Drengen Virgil har et supergodt es i ærmet: En magisk pind! I tilspidsede episoder som konflikter med bøller, der vil stjæle hans slik eller ødelægge en snemand, eller noget så praktisk som en bilnøgle, der er på den forkerte side af bildøren, griber Virgil sin magiske pind og fikser situationen.
Alle burde have en magisk pind!

Illustration og tekst samarbejder godt om historien, der er både sjov og fantasifuld. Der er udkommet 4 små bind i serien om Virgil og hans magiske pind, og seriens styrke er dens ligefremme og fabulerende men genkendelige hverdag. Næ, der findes ikke magiske pinde – men det er jo også bare noget, vi leger, og når man skal lære at læse, skal det være sjovt!

Virgils magiske pind er, ligesom forlagets andre letlæste serier, en enkel men charmerende historie for begynderlæsere i 0.-1. klasse.

Thomas Schrøder & Allan Haverholm: Virgils pind 1.-4. Forlaget Afart, 2010.- 12 sider

Spændende og dyster fortsættelse

De unaturlige er fortsættelsen til Den ydmyge amulet og anden del i Humaran-trilogien. Sascha Christensen debuterede med første bind i serien og vandt også Orla-prisen for det, så bind to har været ventet med spænding. Det er en historie, der viser, at Christensen har udviklet sig, men som desværre også lider under at være midterste segment af en fortsat historie.

Josephine og Liam er blevet mærket af Humaran-amuletten, og nu trækker den konstant i dem. De bliver nødt til at forlade alting for at drage ud efter den, uden helt at forstå hvorfor. Azynerne hjælper dem med træning, der skal gøre det muligt for dem at klare den udfordring, der ligger forude, men alt synes at foregå efter regler, de ikke kender til, og snart er de på farten igen. Denne gang har de en rejseledsager med, men må også spørge sig selv, om de kan stole på hende.

Den ydmyge amulet var næsten en fantasy-krimi, der centrerede sig om et hotel, hvor mystiske ting skete. Her sender forfatteren sine personer ud på en rejse, der får dem vidt omkring (men stadig i en genkendelig verden med et godt glimt af fantasy i øjenkrogen). Alene det, at der fortælles en helt anden type historie her, giver De unaturlige ekstra point i min bog – og så har Christensen bevaret en god evne til at liste nogle mere dystre toner ind i historien, så vi til tider balancen på grænsen til horror. Det giver noget god kant.

Bogens svagere side ligger i fornemmelsen af, at vor helte føres gennem historien. Det er svært at undgå, når der er tale om skæbne og så tung magi, som der rumsterer her, men det tager ikke desto mindre noget af spændingen af historien, når vore helte bliver anbragt hid og did, hvor historien kræver det. Det gælder især i starten af bogen, hvor forfatteren så begår den fikse lille drejning at introducere et par bifigurer – et par unge munke, der drages ind i fortællingen, men også kan risikere at være en kæp i hjulet på skæbnen. De giver historien mysteriet tilbage, og det gør, at man gladelig læser igennem til slutningen. At der så ikke rigtig er en slutning, men snarere en indledning til sidste bind, er et gængs problem med trilogier, men indtil da leverer Sascha Christensen altså varen ganske godt – det er spændende fantasy med en dyster undertone og en god fornemmelse af, at der er mere under overfladen.

Sascha Christensen: De unaturlige (Humaran-trilogien ; 2). Forside: Emil Landgreen. Bahnhof, 2010, 375 sider.

Mød Harry Potters amerikanske fætter…

Denne historie handler om en helt særlig dreng, der ikke har nogen anelse om, at han har overnaturlige kræfter, før en fremmed kommer og bringer ham til en magisk skole. Skolen ligger skjult indhyllet i magiske beskyttelsesformularer, der holder fremmede væk. På skolen spiller man en anderledes sport, som vores hovedperson viser sig at være overordentlig god til. Eleverne får lov til at besøge byen ved siden af skolen på udvalgte dage, og sidst men ikke mindst er verden i stor fare, fordi en ”mørk herre”, som man troede var besejret, er ved at vende tilbage med hjælp fra sine tilhængere.

Har du mon læst denne bog før?

Ja, lighederne med Harry Potter-serien er i starten lige lovlig åbenlyse, men historien om Max McDaniels står på sine punkter også på egne ben. Bogens plot er mere nutidig, mystik blandes med moderne teknologi, og den tryllestavsviftende magi er her erstattet af en mytologi, der er direkte bundet til irsk folklore. Der er mange særegne påfund i bogen, men før jeg fortæller om nogle af dem, må jeg hellere give et kort rids af handlingen.

På sin mors fødselsdag er 12-årige Max traditionen tro med sin far på kunstmuseum i Chicago. Max’ mor forsvandt under mystiske omstændigheder for to år siden, og denne dag bliver starten på endnu flere mystiske hændelser i Max’ liv. En falmet gobelin i en skjult alkove på museet begynder pludselig at gløde, og efterfølgende havner en invitation til en privat kostskole i New England i lommen på Max. Han ankommer til Rowan Akademi, hvor unge med potentiale uddannes til at bekæmpe en unavngiven fjende, men i mellemtiden begynder unge potentielle og fuldgyldige agenter at forsvinde over hele verden.

Hvad er det, der sker?

Hvis du er i stand til at se bort fra de til tider irriterende paralleller til HP og acceptere, at du i grove træk har mødt plottet før (sådan er det såmænd med så meget fantasy), så venter der dig en meget visuel historie, der fanger både din opmærksomhed og fantasi. Det er lykkes forfatteren at skabe en historie med klassiske temaer skrevet med en god balance mellem fantasi og virkelighed, hvor genkendelige dagligdagsproblemer og -tematikker er flettet ind mellem det magiske og eventyrlige.

Det, der især udmærker bogen, er den mættede skrivestil og det sprudlende og vidunderlige persongalleri. Karaktererne er veldefinerede, og du får virkelig en fornemmelse for de forskellige personer, også de ikke-menneskelige karakterer er opfindsomme og interessante. Her kan jeg særligt nævne makkerparret i køkkenet på skolen, der består af en reformeret kæmpetrold og en hysterisk, forfængelig vegetarheks, som har forsvoret ikke at æde flere børn, men som har sit hyr med at holde sit løfte.

Hver elev på Rowan Akademi får ved ankomsten tildelt et magisk dyr, som de skal være plejer for – og denne tildelingsproces er et herligt kapitel for sig. Max bliver sat sammen med den sidste lymril i verden, et natlig væsen med metalliske pigge, der gør dens tilnærmelser til noget af en prøvelse. Værelserne på skolen er desuden magiske rum, der selv vælger deres beboere og tager form efter deres egenskaber. Max kommer til at bo i et fantastisk cirkelrundt rum med glaskuppel og udsigt til stjernehimlen, mens andre værelser ændrer sig til japanske templer, middelalderlige soveværelser, mongolske telte eller skibskahytter.

Rowans Ulvehund er første del i serien Den gyldne Gobelin. Havde jeg haft næste bind, var jeg gået ombord i det.

Se mere på forfatterens hjemmeside – her kan du bl.a. teste, hvilket rum du ville få på Rowan Akademi, og finde ud af hvilket magisk dyr, du ville blive tildelt (jeg fik en fe!)

Henry H. Neff: Rowans ulvehund (Den gyldne gobelin ; 1). Oversat af  Ole Steen Hansen. Carlsen, 2010, 419 sider

Tilbage bag de 100 låger.

100 låger var et frisk pust på fantasy-scenen, syntes jeg – fortsættelsen når til tider stormstyrke, men det er ikke kun af det gode.

Henry bor stadig hos sin familie i Kansas – men hans forældre er vendt hjem, så han er snart nødt til at rejse tilbage. Det er dog ikke noget, der huer ham, for han har lært et og andet om sin egen fortid; blandt andet at han er et hittebarn fra en af de verdener, som skjuler sig bag 100 magiske låger på bedstefaderens værelse.

Hans tante har besluttet, at lågerne skal mures til, så der ikke igen er nogen, som skulle få gode ideer om at udforske de mysterier og (i høj grad) farer, der skjuler sig på den anden side. Men magi er ikke sådan at holde tilbage, og mange kræfter rækker ud efter Henry. Lynet slår ned i mere end én forstand, og snart begynder han at få øjnene op for den virkelighed, som skjuler sig side om side med det, som vi ser.

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at vi også i Mælkebøtteild bevæger os om på den anden side af lågerne. Og naturligvis er der stor ondskab og stort heltemod at finde der, og Henry har en skæbne, som han kaster sig ud i jagten på. På mange måder virker N. D. Wilsons bøger som en friskere, mere moderne (og ikke så didaktisk) udgave af Narnia, dog med den drejning, at man ikke her er så sikker på, at det nok skal gå alt sammen. Der er ikke den fornemmelse af alfaderlig velvilje som i Lewis’ bøger; til gengæld er der spænding, så det står efter.

Mælkebøtteild serverer en hæsblæsende historie, og i dette bind kommer historien også op på de højere nagler – det starter som en lille historie om familien York, men ender som et stortladent melodrama.

Desværre er det hele ikke lige så godt styret som i 100 låger – der sker næsten for meget, og Wilson har lidt for mange personer løbende omkring hver for sig, så man ikke lever sig ind i deres historier på samme måde. Man læser stadig med fryd, men det kommer ikke under huden som i første bind, hvilket naturligvis hænger sammen med, at der er tale om en toer – der skal tydeligvis skiftes spor i forhold til den originale historie, og brikkerne skal stilles på plads til afslutningen af trilogien. Og den lader til at blive storslået.

Det, der driver Wilsons bøger og gør dem så akut læseværdige, er hans åbenlyse fortælleglæde og overskud. Plottet er måske ikke vældigt overraskende, men det vrimler med underfundige formuleringer, lune indspark, flot drejede beskrivelser, ideer, vinkler og generel sprudlen – på et tidspunkt tager han endda turen omkring Kafka med et meget stort glimt i øjet. Der er lange stykker, hvor man som læser blot lader sig rive med, og det er en god fornemmelse. Mælkebøtteild levede muligvis ikke helt op til forløberen, men den er stadig godt oppe at ringe – og så forbereder den scenen til et tredje bind, som jeg vil se frem til med spænding.

N. D. Wilson: Mælkebøtte-ild (100 låber ; 2). Oversat af Mette Skot Perschke. Forside: Jeff Nentrup. Borgen, 2009, 527 sider.

For de fleste er det noget særligt at fylde 13 år. Livet som teenager ligger for døren med, hvad det indebærer af fester, farver og op- og nedture med det modsatte køn. 12-årige Mibs Beaumont venter også spændt på sin 13 års fødselsdag, men af helt andre årsager, end du tror…

For familien Beaumont er dagen, hvor de fylder 13, enten et fantastisk eventyr eller en stor katastrofe. Det er nemlig den dag, hvor de bliver ramt af deres overnaturlige evne. Mibs’ ene storebror kan få storme til at rase (derfor har familien været nødt til at flytte væk fra kysten, da han især er farlig i nærheden af store vandmasser), den anden er elektrisk hele vejen i gennem, og hendes bedstefar er bogstaveligt talt i stand til at flytte landegrænser.

Mibs’ særlige dag bliver langt fra, som hun har ønsket. Hendes far kommer ud for et uheld langt væk hjemmefra og ligger nu i koma på hospitalet. Overbevist om, at hendes særlige evne kan redde ham, sætter hun sig for at komme ham til undsætning, og den eneste måde at komme frem på er ved at smugle sig ombord på den lyserøde bibelbus, der har retning mod hospitalet.

Turen bliver ikke så enkel, som Mibs har regnet med. Hendes stormende bror, Fish, lillebroren Samson samt præstens børn, den snobbede Bobby og hendes lillebror Will har også sneget sig ombord. Undervejs bliver en servitrice også samlet op, og (u)mulige venskaber og forelskelser opstår og mærkelige omveje og forviklinger indtræffer.

For Mibs bliver det en rejse, hvor hun lidt efter lidt erfarer ikke kun sin særlige evne, men også de ændringer i livet, hun som teenager står overfor, som ikke har noget med hendes evne at gøre.

13 lys ligner ikke noget, jeg før har læst. Det er en besynderlig og original historie fyldt med hjertevarme og mange sjove og pudsige episoder. Det overnaturlige plan føjer sig fint sammen med det realistiske, sproget flyder, og historien er velfortalt og godt fundet på, men desværre noget mere omstændelig end nødvendig. Der er mange ubetydelige detaljer, som gør bogen for lang(som). Selvom man det meste af tiden har fornemmelsen af, at der lurer en katastrofe omkring næste hjørne (og det gør der såmænd også!), så bliver det aldrig helt vildt spændende.

Når en ubehagelig hemmelighed pludselig truer med at komme frem i lyset, er en omgang candyflossmagi ikke længere nok…

13-årige Lemmie er fuld af farver, skøre indfald, og så har hun sin helt egen candyflossmagi, der gør livet skønt og rosenrødt. Eksempelvis Terningekast (god, hvis man gerne vil vide, hvordan ens dag bliver), Stjernesang (god, hvis man skal til at gøre noget væmmeligt) eller Rør et Træ (fantastisk, når man har brug for lidt beskyttelse)…

Lemmie fortæller på livet løs om, hvor skønt hun har det, om bedsteveninderne Morven og Jade og ikke mindst om storesøsteren Rose Rouge, som er dødhamrende cool og betyder alt for hende. Men i virkeligheden gemmer Lemmie på en dyster hemmelighed, som hun ikke engang tør betro sine bedste veninder.

Livet har nemlig ikke altid været så lyst og gnistrende for Lemmie. Hun blev mobbet på sin gamle skole, og selvom hun forsøger at fortrænge de dårlige minder med sin candyflossmagi, så vender mareridtene tilbage, da hendes gamle plageånd pludselig dukker op på den nye skole. Vil det hele starte forfra nu?

Candyflossmagi og Rose Rouge er en rigtig god og medrivende historie, og stemningen i bogen er helt speciel. Lemmies tanker bliver fortalt på en sjov og skæg måde samtidig med, at man tydeligt mærker bogens alvorlige kerne inde bag det lyserøde univers. Det er virkelig godt lavet, at bogen på en så flot måde formår at rumme begge dele.

Karen McCombie har også skrevet en række andre pigebøger. Måske kender du serien om Allys liv?

Karen McCombie: Candyflossmagi og Rose Rouge. Oversat af Henriette Rostrup. Sesam, 2006, 237 sider.

Ny dansk fantasy med både almindelig og mørk magi.

Den ydmyge amulet er første bind i fantasy-serien Humaran-trilogien, skrevet af den unge og debuterende forfatter Sascha Christensen. Det er en stemningsfuld affære med visse mangler, men også masser af gode detaljer.

Fantasy er stort for tiden, også i Danmark. Så det er naturligvis fristende som nyudsprungen forfatter at ride på den bølge, og det har både fordele og ulemper – man rammer en stor læserskare, men man risikerer også at drukne i mængden. Vejen frem er selvfølgelig at skille sig ud, hvilket der er forskellige måder at gøre: et flot sprog, en medrivende historie, en godt opbygget verden og så videre og så videre. Sascha Christensens styrke ligger helt klart i den verden, som historien foregår i.

Vi befinder os i England, den hyggelige lille landsby Haselby – den unge Josephine kommer hertil, fordi hendes onkel og faster vil åbne et hotel i et gammelt forladt hus. Og her er det så, at vi forlader det genkendelige – for Josephine er ikke hos sine forældre, da disse er blevet forvandlet til træer; hun er selv i lære som magiker; og huset, som de flytter ind i, blev opført af en troldmand for øjnene af hele byen for år tilbage. Vi befinder os i en verden, hvor magi læres i skolen, men ligesom tyskgrammatikken har den det med at forsvinde, hvis man ikke læser videre. Magi er altså noget alment her, om ikke accepteret, da kunsten har sin mørke siden, som almindelige mennesker ikke ønsker at opleve. Ligesom det gamle, smukke hus, der snart viser sig at rumme en grum hemmelighed.

Snart er Josephine involveret til op over begge ører og må håndtere både hemmelige hekse, hemmelighedsfulde fætre og en onkel og faster, der desperat forsøger at fungere som forældre. Det er en ganske god blanding, der i det store hele fungerer rigtig godt – Christensen får både noget humor og spænding ind i historien, og bogen er lige til at gå til. Faktisk i en sådan grad, at jeg var overrasket, da slutningen pludselig lurede lige om hjørnet.

Dermed ikke være sagt, at Den ydmyge amulet er en perfekt bog. Det er en debut, og det mærkes lidt i håndteringen af fortællingen her og der. Så god som forfatteren er til at liste detaljer ind i sin baggrund, bliver hun nogle gange lidt for god til at passe selve historiens detaljer sammen – det bliver ganske enkelt for fint, for konstrueret, med lidt for mange betydende hændelser (og så er introduktionen af plottets omdrejningspunkt, serietitlens amulet, ganske enkelt lidt klodset), og det tager lidt af kanten af historien. Der måtte godt være mere, der var usikkert, skræmmende, dystert.

Den er måske ikke perfekt, men Den ydmyge amulet er dog vellykket, især for en debut, og den burde nok kunne finde indpas i den danske fantasy-marked. Det er første del, og slutningen lader stå hen i det uvisse, hvordan næste bog kommer til at forløbe – det lader vejen stå åben for masser af udviklinger, både hos forfatteren og hovedpersonerne; og begge dele skal blive interessante at følge.

Sascha Christensen: Den ydmyge amulet (Humaran-trilogien ; 1). Forside: Emil Landgren. Rosenkilde Bahnhof, 2009, 377 sider.

En livlig blanding af kriminalroman og sort magi.

Stormfront er den første bog på dansk i den ganske omfattende serie Dresdenfilerne. Den gennemgående person er troldmanden og privatdetektiven Harry Dresden, og det gennemgående plot er: slemme ting sker, og det går ud over vor helt.

Dresden introduceres som den typiske privatdetektiv siden Chandler – han har ingen penge, bliver ikke taget alvorligt af politiet og klarer sig igennem på sin kyniske humor. Og en dame i nød vandrer ind gennem døren og giver ham en sag, der virker enkel (en forsvundet ægtemand), men snart bliver mere og mere kompliceret. Da Harry er den eneste troldmand i telefonbogen, er hun kommet til ham, fordi ægtemanden var begyndt at eksperimentere med magi – af den sorte slags.

Det er dog ikke den eneste overnaturlige kriminelle hændelse i Chicago. Et par – midt i en vis intim affære – er blevet slået ihjel ved, at deres hjerter er blevet flået ud af kroppene; der er tydeligvis magi med i spillet, og Dresdens kontakt i politiet får ham trukket ind i sagen. Og samtidig bryder der krig ud i gaderne mellem de lokale narkohandlere – og også her viser magien sit ansigt.

Harry Dresden går en travl tid i møde.

Dresden-bøgerne er vist, hvad man kalder en “guilty pleasure” – de er på ingen måde stor litteratur, men de er svære at lægge fra sig. Dresden er et underholdende bekendtskab – den sædvanlige hårdkogte helt, som her iblandes en stivnakket moral, der kommer af omgangen med magi. Magi dannes af livet – selve ideen om, at den kan bruges til at slå ham ihjel, er forbudt ved dødsstraf af det Hvide Råd, et ultrahemmelig troldmandsråd, som ikke alle er lige glade for Dresden; men det rører ham mindre end hans egen afsky ved tanken om at dræbe på denne måde. Det er ham inderligt imod, og selve imod de største odds går han til opgaven i et forsøg på at redde alt og alle. Det lægger op til masser af gode cliffhangere og situationer, der virker umulige at overleve. Og Dresden går selvfølgelig mere eller mindre oprejst fra dem alle, mere og mere medtaget – i en noget slingrende kurs mod det klimaks, som vi ved må komme, hvor alle bogens detaljer falder sammen med et brag.

Og et brag får man. Butcher forstår at hælde på lige til kanten, så man lige snupper et par sider til. De kan klart anbefales, hvis man trænger til gedigen underholdning. Vi ser frem til, at resten af serien bliver oversat.

Man kan læse starten af Stormfront på Tellerup.dk

Jim Butcher: Stormfront (Dresdenfilerne ; 1). Oversat af Bjarne Skovlund. Tellerup, 2009, 284 sider.

Sonea er en helt almindelig pige fra slummen lige indtil den dag, hun ved et tilfælde opdager, at hun har store, magiske evner…

Det er på dagen for den årlige uddrivelse, at Soneas liv ændres for altid. Efter kongens befaling skal byen hver vinter renses for tiggere, hjemløse og andet fattigfolk, der rettelig hører til i slumkvarteret. For at holde oprørerne nede får kongens vægtere hjælp af de adelige troldmænd, der besidder magiske kræfter, som de udstødte er helt magtesløses overfor.

Soneas familie, der endelig har fået tilkæmpet sig et hjem inden for de trygge bymure, bliver også jaget ud og mister alt det, som de har slidt for. Af bare had og frustration kaster Sonea en sten mod en af de forhadte troldmænd, og til sin – og absolut også troldmandens – store forbløffelse gennembryder stenen hans magiske skjold og slår ham til jorden. Herefter bryder kaos løs. Pludselig er Sonea konstant på flugt fra troldmændene, der med alle midler forsøger at få fat i hende, for magi blandt pøblen er bestemt ikke velset. Sonea er skræmt fra vid og sans og fuldstændig overbevist om, at troldmændene er ude på at slå hende ihjel.

Da troldmændene sætter en dusør på hendes hoved, må hun indgå en pagt med slumkvarterets mest magtfulde gruppe: tyvene, som indvilliger i at skjule hende i deres omfattende system af underjordiske labyrinter. Men hvad er prisen for denne beskyttelse?

Den intense jagt på Sonea er klart det bærende element i bogen, men det høje tempo sker ikke på bekostning af personbeskrivelserne. Man følger skiftevis Sonea og troldmændene – især en sympatisk troldmand ved navn Rothen, der leder eftersøgningen – og på den måde får man sagen belyst fra begge sider. Hvad Sonea ikke ved er, at hun udgør en uhyre stor, potentiel fare for sig selv og sine omgivelser, hvis hun ikke får ordentlig oplæring i at bruge og kontrollere sine magiske kræfter.

Det er længe siden, jeg har været så opslugt af en bog. Den er utroligt velskrevet, spændende og medrivende lige fra første side. Forfatteren er god til at bygge de forskellige sociale lag og de holdninger og tilstande, der både findes i slummen og hos troldmændene, op for læseren på en interessant og levende måde. Man er fuldt ude til stede i byen, og man følger intenst troldmændenes desperate søgen efter Sonea, som fører én ned i mørke, labyrintiske gange fyldt med hemmelige døre og faldlemme.

Bogen er første bind i serien De sorte troldmænd, og den lægger op til næste bind på en sådan måde, at man bare MÅ have fat i fortsættelsen. Så jeg vil skynde mig ned på biblioteket og låne toeren, og det kan kun gå for langsomt.

Du kan læse starten på Sonea på Tellerup.dk.

Trudi Canavan: Sonea (De sorte troldmænd ; 1). Oversat af Bjarne Skovlund. Forside: Christian Guldager. Tellerup, 2007, 191 sider.

Den pensionerede – og ikke særligt gode – tryllekunstner Carlo Garn bor i et hus sammen med den lille mumie, som han er blevet venner med for lang tid siden. Deres hus ligger på en gammel kirkegård, så en dag er der – naturligvis – mærkelige grønne flammer omkring køleskabet. De viser sig at komme fra et spøgelse, der først snupper mumiens ene arm og dernæst Carlo Garns elskede Harry Houdini-bukser.
De to venner må dog hurtigt indse, at de ikke selv magter at skaffe de stjålne ting tilbage, og tilkalder deres venner Eddie Spaghetti, Dennis Tennis og piraten Hubert Hugtand (kendt fra Hubert Hugtand og rumuhyret). Det kommer først og fremmest til at gå hårdt ud over Carlo og mumiens hus – genfærdsgift, fluxus/vortex-generatorer og sørøverslagsmål er hård kost for sådan et hus – mens det ikke går så godt med at fange spøgelset.

Carlo Garn og spøgelset er karakteriseret ved en fortælleglæde og -stil, som jeg ikke har set magen til siden Gunnar Willes nu klassiske bøger om Skrumpen og Magiske Mads. Jacobs meget personlige tegninger og fantastiske ideer næsten hopper ud af bogen og man glæder sig til at bladre, så man kan se hvad der nu sker af vilde ting. Tegningerne er tydeligt meget inspirerede af tegneseriemediet i deres sprog, ligesom man også kan se påvirkninger fra 30′ernes tegnefilm, men de ender med at blive noget, der er Jacob Rask Nielsens helt egen stil, og det er ikke altid man kan sige det.

Forlaget Tjubang er Jacob Rask Nielsens eget forlag, som fungerer efter print-on-demand-løsningen, og allerede næste måned (om alt går efter planen) har vi næste bog fra hans hånd, nemlig historien om den sejeste cowboy i verden, Cowboy Joe. Jeg glæder mig.

Forlaget Tjubang: tjubang.blogspot.com/

Jacob Rask Nielsen: Carlo Garn og spøgelset. Forlaget Tjubang, 2008. 52 sider. Pris: 99,-