Realistisk og magisk ungdomsbog om mobning, og om at gøre noget ved det – på utraditionel og slagkraftig vis.
Det er en velkendt sag, at unge piger kan være ret hårde ved hinanden. Det er set både i virkeligheden, i bøger og på film. Desværre går det oftest sådan, at den de andre kører på, dukker nakken og lider i stilhed. Men ikke ”Møgtøsen” i denne historie. Trine, som hun hedder, er gjort af et andet og mere handlekraftigt stof.
Ved hjælp af ”opskrifter” i gamle bøger fra bibliotekets magasin, forsøger hun at påkalde fanden selv, og det har hun ret stor succes med. En aften, hun er alene hjemme, breder der sig en uhyggelig stank i huset, og det viser sig, at kloaken har spyttet noget op, og at hjælpen er uhyggeligt nær.
Der er mange i Trines liv, som hun har ønsket død og ødelæggelse over, men nu hvor hendes ønsker går i opfyldelse begynder hun at få klamme håndflader, og er pludselig ikke helt så sikker på, at det var det hun ønskede – sådan rigtig. I virkeligheden vil hun vist bare have en plads i verden.
”Møgtøs” er alt i alt en spændende og velfungerende historie. Man kommer hurtig til at holde af Trine, selv om det ikke er lige smart alt det hun render og laver. Hun er nemlig dejligt menneskelig. Sammen med hende genopdager vi endnu en gang, noget som vi udmærket vidste i forvejen, men som ikke kan siges for mange gange; Nemlig at ondt avler ondt der avler mere ondt, og det kommer der ikke noget godt ud af. Det gør derimod af kærlighed, tilgivelse og nye chancer.
Gennem langt det meste af bogen, er det fra Trines synsvinkel vi oplever historien. Det begynder at flakke lidt til sidst, og det virker forvirrende. Eksempelvis bliver vi på side 112/113 pludselig indviet i hvad mobbe-dronningen og hendes veninder tænker, det virker påklistret og unødvendigt. Som om forfatteren en kort overgang glemmer, at læseren selv er i stand til at tygge maden. Men det er vi, og det smager faktisk godt.
Silja Bødker: Møgtøs. Attika, 2006. Forside: Jerkel Kerø