”Måske er det en hest?” siger han ivrigt. Måske er det en himmelhest, der galopperer i luften.”
Far er stille lidt, så siger han: ”Ja, måske, men man kan nok ikke ride på den. Man kan jo ikke sidde på en sky.”
Sokrates tænker lidt. ”Jo,” svarer han. ”Hvis du lukker øjnene, kan du tænke dig til, at du rider på
den. Se lige mig.”
Sokrates kniber øjnene sammen og forestiller sig, at han sidder på hesten. I voldsom fart rider de ud i universet. Stjernerne gnister rundt om ham, og Jorden er langt væk. Næsten ikke til at se.
”Far?” siger Sokrates.
”Ja” svarer far.
”Nu rider jeg på himmelhesten. Det er næsten ligesom at ride rigtigt.”
”Det vil jeg også,” siger far.
”Det kan du godt,” svarer Sokrates. ”Du skal bare lukke øjnene og tænke, at du gør det. Men du bliver nødt til at finde en anden sky, for jeg rider på himmelhesten.”

Alle historierne er søde og finurlige, og Sokrates tænker spændende tanker og har heldigvis en far,
der er god til at snakke med ham på hans præmisser. Situationerne udspringer af hverdage, og man kan sagtens forestille sig, at en lignende situation kan opstå i et hvilket som helst hjem.
Forud for hver historie går en side med en form for introduktion til det emne, der nu skal fortælles
om. Det er en rigtig god ide at have en lille appetitvækker til hvert kapitel. Ikke mindst for
at den voksne læser er forberedt på, hvad der nu kommer. Men disse introduktioner falder ikke lige i min smag. Jeg synes, at de i nogle tilfælde kan være lidt svære at relatere til teksten, eller i
hvert fald kun har begrænset relevans i forhold til emnet. Samtidig er de ikke skrevet på en måde, så de kan bruges i dialogen med barnet. De må dermed være ment udelukkende som en nspiration til den voksne læser, men så synes jeg faktisk hellere, man skulle have brugt lidt mere tid og plads på denne service, så det ikke blot havde været stikord, men i stedet kunne give forskellige indgangsvinkler til samtale og måske lidt filosofihistorie i bonus?
Men alt i alt er Sokrates og far en rigtig god og sød bog. Øyvind Torsete har tegnet fremragende
illustrationer, der virkelig formår at repræsentere både virkelighed og tankeverden på en gang. Den lette luftige streg passer perfekt til emnet og også til forfatterens børnevenlige sprog. Det er en
dejlig bog, man bliver glad af, men som egentlig har mere potentiale, end den lever ud.

Einar Øverenget: Sokrates og far. Illustreret Øyvind Torsete. Høst & søn, 2011.

Bennys badekar med kung fu-krebs.

En fotobog, der vil fortælle en historie for at formidle verden under overfladen i de danske bysøer – som ikkedidaktisk læser får tanken mig til at gabe lidt på forhånd, for er der dog noget mere dræbende for læselysten end det klare formål? Heldigvis rummer Grum & grumset andet og mere end blot det – som man måske skimter i undertitlen: “Hvordan Kung Fu Krebsen smaskede Gedden med en indkøbsvogn.”

Steiner har skrevet teksten, og Lars Norman Hestbæk har leveret undervandsbillederne til det, der viser sig at være en ret episk historie.

En dag falder en handske ned i søen – fra den sære verden hinsides overfladen. Ingen ved helt, hvad det er for en tingest, men suden hævder, at den kan forstå handsken. Og handsken siger, at den vil have gaver. Så fiskene – og resten af dyrelivet – må i gang. Historien fortælles af aborren, som får en vision af fremtiden: chips, der daler ned fra overfladen. Men da han fortæller det til suden, ændres hans visioner til det mørkere, og han indser, at han må gøre noget. Suden har tilranet sig en masse magt, som den opretholder ved hjælp af sin gedde-bodyguard, som ingen kan stille noget op imod.

Det skulle da lige være krebsen.

Grum & grumset starter som en (nåja) grum fabel om, hvordan religion kan udnyttes, men hen ad vejen tager den en mere humoristisk drejning og tilsætter lidt action med kung fu-krebsen. Et dobbeltopslag med krebsen i forskellige kung fu-stillinger burde ærligt talt sælges som plakat. Billederne er stemningsfulde, og teksten fungerer både i den dystre og den sjove ende. Ideen med kun at bruge fotografier har naturligvis sine begrænsninger, og til tider spiller tekst- og billedside da heller ikke så godt sammen, hvilket gør historien lidt rodet. Det ændrer dog ikke ved, at den også er dybt charmerende – den har en finurlig sjæl.

Grum & grumset gjorde mine forventninger ganske til skamme, simpelthen fordi den holder fokus på historien – så kan forundringen over denne skjulte verden følge helt naturligt, og det er formidling, når det er bedst.

Steiner & Lars Norman Hestbæk: Grum & grumset. Undervandsforlaget, 2010, 63 sider

Tankevækkende og morsom bog med pingviner og regnvejr.

Ved du, hvem Gud er? Det gør pingvinerne i denne bog ikke. For godt nok er han stor og mægtig, men han er også usynlig. Og så kan man jo ikke være helt sikker på, at han findes. Heller ikke selvom der kommer en due med billeter til Noas Ark. Billetter fra Gud forstås.

Fordi han har sat gang i syndfloden.

Men hvad gør man når man kun får to billetter, og der er tre pingviner? Den ene pingvin er bare lille bitte. Lille nok til at være i en kuffert. Kan de snyde duen, der skal kontrollere al mistænkelig bagage? Og holder det nogensinde op med at regne? Kan en due og pingvin holde af hinanden?

Få svar på disse og mange flere spørgsmål i Ved Arken klokken otte.

Den moderne version af Noas Ark er både tankevækkende og rap i replikken. Pingvinerne er sjove og fungerer godt i hovedrollerne. Bogen er oplagt som højtlæsning for de yngste, men man skal være klar til en snak om dyr, syndflod, Gud og pingviner bagefter. For det er en bog, der sætter gang i de store tanker.

Historien er fint illustreret af Jörg Mühle.

Ved Arken klokken otte, skrevet af Ulrich Hub. Illustreret af Jörg Mühle. Originaltitel An der Arche um Acht, oversat af Birgit Fuglsang. Turbine 2010. 60 sider.

Skøn billedbog om savn, sorg og venskab.

Bedstefar fik ikke sagt farvel til Peter, inden han døde. Han døde bare. Derfor venter Peter på postbudet. Bedstefar har vel nok skrevet et farvel-brev til ham. Et brev der lugter af terpentin og maling, for Bedstefar var maler. Han malede valmuer. Men Postbudet må skuffe Peter. Der er ikke noget brev til ham.
Da Peter bliver ked af det, trøster Postbudet, og et venskab begynder.

Der er desværre ikke brev, råber postbudet, inden Peter når at spørge.

Peter sparker til jorden. – Tænk, at han kan glemme mig så hurtigt.

- Han har da ikke glemt dig.

- Hvorfor er der så ikke brev?

Postbudet ser sig omkring.

- Kan du ikke øve dig på jern-hesten, mens du venter?

- Næ, mumler Peter.

– Tænk at dø uden at sige farvel til mig.

Han er verdens dårligste bedstefar … og jeg gider aldrig mere være hans dumme lille søde gavtyv.

Peter og Postbudet er en skøn og rørende billedbog. Historien går lige i hjertet på mig. Jeg savner også min bedstefar, der var maler og malede valmuer.

Lilja Scherfig har skrevet en simpel men original historie. Den bedste slags. Otto Dickmeiss’  illustrationer er farverige og vidunderlige. Der er masser at se på.

 10 % af salget af Peter og Postbudet går til Børns vilkår

Læs mere om forfatter og bog her

Lilja Scherfig: Peter og Postbudet. Illustrationer af Otto Dickmeiss. Forlaget Farenheit, 2010. – 32 sider

Drengen der voksede for meget er en poetisk og sørgmunter fortælling, der vokser frem som et fabulerende eventyr, men efterlader læseren med en klump i halsen.
Symbolikken er snigende men ikke spor uklar. Vi kender alle, eller har selv været, et barn, der blev foldet væk og var lidt i vejen for forældrenes ønsker eller forventninger til livet.
Historien er veldrejet og vil kildre små ører fra 5 år. Illustrationerne krøller sig om fortællingen og er på en gang både diskrete og meget ekspressive.

Dette er makkerparret Ramholt og Bækmarks tredie finurlig fortælling. Det er godt at børnelitteraturen har dem!

Sisse Ramholt & Toril Bækmark: Drengen der voksede for meget. Forlaget Tankestreg, 2010.

Tik. Tak.

Kasserolle, den mindste af alle kyllerne, sidder bare der og hænger lidt med næbbet, ved siden af karrusellen, hvor al spasen ellers foregår. De andre kyller, de store kyller, drejer rundt og rundt på karrusellen hele dagen, hver dag, mens Kasserolle blot kan se på, mens han drømmer om, at det engang, med tiden, skal blive hans tur til en svingom.
Midt i al denne evige venten dukker flaksefuglen Lykke heldigvis op, og Kasserolle får en ven for livet. Eller i hvert fald for en tid.
Sammen udforsker Kasserolle og Lykke Afrika, tæller citronsommerfugle, kælker, holder fødselsdag, og hele tiden går tiden. Pludselig er Kasserolle blevet stor nok til at få sin egen plads på karrusellen. Men hvad så med Lykke?

Karrusellen er en underfundig og varm fortælling om venskab krydret med en universel tidstematik. Når man er alene, bliver tiden længere, og sammen med andre går den hurtigt. Børn fra 5 år kender til problematikken, og især vil de genkende det med, når tiden styres af andre (Læs: de voksne).
Lille Kylle har så travlt med at blive stor, og det er næsten sørgeligt, fordi den tid man bruger, trækkes jo fra et større regnskab. Man skal skynde sig langsomt og være i nuet, sådan tænkte jeg og følte mig grebet om hjertet.
Karrusellen er en historie, der er bedst at dele med nogen. Fortællingen om Kasserolle, Lykke og tiden rummer nemlig flere læsninger, og sammen med sine vidunderlige farverige, flimrende og sitrende illustrationer tager den sine læsere med på eventyr igennem nat og dag, årstider og alt det, som tiden bruger tid på.

Timo Parvela & Virpi Talvitie: Karrusellen. Oversat af Siri Nordborg Møller. Turbine, 2010

I bedste Ole Lund Kirkegaard stil!

Det er mere end 30 år siden Ole Lund Kirkegaard døde. Alligevel er der netop udkommet en bog af ham: Anton og Arnold – to frække drenge som han skrev til Danmarks Radio i 1974 og iøvrigt også selv læste op i radioen. Og nu er historierne altså udkommet med friske tegninger af Rasmus Bregnhøj.

Bogen indeholder 5 historier, der alle handler om de frække tvillinger Anton og Arnold, fortalt af en navnløs 8-årig dreng. I bedste Ole Lund Kirkegaard stil laver drengene ballade og  det er ikke kedeligt.

Læs om den dag Anton og Arnold flytter til byen og vil være fosterbrødre med jeg-personen. Heldigvis kan de ikke finde en kniv. Der er også noget om grise, men mere siger jeg ikke om den historie. Det må du selv læse. Så er der den dag, hvor “jeg” er alene hjemme med far. Så skal han passe hus og lave mad. Det går ikke så godt. Heldigvis kan tvillingerne hjælpe, eller…

Historien om dengang drengene leger rødhuder og blegansigter, er der nogen der ender med at komme i bad. Jeg siger ikke hvem. Der er også noget om en pakke, der skal sendes til Randers.

Anton og Arnold flyttede til byen en sommer, da det var så ugudeligt varmt, at folk måtte sove uden nathuer på. Hundene lå i skyggen rundt omkring i portene og gispede med tungen langt ude af halsen. Og hønsene lagde blødkogte æg. Sådan sagde man i hvertfald den sommer.

Det er underholdning lige efter mit hoved. Jeg elsker Ole Lund Kirkegaards skæve humor og sjove vendinger. Anton og Arnold – to frække drenge er alle tiders til højtlæsning. Forlaget har sat målgruppen fra 5 til 10 år,  men jeg vil vove den påstand, at det er en bog for hele familien. Der er dømt hygge med grin!

Ole Lund Kirkegaard: Anton og Arnold – to frække drenge. Illustreret af Rasmus Bregnhøi. Gyldendal, 2010. -61 sider

Og det gør det slet ikke bedre at Vitello faktisk mødte den skaldede før Vitellos mor gjorde – for det første møde var ikke positivt. Den skaldede mand hedder Gregers og er vist ok, men Vitello gider ikke have en papfar. Han har nok i sin far, der er en sjuft og en superengel, som hjælper Gud med at få solen op hver morgen.

Serien om Vitello er ikke kun for drenge synes jeg – den er også for piger og mødre. Min 7-årige datter og jeg elsker i hvert tilfælde Vitello og hans univers.

Bøgerne forholder sig humoristisk og underfundigt til hverdagen set igennem et barns øjne. Sproget er skønt, tegningerne er dejlige og Vitello er elskelig og alt er godt!

Kim Fupz Aakeson: Vitello skal have en papfar. Illustrationer Niels Bo Bojesen Gyldendal, 2010.- 32 sider

Den lille slædehund undrer sig; hvorfor er det egentlig at slædehunde sukker? Som alle små forventer han at dem, der er større, ved besked, men hans egen mor og far kan ikke komme med et svar, han kan godtage, så den lille slædehund drager ud i den vilde og smukke grønlandske natur for at finde svar på sit spørgsmål.

Slædehundenes suk er en smukt illustreret fortælling om slædehundene og de vilde dyr i Grønland. Forfatteren har bl.a. skrevet Wilbur den gule kat og Fuglen der ikke kunne fløjte. Illustratoren er den dansk-grønlandske billedkunstner Naja Abelsen. Tekst og illustrationerne i form af akvareller supplerer hinanden smukt i denne dejlige bog, som helt sikkert vil få både børn og voksne til at ønske sig en rejse til Menneskenes Land. Og inden man pakker kufferterne, kan man også få lidt ekstra fakta om landet – og slædehunde – bagest i bogen, som er udgivet i samarbejde med Grønlands Turist- og Erhvervsråd.

Gry Kappel Jensen: Slædehundenes suk. Illustrationer/forside: Naja Abelsen. Turbine, 2010. – 28 sider

Hver fugl synger med sit næb, men nord for Skælskør bor én, der slet ikke kan synge..

I en lille skov nord for Skælskør bor en ikke særlig opsigtsvækkende stæreunge; ikke opsigtsvækkende men alligevel ganske særlig, for, modsat alle de andre fugle i skoven nord for Skælskør, kan han ikke fløjte. Forældrene har forsøgt sig med fløjtetimer til Sønnike, men intet hjælper. Han er og bliver en stakkel, mener hans mor, og stakler forkæler man nok, men tiltro til deres evner har man ikke! Stæremor mener derfor at den efterhånden noget tykke stæreunge må blive hjemme hos sine forældre, når hans søskende drager sydpå om efteråret. Men på trods af ungdommeligt tungsind beslutter stæreungen sig for at bevise for sig selv og sine forældre at selvom han ikke kan fløjte med sit næb, kan han nu nok blive til noget alligevel..

Fuglen der ikke kunne fløjte er en smuk billedbog og en fin fortælling om at finde sig selv og ikke lade andre definere, hvem man er. Sproget er helt vidunderligt og man får lyst til at smage på hver enkelt sætning. Også bogens illustrationer er i en klasse for sig. Nogle af Sissan Richardts illustrationer er næsten fotografisk realistiske – hvis det altså ikke lige var fordi fx egernet har inka-hue på eller spætten er til den punkede stil..De er stemningsfulde, varme og humoristiske. Gry Kappel Jensen og Sissan Richardt har tidligere arbejdet sammen om billedbogen Wilbur den gule kat, og man må sige at de supplerer hinanden fortrinligt.

Gry Kappel Jensen: Fuglen der ikke kunne fløjte. Illustrationer/forside: Sissan Richardt. 24 sider. Turbine, 2010.