Fabelagtig fortælling!

Søstrene Ærte og H kunne have været siamesiske tvillinger, hvis ikke de var blevet delt ved skulderen. Nu mangler de begge en arm, men når de står helt tæt sammen, tænker de bedre. Virkelig bedre.
Skolen er ikke så spændende som nu fx en container fuld af skrald, som man kan sælge videre, og  en dag finder søstrene en ramponeret trompet, der virker ked af det, som om nogen har råbt om hjælp ned i den, og Ærte forstår, at det er vigtigt.
Drengen Henning er blevet væk, og det er ikke utænkeligt, at den gustne Verdensmand har noget med det at gøre. Ærte og H skæver til mystikken, står sammen og kommer på sporet af noget, der involverer uhyggelige videnskabelige forsøg. På hjerner!
I baggrunden trutter Vardegarden, for pigerne bor altså i eksotiske Varde, i røde jakker og hvide bukser, og derhjemme har de en lidt irriterende og ikke special kærlig storesøster, der ligesom slet ikke sætter pris på dem.

Historien om søstrene Ærte og H er vidunderligt skæv, morsom og uhyggelig. Det er sjældent, at bøger er noget af det hele på en måde, der rent faktisk fungerer, men Ærtehalm scorer højt som en velskrevet og spændende historie sprudlende fuld af finurlig og flyvsk fantasi med et tvist alvorlig social realisme.

Rikke Villadsen supplerer historien med s/h illustrationer, der fastholder historiens dystre nerve og skæve stil.

Jeg tror, at forfatterne Tina Sakura Bestle og Anne-Marie Donslund er præcis som Ærte og H. De mangler hverken arme eller er siamesiske tvillinger – men de tænker virkelig godt, når de går sammen!

Der skulle komme flere bøger om søstrene Ærtehalm – det lover forlaget bag på bogen.

Tina Sakura Bestle & Anne-Marie Donslund: Ærtehalm. Illustrationer af Rikke Villadsen. Gyldendal, 2010.- 104 sider

Det er ikke nemt at være den nye i klassen.

Det synes Asta i hvertfald ikke. Der er så meget, hun skal huske. Det hele er anderledes. Bare hun var hjemme i sin gamle klasse og havde Silja.

Silja, som virker så langt væk, selv når de snakker i telefon sammen.

Fanny, som både er klassekammerat og nabo, er ok. Men hun er altså også lidt mærkelig, for hun skrider bare, når det passer hende. Også selvom de er midt i noget. Som at udspionere den anden nabo Hr. Bibi.

Han er bims, siger Fanny. Hun har hørt, at han har en gravsten i haven. Ligger hans kone begravet der? Og er det rigtigt, at hans øjne lyser i mørke?

Det bliver lidt uhyggeligt.

Asta og det glemte gravsted er akkurat lige så hyggelig som første bog Asta og det store flytterod.

Historien er simpel, men solid.

Jeg kan rigtig godt lide den måde, Trine Bundsgaard fortæller på. Hun lokker mig med ind i Astas verden, hvor der bestemt er rart at være, selvom der er ensomhed, frustration og gravsten. Jeg tror, det er en verden, alle piger genkender.

Måske lige bortset fra den der gravsten i haven eller hvad?

Bogen er skrevet i et let forståeligt sprog og oplagt til selvstændig læsning fra 7 år.

Lars Horneman har tegnet tegninger, der støtter historien.

Kan man lide serier, som Pjok og Petrine af Kirsten Sonne Harrild eller Veninder for altid af Camilla Wandahl, vil man også hygge sig med Bedste Venner.

Asta og den glemte gavsten – Bedste venner 2. Skrevet af Trine Bundsgaard. Illustreret af Lars Horneman. Gyldendal 2010. 90 sider.

Bogen om Lone og Nynne og dem, der lyver er en fortælling om, hvordan man kan forstå og forklare nogle af hverdagslivets trængsler. Svigt af den slags som måske ikke helt kan forklares. Det, der sker, når tre piger er veninder på skift og nogen lyver og taler grimt om de andre, for at opnå noget selv. Det kommer man jo ud for i livets skole og få fortæller så præcist om de ting, som Guldager. Bogen har et lix-tal på 14 og egner sig som den første selvstændige læsning, fordi den er båret så fuldstændig op på en relevant og godt fortalt synsvinkel. De syv-årige pigers synsvinkel.

Som jeg her beskriver det, kan man måske få den mistanke, at der er tale om en problemfikseret og overpædagogisk bog. Men nej. Der er tale om en enkelt læst, godt fortalt og spændende pigebog. Som også kan læses af drenge. Lone og Nynne er optagede af skoven, af fuglene og vinden og de bygger hule sammen.

Hvis man vil videre med det univers er Josefine Ottesens bøger om alfen Roselil og hendes venner gode, De tager fat om veninderelationer og udspiller sig i det usynlige univers, der er på færde, når veninder som Lone og Nynne rejser i deres fantasi. Det kan de nemlig gøre sammen, de to piger. Det er derfor, de er så gode veninder, jo.

Katrine Marie Guldager: Lone og Nynne og dem, der lyver. Carlsen, 2010.- 80 sider

“Ny alvorlig sjov serie om ensomhed, dumme søskende og glæden ved en god ven.”

Asta flytter fra Roskilde til Fyn i slutningen af sommerferien. Det er hun godt utilfreds med for alle hendes venner bor jo i Roskilde og hun er slet ikke interesseret i at få nye venner. Bare tanken giver hende mavepine. Det eneste Asta tænker på er Silja, som hun savner helt vildt.

Nabopigen er slet ikke som Silja. Hun er bare underlig, når hun udspionerer og kaster med æbler. Lillebror Bimmer er også underlig. For han synes det er fedt at være flyttet.

Asta er sikker på, at det aldrig bliver godt igen.

Asta og det store flytterod er en charmerende bog om en 8-årig pige, der bare gerne vil passe ind og have gode venner.
Det er en af den slags serier som mange piger vil elske og læse, for de kan identificere sig helt med Asta.

Bogen er skrevet i et let forståeligt sprog og oplagt til selvstændig læsning fra 7 år. Lars Horneman har tegnet tegninger, der støtter historien godt.

Kan man lide serier, som Pjok og Petrine af Kirsten Sonne Harrild eller Veninder for altid af Camilla Wandahl, vil man også hygge sig med Bedste Venner.

Trine Bundsgaard: Asta og det store flytterod (Bedste venner; 1) Illustreret af Lars Horneman. Gyldendal, 2010. -92 sider.

”I helt gamle dage, da folk talte ganske andre sprog end nu, fandtes der allerede store og pragtfulde byer i de varme lande. Kejserpaladser og kongeslotte knejsede, der var brede gader, snævre stræder og snoede gyder, der var herlige templer med gudestatuer i marmor og guld, der var farvestrålende torve, hvor man handlede med varer fra alverdens lande, og smukke, åbne pladser, hvor folk mødtes for at spørge nyt, holde taler eller bare lytte til det, der blev sagt.”

Sådan starter Michael Endes fortælling om pigen Momo. Selve historien finder dog sted langt senere end den tid, der beskrives i denne indledning, i en lille forstad med en gammel, forladt ruin. Ruinen var engang et amfiteater, og har været anledning til den ene mere farvestrålende historie efter den anden, men en dag får denne ruin en ny beboer, nemlig den lille pige Momo. Det viser sig snart at Momo har en gave, der kommer alle til hjælp, nemlig kunsten at lytte med forstående tavshed, og en standardvending blandt folkene bliver hurtigt: ”Gå dog ud til Momo!”

Med sin barnlige, åbne indstilling og sit rolige sind forstår og respekterer hun menneskene omkring sig som de er, og det er derfor ikke svært for hende at gøre sig venner med både børn og voksne.

Men der er folk, der ikke er tilfredse med Momos eksistens, og for hvem hendes tålmodighed er en plage, der blot ødelægger deres egne planer. En mystisk kraft udefra som få har set og ingen husker blander sig i menneskenes fredelige liv og tager tiden fra dem. Et kapløb med tiden er en umulig opgave, men hvordan skal Momo få dem til at indse det?

“Fordi tid er liv, og livet bor i hjertet.”

Momo eller Den sælsomme historie om tidstyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene er virkelig helt unik og utrolig smuk og sigende både for børn, men måske især for voksne.

For selvom man måske i starten bliver lidt skeptisk eller frustreret over for det barnlige, lette, naive sprog og de mange fortællinger, der kun handler om Momo og børnenes lege og fredelige liv, bryder Michael Ende indimellem den stemning med nogle virkelig alvorlige emner som jeg synes især taler til den voksne del af publikummet. Nogle af Endes pointer rammer i hvert fald rent hos mig, og specielt emnet om de stressede forældre, og hvad det gør ved både deres eget liv, men især deres børns, må siges at have bare en smule relevans i dag.

Ende kommer ikke med åbne provokationer, men har alligevel en helt klar pointe i teksten, og uanset om man er enig eller ej, bør man helt klart læse give sig tid til at læse og overveje dem.

Desuden har bogen nogle scener, der er så smukke og stemningsfulde at man får lyst til at læse dem flere gange bare for at huske dem endnu bedre, og generelt indeholder den bare en masse scener, der viser glæden ved fantasien og barndommen og dermed også livet i sig selv. Bogen bevæger sig i virkeligheden på et meget dybt plan på trods af det barnlige udgangspunkt, og jeg vil vædde med, at du bliver efterladt med noget når du lægger bogen fra dig – noget at tænke over, en ny eller genfundet følelse eller noget helt tredje, som kun du kan forstå.

Historien har både drama og spænding, så jeg vil for en gangs skyld ikke udtale mig om, hvor gammel man skal være for at læse den. Læs den om du er 8 eller 88, eller læs den gennem hele dit liv og få noget nyt ud af den hver gang, for Momo er en bog, der aldrig giver slip på dig og aldrig er den samme fortælling.

Momo eller den sælsomme historie om tidstyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene er oversat til mere end 20 sprog. Bogen blev filmatiseret i 1986.

Michael Endes mest kendte bog er nok fantasyromanen Den uendelige historie

Michael Ende: Momo eller den sælsomme historie om tidstyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene. Oversætter: Erik Jensen, Sommer & Sørensen, 1973.-237 sider

Krabaterne i Kongelunden er hyggelig og introducerer en række klassikere fra Ali Babba til H.C. Andersens Nattergalen, Fyrtøjet og Den grimme ælling, med C.S. Lewis’ magiske garderobeskab som inspiration.

Dejlig bog, der er lidt for lang til en 6-årig, som ellers er den målgruppe, der står på bagsiden! Handlingen kommer først rigtig i gang efter 50 sider – eller det var i hvert fald der, den fangede mig! Men så bliver den også spændende!

Krabaterne er Birger og Sammy. De holder begge sommerferie i kolonihaveforeningen Kongelunden på Amager. Krabaterne er en hemmelig spionklub, hvor drengene sætter sig for at opklare, om den uhyggelige frk. Liljendal fra Månestien er en vaskeægte heks. Da hun kommer på sygehuset, får drengene adgang til hendes hus. I huset findes en magisk kiste, der fører dem til Landet Bagved, og sammen med pigen Eva lander drengene midt i 1001-nats eventyr, og hvad er det med den skat, og findes den virkelig?

Bogen er sjov, og det med, at de lander i eventyr og skal gætte ting for at komme videre, er rigtig godt!
Der er et fint persongalleri i bogen, og følelsen af sommer og kolonihave kommer frem.
Illustrationerne er rigtig gode og stemningsfulde.

Der er sådan lidt Karlas kabale over bogen, dog uden konflikter og problemer. Der er dømt sommerferielæsning med dejlige henvisninger til fantastiske eventyr, som giver én lyst til genlæsning af 1001-nats eventyr.

Forfatteren kendte jeg fra DRs nye runde af Kaj & Andrea, hvor hun har rollen som Carla. På hendes hjemmeside kan man se, hvad hun ellers laver: http://www.christineskou.dk/

Christine Skou: Krabaterne i Kongelunden. Illustrationer: Peter Bay Alexandersen. Politikens børnebøger, 2009, 264 sider.

Gyselige historier med gamle rødder.

Gnomer, trolde og uhyrer er en samling på 14 uhyggelige historier, som forfatteren har fået fortalt, da han var barn i Irland. Historierne kan inddeles i 4 kategorier:
Gnomer eller trolde: Bruden gifter sig med sit livs kærlighed, men deres lykke forstyrres af gnomerne, som vil stjæle hendes godhed. Tom-Tit-Tot er en gendigtning af eventyret om Rumleskaft, hvor trolden hjælper Dygtige Dora med at spinde uld.
Onde ånder: Kolde Johnny, et gammelt genfærd, som bor på en kirkegård, hjælper en dreng, som bliver narret til at arbejde gratis for en rig bonde – enden på dén historie er givet på forhånd. Uhyret i kirkeruinen handler om 2 skræddere, der indgår en skæbnesvanger aftale om, at den ene af dem skal sy en vest til en kunde, som ingen ellers har kunnet sy tøj til.
Spøgelser: Spøgelset fra Porlock, som ikke vidste, at han var et spøgelse. Han gik rundt og så gennemsigtig ud, og ingen turde sige noget til ham – af indlysende grunde.
Magiske historier: I Tom Cockle må familien Quinn flytte fra deres hus, fordi høsten slår fejl. Tom er et væsen (måske en fe), som bor i huset, og som sørger for at hjælpe familien med de daglige gøremål. Familien er meget kede af at efterlade Tom i deres gamle hus…

Det er meget skumle historier, der bliver fortalt i denne oversættelse af “The Orchard Books of Goblins, Ghouls & Ghosts and Other Magical Stories’ – den danske titel yder slet ikke bogen retfærdighed. For der er alle mulige væsner samlet i de 14 historier; nævner i flæng: et slimet monster, et benraslende genfærd, små ondskabsfulde gnomer, en lodden ånd, en arrig trold, mange forskellige spøgelser og nogle feer.
Som i alle eventyr er persontegningen ret skarp: Der er de onde og de gode. De onde får deres bekomst, og de gode må gå så gruelig meget igennem, førend alt bliver godt. Men i denne bog er der dog nogle fantasifulde undtagelser. Heldigvis.
Fortællestilen er nuanceret med mange detaljer, som gør historierne lidt mere plausible. Min absolutte favorit er Uhyret i kirkeruinen. Den er fuld af underfundig humor, et svuppende monster og en overraskende slutning. Monsteret fra Monsterskoven er den korteste gyser, jeg nogensinde har læst, og den er virkelig grum.
Illustrationerne er gode til at understrege bogens stemning; de er både sjove og uhyggelige, og heldigvis er der mange af dem, fordi de kan bruges til afledning under oplæsningen – fandt jeg ud af. Børnene får mulighed for at forklare historien ud fra tegningerne, og det er med til at dæmpe gyset… inden man går i gang med den næste historie.

Gnomer, trolde og uhyrer er en glimrende oplæsningsbog for børn i aldersgruppen. Den er tilpas skummelt skrevet, især hvis oplæseren formår at lægge en ildevarslende stemning…

Martin Waddell & Tony Ross: Gnomer, trolde og uhyrer. Illustret af Tony Ross. Oversat af Kina Bodenhoff. 128 sider. Gyldendal 2009.

Miles Onsdag, 11 år – tilbage i litteraturen og atter på en fantastisk rejse

Miles og hans 400 år gamle veninde, den tidligere engel Bitte, drager af sted på nye eventyr. Denne gang med Cirkus Bolsillo, som er opstået i kølvandet på det skumle Cirkus Oscuro. Her møder de sandsigeren Dr. Dau-Dau, som har stået i lære ved Miles’ mor, Celeste. Miles er selvfølgelig utroligt nysgerrig efter at få mere at vide om sin mor, men dr. Dau-Dau er tilbageholdende og hemmelighedsfuld.
Han lokker Miles med på en udflugt til styrvolterne, små pelsklædte huleboere, der kan spore Tigerægget, et redskab til avanceret spådomskunst. Dr. Dau-Dau mener nemlig, at Miles’ far, Barty Fumling, lod Miles sluge ægget, dengang han var spæd. Og doktoren vil frygtelig gerne have fingrene i den magiske genstand. Det viser sig, at Miles ikke har ægget indeni sig. Og så begynder jagten for alvor – nu med flere deltagere…

Det er en veloplagt og fantastisk 2. del af Onsdagsfortællingerne. Den fortsætter nøjagtig hvor den første slap, og den er ligeså underholdende og fængslende fortalt. Persongalleriet er blevet udvidet med nye og spændende personligheder; Især er dr. Dau-Dau et studium værd: Han er en løgnagtig og ynkelig person med enorme ambitioner og et overvurderet billede af sig selv som spåmand og sandsiger. Det er altid godt med en tydelig skurk.

De mystiske huleboere, styrvolterne, har deres helt egen historie, som bliver fortalt mens Miles er fange hos dem. De har deres eget sprog og lever i deres hullede, underjordiske samfund i klipperne. Og ingen ved at de findes. Menneskene har navngivet dem styrvolterne, altså de mennesker, der tror på de lodne væsner. Der kunne skrives en hel bog om styrvolterne…
Bolsillo-brødrene: Fabio, Gila og Umor er også nye underholdende figurer i Onsdagsfortællingerne. Deres dialoger er sjove, de leger ping-pong med sproget – og griner af deres egne udgydelser.

Tigerægget er en værdig efterfølger til Latterpaladset, mest fordi den forsyner universet med relevante fornyelser i form af personer, der hjælper Miles i sin søgen efter forældrene. Men også fordi den som forgængeren er en utroligt velfortalt historie. Håber på en snarlig udgivelse af sidste bind , så alle de løse ender kan samles…

(Gad vide hvem der har skrevet resuméet bag på bogen? Her hedder Bitte nemlig Lille…)

Jon Berkeley: Tigerægget (Onsdagsfortællingerne; 2). Oversat af Erik Egholm. Illustreret af Brandon Dorman. Gyldendal 2009, 416 sider

Dürrs nye bog er lettere uhyggelig, hvis man som jeg er lidt bange for hånddukker af den talende slags.

Karl har et problem. Sådan starter Morten Dürrs nye bog Djævledukken. Det er ikke et helt almindeligt problem. Jeg har i hvertfald aldrig lige haft det her problem. Heldigvis.
For Karl har fået en forhekset hånddukke af sin onkel i fødselsdagsgave. En lille grim bugtalerdukke. Sur ser den også ud.
Der hører en bog med til dukken. Så Karl kan lære at bugtale. Men det er ikke nemt. Så er det godt, at bogen også afslører et trylleord: Ala-kazing.
Og vupti. Dukken bliver levende. Og taler. Grimt. Faktisk får den sendt Karl i seng, fordi den er så fræk. Forældrene er ikke for kvikke – de tror ikke på, at det er dukken og ikke Karl, der snakker.
Dukken har sat sig fast på Karls hånd. Ikke engang drukning kan få den til at give slip. Det er ikke så godt. Som om man ikke har problemer nok, for henne i skolen er Syge Søren og Onde Hanne, der bare venter på at drille Karl.

“Karl havde fået ondt i maven.
Sikke en møgdag. Og det var alt sammen djævledukkens skyld.
Han blev skældt ud af Bingo.
Han var blevet kysset af Onde Hanne.
Lovet tæsk af Syge Søren.
Nu kunne den dag vist ikke blive værre.
Men det kunne den!”

Det er ingen hemmelighed, at jeg er Morten Dürr-fan. Derfor var det også med store forventninger, jeg gik i gang med at læse Djævledukken. Jeg blev ikke skuffet.
Som altid skriver Morten Dürr i børnenes øjenhøjde. Han tager dem alvorligt og fortæller, så man tror på historien.
Djævledukken er en af den slags bøger man ikke lige glemmer, og som man måske vil læse mere end en gang.

Mads Berg har lavet de sort-hvide illustrationer, der passer perfekt til historien.

Djævledukken er en af Carlsens Stribede. En serie af bøger for børn der har læst et lille stykke tid, men som nu kræver mere sproglig udfordring. Morten Dürr har tidligere udgivet Slip aldrig Samiras hånd, Bomben i madkassen og Hviskelegen i denne serie.

Surf forbi forfatterens hjemmeside: mortendurr.dk

Djævledukken skrevet af Morten Dürr. Illustrationer af Mads Berg. Forlaget Carlsen 2009. 40 sider, kr. 169,95

En snørklet fortælling proppet med humor

Hvis en kedelig bog er en lige streg på et stykke papir, så er bogen om Kolumbus Kristensen en hel hær af kruseduller på papir. For denne bog er alt andet end kedelig. Men den er også lidt forvirrende – mildt sagt. Men kan man godt lide gode, tossede historier, og er man ikke er bleg for at lade sig forvirre lidt, så er man i godt selskab.

Historien foregår i Risskov ved Århus. En flok børn fra 3. kl., under ledelse af Kolumbus Kristensen (civilt også kaldet Niels Bjarke Kristensen) sætter sig for at få kortlagt Risskov. Et ærværdigt projekt, bestemt! Men så sandelig heller ikke ufarligt. For der er faktisk nærmest ikke grænser for de lyssky aktiviteter, der foregår rundt omkring i Århusforstaden. Tør jeg nævne, at der også blive skudt med parykker??

Historien er opdelt i kapitler, men ind i mellem afbrydes den af dels indrammede beskrivelser og illustrationer af forskellige opfindelser, som Kolumbus Kristensen har begået, og dels af forskellige eksempler på samtaler, som kunne finde sted i Risskov.
Kolumbus opfinder bl.a. et rumskib med månelandingsmodul, en drageryster og en bandeordsbombe – han er i den grad en dreng med mange talenter.
Samtaleeksemplerne er bl.a. “to samtaler man kunne have med købmand andersen”, hvori det blandt andet påstås, at spaghetti blot er mel, der er trukket i langdrag, og “en samtale i en dyrhandel, hvor man ender med at købe ciklider”.

Det er Rasmus Bregnhøi der har tegnet til historien Det har han gjort med sødeme, dramatik og humor. Man kunne godt få den tanke, at Blendstrup og Bregnhøi er to alen af et stykke – for de klæder hinanden utrolig godt.

Jens Blendstrup: Kolumbus Kristensen rykker ud. Illustreret af Rasmus Bregnhøi. Gyldendal, 2009, 96 sider.