- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Stephenie Meyer: Vandrende sjæle

vandrendesjaeleRomantisk og underholdende science fiction-roman af forfatteren bag kæmpesuccesen Twilight.

Jorden er blevet overtaget af fremmede væsner, Sjæle. De er en konfliktsky, fredelig art, men alligevel farlige for mennesker, for Sjælene besætter folks kroppe og overtager deres sind. Menneskeheden er næsten udryddet, og de få, der stadig kæmper for deres eksistens, lever skjul og på evig flugt.

Den erfarne sjæl Vandrer bliver indsat i pigen Melanies krop. Melanie viser sig at være stærk, og hun kæmper imod, da Vandrer vil overtage hendes sind. Hun fylder Vandreren med erindringen og minder om sit liv og især om broren Jamie og kæresten Jared. Minderne presser sig på og påvirker Vandreren, som langsomt får sympati for Melanie og også kommer til at længes efter Jamie og Jared. I Melanies krop tager hun af sted for at lede efter dem i ørkenen, hvor de har søgt tilflugt.

I ørkenen bliver Melanie/Vandrer taget til fange af mennesker, som i en blanding af had, frygt og nysgerrighed truer hende på livet, men som samtidig også viser hende de menneskelige sider på godt og ondt.

Personligt plejer jeg ikke at læse science fiction, så det var med en vis portion skepsis, jeg gik i gang med Vandrende sjæle. Men det tog mig kun et par kapitler at vænne mig til (og acceptere) orme indsat i nakken og en hovedperson, hvis indre er delt i to. Jeg blev hurtigt grebet af historien, som er velskrevet og spændende. De overnaturlige elementer glider nemt og naturligt ind i historien, hvor det – som i forfatterens Twilightserie – er følelserne, der dominerer.

Vandrende sjæle er nemlig en kærlighedshistorie – en kærlighedshistorie med to kroppe og tre sjæle, men den berører også andre temaer som venskab, tolerance og menneskelighed.

Twilightseriens unge tilhængere vil ikke blive skuffet over Vandrende sjæle, men romanen vil også tiltale ældre læsere.

Stephanie Meyer har solgt rettighederne til filmatisering af Vandrende sjæle.

Stephenie Meyer: Vandrende sjæle. Oversat af Martin Aitken. Lindhardt og Ringhoft, 2009, 765 sider.