Hjerteskærende fortælling om verdens gradvise undergang.
Susan Beth Pfeffers første bog på dansk – men langt fra den første i et forfatterskab, der strækker sig tilbage til 1970 – er en gribende og medrivende historie om den nærmeste fremtid, med mindelser om den nærmeste fortid, især oversvømmelserne i New Orleans.
Pfeffer fortæller historien gennem teenagepigen Miranda – noget nær det perfekte talerør for den fortælling om verdens langsomme undergang, som bogen er. Miranda er samlet med det meste af familien, da et meteor rammer månen – det er et syn, som alle ønsker at se, en slags kosmisk fyrværkeri. Men tingene går ikke som forventet – astronomernes udregninger stemmer ikke, og sammenstødet ændrer Månens bane. Det virker som en lille ting – vores satellit er lidt større på himlen, end den plejer – men konsekvenserne er uoverskueligt.
Tsunamierne skyller ind over kysterne. Hidtil inaktive vulkaner vågner op. Vejret ændrer sig. Olieforsyningen bliver afbrudt. Civilisationen begynder ganske langsomt at bryde sammen.
Miranda skriver dagbog gennem det hele, og hendes ungdommelige stemme giver handlingen kant og nerve. Hun er ikke der, hvor tingene sker, så de tonstunge forandringer, der brager gennem hele verden, kommer kun langsomt, men også ubønhørligt nærmere. Hendes mor er forudseende og gør sine forberedelser – noget, der på Miranda virker som et grotesk teater. Hvorfor købe stort ind af mad og fornødenheder, når nu verden kan blive normal, hvad øjeblik det skal være, og hun igen blot skal spekulere på drenge og skøjteløb? Gennem historie, mens hele verden skrumper ind omkring hende, finder Miranda ud af lige præcis hvor – og hun opdager, hvor lille en grænse der er mellem at være lykkeligt normal og kæmpe for livet stort set hvert eneste øjeblik af dagen. Miranda vokser gennem det hele, og det er sublimt beskrevet.
Mens vi endnu er her er en af de mest deprimerende bøger, jeg har læst længe – og samtidig en af de til tider mest opløftende. Pfeffer viser os ikke de store undergangsscener, så det er ikke en Hollywood-film, vi får serveret – i stedet viser hun den lille familie, der kæmper uden noget egentlig mål i sigte – det er som en lang, lang tur ned i mørket, men det gør blot de lyse stunder, når de optræder, så meget lysere og varmere.
Det hele fortælles med Mirandas ord, og hun fremstår som et levende menneske, skiftevis naiv og selvopofrende og egoistisk og voksen og meget, meget andet. Hendes alder gør hende omskiftelig, og hendes rejse gennem historien er mildest talt gribende.
Mens vi endnu er her var en voldsom overraskelse for mig – af den yderst positive slags. Den viser, at science fiction-genren lever og har det godt i ungdomslitteraturen, og at den tør tage fat i nakken på læseren og ruske. Den anbefales stærkt.
Susan Beth Pfeffer: Mens vi endnu er her. Oversat af Lilian Kingo. Forside: Thomas Szøke. Carlsen, 2008, 363 sider.