Er et liv som præstinde noget værd, hvis alt, hvad du gør, styres af dine guder?
Ahar, den unge præstinde, har hele sit liv fået fortalt hvordan hun som 6-årig blev bragt til Stedet på øen Atuan for at tjene De Navnløse, sådan som hun var blevet hentet gennem sine utallige genfødsler. Hun er bundet til det, til at herske over Undergraven og den mægtige labyrint under jorden i det dunkle mørke, og kun guderne, De Navnløse, står over hende. Hun kan intet huske fra sin fortid, kun hvad hendes tjener, eunukken Manar, har fortalt hende, det eneste hun nogensinde har kendt er Stedet.
Så da hun pludselig ser en fremmed i labyrinten, en tyv, der er brudt ind for at stjæle fra skatkammeret, beslutter hun sig for at straffe ham på den værst tænkelige måde, for at lade ham bøde for sin helligbrøde. Men intet går som hun havde planlagt, og snart bliver dette møde grund til en enorm omvæltning for hele hendes liv og verdensopfattelse – alt sammen på grund af en kogler.
Atuans grave er andet bind i serien om Gæt, og der er her på ingen måde blevet skåret ned på det smukke sprog og de klare beskrivelser.
Men lad mig bare starte med at sige, at der er stor forskel på bøgerne allerede. For selvom denne historie både er utrolig tankevækkende, stemningsfuld og til tider uhyggelig og dyster, har Ursula le Guin her valgt at lade historien foregå på ét bestemt sted, og skildre det til fulde.
Den første effekt af dette er, at der bruges meget tid på beskrivelser af de små øjeblikke og de mange begivenheder, så spændingsniveauet er dalet lidt siden første bog. Der kommer dog en del senere hen i bogen, men det er først og fremmest et meget roligt tempo, der bruges, hvor man virkelig kan få tid til at tænke over de emner, der præsenteres i bogen.
En af fordelene ved denne ro er naturligvis, at man virkelig kommer godt ind under huden på det samfund hun har skildret og de personer, der indgår, og de små intriger, karaktererne imellem, er interessante at læse i sig selv.
Ahars udvikling igennem historien er også et af hovedpunkterne i historien, der fungerer rigtig godt, og de meget smukke, stemningsfulde beskrivelser bogen er fyldt med, sammen med det virkelig flotte maleriske sprog le Guin så mesterligt bruger, er med til at føre en godt igennem de mere rolige perioder.
Men vi kommer ikke uden om, at der måske godt kunne ønskes en anelse mere spænding, så hvis du syntes Troldmanden fra Jordhavet var en kende for udramatisk vil jeg ikke forslå dig at gå videre med næste bind.
Så er man en sucker for smukt sprog i fuldt flor, fantastisk beskrevne personer, handlinger og steder og har man brug for en mere rolig bog at fordybe sig i, er Atuans grave helt sikkert værd at læse. Er man ikke, må man selv beslutte om man elskede 1’eren så meget, at man vil kæmpe sig igennem dette andet bind for at se, hvad det næste bringer.
De andre bøger i serien er: Troldmanden fra Jordhavet, Den yderste kyst og Det brændte barn.
Ursula le Guin har skrevet adskillige bøger og noveller om Jordhavet og ikke alle er udgivet på dansk. Dog har den japanske Goro Miyazaki (søn af Hayao Miyazaki, skaber af bl.a. ”Chihiro og heksene” og ”Det levende slot”) produceret en film kaldet ”Legenden om Jordhavet”, der er meget inspireret af hendes fortællinger.
Ursula K. Le Guin: Atuans grave (Troldmanden fra Jordhavet; 3) Oversat af Niels Søndergaard. Borgen, 1972
Originaltitel: The tombs of Atuan
Omslagsillustrator: Steffen Richter Friis