Gemini er en klassisk fantasyhistorie, som damper af mystik og forviklinger. Synsvinklen skifter mellem de to hovedpersoner, hvilket fungerer fint og giver historien en god energi. Stemningen er gusten på en charmerende og dragende måde og bliver i høj grad slået fast af Lars Gabels fantastiske illustrationer, der også gør personerne levende og giver masser af dynamik til historien. Udstyret i de to første udgivelser i serien er i orden, og tonerne er slået an til en episk fortælling, som helt sikkert rummer flere lag end allerede antydet.

I serien udkommer også:

Gemini 3 – Drengen under solen
Gemini 4 – Skyggedæmonens datter
Gemini 5 – Maestros spilledåse
Gemini 6 – Det trettende tegn

 

 

 

Mette Finderup & Thomas Munkholt: Gemini 1 – Forbyttede børn & Gemini 2 – Veje mellem verdener. Illustreret af Lars Gabel. Gyldendal, 2011.-86 sider/91 sider

En speciel pige er på flugt fra den onde Frue.

Da Lia er fylder 14 år, bliver hun hentet for gøre tjeneste på slottet hos den onde Frue. Bedstemor har advaret Lia om Fruen. Hun er ond, og hvis hun opdager, at Lia i virkeligheden er Fruens søsters datter, så er det ude med hende.

Lia er ikke længe på slottet, før Fruen ser sig ond på hende. Lia må flygte, inden det er for sent. Men det er ikke nemt at flygte fra en, der har øjne alle vegne. Heldigvis får Lia hjælp fra både mennesker og ulve. Undervejs opdager Lia nogle af sine skjulte kræfter. Det er i virkeligheden dem, Fruen er bange for. Og det er med god grund…

Lias kamp 2 – Flugten er lige så spændende som Lias kamp 1 – Fruen.

Vi følger Lia på flugt, og det er bestemt ikke kedeligt. Historien udfolder sig hele tiden, og det gør, at læseren er fanget til sidste side. Bogen slutter selvfølgelig på et spændende sted, så mon ikke bog nr. 3 er på vej?

Margot Andreasen har skruet en god historie sammen, og Sussi Bech har illustreret i farver. Lias Kamp er udkommet i Forums Fantasy Zoom-Ind serie.

Lias kamp 2- Flugten, skrevet af Margot Andreasen. Illusteret af Sussi Bech. Forlaget Forum 2011. 108 sider.

Rav, en magtsyg konge og et særligt søskendepar

Ask og hans søster kommer fra Ravfolket. De bor lidt uden for landsbyen, for alle andre er bange for dem. De er ikke som andre – de kan finde rav til guderne.

Historien starter i Ravnens skrig. Kong Arild har forandret sig. Han er blevet grådig og tager Asks søster Li til fange. Hvis Ask vil se hende igen, må han komme med mere rav. Men Ask kan jo ikke trylle. Havet giver ikke rav i dag. Heldigvis har mor en plan. Men Kong Arilds nye kvinde Pil, har også en plan. Hvad gør Ask nu?

Historien fortsætter i Dømt til døden. Ask er sikker på, at han har fundet det stykke rav, der kan købe Li fri. Men i stedet bliver han dømt til døden for at have kastet onde øjne på Kong Arild. Ask og Li må flygte ud i mosen. Der er de i sikkerhed, for Arilds mænd frygter mosens ånder.

Fredløse er 3. bog i serien om Ravets børn. Ask og Li er på flugt fra Kong Arild. De bliver fundet af kæmpen Bæk og pigen Tha, der tager børnene med til Byen i mosen. Det er her, de fredløse bor. Der er to love i mosen. Alle får mad og alle hjælper til.

Men Ask føler sig nytteløs, for her er der ikke noget rav at finde.

Lene Møller Jørgensens nye serie om Ravets børn fanger sin læser meget hurtigt. Den er spændende og velskrevet. Historien udfoldes kvikt, og alle tre bøger slutter lige der, hvor det er mest spændende, så man bare må have fat i næste bog for at se, hvad der sker med Ask og Li.

Bøgerne er rigt illustreret af Lars Gabel. De stemningsfulde billeder passer perfekt til fortællingen om Ravfolket.

Ravets børn er letlæst med en lix på kun 8 og vil bestemt fange både drenge og piger.

Lene Møller Jørgensen: Ravnens skrig, Dømt til døden & Fredløse (Ravets børn; 1-3). Illustreret af Lars Gabel. Forlaget Forum, 2010. -41 sider

En ond frue og en pige, der ikke er den, man tror hun er…

Det er hovedingredienserne i Margot Andreasens nye serie Lias kamp.

Lia er fyldt 14 år. Hun bor sammen med sin bedstemor og arbejder hårdt. Det er de nødt til, for Fruen har øjne alle steder. Indtil nu er det lykkedes Lia at undgå slottet og Fruen. Men en dag bliver der sendt bud efter hende. Nu er det Lias tur til at gøre tjeneste på slottet.

Bedstemor advarer Lia. Hun skal passe på Fruen. Ikke se hende i øjnene, ikke tiltrække opmærksomhed og ikke stille spørgsmål. For finder Fruen ud af, hvem Lia i virkeligheden er, vil det koste hende livet.

Fruen sidder ved et bord oplyst af fakler. Hendes fede krop vælter ud over stolen.

Hendes sorte øjne er udstående som en tudses. Og hendes ansigt er hvidt og dejagtigt af mangel på lys. Alt ved hende virker dødt, bare ikke hendes øjne.

Der er spænding fra første side. Læseren er ikke i tvivl om, at der er noget ondt på færde, og Lia er den gode, der måske skal redde alle.

Fruen er første del af serien Lias Kamp. Den slutter lige der, hvor der er mest spændende. Heldigvis er fortsættelsen – Flugten også udkommet, så jeg kan snart finde ud af, hvordan det går Lia.

Margot Andreasen har skruet en god historie sammen, og Sussi Bech har illustreret i farver.

Margot Andreasen:  Fruen (Lias kamp; 1) Illusteret af Sussi Bech. Forlaget Forum, 2011. -100 sider.

Turen går tilbage til Narnia…

Endnu engang går turen til Narnia sammen med Lucy og Edmund. De er ellers dømt til en lang og kedelig sommerferie hos deres mærkelige moster og onkel. Men heldigvis suger et magisk maleri, af et skib, dem ind i Narnia. Her lander de ombord på kong Caspians skib Morgenvandreren og Kong Caspian bliver meget glad for at se sine gamle venner.

Desværre har maleriet også suget deres umulige, forfærdelige, irriterende og dumme fætter Eustace med. Han giver problemer.

Sammen med kong Caspian er musen Rippitjip, der også er en gammel ven af børnene. Eustace bliver straks uvenner med musen.

Børnene drager med for at finde de syv venner af kong Caspians far, som har været forsvundet i årevis og det bliver en eventyrlig rejse, hvor de møder både drager, søslanger og usynlige mennesker.

Morgenvandrerens rejse er en fortælling, der fra starten tager sin læser med på eventyr. C.S. Lewis skriver, så man bare ved, at nu skal man opleve. At nu begynder eventyret!

Jeg holdt ikke op med at læse, før eventyret sluttede, og selv da havde jeg ikke lyst til at forlade Narnia. Jeg har ikke læst de andre Narniabøger men selvfølgelig set både tegnefilm og biograffilm, men jeg har nu alligevel fået lyst til at læse hele serien.

Morgenvandrerens rejse er filmatiseret som film nr. 3 om eventyrlandet Narnia

C.S.Lewis: Morgenvandrerens rejse (Narnia; 5) Oversat af Niels Søndergaard. Borgen, 2010.- 223 sider.

Percy Jackson er tilbage, og de græske guder kan man stadig ikke stole på!

Efter et langt skoleår i den almindelige verden glæder Percy Jackson sig til at tilbringe sommerferien i halvblodslejren sammen med andre halvguder. Men Percys planer går i vasken, for lejren er i fare. Det magiske skjold, der beskytter lejren, er nedbrudt, og nogen har forgiftet det store træ på bakken, som er halvgudernes skjold mod virkeligheden.

Både elever og ledelse er i vildrede, men midt i kaosset kommer Percy på sporet af de skyldige. Trods en advarende profeti forlader han lejren, og sammen med sine venner, læsehesten Annabeth og kyklopen Tyson, tager han på en mission for at redde halvgudernes lejr.

Serien om Percy Jackson er fuld af tjuhej, og vores helt har ikke mange øjeblikke til at puste ud. Den ene farefulde opgave efter den anden skal klares, og samtidig må Percy forholde sig til de ukendte sider af sin fortid samt en profeti, der siger, at netop han er noget særligt. Men spænding gør det ikke alene. Uhyrernes hav er også fyldt med humor og fjollede ideer – f.eks. dukker Percys ven, satyren Grover, op i Percys drømme iført brudekjole og i selskab med en meget giftelysten kyklop, og dét bliver en vigtig ledetråd i Percys mission.

Der er masser af spænding, magi og galskab i den græske mytologi. Derfor fungerer det godt at blande de græske guder og helte ind i en moderne og actionfyldt historie som denne. Faktisk synes jeg, Uhyrernes hav er en smule bedre skruet sammen end Lyntyven, netop fordi den mytologiske verden glider mere naturligt ind i historien.

Og hvis du tror, historien slutter her, tager du fejl… glæd dig til Titanens forbandelse, som udkommer først i det nye år.

Rick Riordan: Uhyrernes hav, Percy Jackson og Olymperne 2. Oversat af Vibeke Nielsen, Carlsen 2010. – 286 sider. ( The sea of Monsters)

I et fremmed land langt borte, med gamle og ærefulde traditioner, bliver en elsket kejser forrådt…

Skyggens lærling er blevet et verdensomspændende fænomen, og bøgerne om Will og rangermesteren Halt er nu solgt i over 2 millioner eksemplarer.

I Danmark er serien så populær, at Kejseren af Nihon-Ja, som er 10. bind i serien, blev udgivet samtidig med originaludgaven i John Flanagans hjemland Australien. Faktisk er Danmark sammen med Holland det land, hvor serien har flest læsere i forhold til landets indbyggertal.

I dette bind bliver vores venner, som titlen antyder, sendt på eventyr i det fjerne østen. Horace er forsvundet. Det er måneder siden, han blev sendt på en diplomatisk mission til kejseren af Nihon-Ja, og han er ikke vendt tilbage. Evanlyn er bekymret, og i selskab med Will, Alyss, Halt og Selethen drager hun af sted for at finde ud af, hvad der er sket.

Det viser sig, at Horace er blevet inddraget i et militærkup. Senshi-klanens general har gjort oprør, og Horace er blevet for at støtte den retmæssige kejser og hans følge. Gennem den bidende vinterkulde og stejle bjergskråninger kæmper de sig frem for at finde en ældgammel og sagnomspunden fæstning, som er deres eneste håb for at holde stand mod de toptrænede Senshi-krigere.

Men fjenden rykker nærmere for hvert minut…

Kejseren af Nihon-Ja er skåret over samme skabelon som de foregående bind. Der opstår et problem, der ser helt håbløst ud, men som alligevel løses ved hjælp af ualmindelige metoder. Tidligere har Will og Halt bl.a. oplært en flok uorganiserede skandier til strategisk dygtige krigere, og i dette bind må de kæmpe mod den barske oprørsgenerals brutale Senshi-krigere med en flok utrænede, kejsertro Kikori-skovhuggere.

Forcen ved serien er, at John Flanagan ikke opererer med en fast skurk gennem hele serien, men løbende introducerer nye plots og fjender, hvilket gør ham i stand til at henlægge handlingen til nye og spændende hjørner af verden. Han forstår gang på gang at sætte rammerne for sin historie, så alt står levende for læseren. Man mærker vinterens kolde favntag og hører slagene fra sværdenes klinger. Igen redegøres der for kampteknik og strategi med en detaljegrad, der er virkelig imponerende. Desuden kommer Alyss og Evanlyn mere i fokus i dette bind og må overvinde deres årelange rivalisering for at overleve.

Jeg savnede dog Tug, Wills tapre og ukuelige lille rangerhest, som slet ikke optræder i denne bog, fordi Will lod den blive hjemme i Auraluen. Mon ikke den er med igen i næste bind?

Booktrailer:

John Flanagan: Kejseren af Nihon-Ja, Borgen, 2010, 568 sider

Spændende og dyster fortsættelse

De unaturlige er fortsættelsen til Den ydmyge amulet og anden del i Humaran-trilogien. Sascha Christensen debuterede med første bind i serien og vandt også Orla-prisen for det, så bind to har været ventet med spænding. Det er en historie, der viser, at Christensen har udviklet sig, men som desværre også lider under at være midterste segment af en fortsat historie.

Josephine og Liam er blevet mærket af Humaran-amuletten, og nu trækker den konstant i dem. De bliver nødt til at forlade alting for at drage ud efter den, uden helt at forstå hvorfor. Azynerne hjælper dem med træning, der skal gøre det muligt for dem at klare den udfordring, der ligger forude, men alt synes at foregå efter regler, de ikke kender til, og snart er de på farten igen. Denne gang har de en rejseledsager med, men må også spørge sig selv, om de kan stole på hende.

Den ydmyge amulet var næsten en fantasy-krimi, der centrerede sig om et hotel, hvor mystiske ting skete. Her sender forfatteren sine personer ud på en rejse, der får dem vidt omkring (men stadig i en genkendelig verden med et godt glimt af fantasy i øjenkrogen). Alene det, at der fortælles en helt anden type historie her, giver De unaturlige ekstra point i min bog – og så har Christensen bevaret en god evne til at liste nogle mere dystre toner ind i historien, så vi til tider balancen på grænsen til horror. Det giver noget god kant.

Bogens svagere side ligger i fornemmelsen af, at vor helte føres gennem historien. Det er svært at undgå, når der er tale om skæbne og så tung magi, som der rumsterer her, men det tager ikke desto mindre noget af spændingen af historien, når vore helte bliver anbragt hid og did, hvor historien kræver det. Det gælder især i starten af bogen, hvor forfatteren så begår den fikse lille drejning at introducere et par bifigurer – et par unge munke, der drages ind i fortællingen, men også kan risikere at være en kæp i hjulet på skæbnen. De giver historien mysteriet tilbage, og det gør, at man gladelig læser igennem til slutningen. At der så ikke rigtig er en slutning, men snarere en indledning til sidste bind, er et gængs problem med trilogier, men indtil da leverer Sascha Christensen altså varen ganske godt – det er spændende fantasy med en dyster undertone og en god fornemmelse af, at der er mere under overfladen.

Sascha Christensen: De unaturlige (Humaran-trilogien ; 2). Forside: Emil Landgreen. Bahnhof, 2010, 375 sider.

Tag med en tur til middelalderen sammen med Margrethe, Thea og Sigurd.

En dag forsvinder Margrethes far, arkæologen Gustav Hatt. Det er ikke det eneste mærkelige, der sker i Margrethes liv. For der er flytter også en fe ind i familien Hatts køkken. Hun laver lækker mad og strikker stjernetæpper til alferne. Men det skal blive mere mærkeligt.
For det viser sig, at Gustav Hatt er blevet kidnappet gennem en tidskanal og nu sidder nede i et mørkt fangehul på biskop Absalons borg omkring år 1170.
Sammen med sin morfar og sine to venner Thea og Sigurd tager Margrethe tilbage til middelalderen i morfarens tidsmaskine.

I middelalderens København, møder de kongesønnen Knud. Ham er Thea lidt vild med. De finder Gustav Hatt. Nu gælder det bare om at få ham befriet, for den onde Øgledronning er brudt ud af Tidens Glas og forsøger nu at tage magten over tiden. Hendes medsammensvorne, Fyrst Morton, vil tilrane sig den danske trone fra Prins Knuds far Kong Valdemar.

Med hjælp fra alfer og feer, tager børnene kampen op!

Pst! Har du hørt, at der findes alfer og feer i København? Ved du, at København er fuld af tidshuller, som du skal passe på ikke at falde ned i? Har nogen fortalt dig, at du kan vandre gennem tiden, fordi alle tider ligger oven på hinanden som kort i en bunke?

Øgledronningens forbandelse er hyggelig læsning. Fra første side bliver man draget ind i en forunderlig verden, der ligner vores og så alligevel ikke.

Det er en god ide den med tidshullerne og det er også en god ide at fortælle lidt danmarkshistorie på den måde. Man skal nok ikke tro på det hele i denne bog. Men da Hanne Fabricius har skrevet flere fagbøger om København i middelalderen, må man gå ud fra at det billede hun giver af byen, er korrekt. Ligesom Prins Knud, Kong Valdemar og biskop Absalon også er virkelige personer.

Der er også et par ideer, der er knap så gode, som for eksempel at fru Hatt, sælger hatte. Den er for oplagt. Det skærer lidt i læseflowet. Men det ødelægger nu ikke den velfortalte historie, der sikkert vil fange mange børn.

Efter endt læsning sidder jeg nu og håber at en kokkerende fe flytter ind i mit køkken. Se, det er eventyrligt!

Se mere om forfatter og bog her

Hanne Fabricius: Øgledronningens forbandelse. Illustreret af Johannes Bojesen. Forlaget Torgård, 2010. -230 sider

Fantasien er go’

Thórarinn Leifsson er i virkeligheden to mennesker, tror jeg. Jeg forestiller mig, at den ene er meget seriøs, måske lidt mager og sidder gerne ved skæret fra et nedbrændt stearinlys og skriver meget alvorlige tekster om lidt dystre emner. Den anden – jeg forestiller mig ham som langskægget og i det hele taget ret buldrende – lister sig så ind om natten og skriver langt det meste af det om, så det oprindelige budskab bliver dækket til i torden, lynild og eventyr. Hvorefter han så forsvinder i natten med en hjertelig latter. Og en buldren.

Det må være den letteste måde at forklare Leifssons bøger på. Sidste år serverede han kannibalkød med Fars store hemmelighed, og i år får vi så bøger, hekse, fremtiden, verdens undergang og lidt til.

Pigen Albertina lever i en kedelig fremtid. Der er ikke rigtig nogen bøger (så hun har lært sig selv at læse ved hjælp af shampoo-flasker og lignende), internettet er blevet forbudt, de voksne arbejder hele tiden, og den mægtige Guldbank er langsomt men sikker ved at overtage magten over hele verden – alle penge og al arbejdskraft flyder til banken som til et sort hul.

Og så en dag flytter Albertinas tipoldemor ind i den lejlighed, vor lille heltinde deler med sine forældre. Egentlig boede hun også sammen med sin storebror, men han er forsvundet – måske har banken inddraget ham som betaling for forældrenes gæld.

Hulda er en bombe under Albertinas stille og rolige liv, under systemet og under stort set alt andet. Hun medbringer et bibliotek på rundt regnet en million bøger, og de vender op og ned på alting. Snart er Albertina del af en lille gruppe børn, som beslutter sig for at kæmpe mod systemet med alt, hvad det måtte kræve.

Thórarinn Leifsson (begge dele af ham) bebor lidt sammen absurde verden som Gunnar Wille – bedstemor Hulda synes i al fald at være i familie med en vis Skrumpen. Her er det fantasien, der er vigtigst, og den mørke side af de voksnes verden er den værste fjende. Børnene er indbegrebet af fantasien, så det er naturligvis dem, der må redde verden – og det sker så med brask og bram. Men det, der gør Leifsson så interessant, er, at man midt i alle løjerne kan stoppe op og blive ramt af de alvorlige ord, som ligger skjult under al den boblende galskab. De to dele af Leifsson forstår at spille helt unikt sammen.

Bedstemor Huldas bibliotek er et eventyr, der næsten efterlader læseren åndeløs – og måske endda med et par eftertanker.

Thórarinn Leifsson: Bedstemor Huldas bibliotek. Oversat af Birgir Thor Møller. Torgard, 2010, 217 sider.