Rask Nielsen slutter sine zombier af med et brag

Enhver, der kender en smule til horror, ved, at man aldrig skal sige ting som “Vi er da stadig i live”. Det kan kun betyde, at grimme ting venter forude. Og meget sigende er det indgangsreplikken i tredie og sidste bind af Jacob Rask Nielsens zombie-saga. Og så er de næste par sider ellers dedikeret til en hæsblæsende biljagt med bølger af zombier, store automatvåben og masser af flyvende hjernemasse. Der er dårligt en billedrude, som ikke inkluderer mindst én lydeffekt.

3. bind i “Exodus” byder med andre ord på mere af det gode. Bernt, Hassan og Viola forsøger at kæmpe sig gennem den zombie-inficerede by for at slippe ud i friheden. Det sker med masser af tjuhej og en god bunke lettere fjogede one-liners, og det er som sædvanlig grumt underholdende.

Denne gang skal Rask Nielsen så også have bundet alle sine løse ender sammen, og det lykkes – til dels.

For det første skal vi have forklaret, hvordan hele situationen opstod, og der trækkes en ret stor kanin op af hatten – en dæmon på størrelse med et hus. Dertil smides et par ekstra elementer ind, så vi udover dæmon-invasion også får serveret en god omgang superhelte-action. Det er ganske fornøjeligt og illustreret med den vanlige tunge lige i munden, men som historie kan jeg ikke lade være med at føle mig lidt snydt. Der skulle en kanin ud af hatten for at få det hele til at hænge sammen, men den er lidt for stor til min smag og passer ikke rigtig ind i historien hidtil. Men når det er sagt – når jeg først er kommet over den hurdle – så kommer det faktisk til at fungere ret godt.

Det lykkes nemlig at binde det hele sammen til en slutning – med lige dele åben, lykkelig og storladen klistret på. Uden at det bliver den sædvanlige zombieslutning. Det er lidt af en bedrift, og i det hele taget undskylder man gerne de ujævnheder, der måtte være, for serien har haft charme og personlighed lige siden starten – det kan godt være, at den ikke er køn, men det er svært ikke at holde af den. Farten på handlingen og de lynhurtige replikker gør, at de enkelte bind i serien er hurtigt læste, så selv om man snupper alle tre i rap, er det stadig som at se en ret kort film (men til gengæld en dybt underholdende en af slagsen), og det gør det værd at nævne, at en samlet udgave af serien er under udarbejdelse. Jeg tror, det er den rette måde at læse serien på.

Jeg er måske ikke helt enig i alle de valg, Jacob Rask Nielsen har truffet i Exodus bind 3, men jeg blev til gengæld underholdt hele vejen, og mere kan man dårligt bede om. Personligt håber jeg, at han lader historien slutte, hvor den gør – men til gengæld så jeg gerne flere historier om de herrer professorer Igorov, det lettere finurlige par, der står bag hele miseren.

Jacob Rask Nielsen: Exodus, bind 3. Forlaget Tjubang, 2010

En værdig afslutning på serien om Himmel og (især) Helvede

Læserne har, tror jeg godt, man kan sige, nærmest stået i kø for at vente på sidste del af Kenneth Bøgh Andersens fantasyserie Den store djævlekrig. Nu er den her så endelig, og den har så sandelig været ventetiden værd.

Det hele indledes med lidt af en kliche – som så med vanligt glimt i øjet lige får en drejning til sidst, som også understreger, at vi hygger os med både horror og humor her. Der er lune, men der er også rædsler inde bag – og omvendt. Filip er i Helvede, men han er ikke længere det englebarn, han var engang; mørket er vokset i ham, og han har nu både horn og vinger. Er han langsomt ved at fortabe sig selv?

Djævlene er nu Filips gode venner, men en større ondskab lurer i mørket uden for Helvede. Aziel har kidnappet Satina, som både han og Filip lader til at have følelser for, og mod alle ordrer drager Filip ud for at redde hende. Men selv hvis det lykkes, kan han ikke forhindre det, der er ved at ske: Den Store Djævlekrig er ved at bryde ud, og konsekvenserne kan føles både på Jorden og i Himlen. Fjenden lægger planer, og chancen for, at Lucifer kan bevare magten over underriget, synes at blive ringere for hvert minut. Alt afhænger af Filip og de valg, han måtte træffe.

Der er fordele ved at skrive serier – det er lettere for læserne at binde sig til en figur, når man har fulgt ham gennem flere bind; men der er også ulemper – for det kan samtidig være svært at afslutte en historie ordentligt, når man har fulgt den så længe. I en fantasyserie kan fristelsen ofte være at lade det hele gå op i et brag, og den vej kunne man godt frygte her: for krigen rumler, og man kunne forvente endeløse scener med slag og heltemod og tårevædede afskedsscener og folk, der dør til højre og ventre og fantasy-klicheer, der står på række og geled. Men nej. Det er tydeligt, at Kenneth Bøgh Andersen ikke er interesserede i at drukne i os patos, men hellere vil fortælle os historier.

Han har tidligere udtalt i interviews, at den bog, han helst ville have skrevet, er Bibelen, for den er tidernes største fantasy-eventyr. Når det nu ikke (af mangel på en tidsmaskine) er muligt, har han gjort det næstbedste og leget med den i stedet. Det gør, at Ondskabens engel ikke går under i krigsbuldren, men i stedet bliver et væld af skumle planer med afsæt i Bibelen. Med andre ord lykkes det Bøgh Andersen at fortælle en masse gode historier uden at blive hverken prædikende eller kedelig. Det er fortællingen, der er i højsædet.

på trods af, at Den Store Djævlekrig startede som en trilogi, er det lykkedes Bøgh Andersen at føje et ekstra bind til og alligevel holde serien frisk – og så endda levere en afslutning, der holder samme høje kvalitet. Tilmed er det en serie, der fungerer på flere niveauer – formidlerne kan trøste sig med, at den trods det drabelige indhold stiller store og ganske tunge spørgsmål i en lettilgængelig form, mens de tiltænkte læsere kan lade sig gribe af det enkle faktum, at den er pissefed.

I anledning af Ondskabens engel og Kenneth Bøgh Andersens ti års jubilæum som forfatter har vi lavet et nyt interview med ham.

Kenneth Bøgh Andersen: Ondskabens engel (Den Store Djævlekrig ; 4). Forside: Rasmus Jensen. Høst og Søn, 2010, 315 sider.

Flere zombier og større brag.

I første bind af Exodus introducerede Jacob Rask Nielsen sine hovedpersoner: den lettere nørdede, men også charmerende Hassan, den gravide Viola og den rå og brutale Bernt. Han lagde en god bund for en flirt mellem Hassan og Viola. Og så efterlod han ellers vore helte midt i byen, mens de levende og kannibalistiske døde gik amok overalt omkring dem.

Det er her, bind 2 starter. Og så bliver der ellers skruet op for varmen.

Det siget nok meget om Rask Nielsens zombie-epos, at det sker med to missiler navngivet Holger Danske og Karen Blixen. For han har sigtet ind på den lille niche, hvor man finder skæringspunktet mellem dansk lune med rappe replikker, amerikansk superaction med store, stiliserede eksplosioner og klassisk horror, hvor nu også noget dæmonlignende begynder at stikke sit grimme ansigt frem i handlingen.

Hassan har set en del zombie-film, så han ved, at de skal ud af byen. Desuden har han spillet en del live-rollespil, så han ved også, hvordan man bruger en økse. Omend hans kompetencer mest er til gummisværd, så får han snart mulighed for at undersøge, om de lader sig overføre til det virkelige liv. Vore venner får militær assistance – BS Christiansen på steroider – og forsøger at flygte fra byen, hvilket naturligvis er svært, når der er zombier overalt. Og endnu sværere, når verdens undergang ikke ligefrem er en situation, der bringer det bedste frem i folk.

Det lyder alt sammen meget blodigt, og det er del vel for så vidt også. Der dør i al fald en del, både zombier og mennesker. Men splattet er godt pakket ind i både streg og historie. For Rask Nielsens figurer har en vis lighed med Playmobil-mænd, og når de bliver skudt i stykker, sker det alt sammen i dramatiske, men også fastfrosne sort/hvide tableauer, der tager skrækken af det hele. Hvilket er helt okay, for Exodus er først og fremmest morsomt. Voldsomt morsom. Af typen, der kan få én til at forstyrre andre læsende med ens undertrykte udbrud.

”Exodus, bind 2” er en tegneserie, man stryger igennem – blandt andet fordi Rask Nielsen har så stort overskud, at han ikke hælder for meget på historien. Han tager sig tid til at fortælle det, der skal fortælles, og smider også gerne nogle finurligheder ind (helikopter-scenen bliver en klassiker). Det er en udsøgt fornøjelse. Faktisk er min eneste indvending nok en lille antydning af nervøsitet for, hvordan det skal gå med sidste bind – for Rask Nielsen skal have et ganske stort es i ærmen, hvis det skal lykkes ham at afslutte historien på ordentlig vis så hurtigt, Umiddelbart så jeg den gerne bredt ud over adskillige bind.

Jacob Rask Nielsen fortæller om værket på FantastiskeForfattere.dk

Jacob Rask Nielsen: Exodus, bind 2. Tjubang, 2009.

4. bind i fortællingen om Septimus Heap.

Septimus og Jenna undslap fangeskab i fortiden. Men deres bror Nicko og vennen Snorri var ikke så heldige. Så da de hører om en mulighed for at redde broren og vennen, griber de chancen med begge hænder.
Men mørke kræfter har samlet sig, og snart bliver Septimus sendt på en Qurérfærd. En farlig opgave, som ingen anden troldmandslærling endnu er vendt tilbage fra. Men Jenna og Septimus er ikke hvemsomhelst, og de vil ikke lade noget stå i vejen for deres redningsforsøg, så allieret med vennen Beetle begiver de sig ud i det ukendte.

Septimus og Jenna hører, at Nicko og Snorri måske har søgt tilflugt i Foryxernes hus og dermed er fanget i en tidslomme. De beslutter sig modigt at befri dem. Men hvordan skal de finde huset, når det eneste kort, som viser vejen, er beskadiget, og Septimus tilmed udvælges til den farlige Qurérfærd?
De beslutter at vove forsøget og får følgeskab af vennen Beetle, som uden at blinke følger dem ud i ødemarken.
Rejsen bliver farefuld, for ondskaben arbejder for at få bugt med dem. Men heldigvis er de snarrådige, og gode kræfter arbejder lige så ihærdigt på at hjælpe dem, som ondskaben arbejder for at udslette dem.

Det fjerde bind om Septimus Heap er både spændende, morsomt og en smule uhyggeligt. Angie Sage er bestemt ikke bleg for at vise menneskets mest mørke sider og de grusomme ting, vi gør af misundelse, grådighed, magtbegær og ren og skær egoisme. Heldigvis viser hun også, hvordan venskab, kærlighed og sammenhold kan overvinde vanskeligheder.
Skrivestilen er som i de andre bind let og flydende, og historien glider smukt af sted med en fantastisk sammenblanding af åndeløs spænding og nådige små åndehuller, hvor hovedpersonerne (og læseren) kan få vejret igen.
Bogen er en rørende blanding af dystert mørke og befriende humor. Personerne er troværdige, og man tøver ikke med at investere følelser og tanker i dem. De er ikke overnaturlige helte, som uden angst og bævren vandrer mod opgøret med ondskaben. De er tværtimod levende personer, som fulde af skræk trodser mørket, ikke så meget fordi det er moralsk rigtigt, men mere for at redde dem, de elsker. Det er bevæggrunde, man nemt kan sætte sig ind i, og det gør, at man hepper på dem, til man næsten er hæs.
Jeg venter i spænding på næste bind i serien og har allerede afsat dette bind til en ven, som utåldmodigt ånder mig i nakken som en ekstra (unødvendig) opmuntring til at få bogen læst så hurtigt som muligt.

Angie Sage: Qurér (Septimus Heap ; 4). Oversat af Erik Egholm. Omslag: Narayana Press. Gyldendal, 2009, 602 sider

Jul på Nørrebro med Iqbal Farooq og hele familien

Det er 1. december, og Iqbals far er blevet bimmelim? Eller han har i hvertfald besluttet, at familien Farooq skal holde jul ligesom alle andre danskere. Pyt med, at de er muslimer. Muslimer kan vel godt spise risengrød. Eller det kunne de, hvis far ellers kunne finde ud af at lave det.
Sådan starter løjerne. Og det bliver kun mere spøjst herfra. Far har sat sig for, at det skal være præcist som i julebøgerne. Med nissehue og alting. Resten af familien er ikke helt så begejstrede. Men for sin fars skyld går Iqbal med til det. Mest fordi han ikke rigtig får et valg. Far sender ham ud i opgangen for at invitere dem alle sammen til jul. Bare ærgerligt, at alle allerede har andre planer.
På skolen bliver der også julet. Efter flere år uden fejring af jul er det lykkes klasselæren at få gennemtrumfet, at skolen skal holde jul med krybbespil, Lucia-optog og pakkeleg. Helt multietnisk selvfølgelig.
Men ét er planerne. Noget andet er virkeligheden. Det er ikke helt så nemt at jule, som man skulle tro. Faktisk er der problemer i hele København med juleriet, for gaderne bliver rippet for julepynt om natten – og der er ikke et eneste juletræ nogen steder.
Iqbal og hans bror Tariq bliver viklet ind i et komplot med storpolitiske dimensioner… Mon det nogensinde bliver jul?

Iqbal Farooq og julesvineriet er en ægte kalenderbog med 24 kapitler, julestemning, forviklinger og juletræer – nå nej, ikke juletræer. De er jo væk. Men det er en bog, der indeholder alt, hvad en julekalender skal indeholde. Og det er med højt humør.
Manu Sareen kender sine personer godt, så selvom de er lidt stereotype, overgiver man sig hygger med dem lige til sidste kapitel.
Lars-Ole Nejstgaard har illustreret hele herligheden.

Forfatteren vandt Orlaprisen for Iqbal Farooq og den sorte Pjerrot. Iqbal Farooq og julesvineriet er den fjerde bog om Iqball Farooq.

Iqbal Farooq og julesvineriet skrevet af Manu Sareen, Illstrationer af Lars-Ole Nejstgaard, Carlsen 2009, 256 sider. Kr. 199,95

Det spøger – men på den hyggelige måde

Charlotte Usher har en plan. Alt skal være anderledes i år. Hun har brugt sommerferien på at gøre sig klar til det nye skoleår – det betyder et nyt look. For i år skal drømmefyren Damen se hende. Og helst også invitere hende med til ballet. Da hun bliver hans fysikmakker, kan hun næsten ikke tro sit eget held.
Men så dør hun. Dræbt af en vingummibamse, der sætter sig fast i halsen. Bare sådan. Det ene øjeblik spiser man vingummibamser – det næste øjeblik er man død.
Så tror man, man slipper for skolen, når nu man er død. Men niksen… Charlotte bliver den nye elev i Kadaverklassen, hvor mr. Brain skal hjælpe eleverne med at afklare deres liv.
Det er ikke nemt, når man har med en flok egoistiske teenagere at gøre.
Charlotte er ingen undtagelse. Hun har stadig en plan. Død eller ej. Hun vil til ballet med Damen.
Der skal kreative metoder til. Med hjælp fra Goth-pigen Scarlet – som er den eneste levende, der kan se hende, gør hun alt for at få Damens opmærksomhed.

På trods af glæden ved at føle sig “i live” var Charlotte stadigvæk ikke helt afklaret med sin plan. At besætte Scarlet havde trods alt været Plan B. Scarlet havde ikke det hår, tøj og udseende som Charlotte havde håbet på, og det var bestemt ikke det look, som de fleste drenge, og da slet ikke de mest populære, gik og drømte om, for at sige det mildt. Desuden var det kun en midlertidig overtagelse, og – ud over de moralske aspekter – så ville det kræve tid og anstrengelser at få en fyr til at forlade sin superlækre kæreste til fordel for punker-lillesøsteren.

Ghostgirl er morbid og satirisk. Hovedpersonen Charlotte er en hel figur, der minder om en typisk teenager. Hun er til tider så egoistisk, at man krummer tæer. Andre gange er hun en pige, man godt gider være veninder med.
Hurley skriver om døden på en måde, så den ikke er så slem. Bogen er ikke en pageturner. Men den har sine øjeblikke og vil helt sikkert more sit publikum – piger fra 10-14 år.

Ghostgirl har sin egen seje hjemmeside, som er et klik værd: www.ghostgirl.com

Ghostgirl skrevet af Tonya Hurley. Illustreret af Craig Philips. Phabel 2009. 342 sider. Kr. 199,-

Hold på indianerfjerpryd og campingvogn…

I mange år har vi kunne nyde Michael Wikke og Steen Rasmussen på tv, film og i radioen. Nu kan det skæve makkerpars vidunderlige univers også opleves i bogform.

Arne er en helt almindelig dreng på 11 år med Mangabøger på værelset og Justin Timberlake i høretelefonerne. Arne er eneste barn af Børge og Lillian, som begge er bidt af campinglivet. Så snart de har muligheden, pakker de fortelt, fiskefars og Arne i campingvognen og drager af sted i deres gamle Ford Granada.
Men på Storebæltsbroen går det galt. Granadaen svigter, og mens Arne kigger under hjelmen, forsvinder bil, campingvogn og forældre ud over kanten og ned i det kolde, sorte vand. Med et er Arne alene, og midt i al kaosset bliver han opsøgt af Big Chief en gammel indianer på motorcykel. Big Chief er ikke helt almindelig, men Arne synes om ham. Han forærer Arne en gammel mobiltelefon og fortæller, at hvis Arne gør sig umage med at gøre gode gerninger, vil det hele nok gå.

Han anede intet om, hvem manden ved siden af ham var. Men der var alligevel noget ved ham, som på en mærkelig måde føltes godt netop nu, hvor alting var mørkt midt solskinnet.
“Jeg er på etteren.” Big Chief pegede på mobilen. “Hvis du får brug for mig!”

Men det er ikke let at hjælpe andre, slet ikke når man er alene og trist og også skal klare tøjvask, havearbejde og advokater, der vil sætte huset på tvangsauktion og sende en på ungdomsinstitution. Besværlige naboer, krisepsykologer, synske kvinder og dræberhunde gør det heller ikke nemmere for Arne at klare sig. Hver dag savner han sine forældre mere og mere, men heldigvis har Arne stadig Big Chiefs hjælp.

Universet omkring Primulavænget, hvor Arne bor, er skævt, skørt og vidunderligt. Der er hele tiden gang i fantasien. Bogen berører alvorlige emner som ensomhed, sorg, kærlighed og har småfilosofiske overvejelser, bl.a. om hvad der egentlig kendetegner en god gerning. Men den er samtidig virkelig morsom, og Wikke og Rasmussens karakteristiske univers med skæve vinkler og et persongalleri med masser af underholdende, elskelige personer fungerer også godt i bogform.

Michael Wikke & Steen Rasmussen: Du ser spøgelser, Arne. Illustreret af Jesper Deleuran. Politiken, 2009, 159 sider

Tiffany og de små blå mænd er tilbage – vidunderligt!

Vintersmeden er tredje bog om hekselærlingen Tiffany Smertling – de to andre er De små blå mænd og En hat fuld af himmel. Angiveligt er der tale om en enkeltstående historie, men det vil nok være en god ide at læse de første to bøger – der er en del hekse og andet, som det er godt at kende i forvejen. Til gengæld er Tiffany-bøgerne en eminent introduktion til Pratchetts Diskverden-serie, så det er bare med at komme i gang.

Tiffany er kommet i lære hos heksen Frøken Svigefugl, der er blind (når der altså ikke lige er et par øjne i nærheden, som hun kan låne) og så gammel, at hun får bedstemor Vejrvinding til at ligne en vårhare (og Vejrvinding er generelt en person, som får alle mulige andre mennesker til at ligne alt muligt andet). Det er Frøken Svigefugl, der tager Tiffany med til dansen – den dans, der varsler skiftet mellem sommer og vinter og symboliserer den evige ring, som årstiderne kører i. Men hun har ikke noget at gøre med, at Tiffanys fødder ikke kan holde sig i ro, og pludselig er den 13-årige pige viklet ind i dansen.

Men som altid i Pratchetts univers er dansen ikke bare den fysiske dans, den er også dansen mellem vintersmeden og sommerfruen, de to evigt kæmpende årstiders manifestationer. Og da Tiffany blander sig i dansen, bliver hun også bundet sammen med dem.

Og vintersmeden bliver forelsket. Som kun en snestorm kan blive det. For en snestorm kan naturligvis ikke forelske sig – men han lærer, og hans følelser er lige så voldsomme og farlige som stormens.

Pratchett er en af de ganske få forfattere, som formår at skrive en djævlespændt god historie – samtidig med at den er humoristisk (så man faktisk kommer til at grine højlydt), intelligent, overraskende og spændende, så siderne formelig smutter mellem fingrene.

Denne gang bruges en god del af tiden på et nærmere kig på, hvad der gør heksene så stærke – for én ting er magi, alle og enhver kan bruge magi, men der skal en heks til at styre en hel by med nogle få, velvalgte ord. Det er samtidig et voldsomt stort ansvar, for hvis man glemmer, hvis skyld man gør det for, går der ikke længe, før man begynder at gnække og bygge pandekagehuse og deslige. Den slags ender altid med en ovn, ved man fra historierne, og også historier spiller en stor rolle her, for Tiffany er fanget i en af de ældste overhovedet, og alting står på spil.

Helt ærligt, hvis ikke man kan lide Tiffany Smertling-bøgerne, må det være, fordi vinteren allerede har rørt ens hjerte. De er sjove og gribende på samme tide – og ganske enkelt fortællekunst i verdensklasse. Vintersmeden har hjerte og nerve og alle de ting, der skal til for at skabe et menneske. Læs den.

Terry Pratchett: Vintersmeden. Oversat af Svend Ranild. Forside: Paul Kidby. Borgen, 361 sider, 2009.

Nogle gange er de døde ret levende.

I 2009 vandt Neil Gaiman en Newbury og en Hugo Award for sin nyfortolkning af Kiplings ”Junglebogen” – og det er yderst fortjent. Nu har vi fået den på dansk under den lidt pudsige titel ”Nobody”, og det er en fornøjelse af stifte bekendtskab med historien om drengen, der vokser op under sære og makabre kår. Newbury Award gives for enestående børnelitteratur, mens Hugoen retter sig mod voksenlitteraturen; det siger lidt om Gaimans evner og om, at ”Nobody” vil tiltale et bredt spektrum af mennesker.

Nobody er navnet på hovedpersonen, omend han hovedsageligt kaldes Bod – Bod Owens efter den familie, som adopterer ham, da hans egen familie bliver slået ihjel. Det er manden Jack, der står bag drabene, og han er en typisk Gaiman-skurk: blodigt nærværende, men samtidig uhåndgribeligt luftig. Hvorfor Bods familie skal udryddes, ved vi ikke til at starte med, men Bod vokser op med en konstant trussel hængende over hovedet: nogen vil slå ham ihjel.

Derfor får han også indprentet, at han ikke må forlade de sted, hvor han har søgt tilflugt, og hvis beboere har taget ham til sig som en af deres egne. Det er en kirkegård, og alle de mennesker, han kender, er døde. Og af dem lærer han mange af de dødes evner, såsom af Blegne og gå Drømmegang.

Der er dog et par vigtige undtagelser fra Bods dødesliv – hans værge Silas, som hverken er død eller levende, men har fået Kirkegårdens Fred, og så den lille pige Scarlett, hvis forældre blot tror, at hun har fået en usynlig ven.

Makabert, lyder der måske umiddelbart til, men Gaiman er en fortæller, som forstår at gøre det uhyggelige hyggeligt og det hverdagsagtige skræmmende.

Der er et muntert glimt i øjet, føler man, når forfatteren beskriver livet på kirkegården, og man kan næsten høre hans stemme læse historien op. Sådan forstår han at gøre historien nærværende. Og ikke at forglemme fascinerende, så man vægrer sig ved at lægge bogen fra sig. Et enkelt kapitel til, en enkelt side til, kan man da lige klare. For måske gemmer der sig gys, måske spænding, måske underholdning – man ved det ikke, men man ved, at der altid er en historie, der skal fortælles.

Gaiman forstår kunsten at fortælle mellem alle de faste grænser. ”Nobody” er ikke for voksne eller børn, den er for alle, og enhver, der ynder at læse, vil kunne sætte sig ned med den og få noget ud af historien. Har man ikke læst hans bøger før, er dette et eminent sted at starte, og der er masser af fortsætte med bagefter – kender man forfatterskabet, er denne bog som en god gammel frakke om vinteren; lidt forudsigelig måske, men også yderst behagelig og en lise på de lange, kolde aftener.

Neil Gaiman: Nobody. Oversat af Camilla Chritensen. Illustrationer: Chris Riddell. Høst & Søn, 2009, 304 sider.

Veloplagt ungdomsroman med tegninger i…

Sofie er 17 år. Hun er droppet ud af gymnasiet og flyttet fra Falster til København. Hun har lejet et lille værelse hos en dame med alt for mange katte. Der er kattebakker over alt. Men Sofie er ikke sart. Skide være med lidt kattelort.

Det er ikke nemt at være Sofie. Mor er bekymret over Sofies manglende uddannelse. Hvordan skal hun nogensinde møde en mand, uden at gå på Uni? Og hvorfor kan hun ikke være ligesom storesøster Margrethe? Hun læser psykologi og bor på et pænt kollegium. Her er der ingen kattelort – men masser af fremtid. Som om…

Sofie flakker rundt. Ved ikke rigtig, hvad hun vil. Og faktisk er det ikke så nemt at få et job. Lige indtil hun får chancen for at være en rigtig Sarah Jessica Parker med stilletter og krøller. Nå ja, så skal der også lige skrives en artikel. Småting.

Så er der det med fyrene. Det er sgu heller ikke for nemt. Der er også noget med en slankekur med Margrethe som coach. Er der noget, hun ved noget om, er det slankekure.
Sofie tager en dag ad gangen – set igennem cigaretrøgen. Hun skal forøvrigt også holde op med at ryge.

Der er nok udfordringer for Sofie.

“Tænk, så forskellige børn kan være,” siger hun. “Den ene er snart færdig som psykolog. Den anden er ikke engang begyndt at læse endnu.”

“Nu er Margrethe jo også otte år ældre end mig,” siger jeg.

“Har intet med sagen at gøre.”

Over os begynder de øverste grene på træerne at bevæge sig. Himlen bliver mørkere, og vinden bærer fin regn med sig.

“Nå,” siger far. “Skal vi?”

Margrethe klapper. Det kan hun også sagtens. Hun har eget bad og masser af potteplanter. Der ikke er gået ud.

Jeg forsøger at minde mig selv om min frihed. At det er det her, jeg altid har drømt om. Men min stemme forsvinder i regnen, da jeg siger farvel.

Sarah Engells debutroman Hvis bare… er underholdende og godt skrevet. Den minder om noget man har læst før, men det gør ikke noget. Hvis bare… er helt sin egen. Sofie er sjovt bekendtskab, og man føler med hende hele vejen igennem.

Trænger du til at grine, så er Hvis bare… lige noget for dig.
Bogen er illustreret af Ole Comoll Christensen. Stregtegningerne der pryder hver side er lige så underholdende som teksten.

PS. Hvis jeg havde den mor, ville jeg også ryge og være trodsig.

Hvis bare… har sin helt egen hjemmeside.

Sarah Engell: Hvis bare… Illustrationer af Ole Comoll Christensen. Forlaget Carlsen, 2009. -352 sider. Kr. 269,95