Spændende og dyster fortsættelse
De unaturlige er fortsættelsen til Den ydmyge amulet og anden del i Humaran-trilogien. Sascha Christensen debuterede med første bind i serien og vandt også Orla-prisen for det, så bind to har været ventet med spænding. Det er en historie, der viser, at Christensen har udviklet sig, men som desværre også lider under at være midterste segment af en fortsat historie.
Josephine og Liam er blevet mærket af Humaran-amuletten, og nu trækker den konstant i dem. De bliver nødt til at forlade alting for at drage ud efter den, uden helt at forstå hvorfor. Azynerne hjælper dem med træning, der skal gøre det muligt for dem at klare den udfordring, der ligger forude, men alt synes at foregå efter regler, de ikke kender til, og snart er de på farten igen. Denne gang har de en rejseledsager med, men må også spørge sig selv, om de kan stole på hende.
Den ydmyge amulet var næsten en fantasy-krimi, der centrerede sig om et hotel, hvor mystiske ting skete. Her sender forfatteren sine personer ud på en rejse, der får dem vidt omkring (men stadig i en genkendelig verden med et godt glimt af fantasy i øjenkrogen). Alene det, at der fortælles en helt anden type historie her, giver De unaturlige ekstra point i min bog – og så har Christensen bevaret en god evne til at liste nogle mere dystre toner ind i historien, så vi til tider balancen på grænsen til horror. Det giver noget god kant.
Bogens svagere side ligger i fornemmelsen af, at vor helte føres gennem historien. Det er svært at undgå, når der er tale om skæbne og så tung magi, som der rumsterer her, men det tager ikke desto mindre noget af spændingen af historien, når vore helte bliver anbragt hid og did, hvor historien kræver det. Det gælder især i starten af bogen, hvor forfatteren så begår den fikse lille drejning at introducere et par bifigurer – et par unge munke, der drages ind i fortællingen, men også kan risikere at være en kæp i hjulet på skæbnen. De giver historien mysteriet tilbage, og det gør, at man gladelig læser igennem til slutningen. At der så ikke rigtig er en slutning, men snarere en indledning til sidste bind, er et gængs problem med trilogier, men indtil da leverer Sascha Christensen altså varen ganske godt – det er spændende fantasy med en dyster undertone og en god fornemmelse af, at der er mere under overfladen.
Sascha Christensen: De unaturlige (Humaran-trilogien ; 2). Forside: Emil Landgreen. Bahnhof, 2010, 375 sider.