Historien om Niels begynder nærmest samtidigt med, at den slutter. Niels har få timer tilbage af sit liv og sidder  i en klam og kold fængselscelle, mens hans tanker flagrer og fortæller om sult, glæder, sorger, håb, drømme og hårdt slid. Uden for fængselscellens lille vindue piber en sølle trebenet hund og den er det tætteste, han har på familie eller en ven. Engang havde han en far, der ligesom hunden også var i stykker. Farens største frygt var, at de skulle ende på fattiggården. Det ville være det samme som at blive begravet levende, sagde han. Derfor måtte de hutle sig igennem. Hver dag et nyt sted, hvor de nu kunne finde arbejde, og om natten puttede de sig i udhuse, lader eller under åben himmel. Sulten åd sig altid ind på dem, og en dag må Niels fortsætte livet uden faren, som er slidt op.

Den sidste henrettelse er en kort roman med stor gennemslagskraft. Meget af handlingen fortælles igennem stærke og sanselige erindringsglimt, mens Niels venter på at livet løber ud, og som læser venter man med ham. Det er en barsk historie, som kaster lange skygger og griber ind i helt grundlæggende moralske og eksistentielle spørgsmål om skyld og straf. Fortællingen panorerer ud i det samfund, Niels også er en del af, og vi kommer med ind i tankerne hos fx borgmesteren og den digter, der senere overværer selve henrettelsen.
Afmagt og ensomhed er stærke følelser, og i Den sidste henrettelse er det lykkedes for Wung-Sung at skildre det troværdigt og gribende.
Historiske romaner er både et spejl og et vindue, og denne roman illustrerer på bedste vis, hvordan en historie har fat i noget almenmenneskeligt, som er relevant i både fortid og nutid. For hvad er retfærdighed?

Se et tv-indslag om bogen her

Jesper Wung-Sung: Den sidste henrettelse. Høst & søn, 2010.- 128 sider

Kan du kongerækken?

Hvis ikke har du alle tiders chance her med Nils Hartmanns nye bog om Danmarks konger og dronninger.

Vidste du, at Erik af Pommeren var den første danske konge, der havde et valgsprog? Mit håb står til havet, sagde han. Men han ender også med at blive sørøver, fordi han får nok af det hele. Det er hårdt at være konge.

Erik af Pommeren er først konge i 1412 til 1439. Så der har selvfølgelig være andre konger før ham.
Det starter i vikingetiden med Gorm den Gamle. Man siger, at han er kongerækkens stamfar.

Meget senere bliver Abel, der er søn af Valdemar Sejr, konge. Det er i 1250. Men han er kun konge i 2 år, inden han dør. Han bliver dræbt i Jylland. Det er Guds straf, sagde man. For Abel havde dræbt sin egen bror, bare for at blive konge. Men efter han er blevet begravet, sker der mærkelige ting. Munkene hører lyde og siger, at han spøger. Det er meget uhyggeligt, at se en død konge komme ridende på en hvid hest med tre glubske hunde.

Nils Hartman fortæller om alle konger og dronninger – helt op til Dronning Margrethe 2. Og hvis du ikke ved det, kan jeg fortælle, at hendes valgsprog er Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrKe.

Nils Hartmans bog fortæller ikke bare om landets regenter, men også om Danmarks tilblivelse og historie. Det er spændende og ikke mindst underholdende læsning.

Jeg skal hilse og sige, at der er nogle farverige konger i rækken. Drukfældige med hang til sjov og ballade. Nogle af dem var også småskøre, mens andre bare var børn, da de fik kronen.
Hver regent har fået sit eget lille kapitel, som er fine til højtlæsning. Nederst igennem hele bogen løber en tidslinie. Bagerst i bogen er der et minileksikon, hvis man nu skulle have glemt eller ikke ved, hvad pest eller rigsråd er for noget.

Christian Højgaard har illustreret i farver, så der er masser at kigge på.

Jeg ved nu meget mere om alle konger og dronninger, end jeg gjorde, inden jeg åbnede bogen. Sejt! Det eneste jeg stadig spekulerer over er, hvem der egentlig finder på deres valgsprog og hvordan? Hmmm…

Nils Hartmann: Historien om Danmarks konger og dronninger fortalt for børn. Illustrationer af Christian Højgaard. Gyldendal, 2010. -170 sider

Da Mary bliver født i 1690 er hendes far på havet. Han vender aldrig tilbage – og Mary vokser op iført små sømandstrøjer og med saltvand i blodet. Senere narrer moren og Mary farmoren til at tro at Mary er en dreng, som hedder Mark, og på den måde bliver hun sendt i latinskole. Det er imidlertid en fiasko. Mary er alt andet end boglig og er bedre til at klatre i træer end til latin. Havet trækker i hende og da muligheden viser sig stikker hun til søs som skibsdrengen Mark.

Livet på søen er hårdt og da skibet bliver overfaldet af pirater beslutter Mary sig til at skifte karriere fra skibsdreng til pirat. Livet som pirat falder egentlig ret godt i Marys smag. Hendes hemmelighed er lige ved at blive afsløret men i stedet finder hun sig en medsammensvorne.

Piratpigen Mary Read er første bind i en planlagt serie på to bind der er bygget over virkelige personer og begivenheder.  Cæcille Lassens historie om Mary er letlæst og er spændende fortalt med et blink i øjet.  Det er en kort fortælling som ikke er detaljeret eller i dybden med hverken livet på søen eller personerne, men det ændrer ikke ved, at man alligevel mærker havets brusen og knagen fra skibsskroget.
Bogen vil være god til underholdende højtlæsning fra raske drenge og piger fra 8 år som sukker efter en god røverhistorie.

Læs om den virkelige Mary Mead her

Cæcille Lassen: Piratpigen Mary Read. (Piratpigen; 1) Borgen, 2010.- 109 sider

Tag med en tur til middelalderen sammen med Margrethe, Thea og Sigurd.

En dag forsvinder Margrethes far, arkæologen Gustav Hatt. Det er ikke det eneste mærkelige, der sker i Margrethes liv. For der er flytter også en fe ind i familien Hatts køkken. Hun laver lækker mad og strikker stjernetæpper til alferne. Men det skal blive mere mærkeligt.
For det viser sig, at Gustav Hatt er blevet kidnappet gennem en tidskanal og nu sidder nede i et mørkt fangehul på biskop Absalons borg omkring år 1170.
Sammen med sin morfar og sine to venner Thea og Sigurd tager Margrethe tilbage til middelalderen i morfarens tidsmaskine.

I middelalderens København, møder de kongesønnen Knud. Ham er Thea lidt vild med. De finder Gustav Hatt. Nu gælder det bare om at få ham befriet, for den onde Øgledronning er brudt ud af Tidens Glas og forsøger nu at tage magten over tiden. Hendes medsammensvorne, Fyrst Morton, vil tilrane sig den danske trone fra Prins Knuds far Kong Valdemar.

Med hjælp fra alfer og feer, tager børnene kampen op!

Pst! Har du hørt, at der findes alfer og feer i København? Ved du, at København er fuld af tidshuller, som du skal passe på ikke at falde ned i? Har nogen fortalt dig, at du kan vandre gennem tiden, fordi alle tider ligger oven på hinanden som kort i en bunke?

Øgledronningens forbandelse er hyggelig læsning. Fra første side bliver man draget ind i en forunderlig verden, der ligner vores og så alligevel ikke.

Det er en god ide den med tidshullerne og det er også en god ide at fortælle lidt danmarkshistorie på den måde. Man skal nok ikke tro på det hele i denne bog. Men da Hanne Fabricius har skrevet flere fagbøger om København i middelalderen, må man gå ud fra at det billede hun giver af byen, er korrekt. Ligesom Prins Knud, Kong Valdemar og biskop Absalon også er virkelige personer.

Der er også et par ideer, der er knap så gode, som for eksempel at fru Hatt, sælger hatte. Den er for oplagt. Det skærer lidt i læseflowet. Men det ødelægger nu ikke den velfortalte historie, der sikkert vil fange mange børn.

Efter endt læsning sidder jeg nu og håber at en kokkerende fe flytter ind i mit køkken. Se, det er eventyrligt!

Se mere om forfatter og bog her

Hanne Fabricius: Øgledronningens forbandelse. Illustreret af Johannes Bojesen. Forlaget Torgård, 2010. -230 sider

Tidsrejser og tidsrod

Lommetyven Gideon og Tjæremanden udkom begge på dansk tilbage i 2008 – og det er ved at være længe siden, når nu tredie og sidste del i Tidsrejsen er på gaden. Det kan godt være lidt af et problem i starten, for der er en del personer i Lord Luxon, og de befinder sig mange forskellige steder i tid og rum. Det er med andre ord pinedød nødvendigt at læse serien fra starten af.

Kate og Peter er blevet sendt tilbage i tiden på grund af det, der skulle have været en antityngdemaskine. Der er de blevet involveret med to mænd, der virker så forskellige som nat og dag: Gideon, der hjælper dem, og Tjæremanden, der er et grusomt menneske, som kun handler ud fra sine egne interesser (og næsten fremstår som mytisk ond i en sådan grad, at han totalt overtog de tidligere bind). Andre bipersoner render rundt i vor tid og forsøger at finde ud af, hvad der foregår, mens Tjæremandens chef, titlens Lord Luxon, har stjålet en tidsmaskine og rejser frem og tilbage efter forgodtbefindende. Han er chokeret over, at hans fædreland har mistet magten over Staterne under Uafhængighedskrigen, og det sætter han sig for at ændre.

Det viser sig, at tidsrejser skaber parallelle universer, og det “rigtige” univers er begyndt at vakle under byrden af alle disse afkom. Så både fortid og nutid rammes af voldsomme tidsskælv, og alt er ved at gå op i limningen.

Desværre er universet ikke det eneste, der bliver lidt overbebyrdet her i sidste del af trilogien – historien lider også under det. Der er lidt for mange personer, og de skal nå lidt for mange ting, før tiden løber ud. Det sørger naturligvis for, at handlingen bevæger sig derudad, men gør det også lidt sværere at engagere sig end i de tidligere bind. Men Buckley-Archer har stadig et både håndfast og legende greb om sine personer, og det er især dem, der fastholder læseren. Skurkene er så onde, at man næsten holder med dem, og så er det svært ikke at smile, når en flok barske rødfrakker fra 1700-tallet går i biografen og stortuder til Ringenes herre!

Samtidig får forfatteren leget med nogle gode ideer undervejs, og selv om der måske bindes lidt for pæn sløjfe til sidst, lader man sig gladeligt trække med undervejs. Lord Luxon lever ikke ikke helt op til de tidligere bind i historien, men den leverer stadig en spændende og fascinerende historie med både dystre og humoristiske sider.

Linda Buckley-Archer: Lord Luxon (Tidsrejsen ; 3). Oversat af Lene Ewald Hesel. Høst & Søn, 2010, 342 sider.

Så er vi kommet til det endelige opgør mellem Kimi og hendes søster mod deres ondsindede onkel Hidehira. I første omgang forsøger Kimi dog at undvige kampen, for at beskytte sin familie men det går op for hende at der ikke er nogen vej udenom.

Advarsel: Tidligere begivenheder i serien afsløres i denne anmeldelse. Læs anmeldelsen af første bind her.

Sværdet bliver for alvor trukket af skeden her i sidste bind af Sværdets Søstre. Onkel Hidehira er ved at gøre sig klar til at angribe Shogunen. Mægtige tropper samler sig, mens Shogunen kalder på hjælp fra alle sine undersåtter. Det endelige opgør med onkelen, som Kimi så brændende har ønsket sig, ser endelig ud til at være på vej. Men Kimis mor er død, myrdet af en kvindelig ninja, og i fortvivlelse og frygt for resten af familiens liv beslutter Kimi at de tre søskende skal flygte, frem for at kæmpe. Så en tidlig morgen slår de følge med en skræmt adelsmand, der også vil væk fra kommende krigshandlinger.

Flugten går dog ikke som planlagt, blandt andet løber de ind i en gammel ærkefjende, ender midt i et piratopgør og finder til sidst ud af at der kun er et sted for dem at være – på slagmarken. Og på den måde kommer vi frem til den store kamp og opgøret mellem Kimi og Hidehira.

Fjerde og sidste bind af Sværdets Søstre er sjovt nok ikke det mest handlingsmættede, men vi kommer dog gennem indtil flere slag. Selvom udfaldet nok ikke kommer helt bag på nogen, så har bogen gode spændingsmomenter undervejs – og sejrens sødme er bestemt ikke uden en bitter smag.

Som i de foregående bind er sproget let og flydende, den primære målgruppe vil ikke have problemer med at følge med – uden at det dog bliver træls for de voksne der har lyst at læse med. Alt i alt er en rigtig god afslutning på serien.

Og serien som helhed er fremragende. Spændende, engagerende og tankevækkende på samme tid. Det er lykkedes for Maya Snow at skabe en hovedperson man får lyst til at lære nærmere at kende og hvis skæbne man bekymrer sig om, og så kan man vist ikke forlange meget mere.

Maya Snow: Sværdets Søstre (4). Oversat af Stig W. Jørgensen. Høst & Søn, 2010. – 176 sider

Champagne, store kjoler og kærlighed.

Det er bare et par af ingredienserne i romanen Luxe.
Elizabeth Holland er fast del af New Yorks overklasse. Hun er en rigtig dame, der ved hvordan man opfører sig. Det har diverse guvernanter og lærere sørget for. Hvor end hun er, blænder hun med sin skønhed og godhed. Det irriterer lillesøsteren Diana, der er stik modsat. Hun er fuld af energi og vil bare have det sjovt.
I sladderspalterne synes søstrenes liv bekymringsløse og overdådige. Men sandheden er en anden. Det er ikke nemt at være overklassepige – fanget i en rolle og et net af etiketteregler.
Elizabeth er forelsket i Will, familiens kusk. En umulig kærlighed. De mødes i smug og drømmer om fremtiden. Men virkeligheden er ganske anderledes. Elizabeth er forlovet med den flotte Henry. Men kun fordi et ægteskab med ham kan redde hendes familie fra at ende i fattigdom. Noget der ville slå hendes mor helt ud. Diana er rasende. Det var hende, der skulle have Henry. Elizabeths veninde Penelope er endnu mere rasende. For hun troede det var hende, Henry ville have.
Og uden for de luksusøse stuer er tjenestepigen Lina en farlig modstander – hun har nemlig opdaget Elizabeths forhold til Will.

Luxe er måske ikke en roman med meget tyngde. Den er helt klart af den underholdende slags. Tomme kalorier der hurtigt bliver fortæret. Men engang i mellem har man bare brug for en gang romantik.
Jeg levede mig helt ind i Elizabeths liv og hvirvlede med i wienervalsen på de bonede gulve.
Slutningen er på ingen måde overraskende – men det må den heller ikke være i denne genre. Luxe er perfekt til sommerferiens afslappende læsning.

På engelsk er der udkommet tre bøger mere i serien. Jeg glæder mig allerede til at læse fortsættelsen, der handler om vilde Diana.
Se mere om serien her

Anna Godbersen: Luxe. Oversat af Camilla Christensen. Carlsen, 2010. -456 sider. Pris ved udgivelsen: Kr. 369,95

Spændende roman sat i 1900-tallets London

Philip Pullman er især kendt for fantasyserien Det gyldne kompas. Lidt mere overset er denne spændingsroman, som første gang blev udgivet i 1985 under titlen Rubinens forbandelse. I 2006 blev romanen genudgivet som Den blodrøde rubin i en mere sprogligt moderne udgave.

Den 16-årige Sally bliver forældreløs da hendes far, skibsredder Lockhart, går ned med sit skib. Efter hans død modtager Sally en kryptisk besked, som bliver startskuddet til en række mystiske, spændende og farlige begivenheder. Beskeden advarer Sally om at vogte sig for de syv velsignelser og senere fører sporet bl.a. Sally til myten om Rubinens forbandelse.
Sally kender ikke noget til historien og forstår ikke faderens advarsler. Men snart indser hun, at hun er i fare for flere skumle personer er interesseret i Rubinen og faderens hemmelighed involverer mange personer i Londons byliv.

Den blodrøde rubin er en spændende roman. Handlingen er kompleks med mange forskellige spor, som væver sig sammen til en interessant og overraskende historie.
En stor styrke i romanen er det historiske element. Scenen er sat til 1870’ernes London og miljøbeskrivelser og stemning er helt i top.

Persongalleriet er farverigt og underholdende. Man kan ikke lade være med at få sympati for den unge Sally, som er en pige med ben i næsen og en atypisk pige i forhold til datidens normer. Sally søger husly i et kollektiv, som består af fotografen Frederick, en skuespillerinde og den sky Trembler, som helst holder sig udenfor offentlighedens søgelys. Foruden det umage trekløver får Sally også hjælp af gavflaben Jim, en buddreng med hang til krimi- og spændingshistorier.

Sally Lockharts eventyr fortsætter i bogen Nordstjernen.

Philip Pullman: Den blodrøde rubin. Oversat af Hans Palle Mortensen. Sesam, 2006.- 142 sider

Det 20. århundrede med en særegen hovedperson

Roberto Innocenti modtog i 2008 The Hans Christian Andersen Award, en af de største priser inden for børnelitteraturen. Han er illustrator, og med “Huset” får vi endnu en gang chancen for at se grunden til, at netop han fik den fornemme pris. Der står også J. Patrick Lewis på forsiden, men i den danske udgave er der sket en redigering af den originale tekst (jeg ved ikke, hvor omfattende den har været), så bogstavindholdet næsten er indskrænket til overskrifter på Innocentis billeder. Og så en kort indledning, der giver baggrunden for historien: titlens hus blev bygget i 1656, mens pesten hærgede, og har oplevet mangt og meget. Efter at være blevet forladt og forfaldet til en ruin genopdages det af en lille gruppe børn i året 1900.

Og her starter vores historie og følger huset gennem hele det tyvende århundrede. Det er som sagt en ganske ordløs fortælling – i al fald på papiret, for jeg kunne godt forestille mig, at værket vil afstedkomme en del snak.

Innocenti bringer os op gennem historien med få års mellemrum. Først får vi et årstal, en overskrift og så et billede, der breder sig over et dobbeltopslag. Og de billeder rummer både historien og historier.

Jeg tror, der er to måder at læse “Huset” på – der er barnet selv, som kan lade sig gribe og forundre af Innocentis billeder og deres væld af detaljer, de små ændringer over siderne, de mange mennesker og dyr og deres indbyrdes forhold. Men jeg tror, at der, hvor “Huset” især vil leve, er i samtalen, der hvor oplæseren bliver fortæller, og hvor billedbogen bliver en del af de billeder, som voksen og barn har sammen. Det er en smuk bog, og ligesom sin hovedperson tror jeg, at den har muligheden for at leve gennem mange år, i mange skikkelser og gennem mange mennesker, store som små. Læs den, fortæl den og lev i billederne.

Robert Innocenti & J. Patrick Lewis: Huset. Oversat og bearbejdet af Nanna Gyldenkærne. Høst & Søn, 2010.

Ingen bør snyde sig selv for Urtidskrøniken – heller ikke denne 6. og sidste del. Spænding, nærvær og levende historie for alle.

Jeg vil begynde med efterskriftet. Her skriver Michelle Paver, at menneskene der levede på ”…Toraks tid så ud som du og jeg, men deres måde at leve på var meget anderledes.”
Jeg tror, at en stor del af nøglen til det vellykkede i de 6 romaner i denne serie er, at Paver formår at få sine personer (menneskelige som ikke-menneskelige) til at tænke og føle og agere, på en måde som virker absolut vedkommende og genkendelig for os, selv om historien foregår for 6000 år siden og selv om nogle af ”personerne” slet ikke er mennesker.

I denne sidste bog om Torak, er der gået 3 år siden vi først mødte ham i Ulvens bror. Det er ikke småting han siden da har oplevet og bekæmpet, og det er desværre ikke slut endnu. Den sidste ”sjælespiser”, Eostra, kæmper videre og hun har en plan – og den er Torak en del af. Toraks særlige evner er meget attraktive for en ond troldkvinde, og hun skyer ingen midler for at bemægtige sig dem.

Torak er bange, men han er også vred, og utålmodigheden ulmer i ham. Fin-Kendinn og Renn prøver at få ham til at forstå, at det er for farligt for ham at drage af sted og møde Eostra alene, at det netop er det hun er ude på, for at lokke ham til. Men Torak er ikke til at standse, og han tager alligevel af sted alene – tror han.

Bøgerne om Torak: Ulvens bror, Skovens kraft, Sjælespiserne, Udstødt, Toraks løfte og Sjælenes nat, er fulde af action, venskaber, fjendskaber, spændende skildringer af levevis, våben, medicin og et liv, hvor naturens ånder er lige så levende en del af hverdagen, som den træstub man måtte sidde på.

Urtidskrøniken kan med stor fornøjelse læses – også højt – af og for alle aldre fra skolealderen og op.

Michelle Paver: Sjælenes nat (Urtidskrøniken; 6) Carlsen, 2009.-250 sider