Dødsspillet er en ny actionfyldt science fiction-roman med en god portion romantik spundet ind i historien.
16-årige Kattua er hovedpersonen. Hun lever i en fremtidig version af Nordamerika – det, der engang var genkendeligt for os, ligger nu i ruiner og er blevet splittet op i tolv distrikter. Sammen hedder de Panem, men Kattua bor sammen med sin mor og lillesøster i den allerfattigste del af landet.
Der er en grund til, at Panem er splittet sådan op, og man fornemmer klart, at grunden er magt. For magthaverne lever et liv i luksus, mens Kattua må bryde loven og jage i skoven for at holde sig selv og sin familie i live. Hun har fundet sammen med drengen Gale, og sammen fanger de fisk, jager og finder urter og andet, som holder dem over sultegrænsen.
Men det, der først og fremmest holder de tolv distrikter sammen, er det årlige magtshow: Dødsspillet. Hvert år vælges to repræsentanter for hvert distrikt, og hvert år placeres de på et isoleret område med et udvalg af våben og et minimum af mad. Vinderen er den, der overlever, og den overlevendes distrikt vil få en masse ressourcer det næste år.
Naturligvis går det hverken værre eller bedre, end at Kattua bliver den ene af repræsentanterne til årets Dødsspil – side om side med bagersønnen Peeta, som hun står i gæld til fra tidligere. Men der kan kun være én vinder.
Dødsspillet bliver naturligvis en spændende affære, som ikke kun er en fysisk strid mod rivalerne – det er også en konkurrence om seernes gunst, og en del af spillet bliver de spirende følelser mellem Kattua og Peeta. Men Kattua befinder sig i konstant usikkerhed om, hvorvidt Peeta blot spiller skuespil, eller om han virkelig føler noget for hende; og hvis han gør, hvordan skal de så begge forblive i live?
Suzanne Collins har begået en roman, der især fokuserer på spænding og romantik – forsiden rummer et anbefalende citat af Stephenie Meyer (hvis navn en eller anden redaktør har stavet forkert hele to gange på omslaget), forfatteren til Twilight. Dødsspillet er ikke lige så tykt romantisk som Twilight, men den retter sig nok mod nogle af de samme læsere. I al fald tror jeg især, at pigerne vil blive opslugt af Kattuas forvirring – er hun forelsket i Peeta eller Gale? Drengene vil måske synes, det er lidt for meget.
I mine øjne er Dødsspillet faktisk bedst i sine flashbacks, hvor Collins fortæller uden bagtanker og uden den noget konstruerede ramme, der præger scenerne i selve spillet. Med det i mente er det faktisk postivt, at bogen er første bind i en serie – for selve Dødsspillet overstås naturligvis her, så Collins må begive sig videre ud i den verden, hun har skabt, i fortsættelserne. Og selv om jeg nok ikke er den tiltænkte læser til denne bog, så kan jeg dog ikke lade være med at se potentialet i fortsættelsen. Men denne vil jeg især forvente at se godt modtaget blandt piger, der gerne vil have lidt romantik tilsat en god del spænding.