- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Sascha Christensen: Den ydmyge amulet

Ny dansk fantasy med både almindelig og mørk magi.

Den ydmyge amulet er første bind i fantasy-serien Humaran-trilogien, skrevet af den unge og debuterende forfatter Sascha Christensen. Det er en stemningsfuld affære med visse mangler, men også masser af gode detaljer.

Fantasy er stort for tiden, også i Danmark. Så det er naturligvis fristende som nyudsprungen forfatter at ride på den bølge, og det har både fordele og ulemper – man rammer en stor læserskare, men man risikerer også at drukne i mængden. Vejen frem er selvfølgelig at skille sig ud, hvilket der er forskellige måder at gøre: et flot sprog, en medrivende historie, en godt opbygget verden og så videre og så videre. Sascha Christensens styrke ligger helt klart i den verden, som historien foregår i.

Vi befinder os i England, den hyggelige lille landsby Haselby – den unge Josephine kommer hertil, fordi hendes onkel og faster vil åbne et hotel i et gammelt forladt hus. Og her er det så, at vi forlader det genkendelige – for Josephine er ikke hos sine forældre, da disse er blevet forvandlet til træer; hun er selv i lære som magiker; og huset, som de flytter ind i, blev opført af en troldmand for øjnene af hele byen for år tilbage. Vi befinder os i en verden, hvor magi læres i skolen, men ligesom tyskgrammatikken har den det med at forsvinde, hvis man ikke læser videre. Magi er altså noget alment her, om ikke accepteret, da kunsten har sin mørke siden, som almindelige mennesker ikke ønsker at opleve. Ligesom det gamle, smukke hus, der snart viser sig at rumme en grum hemmelighed.

Snart er Josephine involveret til op over begge ører og må håndtere både hemmelige hekse, hemmelighedsfulde fætre og en onkel og faster, der desperat forsøger at fungere som forældre. Det er en ganske god blanding, der i det store hele fungerer rigtig godt – Christensen får både noget humor og spænding ind i historien, og bogen er lige til at gå til. Faktisk i en sådan grad, at jeg var overrasket, da slutningen pludselig lurede lige om hjørnet.

Dermed ikke være sagt, at Den ydmyge amulet er en perfekt bog. Det er en debut, og det mærkes lidt i håndteringen af fortællingen her og der. Så god som forfatteren er til at liste detaljer ind i sin baggrund, bliver hun nogle gange lidt for god til at passe selve historiens detaljer sammen – det bliver ganske enkelt for fint, for konstrueret, med lidt for mange betydende hændelser (og så er introduktionen af plottets omdrejningspunkt, serietitlens amulet, ganske enkelt lidt klodset), og det tager lidt af kanten af historien. Der måtte godt være mere, der var usikkert, skræmmende, dystert.

Den er måske ikke perfekt, men Den ydmyge amulet er dog vellykket, især for en debut, og den burde nok kunne finde indpas i den danske fantasy-marked. Det er første del, og slutningen lader stå hen i det uvisse, hvordan næste bog kommer til at forløbe – det lader vejen stå åben for masser af udviklinger, både hos forfatteren og hovedpersonerne; og begge dele skal blive interessante at følge.

Sascha Christensen: Den ydmyge amulet (Humaran-trilogien ; 1). Forside: Emil Landgren. Rosenkilde Bahnhof, 2009, 377 sider.