Kattua er tilbage i et nyt og endnu mere dødbringende spil
I Dødsspillet blev den unge Kattua deltager i det voldsspil, der skal holde de almindelige beboere i Panem i skak, mens eliten i Capitol lever i luksus. Stik mod alle forventninger overlevede hun, men ikke uden at skabe sig meget, meget magtfulde fjender. Løbeild er fortsættelsen, og som titlen afslører, har hendes hidtidige problemer blot været en gnist, der nu truer med at bryde ud i fuld lue.
Da Løbeild begynder, er der snart gået et år siden begivenhederne i Dødsspillet, og det er ved at være tid til endnu en omgang. Kattua og Peeta er blevet sat i front for et PR-menagerie, der bliver en balancegang for især vor hovedperson. Hun er blevet et symbol på den modstand, der ulmer rundt omkring i distrikterne – og har også fået en meget tydelig besked fra Capitol: sørg for at dulme de oprørske følelser, eller det kommer til at gå ud over hendes familie. Men det er sværere sagt end gjort, for man bestemmer ikke altid selv, hvad man bliver et symbol på, og Kattua bevæger sig i en heksekedel af følelser, som det er svært at styre.
Da tiden for det næste dødsspil nærmer sig, bliver der lagt planer overalt omkring Kattua, og de fleste af dem drejer sig om hende.
Jeg var ikke helt vild med Dødsspillet – mest fordi bogen i sin opbygning blev lidt for konstrueret. Det har Collins skrevet sig fri af her, og det gør Løbeild til en i mine øjne langt mere spændende bog. Selvfølgelig kan de fleste nok gætte, i hvilken retning handlingen bevæger sig, og hvad Capitol planlægger, men forfatteren har givet sig selv langt mere frie tøjler på vejen dertil, og det pynter. Samtidig fornemmer man tydeligt, at Kattua er langt mindre tilpas i det, der grundlæggende er et politisk spil, end hun var i arenaen, hvor det handlede om umiddelbar liv eller død; ofte kan man som læser med lethed opfange nogle af de spor, som hun selv står måbende overfor.
Fokus er dog endnu en gang på romantikken og de hjørner, som vor hovedperson konstant bliver malet ind i – hun elsker Gabe, men måtte foregive at være forelsket i Peeta for at overleve dødsspillet. Den rolle bliver hun nu holdt fast i, men samtidig kommer hendes følelser en tur gennem karrusellen. For Peeta elsker hende åbenlyst, og måske har hun alligevel også følelser for ham. Og de følelser, hun er fanget imellem, kan ende med at betyde hendes død.
I det hele taget er Collins rigtig god til konstant at anbringe Kattua som en lus mellem to negle. Tror man lige, at hun er sluppet fra ét problem, dukker der et nyt op, og det sørger for, at handlingen flyder fra første side, til man er færdig med bogen. Der er stadigvæk tale om en meget romantisk bog, som især vil tiltale de læsere, der også kaster sig over tidens overnaturlige romancer, men det er noget lettere for os andre at være med, fordi Løbeild ganske enkelt er spændende. Den rammer en god blanding af action, romantik og frustration over den verden, som er blevet tvunget ned over hovedet på Kattua og dem, som hun elsker.
Suzanne Collins: Løbeild (Dødsspillet ; 2). Oversat af Camilla Schierbeck. Gyldendal, 2010, 315 sider.