- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Thomas Schrøder & Allan Haverholm: Bastians skøre opfindelser 1-3

Skøre opfindelser og rimeligt lykkelige slutninger

Makkerparret Schrøder og Haverholm har tidligere været ude med tre letlæste bøger om Mesterdetektiven Lukas – nu er de tilbage med en ny lille trilogi og en ny figur: drengen Bastian, hvis opfindelser har en tendens til at skabe problemer for hans far.

Bastians skøre opfindelser hedder serien, og de tre bind har fået navne efter, hvad Bastian ryster ud af ærmet: Kopicolaen, Supergødningen og G.A.G-’en. G.A.G. står for Gør Arbejdet Godt og er en lille maskine, der skal lette arbejdet for Bastians hårdt plagede far – fruen i huset har det med at være fraværende og efterlader gerne de to herrer med en opgave, der skal løses. Eller rettere: faderen har opgaven, men behøver sin søns hjælp til at udføre den. Som nu G.A.G.’en, der skal gøre det lettere at flytte rundt på møblerne.

Det ender, som man måske forudser, galt, både i dette og de andre bind.

Bastians skøre oplevelser virker som en nuttet blanding af Dexters Laboratorium og Anders And – med den tåbelige and i form af faderen som bifiguren, der bringer kaos omkring sig, og Bastian som den lidt distræte opfinder, der nok burde have lært, at der bør være en sikkerhedsafstand mellem faderen og Bastians påfund. Tilsæt en lettere bister nabo, og så har man en underholdende opskrift.

Forlaget Afart har en målsætning om ikke at blive for alvorlige (hvilket nok bliver tydeligt, hvis de forsøger sig på det engelsktalende marked) – det skal være sjovt at (lære at) læse. Så Bastian-bøgerne er fri for løftede pegefingre eller kedelige pointer. I stedet serverer de gode, lettilgængelige historier, der er lige til at gå til, flot fortalt i samspillet mellem ord og tegninger. Samtlige historier får lige en ekstra løftet mundvig, når der bindes en ekstra knude på allersidste side.

Man kan se uddrag fra bøgerne på forlagets hjemmeside.

Thomas Schrøder (tekst) & Allan Haverholm (billeder): Bastians skøre opfindelser 1-3. Hver på 16 sider. Forlaget Afart, 2010.