Den voksne… smider egernet i dåsen med mos og gløder

Børnene er ankommet i busser og togvogne til Lejren, som har umiskendelige ligheder med en kz-lejr. Men er et sted, hvor børn gøres klar til voksenlivet.

Ved børnenes ankomst fratages de deres personlig ejendele og individuelle særpræg. Fangevogterne er voksne med cirkusuniformer og røde klovnenæser på. Men der er intet at grine af. Tværtimod virker de komiske næser som en kontrast til grusomhederne, der finder sted.

I starten formår børnene at forblive individer, som Hamid, der siger: ”op i røven” og griner. Han har boet på asylcenter og kender lidt til rumlen og det, der er værre. Men også han ender med at glemme, hvem han er. Det er meningen med lejren.

Rundt om lejren er der pigtråd med strøm i. Når man kaster sig mod hegnet, dør man. Ligesom den lange pige. Hun skulle spille violin for de voksne, mens hun var dullet op. Og en ”lækkersulten” tilskuer passer hende op. Således hyldes individet og kreativiteten først, og slås derefter ned.

Først da børnene er begyndt at fortære sig selv for ikke at vække opsigt, er de klar til at blive hentet ud på den anden side. Her modtages de med et grotesk” tillykke med eksamen”, og de står som ensrettede, afrettede voksne.

Men 3-16 har gemt sig inde i lejren og kommer først ud bagefter. Da han ser de andre, er de blot skygger af sig selv. Men en af dem hvisker hans navn. Det hjælper ham med at huske. Det er forår og nye muligheder for 3-16, John. Men et andet sted ankommer børn i busser og togvogne.

Lejren er umulig at rumme ved én gennemlæsning. Både tekst og illustrationer fortæller hver for sig den samme historie, men sat sammen er de en ren eksplosion af indtryk. Teksten er knivskarp og fuld af stemninger. Illustrationerne ekspressive og poetiske.

Lejren kan være en allegori for vores måde at ensrette det særprægede og det kreative på? Dorte Karrebæk og Oscar K har i de senere år taget fat på flere tabuer. På det bibliotek jeg arbejder, har de ikke mange udlån. Måske fordi vi ikke bryder os om at se på det, der er uudholdeligt. Tør du?

Oscar K: Lejren. Illustreret af Dorte Karrebæk, Høst & søn, 2011, 80 sider.

”Måske er det en hest?” siger han ivrigt. Måske er det en himmelhest, der galopperer i luften.”
Far er stille lidt, så siger han: ”Ja, måske, men man kan nok ikke ride på den. Man kan jo ikke sidde på en sky.”
Sokrates tænker lidt. ”Jo,” svarer han. ”Hvis du lukker øjnene, kan du tænke dig til, at du rider på
den. Se lige mig.”
Sokrates kniber øjnene sammen og forestiller sig, at han sidder på hesten. I voldsom fart rider de ud i universet. Stjernerne gnister rundt om ham, og Jorden er langt væk. Næsten ikke til at se.
”Far?” siger Sokrates.
”Ja” svarer far.
”Nu rider jeg på himmelhesten. Det er næsten ligesom at ride rigtigt.”
”Det vil jeg også,” siger far.
”Det kan du godt,” svarer Sokrates. ”Du skal bare lukke øjnene og tænke, at du gør det. Men du bliver nødt til at finde en anden sky, for jeg rider på himmelhesten.”

Alle historierne er søde og finurlige, og Sokrates tænker spændende tanker og har heldigvis en far,
der er god til at snakke med ham på hans præmisser. Situationerne udspringer af hverdage, og man kan sagtens forestille sig, at en lignende situation kan opstå i et hvilket som helst hjem.
Forud for hver historie går en side med en form for introduktion til det emne, der nu skal fortælles
om. Det er en rigtig god ide at have en lille appetitvækker til hvert kapitel. Ikke mindst for
at den voksne læser er forberedt på, hvad der nu kommer. Men disse introduktioner falder ikke lige i min smag. Jeg synes, at de i nogle tilfælde kan være lidt svære at relatere til teksten, eller i
hvert fald kun har begrænset relevans i forhold til emnet. Samtidig er de ikke skrevet på en måde, så de kan bruges i dialogen med barnet. De må dermed være ment udelukkende som en nspiration til den voksne læser, men så synes jeg faktisk hellere, man skulle have brugt lidt mere tid og plads på denne service, så det ikke blot havde været stikord, men i stedet kunne give forskellige indgangsvinkler til samtale og måske lidt filosofihistorie i bonus?
Men alt i alt er Sokrates og far en rigtig god og sød bog. Øyvind Torsete har tegnet fremragende
illustrationer, der virkelig formår at repræsentere både virkelighed og tankeverden på en gang. Den lette luftige streg passer perfekt til emnet og også til forfatterens børnevenlige sprog. Det er en
dejlig bog, man bliver glad af, men som egentlig har mere potentiale, end den lever ud.

Einar Øverenget: Sokrates og far. Illustreret Øyvind Torsete. Høst & søn, 2011.

Herlig billedbog, der minder os om, at konflikter og ensomhed ikke kun hører til i de voksnes verden.

Hver lørdag tager Lille monster og Store monster ud og fisker og hygger sig. Men en dag har Lille monster ikke tid, for han har besøg, og Store monster må tage af sted alene. Store Monster bliver trist. Det er bare slet ikke sjovt at fiske alene, madpakken smager ikke helt så godt, og boldspil er altså en tomandssport. Flere gange forsøger Store monster at lokke Lille monster udenfor, men hver gang siger han nej! For Lille monster leger med Pjuskemonster, og Store monster føler sig udenfor. Selv da han får lov til at lege med, føles det forkert for Lille monster er jo hans ven.

Monsterbesøg er den 5. bog i serien om de to monstre. Denne gang er temaet venskab og jalousi, og som altid behandles emnet på en god, kærlig og humoristisk måde.
Illustrationer og den korte men veltilrettelagte tekst gør, at følelser og konflikter hopper ud fra siderne og især de lidt dystre billeder, hvor Store monster er allermest ensom, gør indtryk.

Monsterbøgerne er et vellykket samarbejde mellem Sverige, Færøerne og Island. Gennem hele bogen er der masse af følelser, som gør historien genkendelig for både store og små. Jeg er vild med monstrene, som er troldeagtige og groteske men også charmerende, skønne og menneskelige.

Kalle Güettler, Rakel Helmsdal, Áslaug Jónsdóttir : Monsterbesøg, oversætter: Hugin Eide,, illustrator: Áslaug Jónsdóttir, Torgard 2010. – 36 sider.

Tankevækkende og morsom bog med pingviner og regnvejr.

Ved du, hvem Gud er? Det gør pingvinerne i denne bog ikke. For godt nok er han stor og mægtig, men han er også usynlig. Og så kan man jo ikke være helt sikker på, at han findes. Heller ikke selvom der kommer en due med billeter til Noas Ark. Billetter fra Gud forstås.

Fordi han har sat gang i syndfloden.

Men hvad gør man når man kun får to billetter, og der er tre pingviner? Den ene pingvin er bare lille bitte. Lille nok til at være i en kuffert. Kan de snyde duen, der skal kontrollere al mistænkelig bagage? Og holder det nogensinde op med at regne? Kan en due og pingvin holde af hinanden?

Få svar på disse og mange flere spørgsmål i Ved Arken klokken otte.

Den moderne version af Noas Ark er både tankevækkende og rap i replikken. Pingvinerne er sjove og fungerer godt i hovedrollerne. Bogen er oplagt som højtlæsning for de yngste, men man skal være klar til en snak om dyr, syndflod, Gud og pingviner bagefter. For det er en bog, der sætter gang i de store tanker.

Historien er fint illustreret af Jörg Mühle.

Ved Arken klokken otte, skrevet af Ulrich Hub. Illustreret af Jörg Mühle. Originaltitel An der Arche um Acht, oversat af Birgit Fuglsang. Turbine 2010. 60 sider.

Surrealistisk billedbog om døden

En gammel dame går hver nat og rydder op efter døden. Hun skraber døde dyr op fra vejen, putter dem i tynde skindposer og tager dem med hjem til sit værksted. Sådan arbejder hun hele dagen. Når hun er færdig tager hun dyrene med hen i glaskuplen. Den stirrer som et øje mod himlen.

Alle har deres plads i glaskuplen. Undtagen kaninerne. Men hun lover at finde nogen, de kan lege med.

Hun finder pigen på vejen. Hun er det smukkeste, damen har set, og hun tager hende med hjem.
Nu har kaninerne nogen at lege med.

Glaskuplen er en bog, der kræver mere end en gennemlæsning.

Læser man den højt for de mindste børn, er man nødt til at afsætte tid til at snakke om historien. For hvad er det egentlig, den handler om?

Det meste af historien skal man læse i mellem linjerne. Lilian Brøggers illustrationer puster liv i historien, som damen puster liv i dyrene.

Bjørn Arild Ersland: Glaskuplen. Oversat af Susanne Vebel. Illustreret af Lillian Brøgger. Forlaget Alma, 2010.

Rim og remser bliver man aldrig for gammel til!

Tina Bisgaard Norup har skrevet denne sjove og legesyge bog på vers.

Læs om morfar, der måtte nøjes med skelette af en myre. Eller om troldmanden Trond. Du kan også læse om mormors mand, der er vild med vand, Zaren af Zanzibar, der puster og stønner, når han er på indkøb med sine 67 sønner og om Fandens fødselsdag.

Bogen er et orgie af små historier, der alle bliver fortalt i højt humør.

Forældre nu om stunder
tror jorden den går under,
hvis en aften ganske kort
deres pc går i sort.
Uden at ku klikke
dur de voksne ikke.

I de allerældste dage minder i stil om Halfdan Rasmussens rim og remser. Jeg tror endda, Tina Bisgaard Norup sender mesteren en lille hilsen:

Jeg er så sur som firs citroner
og mer´ tændt af end ti kanoner…

Der bliver leget med ord og vendinger, så det er en fornøjelse mens Lilian Brøgger har illustreret så der er nok at se på, imens der bliver læst højt. Det er en af den slags bøger, der er bedst til højtlæsning.

Tina Bisgaard Norup & Lilian Brøgger: I de allerældste dage. Forlaget Alma, 2010.

Skøn billedbog om savn, sorg og venskab.

Bedstefar fik ikke sagt farvel til Peter, inden han døde. Han døde bare. Derfor venter Peter på postbudet. Bedstefar har vel nok skrevet et farvel-brev til ham. Et brev der lugter af terpentin og maling, for Bedstefar var maler. Han malede valmuer. Men Postbudet må skuffe Peter. Der er ikke noget brev til ham.
Da Peter bliver ked af det, trøster Postbudet, og et venskab begynder.

Der er desværre ikke brev, råber postbudet, inden Peter når at spørge.

Peter sparker til jorden. – Tænk, at han kan glemme mig så hurtigt.

- Han har da ikke glemt dig.

- Hvorfor er der så ikke brev?

Postbudet ser sig omkring.

- Kan du ikke øve dig på jern-hesten, mens du venter?

- Næ, mumler Peter.

– Tænk at dø uden at sige farvel til mig.

Han er verdens dårligste bedstefar … og jeg gider aldrig mere være hans dumme lille søde gavtyv.

Peter og Postbudet er en skøn og rørende billedbog. Historien går lige i hjertet på mig. Jeg savner også min bedstefar, der var maler og malede valmuer.

Lilja Scherfig har skrevet en simpel men original historie. Den bedste slags. Otto Dickmeiss’  illustrationer er farverige og vidunderlige. Der er masser at se på.

 10 % af salget af Peter og Postbudet går til Børns vilkår

Læs mere om forfatter og bog her

Lilja Scherfig: Peter og Postbudet. Illustrationer af Otto Dickmeiss. Forlaget Farenheit, 2010. – 32 sider

Turen går tilbage til Narnia…

Endnu engang går turen til Narnia sammen med Lucy og Edmund. De er ellers dømt til en lang og kedelig sommerferie hos deres mærkelige moster og onkel. Men heldigvis suger et magisk maleri, af et skib, dem ind i Narnia. Her lander de ombord på kong Caspians skib Morgenvandreren og Kong Caspian bliver meget glad for at se sine gamle venner.

Desværre har maleriet også suget deres umulige, forfærdelige, irriterende og dumme fætter Eustace med. Han giver problemer.

Sammen med kong Caspian er musen Rippitjip, der også er en gammel ven af børnene. Eustace bliver straks uvenner med musen.

Børnene drager med for at finde de syv venner af kong Caspians far, som har været forsvundet i årevis og det bliver en eventyrlig rejse, hvor de møder både drager, søslanger og usynlige mennesker.

Morgenvandrerens rejse er en fortælling, der fra starten tager sin læser med på eventyr. C.S. Lewis skriver, så man bare ved, at nu skal man opleve. At nu begynder eventyret!

Jeg holdt ikke op med at læse, før eventyret sluttede, og selv da havde jeg ikke lyst til at forlade Narnia. Jeg har ikke læst de andre Narniabøger men selvfølgelig set både tegnefilm og biograffilm, men jeg har nu alligevel fået lyst til at læse hele serien.

Morgenvandrerens rejse er filmatiseret som film nr. 3 om eventyrlandet Narnia

C.S.Lewis: Morgenvandrerens rejse (Narnia; 5) Oversat af Niels Søndergaard. Borgen, 2010.- 223 sider.

Drengen der voksede for meget er en poetisk og sørgmunter fortælling, der vokser frem som et fabulerende eventyr, men efterlader læseren med en klump i halsen.
Symbolikken er snigende men ikke spor uklar. Vi kender alle, eller har selv været, et barn, der blev foldet væk og var lidt i vejen for forældrenes ønsker eller forventninger til livet.
Historien er veldrejet og vil kildre små ører fra 5 år. Illustrationerne krøller sig om fortællingen og er på en gang både diskrete og meget ekspressive.

Dette er makkerparret Ramholt og Bækmarks tredie finurlig fortælling. Det er godt at børnelitteraturen har dem!

Sisse Ramholt & Toril Bækmark: Drengen der voksede for meget. Forlaget Tankestreg, 2010.

Fabelagtig fortælling!

Søstrene Ærte og H kunne have været siamesiske tvillinger, hvis ikke de var blevet delt ved skulderen. Nu mangler de begge en arm, men når de står helt tæt sammen, tænker de bedre. Virkelig bedre.
Skolen er ikke så spændende som nu fx en container fuld af skrald, som man kan sælge videre, og  en dag finder søstrene en ramponeret trompet, der virker ked af det, som om nogen har råbt om hjælp ned i den, og Ærte forstår, at det er vigtigt.
Drengen Henning er blevet væk, og det er ikke utænkeligt, at den gustne Verdensmand har noget med det at gøre. Ærte og H skæver til mystikken, står sammen og kommer på sporet af noget, der involverer uhyggelige videnskabelige forsøg. På hjerner!
I baggrunden trutter Vardegarden, for pigerne bor altså i eksotiske Varde, i røde jakker og hvide bukser, og derhjemme har de en lidt irriterende og ikke special kærlig storesøster, der ligesom slet ikke sætter pris på dem.

Historien om søstrene Ærte og H er vidunderligt skæv, morsom og uhyggelig. Det er sjældent, at bøger er noget af det hele på en måde, der rent faktisk fungerer, men Ærtehalm scorer højt som en velskrevet og spændende historie sprudlende fuld af finurlig og flyvsk fantasi med et tvist alvorlig social realisme.

Rikke Villadsen supplerer historien med s/h illustrationer, der fastholder historiens dystre nerve og skæve stil.

Jeg tror, at forfatterne Tina Sakura Bestle og Anne-Marie Donslund er præcis som Ærte og H. De mangler hverken arme eller er siamesiske tvillinger – men de tænker virkelig godt, når de går sammen!

Der skulle komme flere bøger om søstrene Ærtehalm – det lover forlaget bag på bogen.

Tina Sakura Bestle & Anne-Marie Donslund: Ærtehalm. Illustrationer af Rikke Villadsen. Gyldendal, 2010.- 104 sider