- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Torun Lian: Adam den tredje i fjerde

Torun Lian: Adam den tredje i fjerde”Man kan godt hænge på en knage et par timer, uden at der sker noget ved det”

Norske Adam går i fjerde klasse. Det er egentlig ikke specielt rart. Dem i syvende hænger ham bl.a. til tørre på knagerækken på gangen. Det var måske, hvad man kunne forvente af syvende klasser, men Adams egen klasse regner ham nu heller ikke for noget. Selv pigerne slår ham.

Derhjemme går det faktisk ikke meget bedre. Storbror Oscar er en ren terrorist, der frydefuldt behandler Adam, som det passer ham. Og det er ikke specielt pænt. Mor er nervøst anlagt og slår ud med knopper, hvis hun udsættes for meget sindsbevægelse. Far gav mor knopper, så nu er de skilt, og han har fundet en ny kæreste, der gerne vil være venner med Adam, men ikke helt har succes med det.

Adam er en lille splejs. Han hvisker det meste af tiden. Det er, som om stemmen ikke rigtig vil høres. Adam går til kor, fordi mor gerne vil, men han kan kun bevæge læberne uden lyd. Korlederen synes også, at det er for det bedste. Adams helt er politiagent Peter Church, som imidlertid er en fiktiv person i tv-serien Politiagenterne, men Adam finder meget visdom i Peters handlinger, og når virkeligheden strammer rebet, tænker Adam på den seje politiagent, og hvordan han ville have klaret ærterne.

Den største skræk i Adams liv er at blive konfronteret med Monstret. Monstret hedder i virkeligheden Eva og går i parallelklassen, og denne tiårige pige spreder rædsel omkring sig med sit temperament, der ved eksplosion når nukleare dimensioner. Da Eva bliver flyttet over i Adams klasse, forværres Adams situation betragteligt. Eller gør den?

Historien om Adam er en hjerteskærende historie om mobning og om et barn, der ikke passer ind. Det afgørende i den forbindelse er, hvordan tematikken serveres, og Torun Lian er en mester i at fortælle en historie med kant fyldt med humor og blink i øjet. Adam er svær ikke at holde af, og de fleste af os genkender ham. Det tankevækkende i historien om Adam er hans fornægtelse af offerrollen. Han beskriver sit liv sølle og ubetydeligt, men da han bliver konfronteret med det, han er, nemlig et mobbeoffer, bliver han forundret.

Adam fjerde i tredje er en god velskreven historie, som sætter mange tanker i gang. Mobning er det helt store tema i mange skoler i disse år. Denne romans fokus på emnet gør den derfor meget anvendelig i den sammenhæng.
Tonen er nutidig, og personerne er troværdige og nuancerede, hvilket gør, at historien fremstår autentisk, og Adams stemme høres tydeligt og bevæger sin læser.

Til selvlæsning fra ca. 11 år.

Torun Lian: Adam den tredje i fjerde. Oversat af Susanne Vebel. Forum, 2006.