Fortællingen.dk » eventyr

Kirsten Ahlburg: Pigen med det meget lange hår
Der var engang…

Med denne eventyrindledning starter Kirsten Ahlburg sin billedbog, som har fine, førnøjelige og farverige illustrationer af Ida Gantriis.

Bare mit hår ville vokse sig tykt og langt, tænkte hun hver eneste aften, når hun sad foran sit spejl og så de tynde tjavser stritte til alle sider.

Man skal passe på, hvad man ønsker sig. Især i eventyr. En skønne morgen går hendes ønske i opfyldelse, og hun vågner med det smukkeste lange hår, som bare vokser sig længere og længere og længere…

Til sidst er det så langt, at selv Rapunzel ville se korthåret ud ved siden af.

Byen er trætte af pigens lange hår, der er alle vegne, og jager hende derfor ud i skoven.

Ved første læsning syntes jeg, bogen var en smule kedelig og forudsigelig. På trods af de farverige illustrationer. Men jeg gav bogen en chance til og læste den igen som et eventyr. Og det var godt.  Det er et klassisk eventyr, som jeg tør vædde med, mange små piger vil kunne lide. Både dem, der har langt hår, og dem der har kort hår.

Kirsten Ahlburg: Pigen med det meget lange hår . Illustrationer af Ida Gantriis, Forlaget Carlsen 2009.

Kenneth Skipper: Ildmageren
I kamp på liv og død i vikingernes land

Det er kort før juleferien, og Nikolaj på 12 år har fyldt sin skoletaske med ulovligt fyrværkeri, som han glæder sig til at fyre af. Mobilen ringer, og Mor fortæller, at hun igen må arbejde over. Mormor vil derfor hente ham i SFO. Nikolaj er vred og dybt skuffet. Denne jul skal han og familien fejre i Spanien, selvom Nikolaj ville foretrække at blive hjemme i Danmark med juletræ, gaver og sne.

I vrede vælger han at trodse Mors formaning om at blive i SFO’en, og han begynder at gå hjem til sine bedsteforældres gård i den begyndende snestorm. Det er en lang og farefuld tur over marker og enge med mosehuller.  Pludselig ringer Peter og fortæller, at vennen Kalle har afsløret deres ulovlige fyrværkerisamling, og at Nikolaj skal få det gemt af vejen. Da han skjuler sin skoletaske i en stendynge, ender han med at blive suget ned i et mørkt, dybt hul.

Pludselig er alt omkring ham forandret, og de velkendte marker er væk. Han befinder sig nu tilbage i vikingernes tid. Her trues han på livet af både hedninge, kristne og trolde, fordi han bliver kendt som Ildmageren. Han kan tænde ild med sine hænder (og sin medbragte lighter). Han møder høvdingedatteren Sif, som følger ham på vej. Vil Nikolaj overleve de mange farer, og kan han på nogen måde vende tilbage til nutiden og sin familie, som han savner?

Det er forfatteren Kenneth Skippers første børnebogsudgivelse. Jeg synes, at dette viking-eventyr er en god begyndelse på en kommende børnebogskarriere. Det er en spændende fortælling, som både er underholdende, og samtidigt gav mig ny viden (og interesse) for vikingetiden. Historien er fyldt med beskrivelser af lyde, dufte og smagsoplevelser, som gør, at jeg følte mig til stede i scenariet. Dramatik og handling fik mig til at læse bogen hurtigt – hele tiden med tanke på, om det er drøm eller virkelighed!

Forskelle og sammenstød mellem de to tidsaldre, nutiden og vikingetiden, belyses på flere måder. Nikolaj oplever ofte, at hans sprog og formuleringer ikke bliver forstået. Han og Sif har også mange samtaler om højtiden Julen/Youlen, som viser deres to forskellige tidsbilleder. Nikolaj fortæller om grantræ og Julemanden, som kommer med gaver, hvorimod Sif tænker på Odin, som giver frugt og nødder til de små børn.

Det er en spændende historisk fortælling, som både er en god læseoplevelse, men som også vil være en fin højtlæsningsbog i juletiden, men også resten af året.

Kenneth Skipper: Ildmageren. Ravnerock, 2010.- 137 sider

Omslag: Lars N. Sødergren

Shane Brox: Maskerade
Tingseventyr i bedste stil.

Mormor bor i et lille hus. I det hus står et kæmpe skab. Og i det skab bor Fru Marmelade, Sylvester, Skipper Tetud, Professor Ugle, Elvis Kat og alle de andre.

En aften skal mormor til selskab. Det giver beboerne i porcelænsskabet en idé. De vil holde deres egen fest.

Men hvilken slags fest? Skipper vil gerne have en piratfest, for han vil tage sig godt ud med krumsabel i livremmen.

Fru Marmelade har dog en bedre ide. De skal da holde en maskerade. Og sådan bliver det.

Sylvester Søhest kan næsten ikke styre sin begejstring. Men mens alle de andre ved, hvad de skal klædes ud som, bliver Sylvester bare mere og mere grøn…

Shane Brox har skrevet og illustreret en eventyrlig billedbog. Den holder sig helt inden for tingseventyrets rammer, og ville gøre H.C.Andersen stolt.

Billederne er flotte og farverige. Her er masser at se på, mens der bliver læst højt.

Maskerade er historien, der danner grundlag for det fantasifulde børnestel fra Royal Copenhagen af samme navn.

Du kender helt sikkert Shane Brox fra TV, hvor han tryller med limpistol og farver i Shanes Verden.

Men kender du også hans bøger? Titania – Dødens skov, Lille Bussers strabadser, Lille Bussers mareridt og Shanes Verden.

Læs vores interview med Shane Brox.

Shane Brox: Maskerade. Politikens Forlag, 2007

Helle Ryding: Regnbuestøv
Storladen afslutning på trilogien.

Regnbuestøv er afslutningen på trilogien Morganas kilder, hvor Helle Ryding har opbygget en unik dansk fantasy-verden. Der er mange løse ender, som der skal bindes knuder på, og dette tredje bind er da også svulmet noget op i forhold til de to første. Fra 351 og 312 sider er omfanget denne gang oppe på 483 sider. Det er meget og desværre også lidt for meget, synes jeg.

Da vi starter, er Elycia faldet i kløerne på sin arvefjende, Scarpia – og han har uigennemskuelige, men også tydeligvis dystre planer for hende. Men Elycia ved, at hun er nødt til at blive hos ham for at få en profeti til at gå i opfyldelse, samtidig med at en anden profeti skræmmer hende fra at være i nærheden af ham. Hun kan nemlig meget vel være forudbestemt til at være den, der skal slå ham ihjel og holde Morganas skæbne i sine hænder.

I løbet af bogen kommer Elycia vidt omkring, og det foregår gerne i høj hastighed – der er en del mere handling her, end der har været i de foregående bind. Ikke blot fysisk bevæger hun sig, men det virker også, som om hun svinger mellem nogle følelsesmæssige yderpunkter, mellem mørke og lyse kilder, mellem godt og ondt, mellem fortid og fremtid.

Elycia stilles overfor mange og store valg, og hendes instinkter trækker hende i flere retninger – på den ene side har hun lyst til at lange ud i vrede og giver efter for det vilddyr, der lever i hendes indre, på den anden side er hun bevidst om den tunge skæbne, som hviler over hende. Denne spænding i hovedpersonen er endnu en gang med til at give Helle Rydings historie noget god tyngde – ligesom det igen lykkes hende at ramme den gode stemning af mytologisk baggrund og magi. Det ender med et stort dramatisk opgør og masser af gamle hemmeligheder, der afsløres.

Desværre bliver historien denne gang for overfyldt for min smag – det virker, som om der er for mange ting, der skal igennem, og som læser kan det godt komme til at virke lidt pligtskyldigt at følge Elycias vej fra den ene farlige situation til den næste – bedre bliver det ikke, når i al fald én af afsløringerne er meget tydelig for læseren, men hovedpersonen bryder sit hoved med den. Det virker, som om historien skulle have været skåret noget til for at genvinde den mere rolige tilgang, som de forrige bind excellerede i. Regnbuestøvet bliver simpelthen for tung i travet.

På trods af de mangler, tredje bind har, er det dog svært ikke at anbefale serien Morganas kilder, for den fremstår stadig som fascinerende, velfortalt og frem for alt anderledes fra det meste anden fantasy. Den maler sin verden med store, fejende strøg og får et unikt billede ud af det.

Helle Ryding: Regnbuestøv (Morganas kilder ; 3). Borgen, 2008, 482 sider. Forside: Per Jørgensen.

Mark Twain: Tom Sawyers eventyr
Boblende, sprudlende roman om drengeliv for over 100 år siden.

Tom Sawyer bor sammen med sin tante Polly i en lille by ved bredden af Mississippi. Her går han i skole, hvilket han ikke bryder sig om – derfor pjækker han jævnligt.

Han bruger fritiden på at lege pirat, gå på opdagelse, levendegøre bøgernes helte og slås om magt og ære med de andre drenge i byen. Drengene går også på skattejagt og de finder altid noget vigtigt: en rulle tråd, en død kat; alt kan bruges i jagten på lykken. Tom jagter også en anden slags lykke, idet han efter bedste evne kurtiserer Becky Thatcher…

Hans bedste ven, Huckleberry Finn, er den trofaste væbner, der altid følger den fantasifulde Tom. De overværer et mord, hvor en forkert person bliver anklaget, og Tom har dårlig samvittighed over det i flere uger fordi han ikke tør fortælle om sagens rette sammenhæng.

Toms liv er fuldt af problemer og modgang, men trods alt beholder han sit gode humør og ukuelige optimisme.

Mit første bekendtskab, for mange år siden, med Tom Sawyer var et uddrag af bogen, der handlede om dengang Tom som straf skulle hvidte stakittet. Men fordi han var snu kunne han lokke andre drenge til at gøre det – og han fik endda betaling for det. Toms eskapader er beskrevet i tegneserier, film og bearbejdede udgaver af den originale tekst, og nu foreligger så den første uforkortede, ubearbejdede  roman om Tom Sawyers eventyr. Tak for det…

Og hvilken smuk, fornøjelig og dramatisk oplevelse det har været at læse den. Smuk fordi Mark Twain skriver med stor indføling, som understøttes af de fantastiske illustrationer af Robert Ingpen. En skam, at Mark Twain aldrig skulle opleve sin roman i denne udgave! Fornøjelig fordi Mark Twain skriver med stor humor, og dramatisk fordi Tom Sawyers eventyr faktisk er uhyggelig: ydmygelser i skolen, fysisk afstraffelse, fattigdom, alkoholiserede forældre, overtro, ligrøveri, sygdom, mord og tyveri er de vilkår, som børnene på dén tid måtte udholde. Og det gjorde de, børnene. De legede sig igennem alle genvordigheder, prøvede tingene af og kom ud på den anden side med flere erfaringer end børn af i dag nogensinde vil opnå.

Tom Sawyers eventyr er en munter hyldest til barndommen og dens muligheder. Mark Twain skriver i sit forord:

“Min bog er først og fremmest skrevet for at underholde drenge og piger, men jeg håber da ikke, at mænd og kvinder vil gå uden om den af den grund, for det har også været min plan at minde de voksne om, hvordan de selv var engang, hvordan de følte, tænkte og talte, og hvilke besynderlige projekter de somme tider rodede sig ind i.”

Disse ord er skrevet i 1876. Historien er om en anden barndom end den nutidige, men jeg tror stadig der findes læsere til Tom Sawyers eventyr.

Mark Twain: Tom Sawyers eventyr. 70 ill. i farver af Robert Ingpen. Oversat til dansk af Jette Røssel. Carlsen, 2010. – 242 sider

Helle Ryding: De fire vinde
Tilbage til Morgana.

De fire vinde er fortsættelsen til Den sorte ravns forbandelse og andet bind i Helle Rydings trilogi Morganas kilder.

Elisa, der nu mest går under navnet Elycia, er kommet til Morgana. Hun har slået følgeskab med athora-drengen Virtus, og forholdet mellem de to er mildest talt fyrigt, skiftevist godt samarbejde og  voldsomme skænderier – man kunne fristes til at gætte på, hvilken vej vinden blæser, men det er dog ikke noget, Elycia har hverken tid eller mulighed for at tænke over. Hun er på flugt fra Scarpia, også kendt som Den Sorte Ravn, der efterstræber hende med alle sine kræfter – og samtidig er hendes læremester, Illiander, blev ramt af den grumme baron Gorwes planer og henligger i en dødlignende tilstand.

Det er kun Elycia, der tror på, at han kan reddes, og dette bind fokuserer på hendes hæsblæsende forsøg på at finde en kur. Det bliver en rejse, der bringer hende vidt omkring og bringer hende ind og ud af Scarpias rækkevidde – hans forbandelse svæver konstant over hende og venter blot på at overvælde hende. Og på vejen lærer hun mere, end hun måske ønskede at vide om, hvad han har af dystre planer.

Det er i mine øjne yderst sjældent, at det midterste bind i en trilogi helt lever op til det indledende – alt for ofte bliver det en historie, der ikke kan afsluttes, og som hovedsageligt skal bruges til at sætte ting i værk til det tredje og afgørende bind. De fire vinde undgår faktisk til dels de faldgruber, blandt andet fordi historien her dog har en klart mål, nemlig Illianders helbredelse; men jeg kan ikke komme udenom fornemmelsen af, at historien simpelthen er for løst komponeret – det fungerede i Den sorte ravns forbandelse, men i dette bind er der mere action, og så bliver der lidt for meget tilfældighed over det. Elycia havner tilfældigvis det helt rigtige sted for at overhøre Scarpias planer og lignende.

Men det, som Ryding gjorde så godt, gør hun igen her helt uovertruffent: stemningen.

Morganas kilder bygger på danske folkesagn, og stemningen herfra er på glimrende vis oversat til den længere romanform. Det er ikke fantasy, hvor der render et par personer rundt og har magiske evner, eller hvor der er en skarp opdeling mellem vores verden og den magiske verden. Magien er fundamentet her, og det binder begge verdener sammen. De fire vinde understreger, at Ryding har begået en fantasyverden, der ikke blot er noget så specielt (og forbavsende velfungerende) som helt igennem dansk, men også unik. Historien er i denne omgang blevet mere gængs (flugten fra det ene sted til det andet), hvor første bind bandt stemning og historie mere sammen, men det gør det på ingen måde til en dårlig bog – det skal blive spændende at se, om Ryding kan binde det hele sammen til en tilfredsstillende slutning (og hun har meget at leve op til for ikke at skuffe sine læsere) i tredje og sidste bind.

Helle Ryding: De fire vinde (Morganas kilder ; 2). Forside: Per Jørgensen. Borgen, 312 sider.

Christine Skou: Krabaterne i Kongelunden
Krabaterne i Kongelunden er hyggelig og introducerer en række klassikere fra Ali Babba til H.C. Andersens Nattergalen, Fyrtøjet og Den grimme ælling, med C.S. Lewis’ magiske garderobeskab som inspiration.

Dejlig bog, der er lidt for lang til en 6-årig, som ellers er den målgruppe, der står på bagsiden! Handlingen kommer først rigtig i gang efter 50 sider – eller det var i hvert fald der, den fangede mig! Men så bliver den også spændende!

Krabaterne er Birger og Sammy. De holder begge sommerferie i kolonihaveforeningen Kongelunden på Amager. Krabaterne er en hemmelig spionklub, hvor drengene sætter sig for at opklare, om den uhyggelige frk. Liljendal fra Månestien er en vaskeægte heks.  Da hun kommer på sygehuset, får drengene adgang til hendes hus. I huset findes en magisk kiste, der fører dem til Landet Bagved, og sammen med pigen Eva lander drengene midt i 1001-nats eventyr, og hvad er det med den skat, og findes den virkelig?

Bogen er sjov, og det med, at de lander i eventyr og skal gætte ting for at komme videre, er rigtig godt!

Der er et fint persongalleri i bogen, og følelsen af sommer og kolonihave kommer frem.

Illustrationerne er rigtig gode og stemningsfulde.

Der er sådan lidt Karlas kabale over bogen, dog uden konflikter og problemer. Der er dømt sommerferielæsning med dejlige henvisninger til fantastiske eventyr, som giver én lyst til genlæsning af 1001-nats eventyr.

Forfatteren kendte jeg fra DRs nye runde af Kaj & Andrea, hvor hun har rollen som Carla. På hendes hjemmeside kan man se, hvad hun ellers laver: http://www.christineskou.dk/

Christine Skou: Krabaterne i Kongelunden. Illustrationer: Peter Bay Alexandersen. Politikens børnebøger, 2009, 264 sider.

Martin Waddell & Tony Ross: Gnomer, trolde og uhyrer
Gyselige historier med gamle rødder.

Gnomer, trolde og uhyrer er en samling på 14 uhyggelige historier, som forfatteren har fået fortalt, da han var barn i Irland. Historierne kan inddeles i 4 kategorier:

Gnomer eller trolde: Bruden gifter sig med sit livs kærlighed, men deres lykke forstyrres af gnomerne, som vil stjæle hendes godhed. Tom-Tit-Tot er en gendigtning af eventyret om Rumleskaft, hvor trolden hjælper Dygtige Dora med at spinde uld.

Onde ånder: Kolde Johnny, et gammelt genfærd, som bor på en kirkegård, hjælper en dreng, som bliver narret til at arbejde gratis for en rig bonde – enden på dén historie er givet på forhånd. Uhyret i kirkeruinen handler om 2 skræddere, der indgår en skæbnesvanger aftale om, at den ene af dem skal sy en vest til en kunde, som ingen ellers har kunnet sy tøj til.

Spøgelser: Spøgelset fra Porlock, som ikke vidste, at han var et spøgelse. Han gik rundt og så gennemsigtig ud, og ingen turde sige noget til ham – af indlysende grunde.

Magiske historier: I Tom Cockle må familien Quinn flytte fra deres hus, fordi høsten slår fejl. Tom er et væsen (måske en fe), som bor i huset, og som sørger for at hjælpe familien med de daglige gøremål. Familien er meget kede af at efterlade Tom i deres gamle hus…

Det er meget skumle historier, der bliver fortalt i denne oversættelse af “The Orchard Books of Goblins, Ghouls & Ghosts and Other Magical Stories’ – den danske titel yder slet ikke bogen retfærdighed. For der er alle mulige væsner samlet i de 14 historier; nævner i flæng: et slimet monster, et benraslende genfærd, små ondskabsfulde gnomer, en lodden ånd, en arrig trold, mange forskellige spøgelser og nogle feer.

Som i alle eventyr er persontegningen ret skarp: Der er de onde og de gode. De onde får deres bekomst, og de gode må gå så gruelig meget igennem, førend alt bliver godt. Men i denne bog er der dog nogle fantasifulde undtagelser. Heldigvis.

Fortællestilen er nuanceret med mange detaljer, som gør historierne lidt mere plausible. Min absolutte favorit er Uhyret i kirkeruinen. Den er fuld af underfundig humor, et svuppende monster og en overraskende slutning. Monsteret fra Monsterskoven er den korteste gyser, jeg nogensinde har læst, og den er virkelig grum.

Illustrationerne er gode til at understrege bogens stemning; de er både sjove og uhyggelige, og heldigvis er der mange af dem, fordi de kan bruges til afledning under oplæsningen – fandt jeg ud af. Børnene får mulighed for at forklare historien ud fra tegningerne, og det er med til at dæmpe gyset… inden man går i gang med den næste historie.

Gnomer, trolde og uhyrer er en glimrende oplæsningsbog for børn i aldersgruppen. Den er tilpas skummelt skrevet, især hvis oplæseren formår at lægge en ildevarslende stemning…

Martin Waddell & Tony Ross: Gnomer, trolde og uhyrer. Illustret af Tony Ross. Oversat af Kina Bodenhoff. 128 sider. Gyldendal 2009.

Helle Ryding: Den sorte ravns forbandelse
Dansk fantasy – på sin helt egen måde.

Den sorte ravn er første bind i Helle Rydings trilogi Morganas kilder; og der er nok nogle, som vil sukke, når de tænker på endnu en fantasy-fortælling i tre bind. Det suk vil dog hurtigt blive kvalt, hvis man tillader sig at gå i gang – for Helle Ryding har begået noget helt særegent, en gennemført dansk roman, som det er en fryd at læse lige fra første side.

Plottet er for så vidt klassisk:

Elisa bliver som spæd efterladt af sin mor, fordi denne er blevet ramt af en forbandelse, som hun vil beskytte sit barn imod. Derefter vokser Elisa op i lykkelig uvidenhed om de kræfter, der er hendes dåbsgave, og de mørke væsener, som til stadighed søger efter hende. Men i hendes tolvte år begynder skæbnetunge skyer at samle sig omkring hende.

Det lyder genkendeligt, men kun på overfladen, for Ryding pakker fermt historien ind i en stemningsfuld dyne af folkesagn og dystre, mytologiske undertoner. Det meste af det fantasy, vi ser for tiden, fokuserer på mennesker i en verden, hvor magi fungerer – men Ryding fremstiller en verden, hvor magien helt grundlæggende er vævet ind i verden. Uden at forfalde til det storladne og melodramatiske får det én til at tænke på Tolkien, hvis verden også byggede på et fundament af mytologi, der fungerede ikke blot som historier, men som sandfærdig historie. På samme måde virker det her, som om folkeeventyrene og vores verden langsomt flyder sammen – det er et svært projekt, men det lykkes med stor succes og får bogen til at flyde over med atmosfære.

Det er første gang i meget lang tid, at jeg i den grad har nydt at se en forfatter langsomt afsløre en verden.

Det hele foregår i et Danmark, hvor tiderne flyder sammen – genkendeligt, men alligevel ikke til at placere. Elisa vokser op på herregården Svaneborg, og man tænker først ”gamle dage”, men til tider smutter Ryding moderne ting og begreber ind i historien, næsten som en eftertanke. Det holder læseren lidt ude af balance og meget opmærksom på, hvad der foregår i historien. Og historien fortæller Ryding roligt og en vægtning, der med lethed holder den fri af  klicheerne – ting, som andre bøger ville bruge masser af sider på, kommer hun hurtigt omkring med en eventyragtig luftighed, som holder historien let, samtidig med at det bidrager til den underliggende følelse af, at sagnverdenen er en virkelig del af Elisas verden. Det gør Den sorte ravns forbandelse til en helt unik læseoplevelse, en sammensmeltning af moderne fantasy og eventyr, der fungerer forbløffende godt. Hvis Ryding kan opretholde den samme kvalitet gennem hele serien, vil jeg være fristet til at kalde Morganas kilder for et hovedværk inden for dansk fantasy.

Helle Ryding: Den sorte ravns forbandelse (Morganas kilder ; 1). Forside: Per Jørgensen. Borgen, 2005, 351 sider.

J. R. R. Tolkien: Hobbitten – eller ud og hjem igen
J. R. R. Tolkiens eventyrroman Hobbitten må i dag regnes for en børneklassiker. Når nye eventyrromaner i genren, der i dag kaldes fantasy, kommer på markedet, bliver de næsten konsekvent sammenlignet med Tolkiens værker. Det er derfor med en vis ærbødighed, jeg kaster mig ud i anmeldelse af bogen.

Grundlæggende handler historien om et lille eventyrvæsen en såkaldt hobbit ved navn Bilbo, der får besøg af troldmanden Gandalf og tretten dværge. Han bliver draget ind i et farligt eventyr, hvor de sammen skal stjæle en skat fra en drage. Bilbo udvikler sig fra at være en forsigtig, men hemmeligt eventyrlysten fyr til at blive en selvsikker eventyrer i løbet af rejsen, hvor de møder trolde, bjergtrolde, kæmpeedderkopper og mange andre farer.

Tolkien har mange styrker. Dels er han en sproglig perfektionist, dels har han et velgennemtænkt budskab med sine fortællinger, hvilket man ofte savner i meget af fantasy-genren, og dels forstår han at skabe stemning og indsigt i karakterernes følelser og bevæggrunde. Samtidig er han utrolig dygtig til at holde igen med sine virkemidler. Hvor andre fantasy-forfattere nok ville vælge et overdådigt sprog og forklare betydning af alle detaljer, vælger Tolkien at nedtone udtryk og ideer, dog uden at de bliver uforståelige og unødvendigt mystiske.

Hobbitten er skrevet i et ligefremt sprog, men hele tiden har man fornemmelsen af at der bliver sagt meget mere, end der står skrevet på papiret. Endelig er den verden, Tolkien beskriver så levende, værd at gå på eventyr i. Det er imidlertid ikke ufarlige pussenusse-eventyr, men eventyr, hvor heltens liv er på spil, og hvor de gode ikke altid er lige gode. Tolkien fremstiller virkelighedstro personer med alle de fejl, vi kan nikke genkendende til i os selv.

Samtidig er Hobbitten et studie i, hvordan en forfatter kan bruge folklore, myter og legender aktivt til at skabe sin helt egen litterære stemme. Det er dog ikke helt så tydeligt i dag, hvor mange andre forfattere har søgt at efterligne Tolkiens stil. De færreste har dog formået at komme i nærheden af hans stil, og endnu færre er det lykkedes så kunstnerisk overbevisende at kombinere form og indhold på samme høje niveau.

Efterfølgeren til Hobbitten er værket Ringenes Herre, men da det er skrevet for voksne, vil vi ikke komme ind på det her.

Ida Nyrop Ludvigsen har lavet en fremragende dansk oversættelse. Men hvis der skal være en lille besk kommentar her til sidst, så ville jeg have ønsket, at hun havde oversat goblins med noget andet end bjergtrolde. Forskellen mellem trolde og bjergtrolde bliver nemlig utydelig. Hvis hun eksempelvis havde kaldt goblins for vætter, så kunne The Great Goblin også være blevet oversat til Den Vældige Vætte.

J. R. R. Tolkien: Hobbitten. Gyldendal, adskillige udgaver.