- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Stephenie Meyer: Bree Tanners korte liv efter døden

Det er ikke nemt at være en nyfødt vampyr.

Det gælder om at holde sig i live. Ens største fjender er de andre vampyrer i klanen. De er vilde og aggressive. Selvom arme og ben kan sættes på igen, har Bree intet ønske om at miste sine lemmer. Derfor opholder hun sig det meste af tiden bag ved Freaky Fred, som ingen kan holde ud at se på. Her sidder hun og læser. Når hun altså ikke lige er på jagt. Ude for at stille sin brændende tørst.

Bree Tanner er nyfødt vampyr. Skabt af Hende.

Bree er tre måneder gammel, da vi møder hende. Indtil nu har hun ikke stillet spørgsmål ved det ,lederen Riley siger. Hans love, som at de ikke må gå ud efter solopgang. Alle ved jo at vampyrer brænder op i solen. Eller hvad?  Det er også klart, at de skal holde lav profil og kun drikke dem, der ikke vil blive savnet. For ellers kommer menneskene efter dem. Gør de ikke?

Men en nat jager hun sammen med Diego. Og alting ændres. Han er ikke som de andre vampyrer. Han kan faktisk tænke selv. Diego er Rileys højre hånd men alligevel, stoler hun på ham.

Sammen prøver de at finde ud af, hvad Riley er ude på. Hvorfor har han skabt en hær af sultne nyfødte. Hvem er Hun?

Jeg satte tænderne i halsen på hende, mens jeg holdt øje med ham. Hun var endnu bedre end den forrige. Hendes blod var helt rent. Blondinens blod havde haft den bitre eftersmag, som stoffer altid giver – det var jeg så vant til efterhånden,  at jeg knap nok bemærkede det. Det var sjældent, at jeg smagte helt rent blod, fordi jeg fulgte rendestensreglen. Diego så også ud til at indordne sig under  Rileys regler. han måtte have kunnet lugte, hvad han gik glip af.

Bree Tanners korte  liv efter døden er en parallelhistorie til Formørkelse. Vi følger Bree i hendes sidste uge inden den store kamp mod Cullen-klanen. Vi ser alt fra Brees synsvinkel. Føler hendes brændende tørst, er med hende på jagt, mærker hendes forvirring.

Ret interessant at følge en nyfødt. Se tingene fra deres side.

Det er ikke meget man hører om Bella, og Edward er da vist slet ikke nævnt.

Alligevel er det en god ide at have læst Formørkelse først. For så giver det hele meget mere mening.  For det er jo Bella, det hele handler om i sidste ende.

Bogen er på 175 sider. De er hurtigt læst, for man bliver fanget i Brees liv i mørket, hvor duften af blod får de nyfødte til at gå amok.

Er man Twilight-fan er Bree Tanners korte live efter døden et must.

Stephenie Meyer: Bree Tanners korte liv efter døden. Oversat af Vibeke Nielsen. Forlaget Carlsen, 2010. – 175 sider. Kr. 199,-
Originaltitel: The Second Life of Bree Tanner