange er det, som om situationer demonteres. McNish pakker desværre lidt sine læsere ind i vat ved at fortælle for meget i stedet for at overlade det til fantasien – han bevæger sig ind i Spøgelsesmoderens tanker, når det ville være langt mere skræmmende blot at opleve hendes overflade. Det er en vane, der måske vil gøre det muligt for flere læsere at gå i gang med Åndeløs, mens de mere vante horror-læsere måske vil blive lidt skuffede.

Åndeløs er forfatterens første forsøg udi gysergenren, og der er ingen tvivl om, at den er vellykket: stemningsfuld med flere åndeløse scener. Ja, den har sine fejl, men det er en historie, jeg uden tøven vil anbefale til nye horrorlæsere og dem, der er kendte med genre; de meget følsomme bør dog nok ikke læse med.

Cliff McNish: Åndeløs. Oversat efter Breathe. Høst og Søn, 2008.

Jeg har her vist den originale forside, idet den danske ikke er til at finde på nettet. De ligner nu meget hinanden – bortset fra at man på den danske udgave har valgt at beskære billedet underligt og tilsætte en tåbelig farve til et billede, der godt kunne stå for sig selv.