Fantasien er go’

Thórarinn Leifsson er i virkeligheden to mennesker, tror jeg. Jeg forestiller mig, at den ene er meget seriøs, måske lidt mager og sidder gerne ved skæret fra et nedbrændt stearinlys og skriver meget alvorlige tekster om lidt dystre emner. Den anden – jeg forestiller mig ham som langskægget og i det hele taget ret buldrende – lister sig så ind om natten og skriver langt det meste af det om, så det oprindelige budskab bliver dækket til i torden, lynild og eventyr. Hvorefter han så forsvinder i natten med en hjertelig latter. Og en buldren.

Det må være den letteste måde at forklare Leifssons bøger på. Sidste år serverede han kannibalkød med Fars store hemmelighed, og i år får vi så bøger, hekse, fremtiden, verdens undergang og lidt til.

Pigen Albertina lever i en kedelig fremtid. Der er ikke rigtig nogen bøger (så hun har lært sig selv at læse ved hjælp af shampoo-flasker og lignende), internettet er blevet forbudt, de voksne arbejder hele tiden, og den mægtige Guldbank er langsomt men sikker ved at overtage magten over hele verden – alle penge og al arbejdskraft flyder til banken som til et sort hul.

Og så en dag flytter Albertinas tipoldemor ind i den lejlighed, vor lille heltinde deler med sine forældre. Egentlig boede hun også sammen med sin storebror, men han er forsvundet – måske har banken inddraget ham som betaling for forældrenes gæld.

Hulda er en bombe under Albertinas stille og rolige liv, under systemet og under stort set alt andet. Hun medbringer et bibliotek på rundt regnet en million bøger, og de vender op og ned på alting. Snart er Albertina del af en lille gruppe børn, som beslutter sig for at kæmpe mod systemet med alt, hvad det måtte kræve.

Thórarinn Leifsson (begge dele af ham) bebor lidt sammen absurde verden som Gunnar Wille – bedstemor Hulda synes i al fald at være i familie med en vis Skrumpen. Her er det fantasien, der er vigtigst, og den mørke side af de voksnes verden er den værste fjende. Børnene er indbegrebet af fantasien, så det er naturligvis dem, der må redde verden – og det sker så med brask og bram. Men det, der gør Leifsson så interessant, er, at man midt i alle løjerne kan stoppe op og blive ramt af de alvorlige ord, som ligger skjult under al den boblende galskab. De to dele af Leifsson forstår at spille helt unikt sammen.

Bedstemor Huldas bibliotek er et eventyr, der næsten efterlader læseren åndeløs – og måske endda med et par eftertanker.

Thórarinn Leifsson: Bedstemor Huldas bibliotek. Oversat af Birgir Thor Møller. Torgard, 2010, 217 sider.

Tidsrejser og tidsrod

Lommetyven Gideon og Tjæremanden udkom begge på dansk tilbage i 2008 – og det er ved at være længe siden, når nu tredie og sidste del i Tidsrejsen er på gaden. Det kan godt være lidt af et problem i starten, for der er en del personer i Lord Luxon, og de befinder sig mange forskellige steder i tid og rum. Det er med andre ord pinedød nødvendigt at læse serien fra starten af.

Kate og Peter er blevet sendt tilbage i tiden på grund af det, der skulle have været en antityngdemaskine. Der er de blevet involveret med to mænd, der virker så forskellige som nat og dag: Gideon, der hjælper dem, og Tjæremanden, der er et grusomt menneske, som kun handler ud fra sine egne interesser (og næsten fremstår som mytisk ond i en sådan grad, at han totalt overtog de tidligere bind). Andre bipersoner render rundt i vor tid og forsøger at finde ud af, hvad der foregår, mens Tjæremandens chef, titlens Lord Luxon, har stjålet en tidsmaskine og rejser frem og tilbage efter forgodtbefindende. Han er chokeret over, at hans fædreland har mistet magten over Staterne under Uafhængighedskrigen, og det sætter han sig for at ændre.

Det viser sig, at tidsrejser skaber parallelle universer, og det “rigtige” univers er begyndt at vakle under byrden af alle disse afkom. Så både fortid og nutid rammes af voldsomme tidsskælv, og alt er ved at gå op i limningen.

Desværre er universet ikke det eneste, der bliver lidt overbebyrdet her i sidste del af trilogien – historien lider også under det. Der er lidt for mange personer, og de skal nå lidt for mange ting, før tiden løber ud. Det sørger naturligvis for, at handlingen bevæger sig derudad, men gør det også lidt sværere at engagere sig end i de tidligere bind. Men Buckley-Archer har stadig et både håndfast og legende greb om sine personer, og det er især dem, der fastholder læseren. Skurkene er så onde, at man næsten holder med dem, og så er det svært ikke at smile, når en flok barske rødfrakker fra 1700-tallet går i biografen og stortuder til Ringenes herre!

Samtidig får forfatteren leget med nogle gode ideer undervejs, og selv om der måske bindes lidt for pæn sløjfe til sidst, lader man sig gladeligt trække med undervejs. Lord Luxon lever ikke ikke helt op til de tidligere bind i historien, men den leverer stadig en spændende og fascinerende historie med både dystre og humoristiske sider.

Linda Buckley-Archer: Lord Luxon (Tidsrejsen ; 3). Oversat af Lene Ewald Hesel. Høst & Søn, 2010, 342 sider.

Forældrene er flyttet ud på landet, og faderen jonglerer med kreative ideer for at komme igennen krisen (kreative og som regel beskidte), mens moderen lider under anfald af aktivisme. Selv er Laura tilbage i London for at gå på universitetet, men tingene går ikke helt, som hun havde forventet.

Der er mange valg, der skal træffes: uddannelse eller bandet, der langsomt er ved at blive kendt? Fokusere på sig selv og sine nærmeste eller på alle de problemer, der er ude i den store verden? Laura træffer ikke nødvendigvis de samme valg som folk omkring hende, og det giver problemer; hun og kæresten Adi driver fra hinanden, og den unge Sam er hurtig til at melde sig på banen som potentielt kæresteemne. Men omstændighederne insisterer på at skubbe Laura ud af sine trygge cirkler, så det bliver et begivenhedsrigt år.

Første bog om Laura Brown fungerede supergodt med sin blanding af melodrama, tragedie og humor, lidt som en moderne Adrian Mole. Fortsættelsen her har skruet ned for det sjove og i stedet skruet op for harmen – verden er et uretfærdigt sted, især overfor de unge; myndighederne skruer bissen på, og det kan mærkes. Det er lidt en trend for tiden – nærfremtids-science fiction med dystopiske overtoner, hvor verden især vender sig imod de unge (som så også er de tiltænkte læsere), og det er forståeligt: det er let at identificere sig med en verden, der afspejler det, man føler inderst inde.

Men lige i dette tilfælde virkede det på mig, som om det tog kanten af historien, og “Laura Browns CO2-dagbog 2017” nåede aldrig op på siden af forløberen. Man er stadig interesseret i personerne, men al vreden og frustrationen virker lidt postuleret: folk er vrede, og det fører næsten til borgerkrigslignende tilstande, men det kom aldrig under huden på mig, hvorfor de var vrede. Det er muligt, at der ikke er behov for en grund, men under alle omstændigheder må man indstille sig på en bog, der er lidt anderledes, end man måske forventede. Det er i sig selv positivt, og Saci Lloyd har stadig tydeligvis noget på hjerte, men jeg synes ikke, det lykkes hende lige så godt her.

Saci Lloyd: Laura Browns CO2-dagbog 2017.  Politiken, 2010.- 384 sider

Verden ville være et bedre sted, hvis vi alle var smukke, ikke sandt? Så ville ingen føle sig udenfor, og livet ville være lettere, ikke? Nej.

Scott Westerfield fremstiller en verden, hvor man bliver voksen og Smuk på sin 16 års fødselsdag. Smuk med stort S, fordi det er en skønhed baseret på udregninger af, hvad mennesker finder attraktive, og det opnås med en avanceret og langvarig operation.

Indtil den dag er man Grim. Helt almindelig og plaget af de fejl og særheden, ens krop nu engang er i besiddelse af. Sådan en er vor hovedperson, Tally, men kun kort tid endnu. Det er snart hendes tur, men hun er en af de sidste på sin årgang, så hun er alene og rastløs med for megen tid tilovers.

Snart får hun en ny ven, Shay, og det bringer hende i kontakt med en verden af Grimme, som er flygtet fra skønheden – og det afslører grumme ting om hendes verden og stiller hende selv over for store dilemmaer.

Uglies er en dystopisk omgang ungdoms-science fiction, bygget på et stærkt og godt udtænkt koncept, med en interessant hovedperson og en handling, der starter roligt, men bygger op og tilsætter en smule romantik og masser af svære beslutninger. Især første del af historien er superb – Westerfield præsenterer sin verden, der på overfladen er så smuk, men sår også den første fornemmelse af, at der er mere under overfladen. Samtidig er Tally letgenkendelig som teenager, fuld af energi og oprør, samtidig med at man forstår, hvordan hun er præget af den verden, hun er vokset op i – for der ligger også en del afsky til sig selv og andre Grimme i hende. Det er naturligvis noget, der kommet på en prøve, da hun må stikke af fra sit grundlæggende trygge liv og begive sig ud i ødemarken.

Her bliver Uglies måske lidt mere forudsigelig, og romantik virker måske, som om den er kastet ind i historien for at få det hele til at hænge sammen – men det ændrer ikke ved, at historien har et så godt drive, at man kan tage det med fra den, som man ønsker. Det gør den til endnu en af de ungdomsromaner, der med masser af udbytte kan læses af både unge og voksne. Sammen med den gode historie har den nemlig noget på hjerte.

Scott Westerfield: Uglies (Uglies;1) Oversat af Astrid Heise-Fjeldgren. People’s Press Jr., 2010.- 348 sider

Ond og smuk fortælling om en verden fuld af støj

Forestil dig, at hver eneste tanke, der farer gennem dit hoved, bliver sendt højt og tydeligt til alle omkring dig. Hver evig eneste lille indskydelse. Og det samme gør sig gældende for alle andre, så verden er et helvede af støj, samtlige døgnets 24 timer. Mennesker er kaos på to ben. Er der noget bedre billede på at være ung?

Det er den verden, som Todd vokser op i. Det er en planet, som blev kolonialiseret af Jorden for en årrække tilbage, og som snart viste sig fra sin grimme side: en krig brød ud mellem menneskene og de indfødte Spackle; en krig, som formede Todds verden på flere måder: før Spackle-racen blev udryddet, brugte den en virus, som gjorde alle mænd til konstant tændte tankeradioer og slog alle kvinderne ihjel. Prentisstown, hvor Todd er vokset op, er den eneste overlevende bosættelse på planeten, et samfund, der er som menneskeligt kviksand. En lille by fyldt med mænd, vrede mænd, bitre mænd, mænd der er fanger af fortiden og minderne om deres afdøde koner og døtre.

Og så en dag, dybt i den sump, der omringer Prentisstown, møder Todd en umulighed: en pige.
Pludselig er alt det, han har taget for givet, forkert. Hun taler ikke… på nogen måde; der er ingen mental støj, og Todd kan ikke læse hende, som normale mennesker har gjort hele hans liv. Hun er helt ulig alt, hvad han ved.

Og er der noget bedre billede på at være ung og møde det modsatte køn?

The first thing you find out when yer dog learns to talk is that dogs don’t got nothing much to say. About anything.
“Need a poo, Todd.”
“Shut up, Manchee.”
“Poo. Poo, Todd.”
“I said shut it.”

The Knife of Never Letting Go fortælles af Todd selv, og hans stemme er klar og skarp gennem hele historien. Og det er en fryd.

Han er tydeligvis et barn af sin verden, men samtidig ved siden af – den sidste dreng i en landsby, hvor tingene kun kan gå én vej. Han står på kanten til voksenverdenen, da alt bryder sammen omkring ham, og han må hovedkulds drage ud på en rejse, der er både fysisk og mental og lige farlig på begge planer. Og som læser bliver man revet med.

Vigtigst i romanen er dog den konstante humor, der strømmer gennem historien. Todds konstante kompagnon er hunden Manchee, der (igen som en følge af krigen) kan tale, og både deres samtaler og hovedpersonens indre monologer sprudler. Men samtidig evner forfatteren Patrick Ness at svinge historien over i det alvorlige, ja ligefrem hjertegribende, når han vil. Det er et talent, som man ikke ser tit, men det betyder enestående læsning. På den ene side er der tale om en bog, som det er meget svært at lægge fra sig – på den anden er det en af de meget få bøger, hvor jeg har måttet stoppe op og lægge den ned et øjeblik.

Der er tale om første bind i trilogien Chaos Walking, og Ness formår at overraske så mange gange gennem historien, at det kribler i fingrene efter at få fat i næste bind. Det er med andre ord en bog der absolut kan anbefales!

The knife of never letting go udkom i 2008 og fik stormende begejstrede anmeldelser i Storbritannien. Romanen har også vundet den prestigefyldte Guardian Children’s ficton Prize. Hør et interview med Patrich Ness i forbindelse med prismodtagelsen og besøg hans hjemmeside hvis du vil vide mere om serien og hans andre bøger. På hjemmesiden er der også mulighed for at skrive en hilsen til forfatteren.

Dystopisk fremtidsfortælling

16-årige Stefan skyder en kvindelig forfatter, mens titlen på en romanklassiker bliver ved med at spøge i hans hjerne. Da han forlader boghandlen, hvor det forfærdelige er sket, er han fyldt med frygt og forvirring – og på flugt fra en stat, der synes at have øjne allevegne.

Hvordan det er kommet dertil, fortæller Sam Mills i denne spændende science fiction-roman for unge – om et Storbritannien i den nærmeste fremtid, hvor befolkningen holdes på plads med frygt og regler. Og hvor historier er våben.

Det er en letgenkendelig verden, Stefan lever i – ikke langt fra vores egen. Men der er blevet drejet en smule på nogle knapper – angsten er allestedsnærværende, og overvågningen er konstant. Et terroristangreb har givet staten beføjelser udover, hvad vi er vant til, og frygten får borgerne til at gå med på alle tiltag. Undtag de få, der kæmper imod. Det er ikke umiddelbart vores hovedperson, for han er vokset op sammen med disse tiltag – dette er normalt for ham. Men hans far er antikvar, og han mærker på egen hud, hvordan der slås ned på historier, der ses som farlige – klassikere og andre, der ikke lever op til kravet om ubetinget loyalitet: Forbandede ungdom, 1984, Harry Potter og masser af andre titler. De bliver forbudt og siden omskrevet, så de prædiker det rette budskab.

Så Stefans far er med i modstandsbevægelsen, og det er grunden til, at drengens liv pludselig bliver revet fra hinanden. Uden varsel må han se sig selv udpeget som en fjende af staten og på flugt. Historien følger ham, mens han bliver revet frem og tilbage mellem modstridende kræfter og kæmper for at overleve med sin sjæl i behold.

“Blackout” er først og fremmest en spændingsroman, så Stefan får ikke lov at sidde stille i lang tid ad gangen. Det sørger for at fastholde læseren, mens Mills sniger sig til at stille store spørgsmål – om det frie valg, om statens ansvar, om historiernes magt og så videre. Der er et godt blandingsforhold, der gør det til en bog, som kan læses bredt – ung og gammel, dreng og pige. På trods af den til tider lidt rodede handling har den en nerve, der render som en rød tråd og tvinger læseren fremad. Og måske endda vil få folk til at læse mere.

Sam Mills: Blackout. Oversat af Nanna Gyldenkærne. Høst, 2010, 307 sider.

Ny sci-fi-serie kommer godt fra start.

Det er Benni Bødker, der har skrevet Projekt Keberos. Du ved ham med Nattens børn. I Projekt Keberos er der bare ingen vampyrer. Til gengæld er der farlige soldater og endnu farligere bander.
Da Fumi en dag skyder genvej hjem gennem Skyggebyen, ændres hans liv. Han hopper lige i en fælde og får sin elskede PDA stjålet af en børnebande. Han er rasende og irriteret. Mest på sig selv. For går man gennem Skyggebyen, beder man nærmest om at blive overfaldet eller bestjålet.
I skyggebyen opdager han, at nogle af de andre børn har samme tatovering som han selv i nakken. Den forestiller en trehovedet hund.
Han er en af dem. En del af Projekt Keberos. En ulykke på et hemmeligt laboratorium får konsekvenser for 12 børn. De fødes med specielle evner, som mange ønsker at udnytte.
Da han beskidt og forpustet kommer op til oververdenen igen, finder han sine forældre livløse. Og en dreng i hans tøj? Nogen jager ham, men han ved ikke hvem.
Fumi må flygte for at overleve. Og der er kun et sted at flygte hen. Skyggebyen…

Projekt Keberos 1 + 2 er spændende lige fra starten.
Benni Bødker har skabt en troværdig verden, hvor man er glad for, at man ikke er selv. Alligevel har man lyst til at følges med Fumi.

Serien er inspireret af japanske mangategneserier. Niels Bach har illustreret i sort/hvid. Billederne er stemningsfulde og detaljerede.
Der er planlagt seks bind i serien. De to næste udkommer til efteråret.

Benni Bødker spytter bøger ud i en rasende fart. Måske har du læst nogen af dem: Nattens Børn, Besættelse og I herrens navn.
Læs meget mere om forfatteren på hans hjemmeside.

Projekt Kerberos. Bind 1. Skyggebyen. Bind 2: Yakuzaen. Skrevet af Benni Bødker. Illustreret af Biels Bach. Gyldendal 2010. 80 sider. Kr. 99,95

Science fiction, der rammer rent

Nancy Farmer har tidligere været udgivet på dansk med tre forskellige titler, seneste fantasyromanen “Rejsen til Mimers brønd”. Ingen af dem er sluppet igennem det filter, jeg personligt bruger til at udvælge mit læsestof, enten på grund af kedelige forsider eller indholdsbeskrivelser, der ikke fænger – og “Skorpionens hus” er da også rent udstyrsmæssigt en underspillet bog, men efter at have læst den har jeg revideret mit syn på hendes andre værker. De bør læses, for hvis de når op på siden af denne bog, er der mange timers god læsning at finde.

“Skorpionens hus” følger Matt, fra han bliver undfanget – og nej, han bliver ikke undfanget på naturlig vis, så man skal ikke forvente sex i første scene. Til at starte med har han 35 potentielle søskende, små dråber i hvert deres petriskål. Men det er kun Matt, der overlever hele vejen til fødslen. Han er en klon, en kopi af et menneske; og det menneske er den magtfulde narkobaron kendt som El Patron.

Vi befinder os i en nær fremtid (omend hvor nær den er, kan være svært at finde ud af, for Farmer leger med sin læser og snyder og bedrager, så hun senere kan liste sandheden ind mellem linierne). Landet Opium ligger mellem USA og det, der engang hed Mexico. Og Matt vokser op som en kopi af landets enevældige hersker – og en afskyelighed i folks øjne, for kloner ses som noget unormalt og afskyvækkende. Normalt får de deres hjerner ødelagt ved fødslen, men Matt får den velsignelse og forbandelse at vokse op med bevidstheden intakt. Det kommer til at påvirke ham, og han stilles overfor valget mellem at blive som sit ophav eller vælge den tungere vej og blive en helt andet menneske. Hvis han altså overlever.

“Skorpionens hus” er ikke en plotdrevet bog – den lægger altså ikke ud med et klart mål og driver så sin hovedperson frem mod det. I stedet følger den ham gennem de forskellige faser af hans liv, mens han vokser op, og den grusomme sandhed om hans plads i verden går op for ham. Det svinger fra den ene yderlighed til den anden – fra det mest kummerlige til et liv, hvor han føler sig elsket, og videre til at måtte kæmpe for at overleve. Det er den slags bog, som sagtens kan ende med at være en slentrende, lidt småkedelig opremsning af episoder, men Farmer styrer sin historie helt exceptionelt. Selv om det ikke er en bog, hvor handlingen brager af sted, er det alligevel en af dem, som det er ufatteligt svært at lægge fra sig. Man bliver ved med at spekulere på, hvad der venter om næste hjørne i historien.

Det er altsammen Matts skyld – han er beskrevet så levende, og hans tilgang til verden er en boblende blanding af naivitet og intelligens. Han kender intet andet til verden end de myter, som han fodres med, men han har arvet en knivskarp hjerne, der observerer og reflekterer over tingene. Samtidig har han så også arvet en tung genetisk skæbne, for hans “far” er ikke et af Guds bedste børn, og hele bogen igennem ved man, at Matt må træffe sit eget valg. Farmers mesterstykke er, at hun aldrig gør det tydeligt, hvad han vil vælge – eller hvad der ville være bedst for ham at vælge. Det gør “Skorpionens hus” til en superb læseoplevelse og en bog, det er svært at lægge fra sig, selv om sidste side er læst.

Hovedpersonens unge alder hæfter betegnelsen “ungdomsroman” på, men det vil være en fejl at lade sig stoppe af det stempel – når man er ung, kan man læse, hvad man lyster, og denne bog kan læses af dem, der lyster det, om så de kalder sig voksne. Det kan endda uforbeholdent anbefales, at de gør det.

Nancy Farmer: Skorpionens hus. Oversat af Jan Dahl Jeppesen. Arvids, 2010, 392 sider.

Gribende dyster science fiction

Jesper Wung-Sung har skrevet meget bredt – i den ene ende af spektret har han f.eks. begået Ægte brøker om skoleskyderier, mens han i bøgerne om Fugleskræmslet (etteren og toeren) har skrevet letbenet teenagehorror. I Kopierne starter han med vægt på underholdning, men drejer så pludselig af og fører læseren ad helt anderledes grumme stier.

Vi starter i pinagtigt genkendelig ungdoms-science fiction: Jonas er en helt almindelig dreng, men en dag, da han kommer hjem, opfører forældrene sig yderst mærkeligt, og to sære mænd klædt i gråt kommer for at afhente ham. Men han stikker af og opdager snart, som titlen afslører, at han er en kopi: én, som forældrene har fået, mens de har ventet på, at deres ægte barn skulle komme hjem. Nu er det sket, og Jonas skal deaktiveres. Det er en klassisk indledning: det samfund, som vor hovedperson er vokset op i, viser sig at være råddent, særligt over for unge mennesker, og han må nu bekæmpe det.

Men nej. Snart viser Wung-Sung, at han har helt andre og sværere gennemskuelige planer for sin hovedperson, og det kommer ikke til at gå ad den forudsigelige vej. I stedet slår Jonas sig sammen med to andre kopier, og de flygter ud i skoven. Og bliver ved med at flygte. Her er ikke noget heltemodigt oprør mod de voksnes verden eller tætte spændingssekvenser. I stedet er der det næsten mytiske mål for deres rejse, som synes at svinde længere bort, jo længere de rejser, og der er håbet, som bliver mindre og mindre, mens man som læser ser til med en klump i halsen. Det er både fascinerende og deprimerende, og det er lige præcis så underspillet, at det bobler i ens hjerne. Der er så meget, der ikke bliver sagt, så mange muligheder lige uden for historien.

Alligevel er jeg lidt i to sind omkring Kopierne. Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, hvad jeg egentlig mener.

På den ene side er der en stor del af bogen, hvor ordet “mesterværk” lister rundt i hovedet – når Kopierne hæver sig langt over sit ydmyge udseende og enkle start og låser sig fast mellem læserens fingre. Det er, når Wung-Sung udstiller, hvordan det er at være udstødt af samfundet, og hvordan de tre drenge krampagtigt holder fast ved de mindste ting, mens verden synes at gå under omkring dem. Det hele fortælles af Jonas selv, og det er gjort helt emiment og med et godt øje for hans stemme. Historien stoppes ikke af dyb filosofi, men holdes kørende af hans blik, der fanger revnerne i virkeligheden, mens de vandrer.

Og så er der de irriterende fejl, der trækker helhedsbilledet ned – starten, der ganske enkelt ikke virker helstøbt, som om Wung-Sung bare vil frem til det, han er god til. Og slutningen, hvor vægten af alt det, der er sket, skinner så flot igennem teksten, men det bare er et trick, der bruges for længe, så bogen kommer ud af balance. Det er ting, jeg muligvis ville overse i et andet værk, men som sættes i kontrast her af, hvor god Kopierne er, når den virkelig fungerer.

Men så rammer mine tanker de fine små tråde, som forfatteren lader løbe gennem teksten til at binde det hele sammen, og det trækker mig tilbage til den utilslørede begejstring.

Måske er det en god ting, når en bog på den måde kan efterlade en forvirret angående ens holdning til den. Måske er fejlene bare med til at understrege resten. Under alle omstændigheder er det en bog, jeg vil anbefale folk at læse – enten for den gode oplevelse eller for at danne jeres egen mening.

Jesper Wung-Sung: Kopierne. Forside: Mads Themberg. Høst & Søn, 2010, 165 sider.

Science fiction møder National Geographic.  For begyndere.

Fru Frisby, en travl markmusekone, har mistet sin mand og sidder nu tilbage med 4 unger, hvoraf den ene er alvorligt syg.
Foråret presser sig på, og det betyder at familien skal flytte fra deres vinterbolig på marken, før bonden fræser den igennem med sine maskiner. Men hvordan flytter man en skrøbelig og syg museunge? Fru Frisby er fortvivlet men får et tip om at søge hjælp hos rotterne under den store vilde rosenbusk.

Rotterne viser sig at være ret ualmindelige. Under busken har de skabt et usædvanligt samfund med både et bibliotek og elektricitet. Inden rotterne flyttede ind under rosenbusken var de indespærret på laboratoriet NIMH, hvor de igennem flere år blev udsat for gustne indsprøjtninger og forsøg hvilket har gjort dem meget intelligente og opfindsomme.

Fru Frisby finder hjælpsomme og kreative venner men der er flere ting og forandringer på vej end foråret.

Fru Frisby og rotterne fra Nimh er en amerikansk klassiker og da den udkom modtog den Newberry-Medaljen, som er den fineste pris en børnebog kan få i USA.  Bogen udkom i Danmark helt tilbage  i 1973, så for at støve den af skal man ned i de dybe magasiner på de danske folkebiblioteker.
En bogs alder siger intet om dens kvalitet. Fru Frisby og rotterne fra Nimh afsløres kun på dens kedelige forside – for historien er velskrevet og både dramatisk, overraskende, sjov og spændende.

Historien om de mageløse rotter fra Nimh havde premiere i starten af 80erne.

Robert C. O’Brien: Fru Frisby og rotterne fra Nimh. Oversat af Hanne Jeppesen. Jespersen og Pio, 1973.-153 sider