Mumitrolden er tilbage – i de originale tegneserier.
En god, rund Mumi-bagdel – det er, hvad der byder læseren velkommen til dette første bind i Carlsens udgivelse af de samlede Mumi-tegneserier.
De fleste kender vel Mumitrolden (og gør man ikke det, burde man skamme sig), men nok især fra bøgerne eller tegnefilmene eller de tegneserier, som er blevet fremstillet senerehen af forskellige tegnere (bl.a. danske Mårdøn Smet). Tove Janssons egne originale tegnede udgaver af de gæve personligheders univers er nemlig ikke set på dansk før, så det er mildest talt på tide. At vi så tilmed får dem i lækkert stift bind og generelt en indbydende indpakning burde kunne gøre selv den sureste glad (og hvis ikke, behøver man altså ikke gøre andet end læse indholdet for at lette på humøret).
Der er planlagt fem bind i serien ”Mumitrolden: de samlede striber” – i dette bind præsenteres vi for fire historier: ”Mumi og røverne”, ”Mumi og familielivet”, ”Mumi ved Rivieraen” og ”Mumis øde ø”. De bringer vor helt vidt omkring – fra livet som forældreløs Mumitrold over det gode liv til det øde liv. Fælles for dem er, at de kan starte ved et meget lille udgangspunkt (faktisk starter de alle med et rundt og frodigt billede af Mumis bagdel) og derfra tage os ad sære og underfundige veje.
I første historie handler det f.eks. om, hvad man skal (og bør) gøre, når ens store og krævende familie flytter ind i ens hus, og man blot er en lille Mumitrold, der gerne vil alle det bedste, men måske ikke er så god til at sige nej, når man bør. Det fører fra startbilledet til oversvømmelser og det, der er værre. Det kan være svært at være flink.
Tove Janssons Mumi-univers er en af de få kreationer i litteraturhistorien, som i mine øjne fuldstændig nedbryder aldersgrænserne, når det henvender sig til læseren. Jeg fik Mumi-historierne læst højt som barn, og jeg læser dem gladelig den dag i dag – og det er før gået op for mig, at Jansson har fortalt historier, som jeg ikke havde gidet læse i en hvilken som helst anden sammenhæng. Historierne her er sprællende fjollede, samtidig med at de kan være dystre – de er flygtige fantasier, men samtidig nære og vedkommende historier. Tove Janssons naive streg lister pointerne forbi læserens umiddelbare blik og direkte i plet i baghovedet, hvor de eksploderer som fyrværkeri.
”Mumitrolden: Samlede striber 1” føles på sin vis som et gensyn, fordi alle de kendte skikkelser er der, men samtidig er den frisk og ny. Den kan anbefales til så godt som alle og enhver – den eneste ulempe er faktisk, at vi skal vente et år, før næste bind udkommer.
Tove Jansson: Mumitrolden – de samlede striber 1. Oversat af Jan Madsen. Carlsen, 2008.