- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Vibeke Marx: Lykkebo lukker

lykkebo.jpgSmuk og rørende bog.

Astrids lillesøster er død og alt bliver anderledes. Højtryksspuleren larmer og blæser mor, far og Astrid væk fra hinanden.
Astrid og lillesøster Isabella elskede hinanden. Skændtes aldrig som “normale” søskende. Hvordan skal Astrid nu komme videre? Alene?
Hun henter deres dukkehus Lykkebo ned fra loftet. Her bor en familie magen til deres egen. Astrid, Isabella, mor og far. Alle lykkelige – ingen højtryksspuler.
I dukkehuset er alle familiens oplevelser og historier gemt. På den måde er det som om, Isabella stadig er der. Isabella der er bange for heksen og lydene i brændeskuret.
Men far flytter. Mor ser gammel ud. Astrid snakker ikke med nogen. Kun Isabella. Isabella der var for klog til sin alder. Nu er hun i himlen sammen med mormor.

Vibeke Marx har skrevet en smuk bog om sorgen, der er så stor, at den næsten ikke er til at bære. Bogen skifter mellem nutid og datid, og det virker rigtig godt. Så godt at kleenexpakken nu er tom og klumpen i halsen ikke rigtig vil væk. I et enkelt sprog gør hun personerne virkelige. Man får lyst til at række ud og trøste stakkels Astrid, der er så alene…

Vibeke Marx: Lykkebo lukker – 1. udgave, 1. oplag. – Kbh. : Høst, 2008. – 123 sider
Pris: kr. 159,00 

Vibeke Marx har skrevet et hav af bøger til både børn og voksne. Dem kan du læse mere om på hendes hjemmeside