- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Sisse Ramholt & Toril Bækmark: Chokoladehunden

Sisse Ramholt & Toril Bækmark: ChokoladehundenSkøn historie, der smager af både chokolade og eftertænksomhed

Hunden Tellus knokler løs ved samlebåndet, hvor han pakker god kattemad i smukke lyseblå æsker, som køres til kattenes by. De skal nemlig have det allerbedste. Tellus og hans familie nøjes med almindelig hundeæde.

Men Tellus er skam en hund med spunk og ambitioner, så han forlader sit hundeliv for at finde nye græsgange i Kattrup. De forkælede katte ser ned på Tellus. De synes helt ærligt, at han er en uciviliseret køter. Heldigvis møder Tellus en begavet chokolademester, der lærer ham alt, hvad der er at lære om at dreje og forme chokolade. Tellus er talentfuld og folder sig virkelig ud. Chokoladesuccesen blomstrer snart, men selvom Tellus dagligt bader i kakao og hyldes af alle kattene, er der alligevel et eller andet der mangler.

Chokoladehunden er en kæk historie, der krøller og udvikler sig frejdigt og fantasifuldt sammen med sine illustrationer. Tellus puster friskhed i hovedet på læseren, mens han tryller mageløst alt muligt ud af chokolade. Det hele serveres med eftertænksomhed og smager af en fin og sød morale om, at vi alle er lige betydningsfulde.

Sisse Ramholt og Toril Bækmark har tidligere udgivet den vidunderlige historie om Den ensomme hånd

Sisse Ramholt & Toril Bækmark: Chokoladehunden. Tankestreg, 2009. – [28] sider, alle illustreret i farver. Pris: kr. 199,00