- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Thomas Schrøder & Kjeld Pedersen: Umuliusserne

Søg – og du skal lede!

Man skal koncentrere sig allerede ved titlen: Umuliusserne. Det er fair nok, fordi så er man ligesom advaret, for her er en findebog, der sprudler og spræller med en skæv, skør, sød og sjov verden.

Umulistan. Det er her, umulisserne bor, og en af dem hedder Hr. Kropumulig, og da han er vild med gøgl og spas, får han en dag den ide, at han vil overraske sin søn, Megetmulig, ved at stoppe en håndfuld lynkinesere ned i hans skoletaske. Imidlertid glemmer han at tænde lunterne, og i forsøget på at indhente Megetmulig oplever han en del på vejen.

Umuliusserne er en myldre/findebog opbygget helt klassisk med en enkel handling og 2 sides opslag med et billede, hvor man skal finde forskellige ting. Umuliusserne er udfordrende og charmerende, og når først man falder ind i billederne, snubler man over en endeløs strøm af forunderlige ting og væsener. Visuelt er stilen farverig og med inspiration fra både M.C. Escher og Hieronymus Bosch. Myldrebøger er sjovest, når man deler dem med nogen, og Umuliusserne er ingen undtagelse. Imellem myldret fra umulisserne kan den voksne finde intertekstuelle referencer til både Orwells 1984, Sherlock Holmes og Edvard Munch. Man kan også møde en smølf og finde vink til fx Tintin, Peter Plys og Basserne. Prøv selv!

Thomas Schrøder har tidligere skrevet historier til Anders And, hvilket ikke fornægter sig.

Som en særlig servicemeddelelse til de praktiske voksne skal siges, at siderne i Umuliusserne er en god og lækker papirkvalitet, som kan holde til både begejstring og slid.
Bagerst i bogen kan man se løsningerne på alle de umulige opgaver, man bliver stillet undervejs.

Thomas Schrøder & Kjeld Pedersen: Umuliusserne. Farvelagt af Niels Voss Boldvig. Forlaget Afart, 2011.- 20 sider