- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Tony DiTerlizzi & Holly Black: Dragekongen

Man må vælge: pest eller kolera – kæmper eller drager…

I Dragekongen fortsætter Nick, Laurie og Jules med at redde Florida fra en ny katastrofe. De kom af med kæmperne i den sidste bog, men nu viser det sig, at kæmpernes fravær har givet plads til nogle væsner, som er endnu værre end kæmperne, nemlig drager. I første omgang er det bare små drager, men de viser sig at vokse meget hurtigt. De er også årsag til et stort antal jordfaldshuller, hvor biler pludselig kan forsvinde ned i.

Noget må gøres, og de 3 halvsøskende allierer sig igen med Jared, Simon og Mallory (hovedpersonerne i de 5 første Spiderwick-bøger). Planen er, at kæmperne skal hentes tilbage – børnene har nemlig fundet sammenhængen mellem dragernes hurtige fremkomst og kæmpernes fravær: En fødekæde er brudt og balancen må genoprettes.

Dragekongen er den sidste bog i Spiderwick-seriens anden del: Andre Spiderwick fortællinger. Denne gang bliver læseren, udover at få indblik i den fantastiske verden, inddraget i familieterapi. Nick’s nye familie kan åbenbart ikke finde ud af at være en familie… Det er selvfølgelig kedeligt for familien, men sandelig også for den forventningsfulde læser af fantasy. Forfatteren vil for meget, tror jeg, og så bliver det for meget!

Men i den fantastiske verden er der fuldt drøn på. Nøkkerne er uundværlige syngende hjælpere. Sandburre (ved opslag i Arthur Spiderwick’s Felthåndbog, kan man se, at han er en nix-fix) viser sig at være en knopskyder, altså én der svulmer op – et af de få humoristiske indslag i bogen. Dragekongen (som ikke er en konge, men en slags hydra, bestående af et stort antal drager, der hænger sammen i halerne) er historiens omdrejningspunkt, og alle kneb gælder for at redde Florida.

Spiderwick bøgerne har været spændende læsning fra starten. Især de 5 første bøger kunne holde denne læser fanget og begejstret. De sidste 3 har ikke kunnet leve op til samme niveau – mest fordi koblingen mellem den fantastiske og den virkelige verden har virket utroværdig og tilfældig – nok fordi hovedpersonerne ikke har haft adgang til Arthur Spiderwick’s Felthåndbog, som er det mest spektakulære indslag i denne serie.

Læs mere om Spiderwick-universet

Holly Black: Dragekongen (Andre Spiderwick fortællinger, bog 3); ill. af Tony DiTerlizzi; på dansk ved Erik Egholm. Gyldendal. 2010. 224 sider.