Den voksne… smider egernet i dåsen med mos og gløder

Børnene er ankommet i busser og togvogne til Lejren, som har umiskendelige ligheder med en kz-lejr. Men er et sted, hvor børn gøres klar til voksenlivet.

Ved børnenes ankomst fratages de deres personlig ejendele og individuelle særpræg. Fangevogterne er voksne med cirkusuniformer og røde klovnenæser på. Men der er intet at grine af. Tværtimod virker de komiske næser som en kontrast til grusomhederne, der finder sted.

I starten formår børnene at forblive individer, som Hamid, der siger: ”op i røven” og griner. Han har boet på asylcenter og kender lidt til rumlen og det, der er værre. Men også han ender med at glemme, hvem han er. Det er meningen med lejren.

Rundt om lejren er der pigtråd med strøm i. Når man kaster sig mod hegnet, dør man. Ligesom den lange pige. Hun skulle spille violin for de voksne, mens hun var dullet op. Og en ”lækkersulten” tilskuer passer hende op. Således hyldes individet og kreativiteten først, og slås derefter ned.

Først da børnene er begyndt at fortære sig selv for ikke at vække opsigt, er de klar til at blive hentet ud på den anden side. Her modtages de med et grotesk” tillykke med eksamen”, og de står som ensrettede, afrettede voksne.

Men 3-16 har gemt sig inde i lejren og kommer først ud bagefter. Da han ser de andre, er de blot skygger af sig selv. Men en af dem hvisker hans navn. Det hjælper ham med at huske. Det er forår og nye muligheder for 3-16, John. Men et andet sted ankommer børn i busser og togvogne.

Lejren er umulig at rumme ved én gennemlæsning. Både tekst og illustrationer fortæller hver for sig den samme historie, men sat sammen er de en ren eksplosion af indtryk. Teksten er knivskarp og fuld af stemninger. Illustrationerne ekspressive og poetiske.

Lejren kan være en allegori for vores måde at ensrette det særprægede og det kreative på? Dorte Karrebæk og Oscar K har i de senere år taget fat på flere tabuer. På det bibliotek jeg arbejder, har de ikke mange udlån. Måske fordi vi ikke bryder os om at se på det, der er uudholdeligt. Tør du?

Oscar K: Lejren. Illustreret af Dorte Karrebæk, Høst & søn, 2011, 80 sider.

Søg – og du skal lede!

Man skal koncentrere sig allerede ved titlen: Umuliusserne. Det er fair nok, fordi så er man ligesom advaret, for her er en findebog, der sprudler og spræller med en skæv, skør, sød og sjov verden.

Umulistan. Det er her, umulisserne bor, og en af dem hedder Hr. Kropumulig, og da han er vild med gøgl og spas, får han en dag den ide, at han vil overraske sin søn, Megetmulig, ved at stoppe en håndfuld lynkinesere ned i hans skoletaske. Imidlertid glemmer han at tænde lunterne, og i forsøget på at indhente Megetmulig oplever han en del på vejen.

Umuliusserne er en myldre/findebog opbygget helt klassisk med en enkel handling og 2 sides opslag med et billede, hvor man skal finde forskellige ting. Umuliusserne er udfordrende og charmerende, og når først man falder ind i billederne, snubler man over en endeløs strøm af forunderlige ting og væsener. Visuelt er stilen farverig og med inspiration fra både M.C. Escher og Hieronymus Bosch. Myldrebøger er sjovest, når man deler dem med nogen, og Umuliusserne er ingen undtagelse. Imellem myldret fra umulisserne kan den voksne finde intertekstuelle referencer til både Orwells 1984, Sherlock Holmes og Edvard Munch. Man kan også møde en smølf og finde vink til fx Tintin, Peter Plys og Basserne. Prøv selv!

Thomas Schrøder har tidligere skrevet historier til Anders And, hvilket ikke fornægter sig.

Som en særlig servicemeddelelse til de praktiske voksne skal siges, at siderne i Umuliusserne er en god og lækker papirkvalitet, som kan holde til både begejstring og slid.
Bagerst i bogen kan man se løsningerne på alle de umulige opgaver, man bliver stillet undervejs.

Thomas Schrøder & Kjeld Pedersen: Umuliusserne. Farvelagt af Niels Voss Boldvig. Forlaget Afart, 2011.- 20 sider

Herlig billedbog, der minder os om, at konflikter og ensomhed ikke kun hører til i de voksnes verden.

Hver lørdag tager Lille monster og Store monster ud og fisker og hygger sig. Men en dag har Lille monster ikke tid, for han har besøg, og Store monster må tage af sted alene. Store Monster bliver trist. Det er bare slet ikke sjovt at fiske alene, madpakken smager ikke helt så godt, og boldspil er altså en tomandssport. Flere gange forsøger Store monster at lokke Lille monster udenfor, men hver gang siger han nej! For Lille monster leger med Pjuskemonster, og Store monster føler sig udenfor. Selv da han får lov til at lege med, føles det forkert for Lille monster er jo hans ven.

Monsterbesøg er den 5. bog i serien om de to monstre. Denne gang er temaet venskab og jalousi, og som altid behandles emnet på en god, kærlig og humoristisk måde.
Illustrationer og den korte men veltilrettelagte tekst gør, at følelser og konflikter hopper ud fra siderne og især de lidt dystre billeder, hvor Store monster er allermest ensom, gør indtryk.

Monsterbøgerne er et vellykket samarbejde mellem Sverige, Færøerne og Island. Gennem hele bogen er der masse af følelser, som gør historien genkendelig for både store og små. Jeg er vild med monstrene, som er troldeagtige og groteske men også charmerende, skønne og menneskelige.

Kalle Güettler, Rakel Helmsdal, Áslaug Jónsdóttir : Monsterbesøg, oversætter: Hugin Eide,, illustrator: Áslaug Jónsdóttir, Torgard 2010. – 36 sider.

Tankevækkende og morsom bog med pingviner og regnvejr.

Ved du, hvem Gud er? Det gør pingvinerne i denne bog ikke. For godt nok er han stor og mægtig, men han er også usynlig. Og så kan man jo ikke være helt sikker på, at han findes. Heller ikke selvom der kommer en due med billeter til Noas Ark. Billetter fra Gud forstås.

Fordi han har sat gang i syndfloden.

Men hvad gør man når man kun får to billetter, og der er tre pingviner? Den ene pingvin er bare lille bitte. Lille nok til at være i en kuffert. Kan de snyde duen, der skal kontrollere al mistænkelig bagage? Og holder det nogensinde op med at regne? Kan en due og pingvin holde af hinanden?

Få svar på disse og mange flere spørgsmål i Ved Arken klokken otte.

Den moderne version af Noas Ark er både tankevækkende og rap i replikken. Pingvinerne er sjove og fungerer godt i hovedrollerne. Bogen er oplagt som højtlæsning for de yngste, men man skal være klar til en snak om dyr, syndflod, Gud og pingviner bagefter. For det er en bog, der sætter gang i de store tanker.

Historien er fint illustreret af Jörg Mühle.

Ved Arken klokken otte, skrevet af Ulrich Hub. Illustreret af Jörg Mühle. Originaltitel An der Arche um Acht, oversat af Birgit Fuglsang. Turbine 2010. 60 sider.

Surrealistisk billedbog om døden

En gammel dame går hver nat og rydder op efter døden. Hun skraber døde dyr op fra vejen, putter dem i tynde skindposer og tager dem med hjem til sit værksted. Sådan arbejder hun hele dagen. Når hun er færdig tager hun dyrene med hen i glaskuplen. Den stirrer som et øje mod himlen.

Alle har deres plads i glaskuplen. Undtagen kaninerne. Men hun lover at finde nogen, de kan lege med.

Hun finder pigen på vejen. Hun er det smukkeste, damen har set, og hun tager hende med hjem.
Nu har kaninerne nogen at lege med.

Glaskuplen er en bog, der kræver mere end en gennemlæsning.

Læser man den højt for de mindste børn, er man nødt til at afsætte tid til at snakke om historien. For hvad er det egentlig, den handler om?

Det meste af historien skal man læse i mellem linjerne. Lilian Brøggers illustrationer puster liv i historien, som damen puster liv i dyrene.

Bjørn Arild Ersland: Glaskuplen. Oversat af Susanne Vebel. Illustreret af Lillian Brøgger. Forlaget Alma, 2010.

Rim og remser bliver man aldrig for gammel til!

Tina Bisgaard Norup har skrevet denne sjove og legesyge bog på vers.

Læs om morfar, der måtte nøjes med skelette af en myre. Eller om troldmanden Trond. Du kan også læse om mormors mand, der er vild med vand, Zaren af Zanzibar, der puster og stønner, når han er på indkøb med sine 67 sønner og om Fandens fødselsdag.

Bogen er et orgie af små historier, der alle bliver fortalt i højt humør.

Forældre nu om stunder
tror jorden den går under,
hvis en aften ganske kort
deres pc går i sort.
Uden at ku klikke
dur de voksne ikke.

I de allerældste dage minder i stil om Halfdan Rasmussens rim og remser. Jeg tror endda, Tina Bisgaard Norup sender mesteren en lille hilsen:

Jeg er så sur som firs citroner
og mer´ tændt af end ti kanoner…

Der bliver leget med ord og vendinger, så det er en fornøjelse mens Lilian Brøgger har illustreret så der er nok at se på, imens der bliver læst højt. Det er en af den slags bøger, der er bedst til højtlæsning.

Tina Bisgaard Norup & Lilian Brøgger: I de allerældste dage. Forlaget Alma, 2010.

Skøn billedbog om savn, sorg og venskab.

Bedstefar fik ikke sagt farvel til Peter, inden han døde. Han døde bare. Derfor venter Peter på postbudet. Bedstefar har vel nok skrevet et farvel-brev til ham. Et brev der lugter af terpentin og maling, for Bedstefar var maler. Han malede valmuer. Men Postbudet må skuffe Peter. Der er ikke noget brev til ham.
Da Peter bliver ked af det, trøster Postbudet, og et venskab begynder.

Der er desværre ikke brev, råber postbudet, inden Peter når at spørge.

Peter sparker til jorden. – Tænk, at han kan glemme mig så hurtigt.

- Han har da ikke glemt dig.

- Hvorfor er der så ikke brev?

Postbudet ser sig omkring.

- Kan du ikke øve dig på jern-hesten, mens du venter?

- Næ, mumler Peter.

– Tænk at dø uden at sige farvel til mig.

Han er verdens dårligste bedstefar … og jeg gider aldrig mere være hans dumme lille søde gavtyv.

Peter og Postbudet er en skøn og rørende billedbog. Historien går lige i hjertet på mig. Jeg savner også min bedstefar, der var maler og malede valmuer.

Lilja Scherfig har skrevet en simpel men original historie. Den bedste slags. Otto Dickmeiss’  illustrationer er farverige og vidunderlige. Der er masser at se på.

 10 % af salget af Peter og Postbudet går til Børns vilkår

Læs mere om forfatter og bog her

Lilja Scherfig: Peter og Postbudet. Illustrationer af Otto Dickmeiss. Forlaget Farenheit, 2010. – 32 sider

Drengen der voksede for meget er en poetisk og sørgmunter fortælling, der vokser frem som et fabulerende eventyr, men efterlader læseren med en klump i halsen.
Symbolikken er snigende men ikke spor uklar. Vi kender alle, eller har selv været, et barn, der blev foldet væk og var lidt i vejen for forældrenes ønsker eller forventninger til livet.
Historien er veldrejet og vil kildre små ører fra 5 år. Illustrationerne krøller sig om fortællingen og er på en gang både diskrete og meget ekspressive.

Dette er makkerparret Ramholt og Bækmarks tredie finurlig fortælling. Det er godt at børnelitteraturen har dem!

Sisse Ramholt & Toril Bækmark: Drengen der voksede for meget. Forlaget Tankestreg, 2010.

I bedste Ole Lund Kirkegaard stil!

Det er mere end 30 år siden Ole Lund Kirkegaard døde. Alligevel er der netop udkommet en bog af ham: Anton og Arnold – to frække drenge som han skrev til Danmarks Radio i 1974 og iøvrigt også selv læste op i radioen. Og nu er historierne altså udkommet med friske tegninger af Rasmus Bregnhøj.

Bogen indeholder 5 historier, der alle handler om de frække tvillinger Anton og Arnold, fortalt af en navnløs 8-årig dreng. I bedste Ole Lund Kirkegaard stil laver drengene ballade og  det er ikke kedeligt.

Læs om den dag Anton og Arnold flytter til byen og vil være fosterbrødre med jeg-personen. Heldigvis kan de ikke finde en kniv. Der er også noget om grise, men mere siger jeg ikke om den historie. Det må du selv læse. Så er der den dag, hvor “jeg” er alene hjemme med far. Så skal han passe hus og lave mad. Det går ikke så godt. Heldigvis kan tvillingerne hjælpe, eller…

Historien om dengang drengene leger rødhuder og blegansigter, er der nogen der ender med at komme i bad. Jeg siger ikke hvem. Der er også noget om en pakke, der skal sendes til Randers.

Anton og Arnold flyttede til byen en sommer, da det var så ugudeligt varmt, at folk måtte sove uden nathuer på. Hundene lå i skyggen rundt omkring i portene og gispede med tungen langt ude af halsen. Og hønsene lagde blødkogte æg. Sådan sagde man i hvertfald den sommer.

Det er underholdning lige efter mit hoved. Jeg elsker Ole Lund Kirkegaards skæve humor og sjove vendinger. Anton og Arnold – to frække drenge er alle tiders til højtlæsning. Forlaget har sat målgruppen fra 5 til 10 år,  men jeg vil vove den påstand, at det er en bog for hele familien. Der er dømt hygge med grin!

Ole Lund Kirkegaard: Anton og Arnold – to frække drenge. Illustreret af Rasmus Bregnhøi. Gyldendal, 2010. -61 sider

Carl glæder sig så meget, for endelig er det ham, der skal på ferie hos sin farmor. En hel dag og en hel nat, hvor han og farmor skal hygge sig sammen, kun de to. Carl og farmor tager bussen ind til byen for at købe ind til aftensmad, og i supermarkedet møder farmor pludselig sin nabo, Hr. Grå, som også har besøg af sit barnebarn. De vil gerne besøge farmor og Carl, men det var jo ikke meningen – Carl skulle jo have farmor helt for sig selv..

Carl er en klassisk billedbog med alt hvad det indebærer af høj kvalitet i både tekst og illustrationer og et eviggyldigt tema, i dette tilfælde om forventning og skuffelse. Det klassiske ved bogen understreges af de tydelige referencer til elefanten Barbar og til Lille Per med de korte bukser og den rødstribede bluse. Illustrationerne af Hanne Bartholin er enkle tegninger med stor charme. Bogen er gennemarbejdet med lækre detaljer som fx fire sider helt i sort, sort mørke men heldigvis med et lyspunkt, hvor en venlig snabel med et jordbær kigger ind til Carl, som gemmer sig. Vi får også et dobbelt opslag uden tekst men med bus – og her siger en stor rød bus fyldt med elefanter altså mere end tusind ord. Carl er en stor gave til elefantelskere i alle aldre!

Ida Jessen og Hanne Bartholin har tidligere samarbejdet om bøgerne Orm får en ven og Den lille gule pige

Ida Jessen: Carl. Illustrationer/forside: Hanne Bartholin. Høst & Søn, 2010. – 40 sider.