- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Vi er alle født frie: Verdenserklæringen om menneskerettigheder i billeder

Vi er alle født frieVerdenserklæringen om menneskerettigheder har fødselsdag.

Denne jul fylder Verdenserklæringen om Menneskerettigheder 60 år. Den blev proklameret af FN d. 10. december 1948, da verden sagde “aldrig mere” til rædslerne fra 2. Verdenskrig. Amnesty International har i den anledning udgivet denne helt fantastiske billedbog, som i forenklet tekst og fantastiske illustrationer gengiver de 30 artikler, der udgør Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Illustrationerne bærer bogen; dygtige børnebogsillustratorer fra hele verden har bearbejdet hver sin artikel i menneskerettighederklæringen kunstnerisk, og det er der kommet vidunderlige og meget forskelligartede illustrationer ud af. Det er en stor oplevelse at få denne bog i hænderne og bladre den igennem.

Selvfølgelig bør bogen læses for at gennemgå og minde om de menneskerettigheder, vi alle har krav på, men som krænkes igen og igen for så mange mennesker verden over! Det er ikke en bog, som skal give en udefinérbar dårlig samvittighed som i “Husk på de sultne børn i Afrika” eller “Vær du glad for, du i det hele taget får en julegave – vis noget taknemmelighed” og andre floskler, som dunker børn i hovedet og fjerner al glæde og begejstring. Det er en bog som bør minde os om at hvad vi – med rette – tager for givet, burde være givet for alle; dét, der er en helt basal rettighed for os, skal være en rettighed for alle! Når det er sagt, synes jeg bestemt også at en bog som denne skal nydes for det, den også er – en introduktion til den alsidighed der findes inden for billedbogsgenrens illustrative univers.

Bogen er indtil videre udkommet på 31 sprog, fra koreansk og tyrkisk til zulu og svensk. Alberte Winding har skrevet forordet til den danske udgave af bogen: Når man lytter til, hvad andre siger, at DE har lyst til, og hvad der gør DEM glade, hedder det respekt. Når man trøster dem, fordi de har det skidt, hedder det omsorg. Aftaler om respekt og omsorg kan redde andre menneskers liv.

Alle royaltyindtægter fra salget af bogen går ubeskåret til Amnesty International.

Vi er alle født frie: verdenserklæringen om menneskerettigheder i billeder. Red. Amnesty International. Gyldendal, 2008. 72 sider. Pris kr. 199,00.