En moderne udgave af H.C. Andersens “Hvad fatter gør er altid det rigtige, som Manu Sareen har skruet sjov og underholdende sammen.

Drengen Osamas familie har en kiosk, der sælger tyggegummi-automater. Strømmen til de farvede pærer, der lyser uden for kiosken er gået, og strømmen får de fra nabo-kiosken, som Osamas far skylder 1000 kr. Derfor er de nødt til at skaffe pengene, før de kan regne med at få strøm igen.

Fætter Wahib er udset til at være den der skal sælge en automat, men da han får et skilt i hovedet, er det Osama, som bliver sendt af sted for at redde kiosken. Og så går der rigtigt “Hvad fatter gør..” i historien. Først bytter Osama automaten for en cykel, som er lidt for stor og ikke sådan at styre. Han kommer til at køre ind i et stort brød af en fyr, som politiet er efter. I bytte for cyken får Obama en falsk guldkæde.
Sådan fortsætter Osamas færd gennem byen, og han kommer til sidst hjem med en pose med rustne søm og skruer. Får han den helt store overhaling, som kammeraten Diller Dennis forudser? Nej, det gør han ikke, dagen slutter med en fest for at fejre Osama. Læs selv denne crazy historie, hvis du vil vide hvordan det hele hænger sammen.

Miljøet er Vesterbro præget af indvandrerbutikker, prostitution og småkriminalitet. Sproget er bramfrit og med indvandrerudtale og engelske gloser, der er blevet en del af hverdags dansk: “Den er nice” f.eks.

Rasmus Bregnhøi står bag de herlige illustrationer. Billedbogen er et fund for den rette højtlæser, især for børn mellem 5 og 8.

Manu Sareen: Hvad fætter gør er altid det rigtige. Illustreret af Rasmus Bregnhøi. Politikens forlag, 2010.-28 sider

I bedste Ole Lund Kirkegaard stil!

Det er mere end 30 år siden Ole Lund Kirkegaard døde. Alligevel er der netop udkommet en bog af ham: Anton og Arnold – to frække drenge som han skrev til Danmarks Radio i 1974 og iøvrigt også selv læste op i radioen. Og nu er historierne altså udkommet med friske tegninger af Rasmus Bregnhøj.

Bogen indeholder 5 historier, der alle handler om de frække tvillinger Anton og Arnold, fortalt af en navnløs 8-årig dreng. I bedste Ole Lund Kirkegaard stil laver drengene ballade og  det er ikke kedeligt.

Læs om den dag Anton og Arnold flytter til byen og vil være fosterbrødre med jeg-personen. Heldigvis kan de ikke finde en kniv. Der er også noget om grise, men mere siger jeg ikke om den historie. Det må du selv læse. Så er der den dag, hvor “jeg” er alene hjemme med far. Så skal han passe hus og lave mad. Det går ikke så godt. Heldigvis kan tvillingerne hjælpe, eller…

Historien om dengang drengene leger rødhuder og blegansigter, er der nogen der ender med at komme i bad. Jeg siger ikke hvem. Der er også noget om en pakke, der skal sendes til Randers.

Anton og Arnold flyttede til byen en sommer, da det var så ugudeligt varmt, at folk måtte sove uden nathuer på. Hundene lå i skyggen rundt omkring i portene og gispede med tungen langt ude af halsen. Og hønsene lagde blødkogte æg. Sådan sagde man i hvertfald den sommer.

Det er underholdning lige efter mit hoved. Jeg elsker Ole Lund Kirkegaards skæve humor og sjove vendinger. Anton og Arnold – to frække drenge er alle tiders til højtlæsning. Forlaget har sat målgruppen fra 5 til 10 år,  men jeg vil vove den påstand, at det er en bog for hele familien. Der er dømt hygge med grin!

Ole Lund Kirkegaard: Anton og Arnold – to frække drenge. Illustreret af Rasmus Bregnhøi. Gyldendal, 2010. -61 sider

Jack Stump, har sammen med vennerne Dick og Sue, forladt Doom Town for at holde Halloween så langt væk fra byen som muligt. Med på turen er Sues nevø – den lille irriterende Teodor.

Dick er ikke særlig vild med Halloween for at sige det mildt. Derfor vil han ikke lave andet end at fiske efter gedder i Tågesøen. Sue synes, nu godt de kan Halloween-hygge lidt. Og det er selvfølgelig Jack, der bliver babysitter. Sammen med Teodor, der har spist alt for meget slik, udhuler han græskar. Det er hyggeligt nok.
Men uhyggen begynder da han og Teodor går tværs over øen for at tigge slik hos en gammel blind kone i kørestol.

Snart har de slimede skaldede børn lige i hælene. Hvem er de? Hvad er det lige der sker?
Måske kan Græskarmanden hjælpe dem? Og er Halloween ikke bare noget opreklameret fis?

Find svarene i denne herlige Jack Stump bog.

Det er længe siden, at jeg har læst Jack Stump. Det var et dejligt gensyn. Der er lige så meget spræl i den lille grønne fyr som altid.

Jeg er vild med Henrik Einspors skrivestil. Siderne drypper af humor og skøre ideer for ikke tale om det gys, en Jack Stump bog skal indeholde. Einspor er ikke bange for at skrive uden for rammerne. Det er ren fryd at læse denne lille boge som også er nem at læse.

Som sædvanlig har Jon Ranheimsæter illustreret med farver og humor.

Er du Jack Stump fan, så skynd dig at få fat i denne bog! Hvis du ikke har læst de 25 bøger, der er udkommet om Jack Stump, kan du også sagtens læse Jack Stumps Halloween – special.

Henrik Einspor har udover Jack Stump serien også udgivet bl.a. Voldgravens skat, Med døden i hælene, Max skræk og Den yderste dag.

Du kan se mere om forfatteren her

Henrik Einspor: Jack Stump. Halloween special. Illustrationer af Jon Ranheimsæter. Forlaget Løse Ænder, 2010. -103 sider

Episk og underholdende gudegenfortælling

Jeg har tidligere skrevet om første bind i genudgivelsen af den danske tegneserie Valhalla – nu er hele serien ude i fem ekstremt flotte bind, og det er mildest talt en lækkerbidsken. Humor, spænding og lune går op i en højere enhed i en serie, der med rette kan kaldes for en klassiker.

For det første er der selve udgivelsen, som er prægtig. Bøgerne er flotte og imponerende, og så er de fyldt med ekstramateriale – endda ekstramateriale, der er interessant og fortæller masser af små historier bag kulissen. Jeg synes sjældent, at den slags føjer noget til, men her fungerer det altså for mit vedkommende.

Det vigtigste er dog naturligvis historierne.

Det er Peter Madsen, der er den røde tråd – han har illustreret samtlige bind, mens flere forskellige folk har været med til at skrive historierne: Hans Rancke-Madsen, Per Vadmand og Henning Kure. Det betyder naturligvis, at historierne er ret forskellige, hvilket viser sig at være en af seriens styrker – for der leges også med formerne, som når f.eks. Mysteriet om digtermjøden fortælles som en klassisk noir-krimi med selve gudernes herre som den ihærdige detektiv.

Har man ikke før læst Valhalla-serien, er det nu, man skal springe på vognen – det er ikke blot et godt udvalg af alle de gamle historier, det er også en bunke nye. For selvfølgelig er det guderne, der hele handler om, men andre figurer får også lov at indtage scenen: såsom menneskebørnene Tjalfe og Røskva, der indledningsvis gøres til de prismer, historierne spejles igennem, men sidenhen går lidt i baggrunden – for så at indtage scenen igen henimod, hvor selve Ragnarok, verdens undergang, hæver sit grimme ansigt. Og så er der Quark, der fuldstændig overtog Valhalla-filmen og måtte få sine egne albums med humorstriber, så han ikke skulle brede sig over Valhalla-tegneserierne.

Blandingen af mennesker og guder (og selvfølgelig grumme jætter) er med til at skabe den helt specielle stemning, der præger Valhalla-sagaen, godt hjulpet på vej af Peter Madsens illustrationer. Der er bunker af humor på de mange sider, men lige så meget drama og spænding. Valhalla formår med succes at veksle mellem falde på halen-komik, næsten-horror og storladen undergangsdrama, der giver læseren en klump i halsen. Det er vellykket i en grad, som man sjældent ser, uanset om vi snakker tegneserier, bøger, film eller andre måder at fortælle historier på. Har du ikke allerede læst Valhalla-sagaen, er du gået glip af meget. Nu er chancen der heldigvis.

Peter Madsen m.fl.: Valhalla-sagaen bind 1-5 (oprindelig 15 bind). Carlsen, 2010.

Rask Nielsen slutter sine zombier af med et brag

Enhver, der kender en smule til horror, ved, at man aldrig skal sige ting som “Vi er da stadig i live”. Det kan kun betyde, at grimme ting venter forude. Og meget sigende er det indgangsreplikken i tredie og sidste bind af Jacob Rask Nielsens zombie-saga. Og så er de næste par sider ellers dedikeret til en hæsblæsende biljagt med bølger af zombier, store automatvåben og masser af flyvende hjernemasse. Der er dårligt en billedrude, som ikke inkluderer mindst én lydeffekt.

3. bind i “Exodus” byder med andre ord på mere af det gode. Bernt, Hassan og Viola forsøger at kæmpe sig gennem den zombie-inficerede by for at slippe ud i friheden. Det sker med masser af tjuhej og en god bunke lettere fjogede one-liners, og det er som sædvanlig grumt underholdende.

Denne gang skal Rask Nielsen så også have bundet alle sine løse ender sammen, og det lykkes – til dels.

For det første skal vi have forklaret, hvordan hele situationen opstod, og der trækkes en ret stor kanin op af hatten – en dæmon på størrelse med et hus. Dertil smides et par ekstra elementer ind, så vi udover dæmon-invasion også får serveret en god omgang superhelte-action. Det er ganske fornøjeligt og illustreret med den vanlige tunge lige i munden, men som historie kan jeg ikke lade være med at føle mig lidt snydt. Der skulle en kanin ud af hatten for at få det hele til at hænge sammen, men den er lidt for stor til min smag og passer ikke rigtig ind i historien hidtil. Men når det er sagt – når jeg først er kommet over den hurdle – så kommer det faktisk til at fungere ret godt.

Det lykkes nemlig at binde det hele sammen til en slutning – med lige dele åben, lykkelig og storladen klistret på. Uden at det bliver den sædvanlige zombieslutning. Det er lidt af en bedrift, og i det hele taget undskylder man gerne de ujævnheder, der måtte være, for serien har haft charme og personlighed lige siden starten – det kan godt være, at den ikke er køn, men det er svært ikke at holde af den. Farten på handlingen og de lynhurtige replikker gør, at de enkelte bind i serien er hurtigt læste, så selv om man snupper alle tre i rap, er det stadig som at se en ret kort film (men til gengæld en dybt underholdende en af slagsen), og det gør det værd at nævne, at en samlet udgave af serien er under udarbejdelse. Jeg tror, det er den rette måde at læse serien på.

Jeg er måske ikke helt enig i alle de valg, Jacob Rask Nielsen har truffet i Exodus bind 3, men jeg blev til gengæld underholdt hele vejen, og mere kan man dårligt bede om. Personligt håber jeg, at han lader historien slutte, hvor den gør – men til gengæld så jeg gerne flere historier om de herrer professorer Igorov, det lettere finurlige par, der står bag hele miseren.

Jacob Rask Nielsen: Exodus, bind 3. Forlaget Tjubang, 2010

En værdig afslutning på serien om Himmel og (især) Helvede

Læserne har, tror jeg godt, man kan sige, nærmest stået i kø for at vente på sidste del af Kenneth Bøgh Andersens fantasyserie Den store djævlekrig. Nu er den her så endelig, og den har så sandelig været ventetiden værd.

Det hele indledes med lidt af en kliche – som så med vanligt glimt i øjet lige får en drejning til sidst, som også understreger, at vi hygger os med både horror og humor her. Der er lune, men der er også rædsler inde bag – og omvendt. Filip er i Helvede, men han er ikke længere det englebarn, han var engang; mørket er vokset i ham, og han har nu både horn og vinger. Er han langsomt ved at fortabe sig selv?

Djævlene er nu Filips gode venner, men en større ondskab lurer i mørket uden for Helvede. Aziel har kidnappet Satina, som både han og Filip lader til at have følelser for, og mod alle ordrer drager Filip ud for at redde hende. Men selv hvis det lykkes, kan han ikke forhindre det, der er ved at ske: Den Store Djævlekrig er ved at bryde ud, og konsekvenserne kan føles både på Jorden og i Himlen. Fjenden lægger planer, og chancen for, at Lucifer kan bevare magten over underriget, synes at blive ringere for hvert minut. Alt afhænger af Filip og de valg, han måtte træffe.

Der er fordele ved at skrive serier – det er lettere for læserne at binde sig til en figur, når man har fulgt ham gennem flere bind; men der er også ulemper – for det kan samtidig være svært at afslutte en historie ordentligt, når man har fulgt den så længe. I en fantasyserie kan fristelsen ofte være at lade det hele gå op i et brag, og den vej kunne man godt frygte her: for krigen rumler, og man kunne forvente endeløse scener med slag og heltemod og tårevædede afskedsscener og folk, der dør til højre og ventre og fantasy-klicheer, der står på række og geled. Men nej. Det er tydeligt, at Kenneth Bøgh Andersen ikke er interesserede i at drukne i os patos, men hellere vil fortælle os historier.

Han har tidligere udtalt i interviews, at den bog, han helst ville have skrevet, er Bibelen, for den er tidernes største fantasy-eventyr. Når det nu ikke (af mangel på en tidsmaskine) er muligt, har han gjort det næstbedste og leget med den i stedet. Det gør, at Ondskabens engel ikke går under i krigsbuldren, men i stedet bliver et væld af skumle planer med afsæt i Bibelen. Med andre ord lykkes det Bøgh Andersen at fortælle en masse gode historier uden at blive hverken prædikende eller kedelig. Det er fortællingen, der er i højsædet.

på trods af, at Den Store Djævlekrig startede som en trilogi, er det lykkedes Bøgh Andersen at føje et ekstra bind til og alligevel holde serien frisk – og så endda levere en afslutning, der holder samme høje kvalitet. Tilmed er det en serie, der fungerer på flere niveauer – formidlerne kan trøste sig med, at den trods det drabelige indhold stiller store og ganske tunge spørgsmål i en lettilgængelig form, mens de tiltænkte læsere kan lade sig gribe af det enkle faktum, at den er pissefed.

I anledning af Ondskabens engel og Kenneth Bøgh Andersens ti års jubilæum som forfatter har vi lavet et nyt interview med ham.

Kenneth Bøgh Andersen: Ondskabens engel (Den Store Djævlekrig ; 4). Forside: Rasmus Jensen. Høst og Søn, 2010, 315 sider.

Flere zombier og større brag.

I første bind af Exodus introducerede Jacob Rask Nielsen sine hovedpersoner: den lettere nørdede, men også charmerende Hassan, den gravide Viola og den rå og brutale Bernt. Han lagde en god bund for en flirt mellem Hassan og Viola. Og så efterlod han ellers vore helte midt i byen, mens de levende og kannibalistiske døde gik amok overalt omkring dem.

Det er her, bind 2 starter. Og så bliver der ellers skruet op for varmen.

Det siget nok meget om Rask Nielsens zombie-epos, at det sker med to missiler navngivet Holger Danske og Karen Blixen. For han har sigtet ind på den lille niche, hvor man finder skæringspunktet mellem dansk lune med rappe replikker, amerikansk superaction med store, stiliserede eksplosioner og klassisk horror, hvor nu også noget dæmonlignende begynder at stikke sit grimme ansigt frem i handlingen.

Hassan har set en del zombie-film, så han ved, at de skal ud af byen. Desuden har han spillet en del live-rollespil, så han ved også, hvordan man bruger en økse. Omend hans kompetencer mest er til gummisværd, så får han snart mulighed for at undersøge, om de lader sig overføre til det virkelige liv. Vore venner får militær assistance – BS Christiansen på steroider – og forsøger at flygte fra byen, hvilket naturligvis er svært, når der er zombier overalt. Og endnu sværere, når verdens undergang ikke ligefrem er en situation, der bringer det bedste frem i folk.

Det lyder alt sammen meget blodigt, og det er del vel for så vidt også. Der dør i al fald en del, både zombier og mennesker. Men splattet er godt pakket ind i både streg og historie. For Rask Nielsens figurer har en vis lighed med Playmobil-mænd, og når de bliver skudt i stykker, sker det alt sammen i dramatiske, men også fastfrosne sort/hvide tableauer, der tager skrækken af det hele. Hvilket er helt okay, for Exodus er først og fremmest morsomt. Voldsomt morsom. Af typen, der kan få én til at forstyrre andre læsende med ens undertrykte udbrud.

”Exodus, bind 2” er en tegneserie, man stryger igennem – blandt andet fordi Rask Nielsen har så stort overskud, at han ikke hælder for meget på historien. Han tager sig tid til at fortælle det, der skal fortælles, og smider også gerne nogle finurligheder ind (helikopter-scenen bliver en klassiker). Det er en udsøgt fornøjelse. Faktisk er min eneste indvending nok en lille antydning af nervøsitet for, hvordan det skal gå med sidste bind – for Rask Nielsen skal have et ganske stort es i ærmen, hvis det skal lykkes ham at afslutte historien på ordentlig vis så hurtigt, Umiddelbart så jeg den gerne bredt ud over adskillige bind.

Jacob Rask Nielsen fortæller om værket på FantastiskeForfattere.dk

Jacob Rask Nielsen: Exodus, bind 2. Tjubang, 2009.

4. bind i fortællingen om Septimus Heap.

Septimus og Jenna undslap fangeskab i fortiden. Men deres bror Nicko og vennen Snorri var ikke så heldige. Så da de hører om en mulighed for at redde broren og vennen, griber de chancen med begge hænder.
Men mørke kræfter har samlet sig, og snart bliver Septimus sendt på en Qurérfærd. En farlig opgave, som ingen anden troldmandslærling endnu er vendt tilbage fra. Men Jenna og Septimus er ikke hvemsomhelst, og de vil ikke lade noget stå i vejen for deres redningsforsøg, så allieret med vennen Beetle begiver de sig ud i det ukendte.

Septimus og Jenna hører, at Nicko og Snorri måske har søgt tilflugt i Foryxernes hus og dermed er fanget i en tidslomme. De beslutter sig modigt at befri dem. Men hvordan skal de finde huset, når det eneste kort, som viser vejen, er beskadiget, og Septimus tilmed udvælges til den farlige Qurérfærd?
De beslutter at vove forsøget og får følgeskab af vennen Beetle, som uden at blinke følger dem ud i ødemarken.
Rejsen bliver farefuld, for ondskaben arbejder for at få bugt med dem. Men heldigvis er de snarrådige, og gode kræfter arbejder lige så ihærdigt på at hjælpe dem, som ondskaben arbejder for at udslette dem.

Det fjerde bind om Septimus Heap er både spændende, morsomt og en smule uhyggeligt. Angie Sage er bestemt ikke bleg for at vise menneskets mest mørke sider og de grusomme ting, vi gør af misundelse, grådighed, magtbegær og ren og skær egoisme. Heldigvis viser hun også, hvordan venskab, kærlighed og sammenhold kan overvinde vanskeligheder.
Skrivestilen er som i de andre bind let og flydende, og historien glider smukt af sted med en fantastisk sammenblanding af åndeløs spænding og nådige små åndehuller, hvor hovedpersonerne (og læseren) kan få vejret igen.
Bogen er en rørende blanding af dystert mørke og befriende humor. Personerne er troværdige, og man tøver ikke med at investere følelser og tanker i dem. De er ikke overnaturlige helte, som uden angst og bævren vandrer mod opgøret med ondskaben. De er tværtimod levende personer, som fulde af skræk trodser mørket, ikke så meget fordi det er moralsk rigtigt, men mere for at redde dem, de elsker. Det er bevæggrunde, man nemt kan sætte sig ind i, og det gør, at man hepper på dem, til man næsten er hæs.
Jeg venter i spænding på næste bind i serien og har allerede afsat dette bind til en ven, som utåldmodigt ånder mig i nakken som en ekstra (unødvendig) opmuntring til at få bogen læst så hurtigt som muligt.

Angie Sage: Qurér (Septimus Heap ; 4). Oversat af Erik Egholm. Omslag: Narayana Press. Gyldendal, 2009, 602 sider

Jul på Nørrebro med Iqbal Farooq og hele familien

Det er 1. december, og Iqbals far er blevet bimmelim? Eller han har i hvertfald besluttet, at familien Farooq skal holde jul ligesom alle andre danskere. Pyt med, at de er muslimer. Muslimer kan vel godt spise risengrød. Eller det kunne de, hvis far ellers kunne finde ud af at lave det.
Sådan starter løjerne. Og det bliver kun mere spøjst herfra. Far har sat sig for, at det skal være præcist som i julebøgerne. Med nissehue og alting. Resten af familien er ikke helt så begejstrede. Men for sin fars skyld går Iqbal med til det. Mest fordi han ikke rigtig får et valg. Far sender ham ud i opgangen for at invitere dem alle sammen til jul. Bare ærgerligt, at alle allerede har andre planer.
På skolen bliver der også julet. Efter flere år uden fejring af jul er det lykkes klasselæren at få gennemtrumfet, at skolen skal holde jul med krybbespil, Lucia-optog og pakkeleg. Helt multietnisk selvfølgelig.
Men ét er planerne. Noget andet er virkeligheden. Det er ikke helt så nemt at jule, som man skulle tro. Faktisk er der problemer i hele København med juleriet, for gaderne bliver rippet for julepynt om natten – og der er ikke et eneste juletræ nogen steder.
Iqbal og hans bror Tariq bliver viklet ind i et komplot med storpolitiske dimensioner… Mon det nogensinde bliver jul?

Iqbal Farooq og julesvineriet er en ægte kalenderbog med 24 kapitler, julestemning, forviklinger og juletræer – nå nej, ikke juletræer. De er jo væk. Men det er en bog, der indeholder alt, hvad en julekalender skal indeholde. Og det er med højt humør.
Manu Sareen kender sine personer godt, så selvom de er lidt stereotype, overgiver man sig hygger med dem lige til sidste kapitel.
Lars-Ole Nejstgaard har illustreret hele herligheden.

Forfatteren vandt Orlaprisen for Iqbal Farooq og den sorte Pjerrot. Iqbal Farooq og julesvineriet er den fjerde bog om Iqball Farooq.

Iqbal Farooq og julesvineriet skrevet af Manu Sareen, Illstrationer af Lars-Ole Nejstgaard, Carlsen 2009, 256 sider. Kr. 199,95

Det spøger – men på den hyggelige måde

Charlotte Usher har en plan. Alt skal være anderledes i år. Hun har brugt sommerferien på at gøre sig klar til det nye skoleår – det betyder et nyt look. For i år skal drømmefyren Damen se hende. Og helst også invitere hende med til ballet. Da hun bliver hans fysikmakker, kan hun næsten ikke tro sit eget held.
Men så dør hun. Dræbt af en vingummibamse, der sætter sig fast i halsen. Bare sådan. Det ene øjeblik spiser man vingummibamser – det næste øjeblik er man død.
Så tror man, man slipper for skolen, når nu man er død. Men niksen… Charlotte bliver den nye elev i Kadaverklassen, hvor mr. Brain skal hjælpe eleverne med at afklare deres liv.
Det er ikke nemt, når man har med en flok egoistiske teenagere at gøre.
Charlotte er ingen undtagelse. Hun har stadig en plan. Død eller ej. Hun vil til ballet med Damen.
Der skal kreative metoder til. Med hjælp fra Goth-pigen Scarlet – som er den eneste levende, der kan se hende, gør hun alt for at få Damens opmærksomhed.

På trods af glæden ved at føle sig “i live” var Charlotte stadigvæk ikke helt afklaret med sin plan. At besætte Scarlet havde trods alt været Plan B. Scarlet havde ikke det hår, tøj og udseende som Charlotte havde håbet på, og det var bestemt ikke det look, som de fleste drenge, og da slet ikke de mest populære, gik og drømte om, for at sige det mildt. Desuden var det kun en midlertidig overtagelse, og – ud over de moralske aspekter – så ville det kræve tid og anstrengelser at få en fyr til at forlade sin superlækre kæreste til fordel for punker-lillesøsteren.

Ghostgirl er morbid og satirisk. Hovedpersonen Charlotte er en hel figur, der minder om en typisk teenager. Hun er til tider så egoistisk, at man krummer tæer. Andre gange er hun en pige, man godt gider være veninder med.
Hurley skriver om døden på en måde, så den ikke er så slem. Bogen er ikke en pageturner. Men den har sine øjeblikke og vil helt sikkert more sit publikum – piger fra 10-14 år.

Ghostgirl har sin egen seje hjemmeside, som er et klik værd: www.ghostgirl.com

Ghostgirl skrevet af Tonya Hurley. Illustreret af Craig Philips. Phabel 2009. 342 sider. Kr. 199,-